• Hjem
  • ARTIKLER
  • Pilgrimsfærd til en af Nepals helligste søer

Pilgrimsfærd til en af Nepals helligste søer

Reportage fra Opdag Verdens læserrejse til Nepal

Bhairav Kund: På disse breddegrader er der sikkert ikke mange, der kender til denne hellige sø. Og sikkert endnu færre har hørt om den syv dage lange vandretur, der tager dig op til søen. Ikke desto mindre var det målet for vores læserrejse, og turen, der gik forbi imponerende rismarker, op over stejle klippestigninger gennem enorme rododendron-skove og forbi små, uspolerede landsbyer, var intet mindre end fantastisk.

Troels_pause_bedeflag.jpg
Skrevet af: Casper Devantier
Opdateret den 14. maj 2021

Bhairav Kund: På disse breddegrader er der sikkert ikke mange, der kender til denne hellige sø. Og sikkert endnu færre har hørt om den syv dage lange vandretur, der tager dig op til søen. Ikke desto mindre var det målet for vores læserrejse, og turen, der gik forbi imponerende rismarker, op over stejle klippestigninger gennem enorme rododendron-skove og forbi små, uspolerede landsbyer, var intet mindre end fantastisk.

Det er helt sort, da jeg slår øjnene op, og jeg er en smule forvirret over lyden af grydelåg, der bliver klappet mod hinanden uden for teltet. Jeg hører Udayas stemme, der byder os godmorgen, men der går endnu et øjeblik, før jeg kommer i tanke om, hvorfor vi er blevet vækket her midt om natten: I stjernernes skær og med tændte pandelamper skal vi vandre op til et udsigtspunkt i 4500 meters højde for at se solopgangen over de tibetanske tinder.

Dansende lygter
Temperaturen er et godt stykke under frysepunktet, og jeg kan se min egen ånde, da jeg tænder min pandelampe. Det er ikke let at komme ud af den varme sovepose, men jeg glæder mig til at komme i gang med bestigningen, så jeg er hurtigt i tøjet.

”Selvom jeg ikke køber ideen om søens helbredende virkning, så forstår jeg alligevel godt, at mange pilgrimme hvert år valfarter til Bhairav Kund, for her er en fantastisk stemning.”

Uden for teltet danser lyset fra pandelamperne i takt med kuskeslag og små hop på stedet i et forsøg på at få varmen. Da vi alle er samlet, begynder trekket op mod toppen. Der bliver lagt hårdt ud – måske for at få varme i kroppen – men den tynde luft sætter hurtigt sin begrænsning for tempoet. Samtidigt begynder terrænet at blive mere og mere stejlt og udfordrende, men stille og roligt kommer vi nærmere vores mål.

Mens vi vandrer det sidste stejle stykke mod toppen, begynder det at lysne, og mørket afløses af et skær af røde, orange og violette farver, og netop som vi når toppen, kigger solen frem bag de sneklædte bjerge i Tibet.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Faelles dag4Vi bliver på toppen i cirka en halv time og nyder et imponerende panorama: Mod nordvest ligger Langtang med adskillige toppe på omkring 7000 meter.

Længere mod nord rager det smukke, pyramideformede bjerg, Dorje Lhakpa, 6966 meter op i vejret, og selvom bjerget har været synligt på meste af trekket, så virker det langt mere majestætisk nu – måske på grund af det fantastiske morgenlys, måske fordi udsynet nu afslører endnu mere af det elegante bjerg, eller måske er det en kombination.

Mod øst/nordøst ligger Tibet, hvor endnu flere sneklædte bjerge definerer en spektakulær skyline, som jeg aldrig tidligere har oplevet deslige.

En uopdaget perle
Jeg er den sidste, der forlader toppen. Her er helt stille, og for et øjeblik føler jeg, at tiden står fuldstændig stille. Måske har de mange bedeflag påvirket min sindsstemning, men det er næsten en meditativ oplevelse at stå alene her på toppen.

Turen ned fra udsigtspunktet går hurtigt, og i løbet af en times tid er vi tilbage i lejren ved bredden af Bhairav Kund, hvor kokkene venter med te og morgenmad. Det er ikke en stor sø, men sceneriet er fantastisk: De mange tusinde bedeflag blafrer roligt i vinden, og fra lejrpladsen er der en skøn udsigt over mod Tibet.

Nat baal sherpaerSelvom jeg ikke køber ideen om søens helbredende virkning, så forstår jeg alligevel godt, at mange pilgrimme hvert år valfarter til Bhairav Kund, for her er en fantastisk stemning.

En skæv start
Foran os venter mellem seks og syv timers vandring til vores næste lejr, og der er et par stykker i gruppen, der er mærket af højden og har dårlig mave, så vi får hurtigt pakket vores grej sammen og gør os klar til at komme af sted.

