Vandring på Silverleden

Monumentet
Fra Hällefors er vi vandret nordpå ad idylliske skovstier på blød skovbund af fyrre- og grannåle og gennem gammel skov med kæmpe graner. Vi passerer flere små, forladte svenskrøde træhuse i skoven, hvor træerne efterhånden kryber tættere og tættere på husene, indtil de til sidst er helt tager over. Efter en kaffepause i en solrig lysning i skoven, hvor vi sidder på et stort væltet træ, må vi videre.

Snart derefter vandrer vi gennem Sävenfors, hvor vi fylder vores vanddunke med køligt vand fra en brønd og beundrer den katedralstore bygning, der står tilbage som et kæmpemæssigt monument over dengang Sävenfors var en travl industriby med jernværk ud til den lille elv. I dag er her bare enkelte huse tilbage. Her virker stort set forladt, for vi møder ingen mennesker.

Snart er vi tilbage på stien i skoven og får nogle af Silverledens i alt 1400 højdemeter at føle. Landskabet bliver mere og mere kuperet, og vi må slide os op af nogle gevaldige bakker.

Det kuperede landskab har imidlertid også skabt en masse fine udsigtspunkter fra de utallige bakketoppe, og på en af dem har en venlig sjæl placeret en bænk, hvor vi længe sidder og betragter de tilsyneladende uendelige store skove og blå skovsøer under os.

Skoven dufter, som kun en svensk nåleskov kan dufte.

Plageånden
Fra det bakkede landskab fører vandrestien os ned til en mindre skovomkrandset sø og en helt perfekt beliggende shelterplads. Shelteret ligger blot nogle få meter fra vandet og med en lille bålplads lige i vandkanten. Det skal være vores ly for natten. Det varer ikke længe, før bålet er tændt, der er te i kopperne, og vi sidder og kigger ud over søens blanke vand. Her er så stille. Ud over en let vind i trætoppene og et par fugle er der absolut ingen andre lyde.

Skoven dufter, som kun en svensk nåleskov kan dufte. Efter aftensmaden lægger vi os til at sove på shelterets bænke, men inden længe springer Rasmus rundt i shelteret som en bandende sprællemand.

Den mest irriterende myg nord for ækvator har drevet ham til vanviddets rand ved konstant at summe i hans ører i dens forsøg på at finde en egnet landingsplads i nærheden af det danske festmåltid. Resolut hiver han inderteltet op af rygsækken og begynder at slå det op inde i shelteret som myggely.

Resten af natten sover vi i fred for de summende, stikkende plageånder, lige til vi tidligt næste morgen vækkes af et par traners trompeterende kald. Morgenkaffen bliver nydt med udsigt over søen, hvor både traner og Canadagæs gør os selskab.

Drikkevandsbrønden
Stien går videre gennem skoven til vi når en lille lysning, hvor de menneskeskabte bjerge af slagger og sten fra minegangene vidner om, at her har været minedrift. Selv her flere hundrede år senere har planterne svært ved at slå rod på stenhøjene, men et enligt birketræ står sejrsstolt på toppen af den ene høj.

Lidt mos vokser spredt rundt omkring på de andre. Vi finder minearbejdernes gamle drikkevandsbrønd og fylder vores vandflasker med køligt, klart vand. En frø svømmer rundt nede i brønden med sine lange ben. Vi tænker, at det forhåbentligt er et tegn på, at vandet er rent, for vi er blevet rigtigt tørstige i sommervarmen.

Lidt derfra ser vi flere ruiner af huse fra dengang jernmalmsminen var en stor arbejdsplads. Der er en hel lille ruinby fra minedriftens tid, hvor kun stenmurene og fundamenterne står tilbage, mens tage, vinduer og alt, hvad der var lavet af træ, er rådnet bort.

Velvoksne træer vokser op inde midt i ruinerne og vidner om, at det er mange år siden her var beboet. Rustne metaldele ligger spredt rundt omkring. Måske resterne af deres værktøj. Enkelte mineskakter er synlige og fører lige lukt ned i jorden.

Generobringen
Bygningerne er ved at blive opslugt af skoven. Hvor længe det mon varer, inden skoven tager området tilbage? Menneskene forlod området for over hundrede år siden – måske udvandrede de til Amerika, eller måske var der ikke længere jernmalm nok i minen til, at det kunne betale sig at bryde det – og da de tog af sted, begyndte skoven en langsom generobring af området.

