Tehustrek i Nepals Langtang-område

Cirkeltanker ved de hellige søer

En nøgen mand i en frossen jordhule, pilgrimsbesøgte bjergsøer og Mt. Everest i horisonten. Tre hit på vores otte dages tehustrek fra Drunche via Gosainkunds hellige søer og tilbage til Katmandu. Skridt for skridt triller mine tanker ind i et ubrudt kredsløb, mens vi mæsker os i naturens musik og udsigternes runde overblik.

DSC_7914.jpg
Skrevet af: Peter Nordholm Andersen
Opdateret den 25. jun 2022

En nøgen mand i en frossen jordhule, pilgrimsbesøgte bjergsøer og Mt. Everest i horisonten. Tre hit på vores otte dages tehustrek fra Drunche via Gosainkunds hellige søer og tilbage til Katmandu. Skridt for skridt triller mine tanker ind i et ubrudt kredsløb, mens vi mæsker os i naturens musik og udsigternes runde overblik.

Tilstanden er så småt ved at sive ind i mig, da en stejl, grøn dal omfavner os. Bjergbækken skyller brusende ned og ned og ned under mine fødder, mens jeg vandrer over en hængebro flankeret af farvestrålende bedeflag i Trisuli-dalen øst for Drunche. Solens orangefarvede lyskraft og en let brise sydfra fejer morgenens kølige luft bort. Brisen skubber til trætoppene over os, så skoven og vinden sammen synger en susende sang med fuglene som backingkor.

 

DSC 7927Naturens musik åbner langsomt et center i mig selv, hvor jeg tænker i kredsløb. Mens vi går, får tankerne lov til at komme og gå, som bølger der skyller ind på stranden. En uge før starten på dette trek afsluttede jeg, min kæreste Iben og hendes veninde Malene et trek rundt om Manaslu – verdens 8. højeste bjerg. Under det 17 dage lange trek blev vi akklimatiserede til bjergenes tynde luft, og jeg glemte gradvist alt om de stramme deadlines og det ur-fokus, der er en helt naturlig del af min danske hverdag.

Vrimmel vs. indre ro
Men efter Manaslu-trekket blev jeg straks hevet ud af flowtilstanden, hvor tankerne er uden begyndelse eller slutning. En cirkel. Og i modsætning til cirklen er så den lineære tankegang, der er spækket med deadlines, hvor man skal levere på præcise klokkeslæt. Busturen til Katmandu med nervepirrende overhalinger, de udslidte lastbilers os, virvaret i Nepals hovedstad, råbende sælgere i Katmandus Thamel-kvarter og byens utallige trådløse muligheder for at koble sig op på verdens tidsfokuserede gang. Det hele fortalte mig, at behovet for at følge naturens gang, himlens lys, min indre rytme og runde ro var noget, jeg skulle dyrke lidt mere. Og den mulighed har jeg – heldigvis – her og nu, lige under mine fødder. Stien gennem skoven stejler til. Det rytmiske, mediterende fodarbejde og de skrå bjergskove i Langtang National Park er ved at trække mig tilbage til roen i mig selv. Selv om jeg ikke er troende, så er jeg i et religiøst land – og miljøet af tro og ånd er faktisk inspirerende.
”Namaste!”
Sådan hilser næsten alle, selv andre udenlandske trekkere som går os i møde. Frit oversat betyder det: ”Jeg hilser Guden i dig”.

