To storbykvinder i vildmarken

Rygsækken er tonstung, regnen vælter ned, og hvert skridt gør ondt. Min vandremakker og jeg er på vandretur gennem Laplands fantastiske fjeldlandskab, men lige nu gider jeg ikke se på natur. Fødderne dunker, og mine knæ er overophedede som en gammel bilmotor, der er tæt på at bryde sammen.

Et øjeblik senere stormer jeg fremad, og vi skriger af grin. Igen. Jeg er høj på naturlige stoffer. Effekten af fjeldene, den friske luft og de fysiske anstrengelser er gået direkte i hjernerne på os som en slags berusende EPO for vandrere. Og så er det ikke engang ulovligt.

Uden helt at kende konsekvensen har vi meldt os som deltagere i Fjällraven Classic – verdens eneste løb for fjeldvandrere. Det giver os fem dage til at vandre 110 kilometer langs den legendariske vandrerute, Kungsleden, fra starten i Nikkaluokta til målet i Abisko Nationalpark. En spadseretur, der fører os tæt forbi Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise, og gennem et krævende og smukt fjeldterræn i den svenske del af Lapland. 

For nogle er Fjällraven Classic primært en sportslig præstation. Andre nyder at dele naturoplevelsen med andre eller bruger løbet som en mulighed for at afprøve fjeldvandringen uden at være helt alene i vildmarken. Min vandrermakker og jeg hører til i den sidste kategori. Vi har hverken erfaring eller fysisk form til andet.

En ny og ukendt verden
Mens andre forbereder sig i måneder før løbet, tager vi imod udfordringen i sidste øjeblik. For os består forberedelsen mest af en uges paniskstudie af åndbare vandresokker, støvler med Gore-tex-membraner, jakker i Stretch Nylon og andre, for os, helt ukendte fænomener. En helt ny verden af svimlende dyrt fjeldudstyr åbner sig for os, og pakningen af rygsækken viser sig at være en lige så stor udfordring som selve vandringen.

Skal vi for eksempel nøjes med et sæt uldent undertøj eller flotte os med et ekstra sæt til middagen omkring Primus’en om aftenen? Og hvad med maden? Fjällraven Classic forsyner os med frysetørret mad, men resten skal vi selv medbringe. Her viser min vandremakker sig at være et slags menneskeligt hamster, der har samlet forråd og fyldt rygsækkens sidelommer med mad, tørret frugt, nødder og knækbrød.

Natten før starten står vi på et hotelværelse og sorterer det meste fra igen. Hver eneste trusse vejer, og jo lettere rygsækken er, jo bedre bliver turen. Telt, Primus og sovepose har første prioritet tæt fulgt af myggebalsam, vabelplaster og regntøj. Resten er stort set luksus. Vi ender med at sende en halv købmandsbutik til opbevaring, inklusive min mobiltelefon, der alligevel ikke virker i vildmarken.

Det gør ondt at tage afsked med det, der normalt er min livline til verden. De næste fem dage har jeg dog ikke brug for resten af verden. Det eneste, jeg skal, er at gå.

Vind og vejr bestemmer
Før starten er der kø foran vægten. Vandringsmænd og kvinder hænger rygsækken på krogen og betragter med stolthed resultatet. Min rygsæk sender pilen op på 18 kilo, og som mange andre bliver jeg fotograferet sammen med min rygsæk, som var vi et andet brudepar. Så går starten, og feltet bevæger sig fremad i samlet flok og i et meget friskt tempo.

Det kan åbenbart også være myldretid i Lapland. Et par timer senere er jeg dog alene. Det føles i hvert fald sådan. De flest er langt foran mig, og ødemarken er stor nok til at rumme os alle. Jeg trækker vejret friere, finder mit eget tempo og vænner mig langsomt til rygsækken.
Og så begynder det, der efterhånden bliver ren rutine: Det ene sekund må jeg snøre hætten til og give rygsækken regntøj på, og det næste sveder jeg som en sindssyg.

I Lapland skifter vejret hurtigere, end en myg kan stikke, og samtidig ryger kropstemperaturen op og ned alt efter graden af fysisk aktivitet. Det begynder langsomt at gå op for mig, at jeg ikke længere er i kontrol. Her er det naturen, der bestemmer. Vinden, regnen og terrænet under mine fødder sætter rammerne, og det eneste, jeg kan gøre, er at indrette mig efter dem. Og sørge for at nyde det imens.

’Hamstret’ og jeg beslutter os for at tage på Lap Donalds for at spise frokost. Midt ude i ingenting serverer et beskedent spisested en laplandsk specialitet – rensdyrburger. Den smager godt, men udsigten er bedre. Synet af den turkis fjeldflod og de mørke fjelde, der strækker sig mod himmelen, lokker os hurtigt længere ud i landskabet.

Stilhed og storheden
Efter 19 km når vi frem til Kebnekaise Fjeldstation, hvor et hold af frivillige tager imod og stempler det vandrerpas, der er beviset på, at vi har gennemført løbet og dermed er værdige til at modtage en medalje. Inde i fjeldstuen holder vandrerne pause, og en markant lugt siver op fra de mange uldsokker. Lugten rammer lige så hårdt som trætheden, men vi skal gå fire kilometer længere ud slå telt op og lave mad, før jeg kan sove. Og den slags tager tid. Helvedes lang tid. Især første gang, hvor man hverken har rutine eller overblik over rygsæk eller telt. Efter midnat er vi færdige med opvasken i bækken, og næste morgen starter det hele forfra: Vi henter vand i bækken, finder primussen i rygsæk, venter på at vandet koger, og SÅ er der kaffe.

