The Overland Track på Tasmanien

Vandring blandt vombatter, kænguruer og slanger

The Overland Track tager vandrere tværs ind over Tasmanien, med alt hvad det indebærer af våd regnskov og gunstige hedelandskaber, duftende eukalyptustræer og mørke bjergsøer, vombatter og wollabies.

shutterstock_11118964_Austr.jpg
Skrevet af: Pernille Linde Jellestad
Opdateret den 28. nov 2016

The Overland Track tager vandrere tværs ind over Tasmanien, med alt hvad det indebærer af våd regnskov og gunstige hedelandskaber, duftende eukalyptustræer og mørke bjergsøer, vombatter og wollabies.

Et par sommerfugle vender sig i maven på mig. The Overland Track er en naturoplevelse, jeg har set frem til længe, og det er min første flerdages vandretur alene uden for Danmark.

Jeg tager bussen fra Launceston til Cradle Mountain, og det er tydeligt, at jeg ikke er den eneste, der vil give mig i kast med naturoplevelsen i dag. Mindst 10 andre står og venter på bussen med kæmpe rygsække med farverige liggeunderlag og telte spændt uden på. 

”Hold da op, en stor rygsæk! Hvor meget vejer den, og hvad har du taget med som proviant? ” spørger en ældre mand mig.
Derfra ruller samtalen. De andre vandrere lytter intenst med, og vi ender alle med at dele alt fra madforslag og outdoorråd til vilde vandreoplevelser med hinanden.

Cradle Mountain ses på lang afstand. Ved første øjekast ser det råt og brutalt ud. Man kan tydeligt se aftrykkene fra gletsjeren, der for flere tusinde år siden formede den her del af Tasmanien. Busturen går lynhurtigt, og ved ankomsten til Visitor Centeret har jeg endda fået mig et par nye venner.

”Vi ses ved den første hytte. Hvis vi kommer frem før dig, giver jeg en kop varm kakao,” siger konen fra et ældre ægtepar, der har The Overland Track som en årlig begivenhed.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC02817Sommer og tre-fem grader
Mens jeg står og venter på udleveringen af mit Overland Track Pass, siger fyren bag skranken:
”Har du tjekket vejrudsigten for den næste uge? Det ligner én dag med sol og et par dage med regnvejr og temperaturer omkring tre til frem grader – en typisk tasmansk sommer.”

Den ældre mand bag mig sukker dybt, og fyren fortsætter:
”Det kunne være meget værre med sne og minusgrader. Sidste uge havde de fire dage i træk med sne, så man faktisk kunne stå på ski ved et nærtliggende bjerg, og det endda selvom vi er i marts måned – den varmeste måned på året.”

Det er meget normalt at få vejr fra flere sæsoner og meget naturvariation på én dag i Tasmanien, og jeg bliver bekræftet i, at de ekstra kilo i rygsækken i form af vinterudstyret ikke er spildt. Solen stråler fra en skyfri himmel, fuglene kvidrer og Cradle Mountain tårner sig frem forude.

Målet for vandreturen i dag er at nå til Waterfall Valley Hut, en distance på cirka 10 km, og undervejs ligger turens højeste punkt, Marions Lookout, hvor man efter 350 højdemeter har en 360 graders udsigt over den smukke tasmanske natur.

Jeg når ikke engang at gå 20 meter, før jeg ser en lille brun ’bjørn’ titte frem fra det grønne græs – en vombat. Den er fuldstændig ligeglad med mig. Jeg når ikke at bevæge mig meget længere end et par hundrede meter, før et par andre lokale dukker op – myrepindsvin, som australiere kalder echidna, og wollabies, der er en art af dværgkænguruer.

Mine sko kan vrides. Man kunne koge suppe til flere mennesker på mine sokker.

shutterstock 3530931 AshleyAlle hjælper hinanden
Inden jeg når hen til foden af Marions Lookout, fører stien gennem en oase af små vandfald og sten beklædt med mos. Mine øjne er som brændt fast på udsigten forude med Lake Cradle, som i det vindstille vejr giver et perfekt spejlbillede af de omkringliggende bjerge. Jeg glemmer helt at kigge, hvor jeg går, og er flere gange ved at falde over mine egne ben og trærødderne på stien.

Det begynder at gå opad. Sveden pibler stille og roligt frem. Det er godt, at man har lidt gelænder at holde sig til, da det er lidt stejlt. Der er velformede stentrappetrin, og det er nemt at finde vej. Jeg fokuserer på det gletsjerformede landskab forude, og i løbet af kort tid når jeg toppen – et trin ad gangen. Jeg vender mig 180 grader og BANG – udsigten med Dove Lake og det gyldne hedelandskab slår mig.

Den første dag ender jeg med at følges med en far og hans teenagedatter fra USA. Det er hendes første vandretur nogensinde og hans første siden 1995. Det er tydeligt, at de har lidt udfordringer med de bakkede omgivelser, og man kan se lettelsen i faderen øjne, da jeg foreslår at følges med dem.

shutterstock 11717569 mundVi når frem til Waterfall Valley Hut, og jeg beslutter mig for at sove i mit telt, da det jo skal benyttes, når nu jeg slæber på det hele vejen.

Ifølge vejrudsigten er det den eneste aften med tørvejr, og jeg er spændt. Det er min første nat alene i et telt nogensinde. Far og datter forsøger ihærdigt at sætte deres telt op, samtidig med de laver mad på deres Trangia. De har aldrig afprøvet hverken det ene eller det andet før.
”Har du forstand på denne ’komfur-ting’? Og på hvor meget vand der skal i sådan en frysetørret ret?” råber de til mig fra det fjerne.

