Vandring langs New Zealands stjålne strande

En syndflod fra oven
Vi vågner tidligt og ser med det samme de varme farver fra solopgangen trænge ind gennem teltets vægge. Vi får hurtigt tøj på, så vi kan se hele farveshowet fra vandkanten med sand mellem tæerne.

Først da farverne forsvinder, laver vi morgenmad og hilser på de canadiske naboer, der fortæller os, at der efter sigende skal falde omkring 50 millimeter regn i dag. Ikke noget vi havde regnet med i landets mest solrige region, men vi skynder os at pakke tingene sammen og kommer af sted.

Stien fletter sig ind mellem træerne i urskoven og henover broer det meste af dagen, og vi beslutter os for at gå smutturen til Cleopatra's Pool, selvom vi har tiden og regnen imod os. Det småregner stort set hele vejen til næste lejr ved Bark Bay, og den sidste halve time står det ned i tykke stråler.

Da vi kommer frem, søger vi ly i den eneste bygning. Der samler sig hurtigt en god flok, så vi på et tidspunkt er 15 mennesker fanget på stedet. Vi udnytter den sidste frie plads til at slå teltet op under halvtaget, løber ud med det og får smidt vores ting ind i det. Endelig er vi i tørvejr i vores lille hule, mens regnen vælter ned i 12 timer, og alle vores forhåbninger om en god nats søvn drukner.

For et par vandfaldfeinschmeckere som os har nattens stormflod været en velsignelse i forklædning.

Menneskeligt tetris
Det regner stadig, da vi vågner tidligt. Der er ikke udsigt til opklaring og fulde af ærgrelse overvejer vi at stoppe turen. Mens vi laver morgenmad og pakker vores sjaskvåde telt sammen, begynder solen heldigvis at skinne gennem de skyer, der har ligget som et tykt, deprimerende tæppe over New Zealands selvproklamerede Sunshine Region.

Med ny energi og overskud fortsætter vi gennem den tætte bregneurskov, men bliver udfordret flere gange undervejs. Det voldsomme regnvejr har oversvømmet stierne mange steder, der har været jordskred, og flere steder er træerne væltet ind over stien.

På en normal dag i Abel Tasman National Park er sandaler nok, men i dag er det hele nærmest forvandlet til menneskeligt tetris, hvor det handler om at få benene til at passe ned i mellemrummene på de væltede træer.

Men store regnskyl er ikke kun dårlige. De fører store, kraftige vandfald med sig, der alt andet lige er enormt imponerende, og for et par vandfaldfeinschmeckere som os har nattens stormflod været en velsignelse i forklædning.

På halvvejen slynger stien sig ned til stranden, hvor det er højvande, og vi går på den sidste meter sand, vandet endnu ikke har nået, krydser en lille flod med taskerne over hovederne og når hen til enden, hvor en boardwalk igen fører stien ind i urskoven.

Satans soldater
Vi vandrer i omkring tre timer hen til den næste lejr ved Awaroa Bay. Solen skinner, og vi udnytter de sidste solstråler til at tørre alle vores ting. Insekterne komme tilbage efter regnskyllet, og sandfluerne, også kaldet Satans Soldater, omringer os hurtigt.

Vi er mildt sagt ikke særligt tolerante overfor insekter, hvis eneste formål er at drive os til vanvid. Det er sandfluerne mægtig gode til, og så snart vi får slået teltet op, barrikaderer vi os i det. Her sidder vi så, ud til New Zealands mest indbydende sandstrande og gemmer os som små børn for sandfluerne resten af dagen, indtil vi igen skal lave vores evigt lækre tun i chili/lime med pasta til aftensmad.

Imens vi forsøger at falde i søvn, bliver vi begge enige om, at vi vandt denne omgang mod sandfluerne, også selvom alle indtil videre ikke har været helt enige med os.

Tidevand og flodkryds
Meget tidligt næste morgen, mens det stadig er mørkt, pakker vi tingene sammen i det beskedne lys fra lommelygten, der snart ikke har mere strøm på. Vi skal krydse bugten ved syvtiden, mens det stadig er lavvande, og hvis ikke vi når det i tide, er vi fanget for dagen.

Da Abel Tasman Coast Track er en vandretur langs kysten, er der et par flodudmundinger, vi skal forcere. Og mellem Awaroa og slutpunktet ved Totaranui er vandreturens eneste flodmunding, der kræver, at man tilpasser sig høj- og lavvande.

Vi skal krydse før Fanden får sko på, og forhåbentlig inden hans trofaste håndlangere får gang i deres djævelske vinger. Vi når det heldigvis, inden nogen af dem får sko eller vinger på og fortsætter mod Totaranui, der ligger 11 kilometer væk.

Til tops inden målet
Mellem os og vores mål ligger Abel Tasmans ærefrygtindgydende bjergkæde, Skinner's Point. Den strækker sig mod himlen til højder på hele 120 meter. Vejen til toppen er velholdt, men stejl, så selvom vi er vant til de Sydfynske Bjerge, trækker bestigningen alligevel et par sveddråber i middagssolen.

Efter en times kamp mod toppen, står vi endelig og nyder den flotteste udsigt over Totaranui Bay, og vi kan nu for første gang se det sidste stykke af vejen inden målet. Fra toppen af Skinner's Point går vejen let nedad resten af vejen.

Solen står højt, og vi er fulde af energi og mod på at vandre endnu længere. Måske fordi vi stadig er høje på adrenalin efter den vilde og udfordrende tur op til Skinner's Point? Men prøvelserne er ikke slut endnu.

Vi slentrer langsomt langs stranden ved Totaranui, velvidende at der stadig er næsten to timer til båden, der skal fragte os tilbage til Marahau, ankommer. Vi kommer til den lille entrébygning, hvor vi skriver os ud i logbogen og sætter os til at vente.

Og gæt hvem vi har æren af at spendere de sidste par timer sammen med? Jep, Satans soldater har fået vingerne på og har tydeligvis en mission om at vinde det tabte tilbage, så de sidste timer bliver brugt på at overveje, hvorvidt den smukke natur og fede vandretur har været kampen med sandfluerne værd? Svaret er et rungende, men lettere kløende: JA!

Abel Tasman Coast Track

Abel Tasman Coast Track er en vandresti, der slynger sig 60 kilometer gennem Abel Tasman National Park. Parken ligger højt mod nord på New Zealands Sydø, hvor landskaberne er vidt forskellige fra de snedækkede bjergtoppe, gletsjere og fjorde, Sydøen er så kendt for. I stedet finder man jomfruelige, tropiske strande og bregnefyldte skove i et område, der er kendt som det mest solbeskinnede land.