Ikke mange rejsende besøger Nepals Himalaya-bjerge om vinteren. Det er dog ganske muligt og samtidig en stensikker måde at undgå store flokke af andre rejsende og opleve de stille, vilde bjerglandskaber i al deres enestående skønhed. Morten Svenningsen begav sig ud på Nepals bjergstier og timede det med det tibetanske nytår, som han endte med at opleve på allernærmeste hold.
Der er ikke vand, men is på badeværelsesgulvet her til morgen. Indkvarteringen er spartansk, men ren og tilstrækkelig, og når det fryser udenfor, fryser det indenfor. Jeg vil tro, at et ordentligt badeværelse i sig selv er noget af en bedrift heroppe i Nepals bjerge. På halvanden dags vandring har vi fordoblet vores højde fra 1500 meter nede i bunden af dalen, hvor de to floder møder hinanden, og kun en gangbro forbinder den vej-forbundne omverden, til den verden i 3000 meters højde, vi er i nu. Og sikke en forskel.
Vi er oppe, hvor træer er sjældne, og tegn på det 21. århundredes civilisation er endnu mere sjælden. Her er ingen ringende telefoner, intet summende TV og ingen internetforbindelser. Den eneste fungerende el-pære her på ’hotellet’, er den, der hænger ensomt i midten af den fælles spisesal. Den får strøm fra en lille solcelle-enhed oppe på bliktaget. Et gammelt bilbatteri holder strømmen kørende efter solnedgang.
Men hvad det fjerntliggende, lille hotel mangler af moderne faciliteter, kompenserer det ovenud for i storslåede, himmelstræbende udsigter til alle sider. Det 7250 meter høje bjerg, Langtang Lirung, med et blødt lag nyfalden sne nogle tusinde meter oppe tårner sig højt op uden for vores vindue. Jeg sidder og klamrer mine kolde hænder til en kop skoldhed te og kigger på toppene, der blot ligger ti kilometer herfra – halvvejs til den kinesiske grænse.
(Næsten) alene i Himalaya
Vores morgenmad ankommer, og jeg får en tibetansk brød-omelet og en ekstra kop varmende te. Det smager overraskende godt, og jeg gumler morgenmaden i mig i løbet af et par minutter, klar til at komme ud og gå mig selv varm på bjergstierne. På en klar vinterdag som den her er der intet bedre end en vandretur i det fantastiske landskab, der er dejligt øde, men stadig har tilpas mange af de små, hyggelige te-huse til, at man aldrig er mere end en times vandring fra et simrende køkken, et varmt ildsted og en seng for natten.
Her i begyndelsen af februar er det som om, vi har hele den store nationalpark for os selv. Flokkene af rejsende, der kommer herop i hobetal i højsæsonerne omkring april og oktober, er ingen steder at se. Måske de sidder og daser den af på en varm sandstrand i Phuket eller Goa? Jeg er lidt overrasket, for her sidst på vinteren er faktisk et helt fantastisk tidspunkt at være her på med perfekte forhold til trekking. Måske er der blandt rejsende en forestilling om, at man ikke tager op i bjergene om vinteren? Det er da rigtigt, at nogle af de højere pas er svære, hvis ikke umulige, at krydse på den her årstid. Men steder som her i Langtang Himalaya Nationalpark er der intet, der kan stoppe os i vores iver efter en fantastisk vandre-oplevelse.
Bjerglandsbyer og yetihistorier
I dag er vi på vej op til den største landsby i området, Langtang. Det er en forholdsvis kort vandretur, så efter et par timer på stien, kan vi skimte dagens mål længere oppe. De få lokale, vi møder, hilser os med det nepalesiske Namasté eller det tibetanske Tachi Delek, når vi passerer gennem deres små landsbyer.
Bjergdalen åbner sig foran os og bliver til et grønt græsningsområde for bjergkvæg og yak-okser. Vi smider vores rygsække i det første hotel, vi når til, der meget rammende og passende hedder Peaceful Lodge.
