Du er her:
  • ARTIKLER
  • Til fods mellem Nepals tinder

Til fods mellem Nepals tinder

I pilgrimmenes fodspor

Dybt inde i de nepalesiske Himalayabjerge ligger helligdommen Muktinath, der tiltrækker både hinduer og buddhister. Pilgrimme kommer vandrende langvejs fra og passerer gennem storslåede bjerglandskaber og eroderede højlandsørkener, før Muktinaths hvide mure dukker op. Vi snører vandrestøvlerne og følger efter dem ind i hjertet af Himalaya.

IMG_5962_Kagbeni.jpg
Skrevet af: Anders Stoustrup
Opdateret den 25. jun 2022

Dybt inde i de nepalesiske Himalayabjerge ligger helligdommen Muktinath, der tiltrækker både hinduer og buddhister. Pilgrimme kommer vandrende langvejs fra og passerer gennem storslåede bjerglandskaber og eroderede højlandsørkener, før Muktinaths hvide mure dukker op. Vi snører vandrestøvlerne og følger efter dem ind i hjertet af Himalaya.

Vinden har lagt sig i løbet af natten, og nu stråler solen ned fra en høj blå himmel og bader Nepals rå bjergtinder i sit bløde morgenlys. Luften er krystalklar, og farverne synes mere intense end normalt.

Det er en times tid siden, vi forlod Kagbeni, og nu ligger byen og det omkringliggende kludetæppe af grønne marker for vores fødder som en frodig oase midt i de stenede landskaber.

I hjertet af byen lyser det røde kloster op, og ganske tæt ved kan vi skimte ruinerne af den gamle fæstning, der engang bevogtede denne vigtige dal på kanten af kongeriget Øvre Mustang, der indtil 1992 var et lukket område for udlændinge.

Vi holder pause et øjeblik for at nyde synet. Vejen er stejl, og trods det endnu er tidligt om morgenen, stiger temperaturerne stødt. Langt under os kan vi se mænd og kvinder arbejde i markerne ved håndkraft, som man har gjort det på disse kanter i århundreder. Men den moderne verden presser sig på.

Et hullet hjulspor forbinder nu Kagbeni med den større landsby Jomsom, hvor vi startede vandreturen i går. Med vejen kommer flere folk, og med dem kommer forandring. Men denne morgen hersker idyllen endnu i Kagbeni, og de rå landskaber, der omgiver byen, giver følelsen af, at denne landsby ligger helt ude på kanten af verden.

Med et tandløst grin gør hun tegn til, at vi skal følge efter hende.

Højlandsørkenen
Jeg vågner af mine tanker, da min medrejsende gør tegn til at fortsætte. Stien mod Muktinath er bred og let at følge, så vi sender vores enlige bærer i forvejen med bagagen. Det ser ud til at passe ham glimrende, og vi ser ham først igen adskillige timer senere, hvor vi finder ham siddende i solen foran et tehus. Vejen drejer, og Kagbeni forsvinder nu helt af syne.

Til gengæld dukker et andet og lige så imponerende syn op forude: Daulagiris sneklædte top hæver sig dramatisk over de øvrige bjerge som en sleben hjørnetand.
De næste timer bevæger vi os højere og højere op gennem et eroderet landskab, der kun synes at blive goldere og mere ugæstfrit for hver skridt, vi tager. Men alligevel lever her mennesker.

Et sted hilser vi på en hyrde, der er i færd med at drive sin flok af geder mod bedre græsgange, og med jævne mellemrum passerer vi et enligt hus. Foran huse sidder kvinder og fremtryller farvestrålende stoffer på gamle trævæve, mens vi andre steder bliver budt velkommen af solbrune unger, der leger eller laver lektier. Vi tager os god tid til at sludre med alle, men det er i virkeligheden helt andre personer, vi er på udkig efter.

 

 

IMG 6017 SadhusMuktinath

Den hellige mand
Op ad formiddagen får vi øje på den første pilgrim. En hinduistisk mand med et gråt tæppe viklet om skuldrene. Et stort fuldskæg fylder næsten hele hans ansigt, og håret er dækket af et gråt stykke stof. Over skulderen bærer han en stor, gul taske, og i hænderne har han sin madbeholder i stål samt en vandrestok. Det er hans eneste ejendele. Vi hilser pænt på ham, og han nikker hjerteligt igen. Det tager vi som en invitation til samtale .

