Bhairav Kund: På disse breddegrader er der sikkert ikke mange, der kender til denne hellige sø. Og sikkert endnu færre har hørt om den syv dage lange vandretur, der tager dig op til søen. Ikke desto mindre var det målet for vores læserrejse, og turen, der gik forbi imponerende rismarker, op over stejle klippestigninger gennem enorme rododendron-skove og forbi små, uspolerede landsbyer, var intet mindre end fantastisk.
Det er helt sort, da jeg slår øjnene op, og jeg er en smule forvirret over lyden af grydelåg, der bliver klappet mod hinanden uden for teltet. Jeg hører Udayas stemme, der byder os godmorgen, men der går endnu et øjeblik, før jeg kommer i tanke om, hvorfor vi er blevet vækket her midt om natten: I stjernernes skær og med tændte pandelamper skal vi vandre op til et udsigtspunkt i 4500 meters højde for at se solopgangen over de tibetanske tinder.
Dansende lygter
Temperaturen er et godt stykke under frysepunktet, og jeg kan se min egen ånde, da jeg tænder min Pandelampe. Det er ikke let at komme ud af den varme Sovepose, men jeg glæder mig til at komme i gang med bestigningen, så jeg er hurtigt i tøjet.
”Selvom jeg ikke køber ideen om søens helbredende virkning, så forstår jeg alligevel godt, at mange pilgrimme hvert år valfarter til Bhairav Kund, for her er en fantastisk stemning.”
Uden for teltet danser lyset fra pandelamperne i takt med kuskeslag og små hop på stedet i et forsøg på at få varmen. Da vi alle er samlet, begynder trekket op mod toppen. Der bliver lagt hårdt ud – måske for at få varme i kroppen – men den tynde luft sætter hurtigt sin begrænsning for tempoet. Samtidigt begynder terrænet at blive mere og mere stejlt og udfordrende, men stille og roligt kommer vi nærmere vores mål.
Mens vi vandrer det sidste stejle stykke mod toppen, begynder det at lysne, og mørket afløses af et skær af røde, orange og violette farver, og netop som vi når toppen, kigger solen frem bag de sneklædte bjerge i Tibet.
