Min ild

Jeg kan godt blive sådan lidt, ja, stolt over mine bål. Og dét selv om de sjældent betyder noget særligt for andre end mig. Faktisk kan jeg godt lide idéen om, at et godt bål handler om at gøre sig umage, og jeg kan godt lide at tage den følelse med mig uden for bålpladsen. For på den ene side er der noget vildt og uforudsigeligt ved bål, og på den anden side er der et strengt regime omkring forberedelserne af det gode bål.

Den kombination tiltaler mig i alle aspekter af livet. Livet er jo totalt uforudsigeligt, men det bliver nemmere at finde vej i, hvis man gør sig umage, forbereder sig og opfører sig ordentligt. Sådan er det også med ilden. 

For mig findes der en styrke i at lave bål, og her taler jeg ikke om vildmanden eller urmennesket i mig. Jeg taler om, at det, jeg kan med bål, det kan jeg næsten overføre én til én til mit eget liv. Hvordan kan jeg få livet til at brænde bedst muligt mellem mine hænder? Det er jo et mindre mirakel, at jeg overhovedet er her.

Min mor og far skulle møde hinanden. Den sædcelle, der var mig, var den, der skulle komme først. Min mor skulle gå med mig i ni måneder, hvor alt i maven skulle lykkes, ligesom alt andet efterfølgende har skullet falde på plads de rigtige steder, for at jeg siden kunne sidde her ved mit bål med min notesbog og skrive dette.

Måske det også er derfor, jeg synes, jeg skylder mig selv at leve livet så godt, jeg nu kan. Altså sådan rigtig leve det. Tage chancer, gribe muligheder, ikke være bange for at fejle eller for nederlag i det hele taget. Gå mindre op i sejre, men i stedet fejre mulighederne.