Jeg ser, at deres brænder skal køre på Methylated Spirits og ikke gas, som de har taget med, og de bliver lige pludselige glade for, at jeg har dobbelt så meget brændstof med, end jeg har behov for. Samtidig er det et halvt kilo mindre i min rygsæk – lidt betyder også noget.

DSC02900Tørt (nat)tøj, yaaay!
På dag to beslutter jeg mig for at tage to dagsetaper, da jeg har en bus at nå på dag fem, så da jeg hører den første regndråbe ramme min teltdug klokken 7.00, er jeg ikke glad. Jeg pakker teltet sammen, indtager morgenmaden på rekordtid og af sted går det.

Hedelandskabet er storslået og strækker sig i miles omkreds. Hvis det ikke var på grund af de tungt hængende skyer, ville man ane Mt. Ossa skyde op i det fjerne – Tasmaniens højeste bjerg. Lidt tættere på dagens mål kommer jeg gennem en velduftende, eukalyptusskov med et hvidligt skær, og da jeg efter 27 kilometer ankommer til Pelion Hut, er jeg gennemblødt.

Mine sko kan vrides. Man kunne koge suppe til flere mennesker på mine sokker. Mit regntøj er vådt fra inderst til yderst. Lykkeligvis har jeg pakket mit uldundertøj ned i den eneste drybag, jeg har fået med, udover den til min sovepose, og som en af de eneste i hytten har jeg noget tørt tøj at tage på.

Og nattøj klokken 15 er vel også okay, når man er på ferie. Værre bliver det næste morgen, da den lille brændeovn har været slukket over natten, og alt det våde tøj ikke er blevet mindre vådt i nattens løb. Jeg tager det kolde, våde tøj på, så jeg i det mindste har ét sæt tørt tøj ved næste stop.

DSC02875Pungdyr stjæler sko
På dag tre vandrer jeg gennem den frodige regnskov, hvor træernes grønne blade udspringer et godt stykke over hovedet på mig. Der er hverken udsyn til de omkringliggende bjerge eller himlen, men da jeg endelig ankommer til Windy Rigde, en meget stor, behagelig hytte, er der ly for regnen og blæsten.

Det første syn, jeg møder, er adskillige meget våde vandrestøvler, sokker og tøj spredt rundt i et desperat forsøg på at få tørret noget til dagen efter. Jeg kaster selv min rygsæk på jorden og går i gang med at hænge gennemblødt tøj op. En ældre mand kommer hen til mig:

”Husk at lukke døren, hver gang du går ind og ud, og sig det gerne videre, for i går aftes var der et pungdyr herinde, og den tog min støvle. Jeg nåede lige at se hovedet med støvlen i munden forsvinde ud af døren, så i dag har jeg ikke kunnet vandre videre. Så husk også at tage dine støvler med ind i teltet. Pungdyrene er derude. Og de stjæler støvler”.

Det skal ikke ske for mig, så jeg stiller mine støvler ind til mine soveredskaber. Senere på aftenen hører jeg en jubel fra et af de andre soverum. ”JEG FIK DEN! JEG FIK DEN. Min støvle er fundet!”

Den sidste dag hopper jeg glædeligt i vandreskoene ved tanken om et varmt bad ved Lake st. Clair. Først skal den sidste del af den tasmanske natur suges helt ind i sjælen.

DSC02819En blanding af mosklædte træer i regnskoven med trærødder, der strækker sig ind på stien og en anden mindre variant af eukalyptustræerne, som i morgenduggen har et flot, sølvgråt skær. Og så, efter fire dage på stierne, når jeg til endestationen ved Lake St. Clair Visitor Center.

Det har været en fantastisk oplevelse, at være ’alene’ i naturen – kun mig og en masse andre vandre-glade mennesker fra hele verden, som har kunne dele denne oplevelse sammen.

Det har ikke været noget problem at være alene af sted, for på The Overland Track møder man med sikkerhed andre mennesker ved hytterne undervejs. Med hensyn til naturen kan man slå én ting fast: Den er intet mindre end fantastisk.


DSC02840Afstikker og toptur

Der er flere afstikkere, man kan tage undervejs på The Overland Track – f.eks. op til Pine Valley Hut eller til Walks Of Jerusalem, der er den tilstødende nationalpark. Jeg fik desværre ikke muligheden for at tage dem, da nogle af stierne var lukket på grund af dårligt vejr og mudderskred.

Jeg snakkede med nogle vandrere, som klart anbefalede Pine Valley Hut, både for naturen, som er anderledes med flere plateauer og omgivende bjerge, samt for oplevelsen af at komme endnu længere væk fra civilisationen.

Pine Valley Hut er ikke så stor, og er samtidig mere primitiv end de hytter, hvor jeg overnattede. En anden afstikker er en toptur på Mt. Ossa, der med sine 1617 meter er det højeste bjerg på Tasmanien.

På grund af vejret, som gjorde, at jeg ikke engang kunne se dele af bjerget, besluttede jeg mig for at gemme denne udfordring til en anden gang.

DSC02831

Andre spændende artikler


Ny 160 km sti i Australien

Ny 160 km sti i Australien

Familie på ørkenvandring

Familie på ørkenvandring

Vandring til koalaer i Australien

Vandring til koalaer i Australien

Log ind