DSC 7352Irritation letter som morgendug
Jeg bliver dog også irriteret, mens vi går den første lange dagsetape fra Drunche i 1950 meters højde og de mere end 1300 højdemeter op til et tehus ved Sing Gompa. Iben og Malene refererer flere gange til klokketiden og taler om, hvornår vi vil være fremme, og hver gang bremser noget i mig op og aktiverer irritationen. Men hvorfor er jeg egentlig irriteret? Iben og Malene har jo bare nogle andre behov end mig. Jeg beslutter mig for, at jeg bare kan forsøge at lede klokkeslæt og tider i en bue uden om min bevidsthed.
Det virker. Min irritation letter som morgenduggen under Nepals brændende middagssol. Jeg følger blot solen og mærker efter mit hjerte, mens det brusende vand og de sidste løvfældende træer skridt for skridt er forsvundet under os. Vi er midt i Himalayas fyrreskovsbælte – og endnu en af de seks klimazoner, som Nepals bjerge rummer.
Mens vi nærmer os dagens mål, mærker jeg trætheden i benene og vægten fra rygsækken. De omtrent 15 kilo tynger – og ømhedens voksende nærvær masserer min nakke og mine skuldre. Det lyder måske som et paradoks, men jeg hviler faktisk godt i den smerte. På dette otte dage lange trek går jeg med alt mit eget grej, mens pigerne sammen har hyret en bærer, Kaji Sherpa, der går med det meste af deres grej. Tidligt hver morgen går Kaji hurtigt frem til næste tehus, så er vi får en seng i trekkets populære tehuse og kan gå i et ret roligt tempo hele dagen.

Det vilde er, at han sidder næsten nøgen nede i et hul tæt på vores tehus.

DSC 7761”Har du to koner?”
Næste morgen følger vi stien på bjergryggen videre opad mod Gosainkund. Vi går på en af de pilgrimsstier, som op mod 20.000 hinduer og buddhister bruger to gange om året, når der er fuldmåne. I maj/juni og juli/august. De går, ligesom os, op mod de hellige søer ved Gosainkund.
Vi når frem til et par huse med en butik. Pigerne køber farvestrålende halstørklæder i yak-uld, jeg venter udenfor.
”Har du to koner?”
En mand i militæruniform råber mig nysgerrigt an. Jeg er ved at fotografere 7245 meter høje Langtang Lirung, en sneklædt tinde på nordsiden af den brede Langtang-dal, der er kommet til syne mellem de tætte træer.
Han virker nærmest lidt misundelig, men da jeg smilende har forklaret, at vi for det meste kun har én kæreste eller kone i Danmark, falder vi i snak. Militærmanden er ansat af Langtang National Park. Hans hovedopgave er at forsvare den yderst sjældne røde panda mod snigskytter. Dyrets pels er meget eftertragtet, men der lever kun nogle meget få af dem her på nordsiden af bjergskrænterne, hvor skoven er tættere end mod syd, fordi nordsiden oftere har regn og tåge.
”Vi fangede en fyr for fire måneder siden. Han fik to års fængsel, en stor bøde og blev udstødt af sin landsby,” forklarer manden stolt.
Den røde panda er meget sky. Det er verdens mest sky dyr, oplyser militærmanden, der dog har set den flere gange.

DSC 7339Gensynsglædens smil
Vi fortsætter op og op. Trekkets første dage byder på masser af højdemetersuppe. Vi når et par spisehuse ved Chalang Pati i 3650 meters højde og er nu helt fri af skoven. Solen skinner, livet er fedt og en magisk udsigt mod vest har foldet sig ud: Helt i vest ser vi Annapurna-massivet, lidt tættere på Himal Chuli (7893 m), Manaslu (8165 m) og tættere på har vi en ny vinkel på Langtang Lirung.
Jeg tænker over, hvordan vi bogstaveligt talt vandrede rundt om Himal Chuli og Manaslu på det forrige trek. Jeg forærede Iben et guldarmbånd i trekkets højeste pas (5160 moh.) for at symbolisere de cirkler, vi slutter sammen.
Skrænterne på vores højre hånd er vildt stejle, da vi har passeret nogle hellige stenskulpturer med mange bedeflag ved Sedlo. Dybt under os får vi øje på den første af de mere end 60 søer, der er i Gosainkund-området. Senere dukker et stort vandspejl op lige foran os – Gosainkunda. Områdets mest besøgte og mest hellige sø. En sø, der spejler himlen, mens vi nærmer os den. Til venstre for søen ligger nogle stenbygninger i det rå, alpine landskab. Vores tehus. Stedet, hvor vi sikkert vil få den samme dal bhat til aftensmad, som i alle de andre tehuse, hvor måltiderne sjældent er en religiøs åbenbaring: Linsesuppe med kogte ris.