I næsten 3500 meters højde vil vi ikke risikere at få højdesyge, så vi tilbringer resten af dagen her med at gå på opdagelse i den højtliggende landsby og i det omkringliggende naturområde, hvor vi betragter den fantastiske udsigt. Senere lytter vi til hotelejeren, Urkins, historie om, hvordan yeti’erne, de afskyelige snemænd, for mange hundrede år siden plejede at komme ind i landsbyen for at stjæle mad.
Nye tanker med turisterne
Turismen har skabt mange forbedringer og nye muligheder for den lokale befolkning heroppe. Den har bragt økonomisk udvikling til en fattig, fjerntliggende landsby, og der er nu både elektricitet, en lille telefon-kiosk, en skole og et ’apotek’, som vi måske hellere skulle kalde et medicin-skur. Men turismen har også haft andre effekter på kulturen og livsstilen. Vi ser beton-huse, moderne klædte lokale, og vi lytter til deres drømme om at bo i et fremmed land, hvor – lader de til at tro – livet er problemfrit og mulighederne uendelige.Dagen er ved at være forbi, og i den kulsorte aften sætter kulden ind. Jeg har aldrig set så mange stjerner i mit liv!
Befolkningen heroppe har tætte kulturelle bånd til Tibet, og i morgen er det Losar, tibetansk nytår. Jeg håber på at få et godt glimt af festlighederne. Det ønsker viser sig at blive mere end opfyldt.
Berusende, tibetansk nytår
Næste morgen er det tibetansk nytår, og da jeg går ud for at få en hurtig vask i det kolde vand uden for hotellet, møder jeg Urkin, der har en stak tibetanske kostumer under armen. De er til mig og mine trekking-kumpaner. Jeg håbede blot på et glimt af festlighederne, men jeg kan nu se, at vi faktisk skal være en del af dem. En håndfuld mel bliver kastet op i den tynde luft, mens tibetanske sange genlyder blandt os, og snart bliver vi venligt gennet gennem hele landsbyen og budt på snacks og hjemmebryg, chang og roxy. Chang er en slags rå øl eller vin, mens roxy er en noget stærkere, alkoholisk drik. Det er ikke muligt at takke nej her, og når vi har taget en slurk af glassene, bliver de straks fyldt op til randen igen. Den berusende gæstfrihed fortsætter resten af dagen, og vi ender med at synge og danse med vores nepalesisk-tibetanske værter i deres mørke træhytter, der virker adskillige århundreder gamle.
Humøret er så højt som bjergene udenfor, og Urkin læner sig over til mig:
”
Jeg er så glad for, at I tager så stor del i vores kultur. Når mine sønner ser jer tage del i vores kultur og feste med os, får de også lyst til at holde vores traditioner i live,” siger han med et smil.
Videre ind i bjergene
Jeg tilbringer de sidste dage af turen med at vandre rundt i bjergene heroppe under tinderne. Mine venner er alle erfarne bjergbestigere, så de tager klatreture op og ned ad frosne vandfald i de omkringliggende bjerge. Jeg foretrækker dog selv at have fødderne på solid grund og vandrer et par timer længere op i bjergdalen til den sidste landsby, før bjergenes vildnis fuldstændig tager over.
Kyanjin Gompa er en lille landsby i 3900 meters højde, der er bygget ved siden af et ældgammelt, buddhistisk kloster. Herefter er det ren, uberørt Himalaya. Sneen drysser nu let fra himlen, og nogle grå skyer trækker sammen over os, men det lader ikke til at genere de yak-okser, jeg går rundt iblandt. Jeg er dog glad for, at jeg har taget min dunjakke og strikhue med. På den anden side, hvad betyder lidt kulde, når man har et sted som dette næsten for sig selv?
Det nepalesiske køkken
•Den typiske lokale mad består af dal bhat, der er ris, linser og grøntsager. Blandt bjergfolket er det også almindeligt at spise flad-brød, roti, nudler, havregrød og yakkød.
•De fleste hoteller og te-huse serverer også international mad såsom sandwicher, pandekager, omeletter og lokale pizzaer. Chokolade, sodavand og øl finder man også.
