Væk fra masserne på vandreruten Lollands Diger

Oversvømmelser og skuddueller

Vandringen videre fra Langø giver udsigt over Albuen; en lang, smal landtange, der grænser af for Nakskov Fjord, som om Lolland havde rakt en lang arm mod nord. En lille håndfuld huse på Albuen ser nærmest ud til at svæve ovenpå vandet, så lavt over havoverfladen ligger de.

I gamle dage boede en flok fiskerfamilier og fyrtårnets fyrpasser herude, og de må virkeligt have frygtet havet, for det lavtliggende Lolland har været udsat for flere frygtelige oversvømmelser.

Digerne blev bygget efter en altødelæggende oversvømmelse sidst i 1800-tallet, som lagde en stor del af Lolland under vand. Mange mistede livet, gårde blev ødelagt, og folk drev til havs siddende ovenpå deres stråtage i bølgerne.

I dag beskytter digerne heldigvis Lolland og har givet friluftsfolket en vandrerute med ubrudte havudsigter og en højdeprofil som en pandekage.

I det fjerne kan jeg se den tyske kystlinje. Skovene, sandstrandene og små sommerhusområder afløser hinanden som perler på en snor langs den solrige sydkyst, hvor jeg med bare tæer begravet i strandsand og rygsækken som ryglæn nyder solen, havet og bølgernes brus.

En shelterplads ved Næsby Strand bliver mit ly for natten, og næste dag bliver det til flere solrige pauser på stranden og æblekage på en kro, inden jeg om aftenen falder i søvn til lyden af skuddueller og countrymusik.

Ved Kramnitse ligger nemlig en western-camp, og det er lydene derfra, jeg har glæde af i mit telt på campingpladsen.

Bålmad og havørn

Sandklitter, marehalm og øde strande ligger langs diget og minder mig mest af alt om den jyske vestkyst. I det fjerne kan jeg se Hyllekrogs hvide fyrtårn i selskab med kæmpevindmøllernes snurrende vinger.

Tæt på Hyllekrog ligger en hyggelig shelterplads, og jeg har virkeligt glædet mig hele dagen til at komme frem, for her har jeg planlagt at mødes med min kæreste.

Inden jeg når frem til shelteret, kommer jeg forbi en flok vilde heste, der er udsat af Fugleværnsfonden for at bidrage til en mere varieret naturtype i området. De græsser på et enormt område langs diget, hvor de har skove, enge og vådområder at boltre sig på.

Lige nu står de i flok med mulerne vendt mod hinanden, som om de var midt i en alvorlig diskussion, og hvem ved – det er de måske også?

Duften af bålrøg møder mig, da jeg nærmer mig shelteret, og sandelig om ikke min kæreste står klar med den helt store bålmiddag – lige hvad der kan glæde en sulten vandrer efter tre dage på vandrestierne.

En mørk skygge går for solen, da vi er ude på landtangen Hyllekrog næste dag. Vi kigger op og ser et fjerklædt svævefly, der glider lydløst ind over os. Det er havørnen, også kendt som den flyvende dør, der med et imponerende vingefang på to og en halv meter skygger for solen. To gange overflyver havørnen os i lav højde, sikkert på vej hen til sin redeplads, for der er ynglende havørne i området.

Fra toppen af fyrtårnet kigger jeg tilbage langs Lollands sydkyst og ruten, jeg har vandret de sidste dage. Solen skinner fra en blå himmel, græsset vajer grønt, bølgerne slår dovent op på sandstranden, og luften genlyder af fuglefløjt.

Tænk at jeg så tæt på mit hjem kunne blive forkælet med vandkantsvandring, havudsigter, vilde heste, havørne og forsvundne øriger.