DSC 7319Genfødslernes kredsløb
Samme aften er jeg vandret en halv time op ad på en bjergryg vest for søen. Solen er på vej ned. Jeg sidder på bjergkarmen, også kaldet Gosainkunda Ridge, i ca. 4600 meters højde og ser ned mod søen dybt under mig. Gosainkunda ligner et øje. Inde midt i søen kan jeg se en brun skygge af en klippe. Ifølge legenden er det Shivas hoved. Shiva er den vigtigste hindu-gud: Ham, der skaber og ødelægger.
Det siges, at Shiva en dag kom til at indtage gift. Derfor gennemborede han en gletsjer med sin trefork. Den smeltede, så han kunne slukke sin tørst, og på den måde opstod Gosainkunda og områdets mange andre søer. Det er den legende, og den gud, hinduerne hylder, når de to gange om året tager på pilgrimstogt herop. De bader i det iskolde vand og viser deres ydmyghed over for Shiva ved at ofre blandt andet mønter og tørklæder, som de smider i søen. Faktisk er det en flerreligiøs fest, for også buddhisterne hylder Shiva. I det hele taget er nepaleserne, der er sammensat af over 40 folkeslag, vilde med mere eller mindre religiøse fester. Faktisk har de 166 helligdage fordelt over året, ja, selv den kristne jul bliver fejret, selv om her næppe er særlig mange kristne i landet.
Men fælles for hinduer og buddhister er den store betydning af cirklen som religiøst symbol. De tolker begge cirklen som et symbol på kredsløbet af enhver eksistens, den uophørlige forandring og skabelse. Det runde er helligt – den mest naturlige form, et udtryk for det, der hviler i sig selv og hverken har begyndelse eller slutning.

DSC 7538Nøgen i frostnatten
Om natten sover jeg skidt. Jeg fryser. Vi har fået et meget lille, dårligt værelse med træk. Der er kun en tynd træplade ind til tehusets eget soveværelse, hvor nepaleserne hoster og hakker hele natten. Ikke underligt, for temperaturen er under frysepunktet. Næste morgen bliver jeg længere i posen, mens pigerne går ud for at se solopgangen. Her får de øje på en sadhu. En vandrende, hellig mand. I sig selv ikke et sjældent syn i Nepal, men det vilde er, at han sidder næsten nøgen nede i et hul tæt på vores tehus. Han har mediteret sig gennem natten – og på en eller anden måde holdt sig varm. Pigerne er naturligvis meget forundrede over, hvordan han har mestret det. De er pakket ind i halstørklæder, huer og handsker, og vandpytterne knaser af frost.
Vi går videre op mod trekkets fysiske højdepunkt. Forpustede og lidt matte når vi Laurebina La i 4610 meters højde. Benarbejdet giver belønning. Vi kan nu se langt mod øst. Vi kan se, hvordan Himalaya rejser sig fra Nepals lavlandssletter i syd til de stejle tinder mod nord. Mange timer senere, efter en lang nedstigning, når vi næste overnatningssted ved Tharepati 3640 meter over havet.