”Er du på vej til Muktinath?” indleder vi høfligt.
”Ja, og der er ikke langt igen,” kommer det mumlende bag fuldskægget.
”Hvor kommer du fra?”
”Haridwar i Indien. Dér hvor Ganges forlader bjergene,” svarer han og peger i den retning, vi er kommet fra.
”Er du gået hele vejen?” ryger det ud af mig, mens jeg kigger på hans slidte sandaler, der taler deres tydelige sprog.

Han nikker og undskylder for, at han ikke kan blive og sludre. For han vil meget gerne nå til Muktinath inden aften. Det vil vi også, så vi fortsætter ad vejen, der ufortrødent leder os dybere ind i højfjeldsørkenen mod landsbyen Jharkot.

De har vandret den lange vej fra Indien, uden at de helt kan sige, hvor de startede rejsen. For de hellige mænd bor intet sted fast.

Hammershus i Himalaya?
På afstand ligner Jharkot mest af alt kulissen fra en eventyrfilm. En afsidesliggende borgby på en klippeknold i 3500 meters højde omringet af vindblæste dale og stenede enge. Et stort, rødt kloster hæver sig over byens hvide bygninger, og fra de flade tage blafrer vimpler og bedeflag i vinden som for at proklamere hvilke ’ridderorden’, der bor her.

”Det ligner jo Hammershus, bare med tag på,” udbryder min medrejsende, da vi kommer nærmere, og nu kan se alle detaljer tydeligt.

Tre farvede stupaer, et billede af Buddha og en lang mur af mantra-sten med buddhistiske bønner udgør indgangen til landsbyen. Vi passerer også en port fra den endnu ældre bön-religion prydet med en beskyttende figur af en mand med stor fallos, inden vi kan træde ind i landsbyens labyrint af snævre gader.

Her løber høns forvildet rundt mellem de hvide mure, og i lune, solbeskinnede kroge ligger køer og tygger drøv. Men der er forbavsende få mennesker at se. De er alle ude at arbejde i markerne omkring byen.

IMG 6051 Buddha beskytter iEventyr i klosteret
Vi fortsætter gennem landsbyens tomme gader til det lille kloster, hvor vi bliver budt velkommen af en ældre, krumrygget dame. Hun taler ikke et ord engelsk, men med et tandløst grin gør hun tegn til, at vi skal følge efter hende

. Hun leder os hen til klosterets store hoveddør, hvor hun hiver en stor nøgle frem fra sin lomme og låser døren op. Hun må lægge alle kræfter i for at få den tunge dør til at rokke sig. Vi springer til for at hjælpe, og lige så stille glider døren op, så sollyset strømmer ind og oplyser det mørke bederum.

En gylden Buddha-statue pryder højalteret, og rundt om den står mindre statuer. Hellige stofstykker hænger ned fra væggene og på de bærende søjler hænger masker af frygtelige dæmoner. Vi træder forsigtigt inden for i det lille rum.

Den krumryggede dame har fundet sig en plads i solen og gør ikke tegn til, at hun vil følge med os ind. Så vi nyder stemningen i fred og ro, inden vi takker hende mange gange og fortsætter mod det ultimative mål på vores lille pilgrimsrejse: Helligdommen Muktinath.

Blandt hellige mænd og udmattede turister
Det tager os mindre end 45 minutter at gå fra Jharkot til Muktinath, men stemningen i de to byer kan næppe være mere forskellig. Hvor Jharkot synes fanget i en tidløs middelalderlomme, er Muktinath en travl pilgrims- og turistby med alt, hvad der hører sig til.

Små butikker med chips og cola ligger skulder ved skulder i den lille hovedgade, der også tæller et par enkelte hoteller. Foran dem har gadehandlere opstillet boder, hvor de ivrigt forsøger at sælge strikvarer og bedehjul til pilgrimme. Også folkene er anderledes. En del af hovedgadens kvinder er iført indiske sarier, mens hellige mænd i simple klæder kigger undrende på de mange vestlige turister i hightech trekkingtøj.

De fleste turister sidder på tagterrassen af byens populære reggaebar, hvorfra Bob Marleys caribiske toner og duften af pizza strømmer ud i hovedgaden. Langt de fleste er på den store vandretur rundt om Annapurna, og de kan nu fejre, at de har krydset turens mest frygtede pas; 5416 meter høje Thorung La.