•Frisk frugt og grøntsager er stort set ikke til rådighed.
Fire festivaler at holde øje med
•Losar – det tibetanske nytår bliver afholdt omkring nymåne i februar.
•Buddhas fødselsdag – i april eller maj, datoen varierer fra år til år.
•Mani Rimdu Danse-festival – afholdes i Everest-regionen i april eller maj.
•Janai Purnima – bliver afholdt i Gosaikunda, Langtang i august.
5 Yderligere eventyr i Himalaya
Der er masser af muligheder for at udvide turen ind i Langtang National Park. Her er et par af de muligheder, der er værd at overveje.
Trek videre ind i dalen
Det er muligt at gøre turen ind i bjergdalen endnu længere efter Kyanjin Gompa, hvor der dog ikke er flere steder at overnatte. Telte og soveposer kan dog lejes i landsbyen.
Gå til bredden af hellige sø
En mulig turforlængelse er til den hellige sø, Gosaikunda (4400 meter), der kan nås på omkring tre dages ekstra vandring gennem landsbyen Thulo Syabru. Fra Gosaikunda kan du enten gå ned og fange Kathmandu-bussen i Syabru Besi på en dag eller to, eller krydse over Laurebina-passet (4600 meter) og gå tilbage til Kathmandu i løbet af to til fire dage.
Højt til vejrs på trekkingtop
Tsergo Ri (4983 meter) er en populær trekkingtop tæt ved Kyanjin Gompa. Hvis du starter tidligt om morgenen, kan du nå op på toppen og være tilbage igen samme dag. Den kræver ingen ekstra tilladelser.
Rigtig bjergbestigning er også muligt på bjergene Ganja La (5120 meter), Yala Peak (5520 meter), Gyanchenpo (6400 meter) og ikke mindst det meget krævende bjerg Langtang Lirung (7250 meter). De alle ligger i området og kræver alle special-tilladelser samt selvfølgelig noget erfaring med bjergbestigning.
Hæng dig i isen
Isklatring op ad frosne vandfald er også en spændende mulighed i vinter-sæsonen. Det kræver igen en god fysik, noget erfaring samt specielt udstyr
Der er ikke vand, men is på badeværelsesgulvet her til morgen. Indkvarteringen er spartansk, men ren og tilstrækkelig, og når det fryser udenfor, fryser det indenfor. Jeg vil tro, at et ordentligt badeværelse i sig selv er noget af en bedrift heroppe i Nepals bjerge. På halvanden dags vandring har vi fordoblet vores højde fra 1500 meter nede i bunden af dalen, hvor de to floder møder hinanden, og kun en gangbro forbinder den vej-forbundne omverden, til den verden i 3000 meters højde, vi er i nu. Og sikke en forskel.
Vi er oppe, hvor træer er sjældne, og tegn på det 21. århundredes civilisation er endnu mere sjælden. Her er ingen ringende telefoner, intet summende TV og ingen internetforbindelser. Den eneste fungerende el-pære her på ’hotellet’, er den, der hænger ensomt i midten af den fælles spisesal. Den får strøm fra en lille solcelle-enhed oppe på bliktaget. Et gammelt bilbatteri holder strømmen kørende efter solnedgang.
Men hvad det fjerntliggende, lille hotel mangler af moderne faciliteter, kompenserer det ovenud for i storslåede, himmelstræbende udsigter til alle sider. Det 7250 meter høje bjerg, Langtang Lirung, med et blødt lag nyfalden sne nogle tusinde meter oppe tårner sig højt op uden for vores vindue. Jeg sidder og klamrer mine kolde hænder til en kop skoldhed te og kigger på toppene, der blot ligger ti kilometer herfra – halvvejs til den kinesiske grænse.
