Trekking rundt om Tibets Mount Kailash

Nu er vi på vej mod vest over den tibetanske højslette mod vores destination, det smukt pyramideformede bjerg: Kailash. Afstikkeren mod Qomolangma – Universets Hellige Moder, som tibetanerne kalder Mount Everest – foregår på en forbløffende god vej, der blev bygget af kineserne i forbindelse med OL 2008, hvor den olympiske ild blev båret til toppen af Everest. Mens vejforholdene tillader umiddelbar adgang til den nordlige Everest Base Camp, skal man dog have gjort sit hjemmearbejde for overhovedet at slippe igennem.

Fire checkpoints bliver det til blot på denne afstikker, før vi står i Base Camp. Ved hvert checkpoint gennemgås vores pas og rejsetilladelser omhyggeligt af kinesisk militær; Tibet er ikke et land, hvor man improviserer sin rejse.

Bevæbnede stormtropper
Den kinesiske tilstedeværelse er et grundvilkår for enhver Tibet-rejse, som er komplet umulig at gennemføre uden forudgående at indhente besøgstilladelser til alle de rejsemål, man vil se. Militæret er overalt og kan især i Lhasa virke overvældende og til tider nærmest absurd i sin massive tilstedeværelse.

Tungt bevæbnede, fuldt kampklædte stormtropper patruljerer blandt fredeligt bedende pilgrimme ved de centrale buddhistiske klostre, alt sammen overvåget fra maskingeværsrederne på hustagene. Kineserne betragter selv deres tilstedeværelse som en befrielse af Tibet; en eufemisme man nok skal være kineser for ikke at værdsætte ironien i.

En anden konsekvens af den kinesiske ’befrielse’ er, at de fleste buddhistiske klostre stort set er reduceret til arbejdende museer, og Potala Paladset er omdannet til turistattraktion, hvorfra det kinesiske flag vajer højt.

Anyway, vi er på vej vestpå. Og efter et kort besøg i Everest Base Camp føles det, som om det kinesiske greb løsnes mere og mere, efterhånden som vi bevæger os længere ud på det tibetanske plateau. Kontrolposterne bliver sjældnere og flere tibetanere, vi møder på vores vej, lytter åbenlyst til båndede Dalai Lama-taler. Ja, selv Kulturrevolutionens ufattelige ødelæggelser bliver afdæmpet nævnt ved enkelte lejligheder.

Billet til Nirvana
Efter flere dages panoramakørsel når vi vores mål i det vestlige Tibet. Mount Kailash er formet som en næsten perfekt firesidet pyramide, hvis snedækkede vægge kan ses langvejs fra. Kailash er med sine 6714 meters højde nærmest en undseelig lilleput i forhold til mastodonterne i Himalaya, og bjergets egentlige krav på berømmelse er den rolle, det spiller for flere af verdens store religioner.

Det afsidesliggende bjerg har i årtusinder været pilgrimsmål for buddhister, hinduer, jain- og bön-troende. Men også for ikke-troende er bjerget stærkt dragende, og der hviler en atmosfære af mystik og magi over hele området. En vandring rundt om Kailash, kaldet Kailash-koraen, skulle efter sigende give et rent sind samt forladelse for et helt livs synder. 108 vandringer rundt om bjerget fører direkte til Nirvana.

Dans og glidefald
Det er med store forventninger, vi tager rygsækkene på, vinker farvel til vores chauffør og starter turen rundt om Kailash sammen med vores tibetanske guide. Vandringen føles naturlig og ubesværet, selvom vi er i godt 4.500 meters højde og går raskt til hen over sletten.

Det er godt at mærke, at vi er godt akklimatiseret til højden, og vi fokuserer energien på at nyde de spektakulære omgivelser, og det der sker omkring os. Kort inde i turen støder vi på en stor gruppe indiske hinduer. Som en del af deres pilgrimsfærd praktiserer de et ritual, der involverer både storflammende ild, inciterende dans og højlydt sang og trommen – en farverig indledning til den videre vandring gennem de barske bjerge.

Stien løber blidt skrånende opad fra sletten for at fortsætte gennem en rå og storslået, øde gletsjerdal. Der går ikke lang tid, før vi møder de første tibetanere, som tilmed tilbagelægger koraen i glidefald.

Vi er begge imponerede over disse fredelige, stålsatte mennesker, som med ihærdig insisteren i bogstaveligste forstand kaster sig næsegrus for deres tro, uanset om underlaget er sne, klipper eller brusende vand. Det tager 20 til 30 dage at glidefalde Kailash-koraen, og ofte ser man de smilende tibetanere med knæ og hænder viklet ind i beskyttende materiale.