Templet
Muktinaths betydning taget i betragtning havde vi nok forventet et stort og prægtigt tempel, men helligdommen er ualmindelig simpel. En hvid mur omkranser det hellige område, og inden for den ligger en håndfuld små templer spredt ud på bjergsiden. Vi træder ind gennem porten og sætter kurs mod Visnu-templet, der ligger som en lille pagode mellem høje poppeltræer.

Her bliver vi hilst velkommen af en gruppe hellige mænd, der hellere end gerne vil snakke. De har vandret den lange vej fra Indien, uden at de helt kan sige, hvor de startede rejsen. For de hellige mænd bor intet sted fast. Derimod vandrer de fra tempel til tempel og lever af de donationer, de får tildelt af troende hinduer i bytte for en velsignelse.

Vi fortsætter rundt til de øvrige helligdomme. Et sted er en hel bjergside dækket af bedeflag, der sender de påtrykte bønner af sted med vinden. Et andet sted snurrer bedehjulene lystigt i den lune eftermiddagssol. Hver af disse bedehjul indeholder små stykker papir med bønner på, og hver gang bedehjulet drejer én omgang, svarer det til at sige alle bønnerne inden i.

IMG 6252Kapløb mod natten
Solen hænger lavt over horisonten, da vi forlader det hellige område. De fleste gadehandlere er gået hjem, men lyden af reggae strømmer stadig ud fra baren i hovedgaden.

Det er fristende at blive i Muktinath og lytte til Bob Marley med de andre turister. Men vi vælger alligevel at vandre tilbage mod et lille tehus, vi har set i Jharkot. Natten kommer dog hurtigere end ventet. Med forbavsende hast kryber skyggerne ind fra dalene, og bjergtoppene omkring os gløder rødligt i det sidste dagslys.

Selvom vi halvløber det sidste stykke, er det alligevel næsten mørkt, da vi når tilbage til Jharkot, der allerede synes at have overgivet sig til natten.

Helligdommen Muktinath
Muktinath, der ligger i 3750 meters højde, er en vigtig helligdom for såvel hinduer som buddhister. Stedets hellighed skyldes først og fremmest, at mange elementer er samlet her. Ud over jord og luft bringer hellige kilder vand til området, og ild er til stede i form af en gasflamme under alteret i det ene tempel.

Hinduerne anser kombinationen af vand og gas for at være skaberguden Brahmas værk, og de kommer her for at ofre til Shiva og Visnu, mens tibetanske buddhister anser Muktinath for at være hjem for Dakini; en kvindelig, guddommelig ånd. Tibetanske buddhister anser desuden guden Vishnu for at være Avalokitesvara, Tibets beskyttende ånd, der reinkarneres som Dalai Lama.


Den sjældent brugte bagvej

Det er muligt at vandre ad den direkte vej fra Muktinath eller Jharkot tilbage til hovedbyen Jomsom, men der findes også et spændende alternativ. Fra Jharkot fører en lille hyrdesti ad en mere sydlig rute til landsbyen Lupra.

Det er en dramatisk tur over en blød højderyg med forrygende udsigt mod Daulagiri. Lammegribbe ses af og til svæve på de varme vinde over passet, hvorfra turen går ned til et flodleje i bunden af den dybe kløft. Her ligger den lille landsby Lupra, hvor størstedelen af befolkningen stadig følger den urgamle religion, bön.

Fra Lupra er det let at følge flodlejet vestpå, til det rammer stien, der løber mellem Jomsom og Kagbeni. Kun erfarne vandrere bør begive sig ud på denne sti, da adskillige turister gennem tiderne er faret vild på vejen. Det bedste er at hyre en guide eller en lokal bærer, der kan vise vej.


IMG 5982 Katrine foran DaulDaulagiri

8.167 meter høje Daularigi er verdens syvende-højeste bjerg. Navnet kommer fra sanskrit og er en sammentrækning af ’dhawala’, der betyder ’hvid’ eller ’smuk’ samt ’giri’, der betyder ’bjerg’.

Adskillige ekspeditioner forsøgte at bestige bjerget op gennem 1950erne. Deriblandt den legendariske franske ekspedition under ledelse af Maurice Herzog. Efter nøje undersøgelser konkluderede Herzog, at bjerget ikke lod sig bestige. I stedet vendte han fokus mod Annapurna, der blev besteget under dramatiske omstændigheder i 1950.