Udsigten til ikke længere at skulle slide sig op ad heftige stigninger og kæmpe med den tynde luft sætter fut i støvlerne hos gruppen. Solen skinner fra en skyfri himmel – som den har gjort på hele turen – og humøret er højt.

Det er vandreturens næstsidste dag, og mens jeg skridt for skridt bevæger mig gennem dette fantastiske landskab, vender tankerne tilbage til turens begyndelse, der startede med lidt udfordringer: På busturen fra Kathmandu til Chanaute, hvor trekket startede, løb vi ind i lidt problemer, da bussen ikke kunne forcere en flod og var ved at sidde fast.

Morgenmad v bhairavKundEn jeep prøvede efterfølgende at komme over, men den satte sig fast. Vi strandede ved flodbredden i et par timer, til jeepen kom fri, og vi fik fat på en ny bus, der kunne klare udfordringen.

Processen var selvfølgelig alt andet end smidig og effektiv. Jeg smiler, mens jeg tænker på hændelsen: ’Sådan er det jo bare herude. Og det er jo derfor, det er så spændende at rejse; at man aldrig helt ved, hvad der venter.’

Hvor kom de fra?
Og midt ud af ingenting sidder der pludselig to lokale nepalesere ved stien – dét var bestemt heller ikke forventet. Vi befinder os i 4000 meters højde, og foruden vores guider og bærere har vi ikke set andre mennesker siden dag to.

Der sker en ikke helt fredelig ordudveksling mellem dem og vores guide, og stemningen er tydeligvis ikke positiv. Udaya fortæller, at de normalt opholder sig heroppe i dagevis for at samle blade rododendron-buske, der bruges til at lave røgelsespinde.

De nepalesiske samlere havde tilsyneladende haft et lager af mad og tæpper ved vores forrige camp, og nogle af tæpperne var forsvundet efter vores besøg dagen forinden. Det viste sig, at det var vores bærere, der var kommet til at pakke deres tæpper ned og tage dem med videre (vores bærere brugte ikke soveposer, men store - og tunge - tæpper).

Vandring markerDe gættede, at vi var en gruppe på tur, og ventede derfor på os her, hvor de vidste, at vi ville komme forbi efter Bhairav Kund. De fik selvfølgelig deres tæpper igen, og stemningen løsnede sig straks op – og meget kendetegnende for alle mennesker vi mødte på vores vej, var det også venlighed, et skævt, lille nik og et smil, der tog afsked med os her midt ude i ingenting.

”Meget kendetegnende for alle mennesker vi mødte på vores vej, var det også venlighed, et skævt, lille nik og et smil, der tog afsked med os her midt ude i ingenting.”

Et blik tilbage i tiden
Jeg trasker videre og kan se direkte over på Tibet. Herfra er der ikke mere end 15-20 kilometer til grænsen, og på den anden side kan jeg se små landsbyer, der ligger spredt ud over de stejle og tilsyneladende ufremkommelige bjergsider.

Mine tanker glider igen tilbage til trekkets begyndelse, hvor vi vandrede gennem flere af disse små, uspolerede landsbyer. Selvom vi så græssende kvæg og geder, og vi vandrede langs terrassemarker, blev jeg alligevel overrasket hver gang, vi pludselig kom til et hus eller en landsby, der lå midt ude i – hvad der virker som – ingenting.

Broen bredformatDet er dybt fascinerende, at de lever herude langt væk fra dét, vi kalder for civilisation. Jorden bliver pløjet med gamle træplove trukket af køer, og der høstes med håndsegl. Det er som et kig tilbage i tiden – i hvert fald lige indtil man pludselig hører en skrattende Michael Jackson-ringetone, og en af de lokale hiver en mobiltelefon op af lommen.

Selvom mobilteknologien har nået disse egne, så rykker det ikke ved det kendsgerning, at mange familier lever en isoleret tilværelse med deres dyr og marker, som nærmest virker middelalderlig sammenlignet med vestlige normer.

På kro med hønsene
Som dagen går, bliver benene tungere og tungere, og selvom terrænet er varieret, og det for det meste går ned ad, begynder trætheden at melde sig i gruppen. Siden frokost har vi mere eller mindre kun vandret inde i skoven, og vi har taget RIGTIGT mange trin ned, men heldigvis overraskes vi af synet af vores lejr, hvor bærerne allerede har slået vores telte op.

Lettelsen i gruppen er let at mærke, og det er forståeligt; foreløbigt har vi gået mere end 2000 højdemeter ned, og det var usikkert, om vi kunne slå lejr her ved sherpa-landsbyen Sherpagaon, eller om vi skulle fortsætte yderligere 400 højdemeter ned. Heldigvis slutter dagens etape her, og vi kan hvile vores ømme fødder.

