Vandring på Korsika: GR20 i to tempi

Vores lille gruppe samles midt på stien, hvor vi drikker vand og udveksler følelser ved at være på dette prægtige sted. Jeg selv er her for fyrretyvende gang og har det stadig, som om jeg medvirker i en film. Det er så uvirkeligt at stå her, og jeg har stadig svært ved at tro mine egne øjne. Vi er højt oppe i Vallé de Restonica på Korsika, og alligevel kan vi se andre vandrere, der er forsvindende små, højt over os.

Pludselig kommer Theis tilbage til os. Han har været foran – længere oppe af den gulmærkede sti – og er nu utålmodigt vendt tilbage for at se, hvor vi er blevet af. Theis er syv år gammel og udgør sammen med storebror Elias på ti og deres mor Heidi en af de fem familier, jeg denne junidag har lokket med på tur i bjergene. De er alle på ferie her på Korsika, men har i dag trodset badestrand, bølgesprøjt og en havvandstemperatur på 25 grader til fordel for fysisk anstrengelse og en oplevelse i de storslåede bjerge på Korsika.

Vi bevæger os videre op ad stien i skyggesiden, hvor dalen smukt åbner sig mere og mere mod søerne Lac de Melo og Lac de Capitellu. Det er jævnt stigende og stenet vandring i lav bevoksning, og det tager en time til halvanden at nå de 2200 højdemeter fra P-pladsen for enden af kørevejen og op til Lac de Melo.

”Der er den!” udbryder Elias, idet han ser den næsten cirkelrunde og grønlige sø.

Der er en halv times pause ved søen, hvor vi spiser, bader og tanker vand ved drikkevandskilden.

Vi hører nogle ”Plonk, plonk” - det er kobjælder. Som altid højt i Korsikas bjerge møder vi også fritgående – eller skal vi sige frit-tumlende – køer, der arbejder sig igennem de tætbevoksede og stejle klippeskråninger langs med søen.

Efter pausen begiver vi, der har mod på mere opstigning og mere vandring - nu tangerende til klatring - os imod Lac de Capitellu. Theis og Heidi bliver ved Lac de Melo - turen videre opad er for voldsom for Theis. Elias derimod kommer videre med os, gruppen af voksne og store børn, opad. Vi tager hul på en stigning på 200 højdemeter, men nu på kun en kilometer og med passager, hvor også hænderne må tages i brug. Vi sveder igennem nu. Det er slut med at være i skygge, og vi indlægger mange vandpauser på denne etape. Vandpauserne får os til på naturlig vis at vende os og dermed dvæle ved det fantastiske syn ned på Lac de Melo, der nu ligger mange højdemeter under os. Vi klatrer endnu en stigning op, og et par steder må vi hjælpes ad. Pludselig, efter tre kvarter, står vi ved den dybblå sø Lac de Capitellu. Ved Capitellu ligger der stadig iset sne, og på den modsatte side af søen rejser en sort klippe sig næsten alle 300 meter op mod 'hullet', Punta à e Porte. Vi kan nu se, at det faktisk er mennesker, der går deroppe på GR20. Pludselig råber en fra vores lille gruppe:

”Se derovre - er det den vej, vi skal videre op til GR20?”

På den lodrette sorte klippe over for os hænger tre små mennesker i karabiner og tove.

”Gad vide, om de er svømmet over den iskolde sø for at få startet. De kan ikke være gået derover,” konstaterer vi undrende.

”For fire år siden hang der også klatrere derovre,” siger jeg.