Det var første gang, mennesket nåede toppen af et bjerg på mere end 8.000 meter. Andre bjergbestigere var dog ikke enige i Herzogs vurdering af Daulagiri, og efter flere forsøg lykkedes det en schweizisk/østrigsk ekspedition at nå toppen i 1960.

IMG 6017 SadhusMuktinath

Den hellige mand
Op ad formiddagen får vi øje på den første pilgrim. En hinduistisk mand med et gråt tæppe viklet om skuldrene. Et stort fuldskæg fylder næsten hele hans ansigt, og håret er dækket af et gråt stykke stof. Over skulderen bærer han en stor, gul taske, og i hænderne har han sin madbeholder i stål samt en vandrestok. Det er hans eneste ejendele. Vi hilser pænt på ham, og han nikker hjerteligt igen. Det tager vi som en invitation til samtale .

”Er du på vej til Muktinath?” indleder vi høfligt.
”Ja, og der er ikke langt igen,” kommer det mumlende bag fuldskægget.
”Hvor kommer du fra?”
”Haridwar i Indien. Dér hvor Ganges forlader bjergene,” svarer han og peger i den retning, vi er kommet fra.
”Er du gået hele vejen?” ryger det ud af mig, mens jeg kigger på hans slidte sandaler, der taler deres tydelige sprog.

Han nikker og undskylder for, at han ikke kan blive og sludre. For han vil meget gerne nå til Muktinath inden aften. Det vil vi også, så vi fortsætter ad vejen, der ufortrødent leder os dybere ind i højfjeldsørkenen mod landsbyen Jharkot.

De har vandret den lange vej fra Indien, uden at de helt kan sige, hvor de startede rejsen. For de hellige mænd bor intet sted fast.

Hammershus i Himalaya?
På afstand ligner Jharkot mest af alt kulissen fra en eventyrfilm. En afsidesliggende borgby på en klippeknold i 3500 meters højde omringet af vindblæste dale og stenede enge. Et stort, rødt kloster hæver sig over byens hvide bygninger, og fra de flade tage blafrer vimpler og bedeflag i vinden som for at proklamere hvilke ’ridderorden’, der bor her.

”Det ligner jo Hammershus, bare med tag på,” udbryder min medrejsende, da vi kommer nærmere, og nu kan se alle detaljer tydeligt.

Tre farvede stupaer, et billede af Buddha og en lang mur af mantra-sten med buddhistiske bønner udgør indgangen til landsbyen. Vi passerer også en port fra den endnu ældre bön-religion prydet med en beskyttende figur af en mand med stor fallos, inden vi kan træde ind i landsbyens labyrint af snævre gader.

Her løber høns forvildet rundt mellem de hvide mure, og i lune, solbeskinnede kroge ligger køer og tygger drøv. Men der er forbavsende få mennesker at se. De er alle ude at arbejde i markerne omkring byen.

IMG 6051 Buddha beskytter iEventyr i klosteret
Vi fortsætter gennem landsbyens tomme gader til det lille kloster, hvor vi bliver budt velkommen af en ældre, krumrygget dame. Hun taler ikke et ord engelsk, men med et tandløst grin gør hun tegn til, at vi skal følge efter hende

. Hun leder os hen til klosterets store hoveddør, hvor hun hiver en stor nøgle frem fra sin lomme og låser døren op. Hun må lægge alle kræfter i for at få den tunge dør til at rokke sig. Vi springer til for at hjælpe, og lige så stille glider døren op, så sollyset strømmer ind og oplyser det mørke bederum.

En gylden Buddha-statue pryder højalteret, og rundt om den står mindre statuer. Hellige stofstykker hænger ned fra væggene og på de bærende søjler hænger masker af frygtelige dæmoner. Vi træder forsigtigt inden for i det lille rum.

Den krumryggede dame har fundet sig en plads i solen og gør ikke tegn til, at hun vil følge med os ind. Så vi nyder stemningen i fred og ro, inden vi takker hende mange gange og fortsætter mod det ultimative mål på vores lille pilgrimsrejse: Helligdommen Muktinath.

Blandt hellige mænd og udmattede turister
Det tager os mindre end 45 minutter at gå fra Jharkot til Muktinath, men stemningen i de to byer kan næppe være mere forskellig. Hvor Jharkot synes fanget i en tidløs middelalderlomme, er Muktinath en travl pilgrims- og turistby med alt, hvad der hører sig til.