DSC 7498Everest i horisonten
Og hold da op! Fra en bjergryg tæt på tehuset ser vi Mt. Everest ude i horisonten. Jeg er lykkelig og helt oppe at køre over synet. Jeg har hørt og læst så meget om det bjerg, men aldrig set det. Og jeg havde ingen anelse om, at vi ville få det at se. Selv om det naturligvis er på lang afstand, så er det skønt at få sat et selvoplevet, konkret billede på det legendariske bjerg. Verdens højeste tinde. Og igen et syn, der drysser mere sukker oven på min tanketilstand af cirkler, fordybelse og helhed, fordi det forbinder en viden, jeg har, med noget nyt, jeg oplever her og nu.
Men i syd ser jeg også elektrisk lys farve skyerne. Langt væk bag den sti, vi i de kommende dage skal følge ned over en langstrakt bjergryg i Helambu-området, får jeg øje på Katmandus lys. Og det minder mig om, at vi snart skal tage et fly fra storbyen, der i en ret linje og ekstremt hurtigt i forhold til vores nuværende gennemsnitshastighed fører os tilbage mod hverdagen i Danmark.
Så jeg vender mig om mod Everest og de andre tinder. Lytter til de blafrende bedeflag. Ser på den kuglerunde sol, der maler Himalayas stejle bjergrække i alpeglød. Først orange, så mørkerød og lidt efter dominerer nattens metalfarver. Og jeg smiler over den følelse af helhed, vandringen giver mig – for en stund.


Tre tips til dit tehustrek

DSC 73381. Tag alko-gel med. Under en måneds ophold i Nepal fik jeg selv alvorlig diárre to gange – så gør, hvad du selv kan for at holde hygiejnen oppe. På tehusenes toiletter er døre noget, der skal åbnes med en lukket hånd, ofte er selve toilettet ikke andet end et hul i gulvet, du skal selv tage papir med, og en vask eksisterer som regel ikke. Så brug din medbragte alko-gel i stedet. Tag også gerne vådservietter med, og brug gerne begge dele ivrigt på dine hænder – navnlig før hvert eneste måltid.
2. Brug en ekspeditionssovepose. Udstyrsudlejeren i Katmandu mente, at det var vildt overdrevet, at Iben og Malene ville leje en ekstremsovepose til vores Gosainkundtrek sidst i oktober – men det var det ikke. Oppe i højden frøs jeg i min vintersovepose, mens pigerne boblede sødt og varmt ved siden af mig i deres ekspeditionsgrej. Pigerne brugte Shona’s Alpine Rental i Katmandus Thamel-kvarter, som Lonely Planet anbefaler. Tjek bit.ly/1qg4GAh.
3. Luft dine vandrestave. Jeg er en varm fortaler for at bruge vandrestave – navnlig i højtliggende bjergegne, hvor mange danskere er hårdt pressede af den tynde luft. Stavene aflaster dine knæ, gør det nemmere at holde balancen, når du krydser et vandløb, gør det lettere at gå opad og træner også din overkrop. Blandt ulemperne er, at de naturligvis vejer lidt og kan larme/skride på sten- og klippeunderlag. Husk også at spænde en teleskopstav stramt op, ellers risikerer du, at staven pludselig klapper sammen, når du lægger al din vægt på – f.eks. på vej ned over nogle stejle klipper.


Hvorfor gå Gosainkund?

DSC 8303For at opleve de hellige, højtliggende søer og de flotte panorama-udsigter mod vest og øst. Det er også fedt, at du selv går hele vejen tilbage til Katmandu, og at turen trods alt ikke tager mere end syv-otte dage. Største minus: Du kommer ikke tæt på de helt høje bjerge, som du gør på et trek op til/rundt om et af ottetusindemeterne, som f.eks. på Everest Base Camp-trekket.

 

DSC 7927Naturens musik åbner langsomt et center i mig selv, hvor jeg tænker i kredsløb. Mens vi går, får tankerne lov til at komme og gå, som bølger der skyller ind på stranden. En uge før starten på dette trek afsluttede jeg, min kæreste Iben og hendes veninde Malene et trek rundt om Manaslu – verdens 8. højeste bjerg. Under det 17 dage lange trek blev vi akklimatiserede til bjergenes tynde luft, og jeg glemte gradvist alt om de stramme deadlines og det ur-fokus, der er en helt naturlig del af min danske hverdag.