Vi efterlader hver en hårtot, før vi begiver os ind i dødsriget på vej mod genfødslen.

Snestorm over Dira Puk
Vi fortsætter i mere magelig stil og krydser flere delvist tilfrosne småfloder uden at få våde fødder. Da vi nærmer os målet for første dag, klostret Dira Puk, markerer bedemøller og adskillige stupaer, at vi bevæger os ind i et helligt område.

Dira Puk ligger i godt 5000 meters højde, lige neden for den mørke nordside af Kailash. Klostret har sengepladser til de passerende pilgrimme, men forholdene er yderst primitive: Der er intet toilet, end ikke et udendørs das, og det er svært at se, om der har sovet 50 eller 500 svedige vandrere i sengetøjet før os.

Vi er taknemmelige over at have medbragt vores varme og stadigvæk forholdsvis rene soveposer. Efter en kop varm te i det trange klosterkøkken, begiver vi os op mod Kailash’s nordside og gletsjeren Kangkyam i den lave eftermiddagssol. Vi når op i knap 5300 meters højde, hvor udsynet til Kailash er frit og ubrudt, og vi overvældes af følelsen af at være helt alene i verden.

Mens vi nyder udsigten over gletsjeren mod det smukke bjerg, skifter vejret pludseligt fra klart solskin til gråt og overskyet, og der går ikke mange minutter, før det begynder at sne.

Uvejret tager hurtigt til i styrke, og vi bevæger os tilbage mod klosteret i en regulær snestorm. Selvom vejret er dramatisk, og vi ikke kan se mange meter frem, er vi ikke nervøse for at fare vild. Vi vil automatisk blive ført tilbage til Dira Puk klosteret ved at følge dalstrøget ned.

Nej tak til tsampa
Vel tilbage i klostrets varme køkken, byder vores guide igen på te og en håndfuld ekstremt søde kager, mens vi venter på at vores middag trylles færdig. Dagens ret er traditionen tro instant noodles – signaturretten, der serveres overalt i bjergene for turister. Tibetanerne selv sværger til tsampa, der er en håndæltet, ubagt, dejagtig blanding af ristet bygmel og yaksmør-te.

Svigtende eventyrlyst kombineret med en klar bevidsthed om klostrets manglende faciliteter til opretholdelse af selv en rudimentær håndhygiejne, gør, at vi holder os til de ’øjeblikkelige nudler’ og pænt takker nej til at spise tsampa.

Efter en god nats søvn i de varme soveposer vågner vi til en nærende morgenmad bestående af søde boller, sandkage og yaksmør-te. Vi skal tidligt af sted, da en lang vandredag venter forude.

En dag, hvor vi krydser turens højeste punkt, passet Drölma La i 5645 meters højde. Vi ender dog med at forlade klostret som de sidste, da kombinationen af en ekstremt dorsk, fremvraltende russisk vandrer og manglen på klippestykker, som kan tilbyde bare en minimal følelse af privatliv, forsinker morgentoiletbesøget væsentligt.

En symbolsk død
Da alle igen har fået peristaltikken under kontrol, sætter vi af sted og overhaler hurtigt den formastelige russer. Efter et par timers vandring når vi en jævnt skrånende blokmark bestrøet med kolossale klippeblokke, hvor der ligger gamle beklædningsgenstande, hatte i hobetal og diverse personlige effekter. Vi er nået frem til Shiva Tsal. Når en pilgrim bevæger sig ind i området Shiva Tsal, repræsenterer det pilgrimmens indtræden i dødsriget.

Ved vandringen gennem området undergår man en symbolsk død, inden man afslutningsvis genfødes, når man krydser passet Drölma La. De mange personlige efterladenskaber symboliserer, at pilgrimmen er klar til at forlade dette liv og bevæge sig ind i det næste.

Vi efterlader hver en hårtot, før vi begiver os ind i dødsriget på vej mod genfødslen. Stien fortsætter jævnt opad, og små fem timer efter vi forlod klostret, står vi på toppen af Drölma Las saddelpunkt.

Vi holder en pause og nyder den bjergtagende udsigt fra passet, der vanen tro er draperet i tusindvis af farvestrålende bedeflag, som blafrer ivrigt i vinden, mens de sender bønner og gode ønsker ud over verden fjernt under os.