Bagefter skal den frysetørrede morgenmad forvandles fra tørt smulder til grød, og så skal det hjem, der lige er blevet etableret, pakkes ned. Og så går vi igen. Det er stort set programmet for en vandretur: Gå. Lave mad. Sove. Og gå igen. Kedeligt skulle man måske tro, men netop enkeltheden er så fantastisk – sammen med synet af en stor flok rensdyr, der pludselig dukker op på stien lige foran os. Motionen får lykkestofferne til at banke rundt i koppen. Tilfældigt vender jeg mig om og ser tilbage på det øde landskab, jeg lige har gået igennem. Pludselig fatter jeg, hvor storslået det er – og bliver helt stille indeni.

Lang, sejt træk
Stilhed præger ellers ikke disse to kvinder på tur. Munden går hurtigere end benene, mens vi vandrer gennem vildmarken forbi søer, fjelde med hvid sne på toppen og springer fra sten til sten hen over bække. Vi taler og griner mere, end vi har gjort længe, og emnerne skifter fra parforhold til barndomshistorier videre til fremtidsdrømme og tilbage igen. Den historie, der ikke bliver fortalt færdigt i dag, når vi i morgen. Eller på torsdag. Andre gange holder vi bare kæft og går.

Rutens største udfordring er Kungsledens højeste punkt, Tjäktjapasset, i 1140 meters højde. Det er næsten mere, end min krop og støvler kan klare. Regnen vælter ned hele dagen og begynder at trænge ind til mine fødder, mens skrænten foran mig bliver mere og mere stejl. Og mudret. Kun vreden på det fjols, der forsikrede mig om, at ruten var egnet for begyndere, og musikken i min iPod, får mig op på toppen med heftigt åndedræt, rystende ben og bankende hjerte.

Til gengæld får vi serveret verdens mest fantastiske udsigt. Også i gråvejr, hvor skyerne hænger tungt lige over vores hoveder.
Den dag ender vi med at gå 33 km i et stræk videre gennem et stenet månelandskab, der er en stående invitation til at falde eller vrikke om på foden. Især når støvlerne er tunge af vand, og benene er så trætte som mine. Min støvle har nu givet helt op, og sålen stritter ud fra hælen. Jeg går rundt med en halv fjeldsø i hver støvle, og de sidste kilometer føles det, som om mine fødder går på gløder.

Fremme ved fjeldstationen Alesjaurestugan får vi dog belønningen. Der er tændt op med birkebrænde i saunaen, og med kogende vand fra kedlen blandet med iskoldt fjordvand får jeg det mest velfortjente bad, jeg nogensinde har fået. Og så ind i saunaens velduftende, mørke hede, hvor nøgne mænd og kvinder fører lange intense samtaler - om gnavesår og vabler.

Vildmarkens datter
Da vi når frem til Abisko Nationalpark, skifter landskabet pludselig karakter fra barske fjelddale og månelandskaber til grøn og frodig birkeskov med blød og duftende skovbund. Det ligner mere det Sverige, jeg kender, bortset fra den brede flod, der buldrer ned gennem en dyb kløft. Mens vi nærmer os målet, giver min støvle helt op. Sålen krøller sig fuldstændig sammen, og jeg må fortsætte i løbesko, men hænger støvlerne bag på rygsækken som et trofæ. På det sidste stykke møder vi flere af de vandrere, vi er stødt på undervejs.

Jeg tænker: Gad vide, om vi ser lige så glade ud? Gad vide, om vi har det samme direkte og klare blik? Der sker noget med mennesker, når de får rum og natur nok til at folde både blikket og sig selv helt ud. Der sker i hvert fald noget med mig. Jeg er ikke længere en storbykvinde med hang til cafe latté. Jeg er vildmarkens datter, og alt andet er holdt op med at eksistere. Jeg er glad og let til mode. Og meget, meget træt.

Fjällraven Classic er…

Verdens eneste løb for fjeldvandrere med 110 kilometers vandring fra Nikkaluokta til målet i Abisko. På rutens otte poster bliver du modtaget af opmuntrende frivillige, der stempler det vandrerpas, der er bevis på, at du har gennemført løbet. De serverer også små overraskelser som pandekager og kaffe undervejs. I mål kan du nyde varmt bad, sauna og fejre dig selv sammen med andre deltagere.
I 2008 deltog i alt 1921 personer. 95 opgav og 17 blev skadet. Alle deltagere belønnes med en ’Classic’ medalje. Guldmedalje til de, der gennemfører på tre døgn, sølv for fire og bronze for fem døgn.
Starten går hvert år i begyndelsen af august måned med et begrænset deltagerantal på 2000.
Pris for deltagelse er 1300 svenske kroner inklusiv frysetørret mad samt brød til fem dage.
Læs mere på www2.fjallraven.com/classic

Lapland på egen hånd
Har du lyst til at opleve Lapland uden tidspres og på egen hånd, kan du læse mere om Abisko Nationalpark og den 425 kilometer lange vandrerute, Kungsleden, på:
www.visitsweden.com/sverige-dk
www.svenskaturistforeningen.se/kungsleden 

Fem fede fordele ved vandring i Lapland

1. Rejsen er kort – alligevel er Lapland en helt anden verden.
2. Du forstår de indfødte. Stort set.
3. Du støder ikke på lige lovligt eksotiske kryb. Kun myg, rensdyr og fjeldaber.
4. Du behøver ikke lommelygte, og selv de mørkerædde kan være med – sommeren er lys døgnet rundt.
5. Og så selvfølgelig: Naturen, der er helt fantastisk.