Små butikker med chips og cola ligger skulder ved skulder i den lille hovedgade, der også tæller et par enkelte hoteller. Foran dem har gadehandlere opstillet boder, hvor de ivrigt forsøger at sælge strikvarer og bedehjul til pilgrimme. Også folkene er anderledes. En del af hovedgadens kvinder er iført indiske sarier, mens hellige mænd i simple klæder kigger undrende på de mange vestlige turister i hightech trekkingtøj.

De fleste turister sidder på tagterrassen af byens populære reggaebar, hvorfra Bob Marleys caribiske toner og duften af pizza strømmer ud i hovedgaden. Langt de fleste er på den store vandretur rundt om Annapurna, og de kan nu fejre, at de har krydset turens mest frygtede pas; 5416 meter høje Thorung La.

Templet
Muktinaths betydning taget i betragtning havde vi nok forventet et stort og prægtigt tempel, men helligdommen er ualmindelig simpel. En hvid mur omkranser det hellige område, og inden for den ligger en håndfuld små templer spredt ud på bjergsiden. Vi træder ind gennem porten og sætter kurs mod Visnu-templet, der ligger som en lille pagode mellem høje poppeltræer.

Her bliver vi hilst velkommen af en gruppe hellige mænd, der hellere end gerne vil snakke. De har vandret den lange vej fra Indien, uden at de helt kan sige, hvor de startede rejsen. For de hellige mænd bor intet sted fast. Derimod vandrer de fra tempel til tempel og lever af de donationer, de får tildelt af troende hinduer i bytte for en velsignelse.

Vi fortsætter rundt til de øvrige helligdomme. Et sted er en hel bjergside dækket af bedeflag, der sender de påtrykte bønner af sted med vinden. Et andet sted snurrer bedehjulene lystigt i den lune eftermiddagssol. Hver af disse bedehjul indeholder små stykker papir med bønner på, og hver gang bedehjulet drejer én omgang, svarer det til at sige alle bønnerne inden i.

IMG 6252Kapløb mod natten
Solen hænger lavt over horisonten, da vi forlader det hellige område. De fleste gadehandlere er gået hjem, men lyden af reggae strømmer stadig ud fra baren i hovedgaden.

Det er fristende at blive i Muktinath og lytte til Bob Marley med de andre turister. Men vi vælger alligevel at vandre tilbage mod et lille tehus, vi har set i Jharkot. Natten kommer dog hurtigere end ventet. Med forbavsende hast kryber skyggerne ind fra dalene, og bjergtoppene omkring os gløder rødligt i det sidste dagslys.

Selvom vi halvløber det sidste stykke, er det alligevel næsten mørkt, da vi når tilbage til Jharkot, der allerede synes at have overgivet sig til natten.

Helligdommen Muktinath
Muktinath, der ligger i 3750 meters højde, er en vigtig helligdom for såvel hinduer som buddhister. Stedets hellighed skyldes først og fremmest, at mange elementer er samlet her. Ud over jord og luft bringer hellige kilder vand til området, og ild er til stede i form af en gasflamme under alteret i det ene tempel.

Hinduerne anser kombinationen af vand og gas for at være skaberguden Brahmas værk, og de kommer her for at ofre til Shiva og Visnu, mens tibetanske buddhister anser Muktinath for at være hjem for Dakini; en kvindelig, guddommelig ånd. Tibetanske buddhister anser desuden guden Vishnu for at være Avalokitesvara, Tibets beskyttende ånd, der reinkarneres som Dalai Lama.


Den sjældent brugte bagvej

Det er muligt at vandre ad den direkte vej fra Muktinath eller Jharkot tilbage til hovedbyen Jomsom, men der findes også et spændende alternativ. Fra Jharkot fører en lille hyrdesti ad en mere sydlig rute til landsbyen Lupra.

Det er en dramatisk tur over en blød højderyg med forrygende udsigt mod Daulagiri. Lammegribbe ses af og til svæve på de varme vinde over passet, hvorfra turen går ned til et flodleje i bunden af den dybe kløft. Her ligger den lille landsby Lupra, hvor størstedelen af befolkningen stadig følger den urgamle religion, bön.