Det er vores sidste overnatning på trekket, så vi er nogle stykker, der går på jagt efter lidt raksi, en traditionel vin der typisk er lavet af ris eller millet (hirse), og som ofte bliver fremstillet i hjemmet.

Gruppe foto sidste lejrLandsbyen udgøres af blot seks huse, så vi finder let frem til det lokale ’destilleri’. Vi bliver inviteret indenfor, hvor flere fra gruppen samt flere af vores bærere og guider allerede har indtaget den lille stue/køkken. Her er lavt til loftet og i hjørnet står et lille ildsted, hvor datteren er i gang med at bage brød.

Vi sidder på gulvet, og raksien bliver serveret. Imens får vi besøg af et par nysgerrige høns, der ser ud til at have fulgt efter os. Jeg ser på glassene og smiler: Jeg ønsker ikke at vide, hvor mange bakterier, der kunne findes i disse glas, men håber bare på, at raksien er så stærk, at det renser det værste væk. Det brænder lidt på læben, men smager forbavsende godt og varmer dejligt i maven. Og efter et par glas kan jeg bestemt også mærke effekten af brændevinen.

Stemningen til aftensmaden er munter. Til trods for den lange og hårde nedstigning er der højt humør. Måske skyldes det raksien, eller også er det fordi, vi atter er nede i tykkere luftlag, hvor man ikke bliver forpustet af at binde sine snørebånd.

Der er gjort noget ekstra ud af turens sidste aftensmåltid, og kokkene overrasker igen med flot kage til dessert. Efter middagen gør jeg vores bærere selskab omkring bålet. Det er stjerneklart, og gnisterne fra bålet stiger op mod mælkevejen, der lyser tydeligt på himlen over os. ”Det kunne ikke være bedre”, tænker jeg. Træt, mæt, veltilpas og lykkelig går jeg i soveposen og glæder mig til dagen i morgen.

En god nats søvn og en morgenmad senere er vi atter på vej ned igen. Vi kommer forbi adskillige små landsbyer, hvor indbyggerne høfligt – og lidt genert – hilser på os. Det virker som om, at alting går i stå, når de får øje på os. Det er tydeligt, at de ikke er vant til at se mange turister her, og vi bliver fulgt med nysgerrige blikke og uskyldige smil, der går direkte i hjertet på mig. Efter gårsdagens hårde nedstigning er det en fantastisk måde at sige farvel til Himalaya på.


BhairavKundBhairav Kund

Hellig sø i tynd luft
Hvert år ved fuldmåne i august valfarter tusindvis af pilgrimme til denne lille, pittoreske sø ikke langt fra Tibet. Både hinduer og buddhister tager turen op til den 4150 meter høje bjergsø for at danse, bede og bade i søens vand, der menes at have helbredende kræfter.

Ved søen findes et mindre hinduistisk tempel samt tusindvis af bedeflag, der vidner om det tætte bånd mellem hinduisme og buddhisme og deres indbyrdes tolerance. Navnet ’Bhairav Kund’ betyder Hellig Sø på sanskrit og refererer til Bhairava, der er den destruktive inkarnation af den hinduistiske gud Lord Shiva. Det menes, at Bhairava renser og beskytter kroppen, og bliver tilbedt af millioner af mennesker hvert år.


Et hårdt job

Hvis du nogle gange synes, at dit job er hårdt, så tænk lige på de mange bærere, der lever af at traske op og ned ad bjerge og forcere uvejsomt terræn med tunge byrder – nogle gange med op til 80 kg på ryggen.

Helt så tungt var det dog (heldigvis) ikke, da jeg for et kort øjeblik skulle forsøge mig som bærer på læserrejsen. De to duffles har maks vejet 25 kg, men det var bestemt ikke let at holde balancen. Hvis jeg ikke allerede havde stor respekt for dem inden, så fik jeg det i hvert fald dér. 


Husk også lige

RAftingHvis du alligevel er i området, så bør du ikke snyde dig selv for lidt ekstra action. Bhairav Kund-trekket slutter ved floden Bhote Koshi, der løber fra Tibet og ind i Nepal. Floden danner rammerne for flere sindsoprivende oplevelser.

Fra 160 meters højde kan du for eksempel kaste dig ud i et af verdens højeste bungee jumps, du kan tage på canyoning eller rafte på floden. Her er aktiviteter nok til fleres dages action. Læs mere på www.thelastresort.com.np

 

Find din næste tur her


Priser fra 33.950,-
Fællesture
Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Chulu Far East 6.059 meter i Nepal

Priser fra 32.998
Fællesture
Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Mera Peak 6.461 meter, Nepal

Andre spændende artikler


8 vilde vandreture

8 vilde vandreture

Til fods mellem Nepals tinder

Til fods mellem Nepals tinder

Et anderledes trek til Mount Everest Base Camp

Et anderledes trek til Mount Everest Base Camp

Log ind