(Næsten) alene i Himalaya
Vores morgenmad ankommer, og jeg får en tibetansk brød-omelet og en ekstra kop varmende te. Det smager overraskende godt, og jeg gumler morgenmaden i mig i løbet af et par minutter, klar til at komme ud og gå mig selv varm på bjergstierne. På en klar vinterdag som den her er der intet bedre end en vandretur i det fantastiske landskab, der er dejligt øde, men stadig har tilpas mange af de små, hyggelige te-huse til, at man aldrig er mere end en times vandring fra et simrende køkken, et varmt ildsted og en seng for natten.
Her i begyndelsen af februar er det som om, vi har hele den store nationalpark for os selv. Flokkene af rejsende, der kommer herop i hobetal i højsæsonerne omkring april og oktober, er ingen steder at se. Måske de sidder og daser den af på en varm sandstrand i Phuket eller Goa? Jeg er lidt overrasket, for her sidst på vinteren er faktisk et helt fantastisk tidspunkt at være her på med perfekte forhold til trekking. Måske er der blandt rejsende en forestilling om, at man ikke tager op i bjergene om vinteren? Det er da rigtigt, at nogle af de højere pas er svære, hvis ikke umulige, at krydse på den her årstid. Men steder som her i Langtang Himalaya Nationalpark er der intet, der kan stoppe os i vores iver efter en fantastisk vandre-oplevelse.
Bjerglandsbyer og yetihistorier
I dag er vi på vej op til den største landsby i området, Langtang. Det er en forholdsvis kort vandretur, så efter et par timer på stien, kan vi skimte dagens mål længere oppe. De få lokale, vi møder, hilser os med det nepalesiske Namasté eller det tibetanske Tachi Delek, når vi passerer gennem deres små landsbyer.
Bjergdalen åbner sig foran os og bliver til et grønt græsningsområde for bjergkvæg og yak-okser. Vi smider vores rygsække i det første hotel, vi når til, der meget rammende og passende hedder Peaceful Lodge.
I næsten 3500 meters højde vil vi ikke risikere at få højdesyge, så vi tilbringer resten af dagen her med at gå på opdagelse i den højtliggende landsby og i det omkringliggende naturområde, hvor vi betragter den fantastiske udsigt. Senere lytter vi til hotelejeren, Urkins, historie om, hvordan yeti’erne, de afskyelige snemænd, for mange hundrede år siden plejede at komme ind i landsbyen for at stjæle mad.
Nye tanker med turisterne
Turismen har skabt mange forbedringer og nye muligheder for den lokale befolkning heroppe. Den har bragt økonomisk udvikling til en fattig, fjerntliggende landsby, og der er nu både elektricitet, en lille telefon-kiosk, en skole og et ’apotek’, som vi måske hellere skulle kalde et medicin-skur. Men turismen har også haft andre effekter på kulturen og livsstilen. Vi ser beton-huse, moderne klædte lokale, og vi lytter til deres drømme om at bo i et fremmed land, hvor – lader de til at tro – livet er problemfrit og mulighederne uendelige.Dagen er ved at være forbi, og i den kulsorte aften sætter kulden ind. Jeg har aldrig set så mange stjerner i mit liv!
Befolkningen heroppe har tætte kulturelle bånd til Tibet, og i morgen er det Losar, tibetansk nytår. Jeg håber på at få et godt glimt af festlighederne. Det ønsker viser sig at blive mere end opfyldt.
Berusende, tibetansk nytår
Næste morgen er det tibetansk nytår, og da jeg går ud for at få en hurtig vask i det kolde vand uden for hotellet, møder jeg Urkin, der har en stak tibetanske kostumer under armen. De er til mig og mine trekking-kumpaner. Jeg håbede blot på et glimt af festlighederne, men jeg kan nu se, at vi faktisk skal være en del af dem. En håndfuld mel bliver kastet op i den tynde luft, mens tibetanske sange genlyder blandt os, og snart bliver vi venligt gennet gennem hele landsbyen og budt på snacks og hjemmebryg, chang og roxy. Chang er en slags rå øl eller vin, mens roxy er en noget stærkere, alkoholisk drik. Det er ikke muligt at takke nej her, og når vi har taget en slurk af glassene, bliver de straks fyldt op til randen igen. Den berusende gæstfrihed fortsætter resten af dagen, og vi ender med at synge og danse med vores nepalesisk-tibetanske værter i deres mørke træhytter, der virker adskillige århundreder gamle.