Vrimmel vs. indre ro
Men efter Manaslu-trekket blev jeg straks hevet ud af flowtilstanden, hvor tankerne er uden begyndelse eller slutning. En cirkel. Og i modsætning til cirklen er så den lineære tankegang, der er spækket med deadlines, hvor man skal levere på præcise klokkeslæt. Busturen til Katmandu med nervepirrende overhalinger, de udslidte lastbilers os, virvaret i Nepals hovedstad, råbende sælgere i Katmandus Thamel-kvarter og byens utallige trådløse muligheder for at koble sig op på verdens tidsfokuserede gang. Det hele fortalte mig, at behovet for at følge naturens gang, himlens lys, min indre rytme og runde ro var noget, jeg skulle dyrke lidt mere. Og den mulighed har jeg – heldigvis – her og nu, lige under mine fødder. Stien gennem skoven stejler til. Det rytmiske, mediterende fodarbejde og de skrå bjergskove i Langtang National Park er ved at trække mig tilbage til roen i mig selv. Selv om jeg ikke er troende, så er jeg i et religiøst land – og miljøet af tro og ånd er faktisk inspirerende.
”Namaste!”
Sådan hilser næsten alle, selv andre udenlandske trekkere som går os i møde. Frit oversat betyder det: ”Jeg hilser Guden i dig”.

DSC 7352Irritation letter som morgendug
Jeg bliver dog også irriteret, mens vi går den første lange dagsetape fra Drunche i 1950 meters højde og de mere end 1300 højdemeter op til et tehus ved Sing Gompa. Iben og Malene refererer flere gange til klokketiden og taler om, hvornår vi vil være fremme, og hver gang bremser noget i mig op og aktiverer irritationen. Men hvorfor er jeg egentlig irriteret? Iben og Malene har jo bare nogle andre behov end mig. Jeg beslutter mig for, at jeg bare kan forsøge at lede klokkeslæt og tider i en bue uden om min bevidsthed.
Det virker. Min irritation letter som morgenduggen under Nepals brændende middagssol. Jeg følger blot solen og mærker efter mit hjerte, mens det brusende vand og de sidste løvfældende træer skridt for skridt er forsvundet under os. Vi er midt i Himalayas fyrreskovsbælte – og endnu en af de seks klimazoner, som Nepals bjerge rummer.
Mens vi nærmer os dagens mål, mærker jeg trætheden i benene og vægten fra rygsækken. De omtrent 15 kilo tynger – og ømhedens voksende nærvær masserer min nakke og mine skuldre. Det lyder måske som et paradoks, men jeg hviler faktisk godt i den smerte. På dette otte dage lange trek går jeg med alt mit eget grej, mens pigerne sammen har hyret en bærer, Kaji Sherpa, der går med det meste af deres grej. Tidligt hver morgen går Kaji hurtigt frem til næste tehus, så er vi får en seng i trekkets populære tehuse og kan gå i et ret roligt tempo hele dagen.

Det vilde er, at han sidder næsten nøgen nede i et hul tæt på vores tehus.

DSC 7761”Har du to koner?”
Næste morgen følger vi stien på bjergryggen videre opad mod Gosainkund. Vi går på en af de pilgrimsstier, som op mod 20.000 hinduer og buddhister bruger to gange om året, når der er fuldmåne. I maj/juni og juli/august. De går, ligesom os, op mod de hellige søer ved Gosainkund.
Vi når frem til et par huse med en butik. Pigerne køber farvestrålende halstørklæder i yak-uld, jeg venter udenfor.
”Har du to koner?”
En mand i militæruniform råber mig nysgerrigt an. Jeg er ved at fotografere 7245 meter høje Langtang Lirung, en sneklædt tinde på nordsiden af den brede Langtang-dal, der er kommet til syne mellem de tætte træer.
Han virker nærmest lidt misundelig, men da jeg smilende har forklaret, at vi for det meste kun har én kæreste eller kone i Danmark, falder vi i snak. Militærmanden er ansat af Langtang National Park. Hans hovedopgave er at forsvare den yderst sjældne røde panda mod snigskytter. Dyrets pels er meget eftertragtet, men der lever kun nogle meget få af dem her på nordsiden af bjergskrænterne, hvor skoven er tættere end mod syd, fordi nordsiden oftere har regn og tåge.
”Vi fangede en fyr for fire måneder siden. Han fik to års fængsel, en stor bøde og blev udstødt af sin landsby,” forklarer manden stolt.
Den røde panda er meget sky. Det er verdens mest sky dyr, oplyser militærmanden, der dog har set den flere gange.