En tibetansk pilgrim vil tilskrive det vandringen gennem Shiva Tsal, mens en rationel vesterlænding sandsynligvis vil pege på pausens betydning, men vi føler os som genfødte i de smukke omgivelser og suger de sidste indtryk til os, før vi fortsætter turen ned fra passet.

Mens vi bevæger os nedad i det undertiden ekstremt uvejsomme terræn, passerer vi igen flere grupper af tibetanske pilgrimme, som tager hele turen rundt om Kailash i glidefald – og selvsagt kan de gentagne sammenstød mellem krop og klippe ikke altid foregå helt gnidningsløst. Der lader til at være kutyme for, at tibetanerne beder de få turister, der er i området, om smertestillende midler, når kroppen udfordres for voldsomt.

En ældgammel mand, som bar på en kæmpemæssig bedemølle, bad os således tidligere på dagen om smertestillende piller til sit værkende knæ. Og i går udleverede vi panodiler mod tandpine og mavesmerter, så det kan anbefales at medbringe et velassorteret rejseapotek.

Snestorm og snorken
Dagen har indtil videre været kold og klar, og solen har, da den endelig fik vristet sig fri af bjergene, skinnet smukt fra en dybblå himmel. Men som i går skifter vejret pludseligt til sne. I et kortvarigt ophold i snevejret er vi så heldige at fange et glimt af Kailash’s vestside.

Det er lidt af et lykketræf, da denne side af bjerget kun er synlig på netop dette sted af koraen. Vestsiden er ellers skjult bag bjergvægge, men her gennembrydes væggene, og for et kort øjeblik er der igen frit udsyn til Kailash.

Snart efter skifter vejret til fuldbyrdet snestorm, så vi er kolde, da vi efter otte timer på farten når frem til klostret Zutul Puk, det andet overnatningssted på ruten. Vi er godt brugte, så efter en kop te og de obligatoriske nudler er det direkte i soveposen, hvorfra der snart lyder en liflig snorken.

Farvel Kailash
Morgenen efter er vi igen tidligt ude af fjerene. Men inden vi begiver os videre ud på det sidste stykke af koraen om det hellige bjerg, kigger vi nærmere på det lille, fine kloster Zutul Puk.

Klostret er ikke nær så overvældende som de ’storbyklostre’, vi har set i Lhasa, men det virker mere autentisk. Det giver indtryk af reelt at være i brug og har ikke samme aura af kinesisk frilandsmuseum, som mange af de større og mere kontrollerede klostre er omgivet af.

Resten af koraen er hurtigt overstået. Stien går jævnt ned ad gennem en forrevet floddal, og efter et par timers afslappet vandring ser vi vores kære chauffør holde ventende i den gamle Toyota Land Cruiser. Vi siger farvel til Kailash og kører videre til Manasarovar-søen for at hvile ud og opbløde rejsens snavs i vandet fra de naturligt varme kilder, der findes ved søen.

Udsigten over den turkisblå sø på baggrund af de hvidklædte Himalayabjerge er fantastisk. Stik mod nord kan vi stadig se den øverste spids af Kailash. Den perfekte afslappende afslutning på trekket rundt om verdens navle.

Den hellige kora

Tibetansk buddhisme fortæller, at man genfødes efter sin død. Genfødslens kvalitet afhænger af, hvordan man har opført sig gennem sit liv. Om man genfødes som menneske, yakokse, hund eller insekt afgøres altså af, hvor meget merit man har optjent i sin levetid.

En måde at optjene merit på er at vandre rundt om hellige steder; det kaldes en kora. En kora kan i udstrækning variere fra en smuttur rundt om et tempel, en stupa eller Potala-paladset til en flere dages strabadserende vandring rundt søen Namtso eller bjerget Kailash.

Uanset koraens længde vil en tibetansk buddhist altid vandre den i urets retning. Man kan optjene yderligere merit ved at foretage koraen i glidefald. Det vil sige, at man kaster sig fuldt udstrakt på jorden efter cirka hvert tredje skridt.

Den typiske Kailash-kora er tilrettelagt, så de 53 kilometer tilbagelægges på tre dages vandring, mens inkarnerede pilgrimme kan vælge at tage hele turen på én lang strabadserende dag. Eller at udføre den i glidefald, en bedrift som tager flere uger.

Det er ærefrygtindgydende at opleve troende bevæge sig rundt om Kailash på denne måde, trodsende både flodernes iskolde vadesteder og de høje sneklædte pas.