Humøret er så højt som bjergene udenfor, og Urkin læner sig over til mig:
”Jeg er så glad for, at I tager så stor del i vores kultur. Når mine sønner ser jer tage del i vores kultur og feste med os, får de også lyst til at holde vores traditioner i live,” siger han med et smil.
Videre ind i bjergene
Jeg tilbringer de sidste dage af turen med at vandre rundt i bjergene heroppe under tinderne. Mine venner er alle erfarne bjergbestigere, så de tager klatreture op og ned ad frosne vandfald i de omkringliggende bjerge. Jeg foretrækker dog selv at have fødderne på solid grund og vandrer et par timer længere op i bjergdalen til den sidste landsby, før bjergenes vildnis fuldstændig tager over.
Kyanjin Gompa er en lille landsby i 3900 meters højde, der er bygget ved siden af et ældgammelt, buddhistisk kloster. Herefter er det ren, uberørt Himalaya. Sneen drysser nu let fra himlen, og nogle grå skyer trækker sammen over os, men det lader ikke til at genere de yak-okser, jeg går rundt iblandt. Jeg er dog glad for, at jeg har taget min dunjakke og strikhue med. På den anden side, hvad betyder lidt kulde, når man har et sted som dette næsten for sig selv?
Det nepalesiske køkken
•Den typiske lokale mad består af dal bhat, der er ris, linser og grøntsager. Blandt bjergfolket er det også almindeligt at spise flad-brød, roti, nudler, havregrød og yakkød.
•De fleste hoteller og te-huse serverer også international mad såsom sandwicher, pandekager, omeletter og lokale pizzaer. Chokolade, sodavand og øl finder man også.
•Frisk frugt og grøntsager er stort set ikke til rådighed.
Fire festivaler at holde øje med
•Losar – det tibetanske nytår bliver afholdt omkring nymåne i februar.
•Buddhas fødselsdag – i april eller maj, datoen varierer fra år til år.
•Mani Rimdu Danse-festival – afholdes i Everest-regionen i april eller maj.
•Janai Purnima – bliver afholdt i Gosaikunda, Langtang i august.
5 Yderligere eventyr i Himalaya
Der er masser af muligheder for at udvide turen ind i Langtang National Park. Her er et par af de muligheder, der er værd at overveje.
Trek videre ind i dalen
Det er muligt at gøre turen ind i bjergdalen endnu længere efter Kyanjin Gompa, hvor der dog ikke er flere steder at overnatte. Telte og soveposer kan dog lejes i landsbyen.
Gå til bredden af hellige sø
En mulig turforlængelse er til den hellige sø, Gosaikunda (4400 meter), der kan nås på omkring tre dages ekstra vandring gennem landsbyen Thulo Syabru. Fra Gosaikunda kan du enten gå ned og fange Kathmandu-bussen i Syabru Besi på en dag eller to, eller krydse over Laurebina-passet (4600 meter) og gå tilbage til Kathmandu i løbet af to til fire dage.
Højt til vejrs på trekkingtop
Tsergo Ri (4983 meter) er en populær trekkingtop tæt ved Kyanjin Gompa. Hvis du starter tidligt om morgenen, kan du nå op på toppen og være tilbage igen samme dag. Den kræver ingen ekstra tilladelser.
Rigtig bjergbestigning er også muligt på bjergene Ganja La (5120 meter), Yala Peak (5520 meter), Gyanchenpo (6400 meter) og ikke mindst det meget krævende bjerg Langtang Lirung (7250 meter). De alle ligger i området og kræver alle special-tilladelser samt selvfølgelig noget erfaring med bjergbestigning.
Hæng dig i isen
Isklatring op ad frosne vandfald er også en spændende mulighed i vinter-sæsonen. Det kræver igen en god fysik, noget erfaring samt specielt udstyr
© 2020 Opdag Verden ApS