DSC 7339Gensynsglædens smil
Vi fortsætter op og op. Trekkets første dage byder på masser af højdemetersuppe. Vi når et par spisehuse ved Chalang Pati i 3650 meters højde og er nu helt fri af skoven. Solen skinner, livet er fedt og en magisk udsigt mod vest har foldet sig ud: Helt i vest ser vi Annapurna-massivet, lidt tættere på Himal Chuli (7893 m), Manaslu (8165 m) og tættere på har vi en ny vinkel på Langtang Lirung.
Jeg tænker over, hvordan vi bogstaveligt talt vandrede rundt om Himal Chuli og Manaslu på det forrige trek. Jeg forærede Iben et guldarmbånd i trekkets højeste pas (5160 moh.) for at symbolisere de cirkler, vi slutter sammen.
Skrænterne på vores højre hånd er vildt stejle, da vi har passeret nogle hellige stenskulpturer med mange bedeflag ved Sedlo. Dybt under os får vi øje på den første af de mere end 60 søer, der er i Gosainkund-området. Senere dukker et stort vandspejl op lige foran os – Gosainkunda. Områdets mest besøgte og mest hellige sø. En sø, der spejler himlen, mens vi nærmer os den. Til venstre for søen ligger nogle stenbygninger i det rå, alpine landskab. Vores tehus. Stedet, hvor vi sikkert vil få den samme dal bhat til aftensmad, som i alle de andre tehuse, hvor måltiderne sjældent er en religiøs åbenbaring: Linsesuppe med kogte ris.

DSC 7319Genfødslernes kredsløb
Samme aften er jeg vandret en halv time op ad på en bjergryg vest for søen. Solen er på vej ned. Jeg sidder på bjergkarmen, også kaldet Gosainkunda Ridge, i ca. 4600 meters højde og ser ned mod søen dybt under mig. Gosainkunda ligner et øje. Inde midt i søen kan jeg se en brun skygge af en klippe. Ifølge legenden er det Shivas hoved. Shiva er den vigtigste hindu-gud: Ham, der skaber og ødelægger.
Det siges, at Shiva en dag kom til at indtage gift. Derfor gennemborede han en gletsjer med sin trefork. Den smeltede, så han kunne slukke sin tørst, og på den måde opstod Gosainkunda og områdets mange andre søer. Det er den legende, og den gud, hinduerne hylder, når de to gange om året tager på pilgrimstogt herop. De bader i det iskolde vand og viser deres ydmyghed over for Shiva ved at ofre blandt andet mønter og tørklæder, som de smider i søen. Faktisk er det en flerreligiøs fest, for også buddhisterne hylder Shiva. I det hele taget er nepaleserne, der er sammensat af over 40 folkeslag, vilde med mere eller mindre religiøse fester. Faktisk har de 166 helligdage fordelt over året, ja, selv den kristne jul bliver fejret, selv om her næppe er særlig mange kristne i landet.
Men fælles for hinduer og buddhister er den store betydning af cirklen som religiøst symbol. De tolker begge cirklen som et symbol på kredsløbet af enhver eksistens, den uophørlige forandring og skabelse. Det runde er helligt – den mest naturlige form, et udtryk for det, der hviler i sig selv og hverken har begyndelse eller slutning.