Nu er det kun stenkonstruktionerne, der endnu ikke har overgivet sig. Det taler vi om, mens vi vandrer videre gennem skoven over flere træklædte fjeldtoppe med udsigt udover Midtsveriges bakkede skovlandskab og blå søer. Der er enkelte fældede felter, hvor skoven for nyligt er ryddet helt bort, og den brune jord ligger tilbage som et ar eller et meteorkrater i landskabet.

Midt på dagen når vi lidt af et drømmeshelter, der ligger lige ned til en stor skovsø. Her er så skønt, at vi ikke kan komme derfra, så vi beslutter at spise frokost her. Herfra går det igen stejlt op af bakke. Vi har efterhånden opdaget, at stien bringer os op på samtlige fjeldtoppe, som ligger i nærheden af ruten. Det giver os masser af formidable udsigter over skove, bakker og søer fra de utallige toppe.

Sølvminen
Et gigantisk hul i jorden og et landskab af stenbakker og stenhøje udgør Sveriges engang næststørste sølvmine, som vi vandrer forbi ud på eftermiddagen. Mineskakterne er nu skærmet af med hegn, så vandrere ikke uforvarende dratter ned i minen, men man kan stadig kigge ned i dybet.

Her har været udvundet sølv, fra dengang minen blev opdaget i 1600-tallet og frem til den blev nedlukket engang i 1970'erne. Fra sølvminen går vi op på et bakkedrag, hvor vi har udsigt over Svartälven, der snor sig som en slange gennem landskabet, inden turen går ned til det lille landsbysamfund Silvergruvan med de typisk rødmalede huse, hvor minearbejderne engang boede.

Her krydser vi Svartälvens fossende vand, inden vi igen går ind i skoven. Her står den på langstrakt svensk skovvandring, ind til vi når en idyllisk shelterplads ned til en sø. Det er længe siden at vi er kommet forbi nogle drikkevandsbrønde, så vi må rense søvandet, inden vi drikker det. Shelteret ligger lige i aftensolens stråler, og vi får hurtigt tændt op på bålpladsen og tilberedt vores frysetørrede aftensmad. Vandringen op og ned af de mange bakketoppe har givet en glubende appetit.

Brusebadet
Da vandrestøvlerne næste dag bærer os væk fra søen og den perfekte shelterplads, byder dagen på en god gang kuperet vandring forbi mindre, forladte miner med fine udsigtspunkter. Da mørke skyer truende trækker sammen, er vi på vej op af en af Silverledens høje toppe, og få øjeblikke efter at skyerne har lukket op for lidt af et brusebad, finder vi her et nybygget shelter, som ikke er på vores kort.

I shelterets læ hænger vi vores jakker til tørre og gør et kraftigt indhug i beholdning vores af chokolade og kaffe. Da det efter en times tid klarer op, kan vi se, at shelteret ligger med en vidstrakt udsigt, som må være fantastisk på en klar dag.

Herfra går det ned ad bakke til Hällefors, men først passerer vi gennem Sveriges ældste forlystelsespark, hvor minearbejderne nok har hygget sig og slappet af på deres få årlige fridage. Endelig vandrer vi ind i Hällefors' bebyggelse efter tre spændene og anderledes vandredage i idyllisk Bergslagsnatur og gamle miner. Vi har ikke mødt en eneste anden vandrer på hele turen.

400 år med miner

Sølvminen, som Silverleden er navngivet, efter blev opdaget i starten af i 1600-tallet og var på et tidspunkt Sveriges næststørste sølvmine. Dette område af Sverige er særligt rigt på mineraler, og minedriften har været et utroligt stort erhverv, hvilket stednavne som Kopparberg, Silverhöjden, Zinkgruvan og Guldsmedshyttan vidner om.

Omkring sølv-, kobber- og jernminerne voksede landsbysamfund med minearbejderne og deres familier frem. Nogle steder boede der adskillige hundrede mennesker i disse små samfund, men efterhånden som minedriften mistede sin betydning, og folk udvandrede til Amerika eller flyttede til byerne, blev disse samfund forladt. I dag er det kun ruinere, der ligger tilbage i skovene.