Fra Lupra er det let at følge flodlejet vestpå, til det rammer stien, der løber mellem Jomsom og Kagbeni. Kun erfarne vandrere bør begive sig ud på denne sti, da adskillige turister gennem tiderne er faret vild på vejen. Det bedste er at hyre en guide eller en lokal bærer, der kan vise vej.


IMG 5982 Katrine foran DaulDaulagiri

8.167 meter høje Daularigi er verdens syvende-højeste bjerg. Navnet kommer fra sanskrit og er en sammentrækning af ’dhawala’, der betyder ’hvid’ eller ’smuk’ samt ’giri’, der betyder ’bjerg’.

Adskillige ekspeditioner forsøgte at bestige bjerget op gennem 1950erne. Deriblandt den legendariske franske ekspedition under ledelse af Maurice Herzog. Efter nøje undersøgelser konkluderede Herzog, at bjerget ikke lod sig bestige. I stedet vendte han fokus mod Annapurna, der blev besteget under dramatiske omstændigheder i 1950.

Det var første gang, mennesket nåede toppen af et bjerg på mere end 8.000 meter. Andre bjergbestigere var dog ikke enige i Herzogs vurdering af Daulagiri, og efter flere forsøg lykkedes det en schweizisk/østrigsk ekspedition at nå toppen i 1960.

Find din næste tur her


Priser fra 32.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Priser fra 33.950,-
Fællesture
Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Faktaboks

Hvordan kommer jeg frem?
Muktinath og de omkringliggende landsbyer ligger på Nepals berømte Annapurna trek, og det er i høj grad værd at gå hele turen. Men har man ikke flere uger til rådighed, kan mindre også gøre det. Når vejret tillader det, går der daglige fly fra Pokhara til Jomsom, der er en fantastisk flot flyvetur med Daulagiri på den ene side og Annapurna på den anden. Tjek for eksempel www.agniair.com

Fra Jomsom kan man enten vandre eller køre i jeep til Muktinath. Vandreturen kan i princippet gøres på én lang dag hver vej, men det er værd at brække turen op. For eksempel med en overnatning i henholdsvis Kagbeni og Jharkot eller Muktinath. På den måde bliver det en tredages rundtur.

Hvad koster det?
Nepal er et meget billigt rejseland, og der er ikke meget at bruge penge på under vandreturen. En bærer kan lejes for cirka 10 dollars per døgn, og selv hotelværelser og mad koster forbavsende få dollars; omkring 50 kroner for en overnatning i dobbeltværelse på et simpelt tehus, mens et solidt måltid mad koster fra 20 kroner.

Hvor overnatter jeg?
Både Jomsom, Kagbeni, Jharkot og Muktinath har små guesthouses. Jomsom har det bedste udvalg, men du skal ikke forvente luksus nogen af stederne. Ofte koster hotellet kun et symbolsk beløb, men så forventes det også, at du spiser måltiderne der. Så tjek menukortet, inden du siger ’ja tak’ til et værelse.

Hvornår skal jeg tage af sted?
Oktober til november og marts til april er de bedste perioder at besøge området. Her er dagene typisk varme og solrige, men nætterne kan være kølige. Midt på vinteren vil det være koldt i bjergene, og i løbet af sommeren rammer regntiden Nepal.

Hvem kan klare turen?
De fleste med almindelig god form vil kunne gå turen fra Jomsom via Kagbeni og Jharkot til Muktinath og tilbage igen. Alternativt kan man gå den ene vej og køre i jeep den anden. Turen via Lupra er en smule hårdere, og stien er ikke nær så god, men langt de fleste vil kunne være med.

Hvor bliver jeg klogere?
Lonely Planets Nepal har masser af god information om at rejse i landet generelt, mens deres Trekking in Nepal Himalaya koncentrerer sig om vandreområderne og bugner af praktisk information til både før og under rejsen. 
Læs også om Muktinath på www.muktinath.org

Andre spændende artikler


Vandringer i Himalaya af Ole Ejnar Hansen – The Enlighted Yak

Vandringer i Himalaya af Ole Ejnar Hansen – The Enlighted Yak

Sherpa donerer 10.000.000 skoledage til børn i Nepal

Sherpa donerer 10.000.000 skoledage til børn i Nepal

Den let tilgængelige & Lavtliggende: Helambu Circuit

Den let tilgængelige & Lavtliggende: Helambu Circuit

Log ind