DSC 7538Nøgen i frostnatten
Om natten sover jeg skidt. Jeg fryser. Vi har fået et meget lille, dårligt værelse med træk. Der er kun en tynd træplade ind til tehusets eget soveværelse, hvor nepaleserne hoster og hakker hele natten. Ikke underligt, for temperaturen er under frysepunktet. Næste morgen bliver jeg længere i posen, mens pigerne går ud for at se solopgangen. Her får de øje på en sadhu. En vandrende, hellig mand. I sig selv ikke et sjældent syn i Nepal, men det vilde er, at han sidder næsten nøgen nede i et hul tæt på vores tehus. Han har mediteret sig gennem natten – og på en eller anden måde holdt sig varm. Pigerne er naturligvis meget forundrede over, hvordan han har mestret det. De er pakket ind i halstørklæder, huer og handsker, og vandpytterne knaser af frost.
Vi går videre op mod trekkets fysiske højdepunkt. Forpustede og lidt matte når vi Laurebina La i 4610 meters højde. Benarbejdet giver belønning. Vi kan nu se langt mod øst. Vi kan se, hvordan Himalaya rejser sig fra Nepals lavlandssletter i syd til de stejle tinder mod nord. Mange timer senere, efter en lang nedstigning, når vi næste overnatningssted ved Tharepati 3640 meter over havet.

DSC 7498Everest i horisonten
Og hold da op! Fra en bjergryg tæt på tehuset ser vi Mt. Everest ude i horisonten. Jeg er lykkelig og helt oppe at køre over synet. Jeg har hørt og læst så meget om det bjerg, men aldrig set det. Og jeg havde ingen anelse om, at vi ville få det at se. Selv om det naturligvis er på lang afstand, så er det skønt at få sat et selvoplevet, konkret billede på det legendariske bjerg. Verdens højeste tinde. Og igen et syn, der drysser mere sukker oven på min tanketilstand af cirkler, fordybelse og helhed, fordi det forbinder en viden, jeg har, med noget nyt, jeg oplever her og nu.
Men i syd ser jeg også elektrisk lys farve skyerne. Langt væk bag den sti, vi i de kommende dage skal følge ned over en langstrakt bjergryg i Helambu-området, får jeg øje på Katmandus lys. Og det minder mig om, at vi snart skal tage et fly fra storbyen, der i en ret linje og ekstremt hurtigt i forhold til vores nuværende gennemsnitshastighed fører os tilbage mod hverdagen i Danmark.
Så jeg vender mig om mod Everest og de andre tinder. Lytter til de blafrende bedeflag. Ser på den kuglerunde sol, der maler Himalayas stejle bjergrække i alpeglød. Først orange, så mørkerød og lidt efter dominerer nattens metalfarver. Og jeg smiler over den følelse af helhed, vandringen giver mig – for en stund.


Tre tips til dit tehustrek

DSC 73381. Tag alko-gel med. Under en måneds ophold i Nepal fik jeg selv alvorlig diárre to gange – så gør, hvad du selv kan for at holde hygiejnen oppe. På tehusenes toiletter er døre noget, der skal åbnes med en lukket hånd, ofte er selve toilettet ikke andet end et hul i gulvet, du skal selv tage papir med, og en vask eksisterer som regel ikke. Så brug din medbragte alko-gel i stedet. Tag også gerne vådservietter med, og brug gerne begge dele ivrigt på dine hænder – navnlig før hvert eneste måltid.
2. Brug en ekspeditionssovepose. Udstyrsudlejeren i Katmandu mente, at det var vildt overdrevet, at Iben og Malene ville leje en ekstremsovepose til vores Gosainkundtrek sidst i oktober – men det var det ikke. Oppe i højden frøs jeg i min vintersovepose, mens pigerne boblede sødt og varmt ved siden af mig i deres ekspeditionsgrej. Pigerne brugte Shona’s Alpine Rental i Katmandus Thamel-kvarter, som Lonely Planet anbefaler. Tjek bit.ly/1qg4GAh.
3. Luft dine vandrestave. Jeg er en varm fortaler for at bruge vandrestave – navnlig i højtliggende bjergegne, hvor mange danskere er hårdt pressede af den tynde luft. Stavene aflaster dine knæ, gør det nemmere at holde balancen, når du krydser et vandløb, gør det lettere at gå opad og træner også din overkrop. Blandt ulemperne er, at de naturligvis vejer lidt og kan larme/skride på sten- og klippeunderlag. Husk også at spænde en teleskopstav stramt op, ellers risikerer du, at staven pludselig klapper sammen, når du lægger al din vægt på – f.eks. på vej ned over nogle stejle klipper.