”For fire år siden kom jeg forbi her sammen med to af mine venner. Vi var på en fem-dages tur på den klassiske vandrerute GR20. Vi begav os frejdigt herop med hver især 25-30 kilo på ryggen. Vi var jo seje nordboere – erfarne fjeldvandrere – og regnede hverken med at købe mad eller at overnatte på refugier undervejs. Da vi kom forbi her, var klokken blevet seks om aftenen. Hvis vi skulle nå Refuge de Manganu mod nord på GR20, inden det blev mørkt, så havde vi travlt. Min holdning til at gå i bjerge var klar: Jeg ville ikke skynde mig. Jeg ville gå i et tempo, så kroppen ikke blev overbelastet, og jeg ville dvæle ved de fantastiske steder, indsnuse stemningen, tage billeder og om nødvendigt lave svinkeærinder. Og held i uheld blev opstigningen, på trods af det sene tidspunkt på dagen, helt utrolig. Vi havde vores sag for, specielt gennem den sidste passage op til GR20, hvor der var meget stejlt, meget stenet og med meget løst underlag. Men det var det hele værd, vandringen og udsigten til 'hullet' så sent på dagen var fantastisk. Der var smukt ud over Restonicadalen, og søerne Melo og Capitellu. Mod syd så vi over mod Monte d´Oro i 2389 meters højde, og i øst så vi Monte Rotondo, der med sine 2622 meter er Korsikas andet højeste bjerg. De høje bjerge stod badet i den røde aftensol, og da vi nåede op til 'hullet', så vi havet i vest med den nedgående sol. Den aften sad vi længe i ’hullet’ og var helt stille, og vi kunne give Lonely Planet ret i, at vi var på ”…a breathtaking spot”," fortæller jeg.

”Hov! Tiden løber, når jeg fortæller historier,” siger jeg og ser rundt på flokken.

Vi har summet for længe ved søerne til, at vi kan nå op og snuse til GR20. Deltagerne i min lille gruppe ser ud til allerede at være mættet af indtryk, og vi vender næserne nedad igen. Turen nedad går hurtigere, men den er samtidig også en prøvelse. Nu bliver specielt knæ- og ankelled samt psyken udfordret. Vi holder mange vandpauser og hjælper hinanden ned ad de svære passager.

”Apropos 'svære passager' på GR20,” fortsætter jeg min historie til gruppen, ”så omtales etapen igennem Cirque de la Solitude som den hårdeste og den mest udfordrende. På den tur, jeg fortalte om tidligere, var mine venner og jeg nået dertil den femte dag. På dagen stod vi tidligt op. Vi havde haft en urolig nat med megen blæst, som desværre kostede et par flænger i teltet. Det blæste også voldsomt, da vi begav os af sted, og vi var usikre på, om vi turde gå igennem Cirque de la Solitude i det vejr.

Vi gik alligevel, og de første knap 600 meters stigning på halvanden kilometer blev klaret på en time. På toppen i 2218 meters højde var vinden så kraftig, at vi knapt kunne holde os oprejst, og da vi begyndte nedstigning i 'ensomhedens tragt', måtte vi pakke os godt ind i vores Gore Tex-tøj for at holde varmen. Nedstigningen foregik baglæns, hvor vi skiftevis kunne holde i tove eller kæder. Det gik stejlt ned 250 meter, og jeg følte mig lukket inde, tæt tilknappet i mit Gore Tex-tøj. I bunden - eller det vil sige der, hvor en lille sti førte os rundt inden i tragten – bunden var stadig hundreder af meter under os – fandt vi læ bag en klippe. Her spiste vi frokost, hvilede os, fik pulsen ned til nogenlunde ro og humøret op.

Vi var nu klar til en opstigning, som skulle vise sig at være noget med at kravle fra den ene kant i klippen til den næste og trække os op i skiftevis tove og kæder. Kiggede vi ned, så det ud, som hang vi på en flere hundrede meter høj, næsten lodret klippevæg. Her skulle der ikke dvæles. Her skulle alle kræfter sættes ind, og ved fælles hjælp kom vi alle tre helskindede op. Fra det nordlige pas i ’Cirque de la Solitude’ var der en storslået udsigt mod Korsikas højeste bjerg, Monte Cinto, på 2706 meter. Men vi var rystede og havde travlt med at komme 750 højdemeter og tre kilometer ned til Haut Asco. Og der gik timer - for ikke at sige dage - inden pulsen igen var i ro. Etapen Cirque  de la Solitude - med stor oppakning og i kraftig blæst - er ikke for børn,” afslutter jeg.

Jeg er igen svømmet hen i at fortælle om oplevelserne på GR20. Vores lille gruppe er nået ned til Lac de Melo, hvor Theis og Heidi venter. Vi snupper en iskold, hurtig dukkert i søen, inden turen går videre ned mod P-pladsen - nu af den mere bratte 'Sporttif-rute'.

Der er stille i bussen ned gennem Restonicadalen. Det er ikke kun mig, som er dejlig træt i kroppen. Jeg fornemmer, at alle er fulde af indtryk, og med et smil på læben lader vi billederne fra dagens storslåede scenerier passere på de indre lærreder.