Hvorfor gå Gosainkund?

DSC 8303For at opleve de hellige, højtliggende søer og de flotte panorama-udsigter mod vest og øst. Det er også fedt, at du selv går hele vejen tilbage til Katmandu, og at turen trods alt ikke tager mere end syv-otte dage. Største minus: Du kommer ikke tæt på de helt høje bjerge, som du gør på et trek op til/rundt om et af ottetusindemeterne, som f.eks. på Everest Base Camp-trekket.

 

Find din næste tur her


Priser fra 33.950,-
Fællesture
Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Priser fra 32.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Faktaboks

Hvordan kommer jeg til Nepal
Du kan flyve retur til Nepal fra omtrent 5000 kroner

Hvornår skal jeg gå trekket?
Gosainkund-Helambu-trekket er bedst at gå i oktober-november eller i maj. Vil du gå trekket om vinteren, så undersøg først om tehusene overhovedet er åbne på den årstid. Du skal også medbringe steigeisen og være forberedt på, at dyb eller iset sne kan tvinge dig til at vende om.

Hvor kan jeg ellers trekke i området?
Du kan kombinere et Gosainkund-besøg med et længere trek i Langtang-dalen. Det er en god idé at starte med Langtang-trekket, der giver dig en fin akklimatisering. Du kan enten gå op og tilbage i Langtang-dalen og så starte på Gosankund-trekket fra Drunche-området og evt. gå helt tilbage til Katmandu via Helambu-området, som vi gjorde. Du kan også lave en rundtur ved at krydse det stejle pas Ganja La (5106 moh.). Det fører dig fra Langtang-dalen sydpå mod Gosainkund-området. Ruten er hård, kræver telt- og bjerggrej samt en god, stedkendt guide.

Hvad med tilladelser og guide?
Du skal bruge en tilladelse til at vandre i Langtang National Park, som du kan købe på et kontor i Katmandu. Medmindre du synes om at opleve et samfund gennem dets bureaukrati, så betal lidt ekstra for at lade et af Katmandus over 250 trekking-bureauer købe tilladelsen samt busbillet eller anden transport (taxi) til Drunche for dig.

Hvor bliver jeg klogere?
Gosainkund-Helambu-trekket er dækket af to Nepa-kort fra Nepal Map Publisher: Trekking Gosainkund (1:75.000) og The Helambu Trail (1:60.000). 
Lonely Planet har udgivet både Nepal og Trekking in the Nepal Himalaya. Den sidste rummer en fyldig beskrivelse af Gosainkund-Helambu-trekket.
Du finder også en fin beskrivelse af trekket via www.horalka.org/langtang-himal/trekking. Her er rutens forløb pædagogisk tegnet ind med en rød streg på en serie af oversigtsfotos fra trekket, der er delt op i etaper. Beskrivelsen indeholder også et forslag til at bestige Cholangpati Danda (4788m) nær Gosainkund-søen, hvilket sikkert kan betale sig på en klar morgen, da bjergryggene nær søen skjuler udsigten mod nord.

Andre spændende artikler


Et anderledes trek til Mount Everest Base Camp

Et anderledes trek til Mount Everest Base Camp

Sneleoparden

Sneleoparden

Slut med miljøsvin på Everest

Slut med miljøsvin på Everest

Log ind