Du er her:
  • Europa
  • Costa Cálida i havkajak

Costa Cálida i havkajak

Langs Spaniens vilde kystlinje

Delfiner og bratte klipper, grotter og øde sandstrande, underjordiske søer og halvmånebugter. Murcia-regionen indbyder til havkajak i et vildt område, der desuden lokker med omtrent 320 dages solskin om året.

P1080809.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Foto: Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 04. mar 2022

Delfiner og bratte klipper, grotter og øde sandstrande, underjordiske søer og halvmånebugter. Murcia-regionen indbyder til havkajak i et vildt område, der desuden lokker med omtrent 320 dages solskin om året.

En sølvskinnende, slank torpedoformet krop springer ud af vandet, mens solen glimter i en rygfinne. Egentligt har vi afsluttet dagens padleetape og lagt kajakkerne på land på stranden ved den gamle mineby Portman, da min kæreste, Rasmus, får øje på en delfinflok et lille stykke fra kysten.

Det tager ikke mange splitsekunder at beslutte, at padledagen slet ikke er slut endnu. Kort efter ligger vi i kajakkerne omgivet af en delfinflok på fisketur.

Snart dukker de op på den ene side af kajakken, og snart på den anden. Det virker ikke, som om de har noget mod vores tilstedeværelse. Vi hører fløjt og prust, og nogle delfiner springer helt op af vandet og maveplasker ned i havet i nærheden af os.

Vi ligger i kajakkerne på havet sammen med delfinerne i en halv times tid, inden de svømmer videre mod nye eventyr, og vi må sande, at delfinen med sin strømlinede krop og formidable svømmeevner er en gruppe kajakroere helt overlegen.

Det er umuligt at følge dem på deres videre færd, og vi vinker farvel med et fantastisk minde på nethinden og grinende højt af lykke. Det er en perfekt afslutning på vores første padledag langs Costa Calida, Murcia-regionens vilde og smukke kystlinje.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

P1080903

Farvel til bebyggelsen
Tidligere samme morgen er vi padlet sydpå fra Cabo de Palos; et kap, der med forræderiske og sylespidse undersøiske klipperev, som ligger og lurer få meter under vandoverfladen, er skyld i, at dykkere nu har så mange vrag at dykke på i dette område.

Bag os ligger kappets fine fyrtårn, mens vi padler sydvestover langs den forrevne klippekystlinje, hvor klipperne kaster sig i havet som silhuetter i flere lag bag hinanden.

Vi har slået følge med to entusiastiske spanske friluftsfolk, Alex og Carlos, der kender kysten som deres egen bukselomme. Efter få kilometer på vandet har vi lagt de bebyggede strandområder bag os og stævner ud mod små 20 kilometers vild, uberørt og forrevet klippekystlinje

. Små, isolerede strande skjuler sig blandt klipperne og er kun tilgængelige fra vandet eller via en lang gåtur gennem naturreservatet. Under kølen har vi utroligt rent og turkisfarvet vand. Det er nærmest som at padle rundt i et badekar eller akvarium, hvor vi tydeligt kan se bunden mange meter under os.

P1080955

Oaser og huler
De sorte, takkede klipper styrter sig i havet, og efter et par timers padling får vi øje på en oase, nemlig en lille, isoleret sandstrand med gyldent sand. Vi lægger kajakkerne på land, og spiser vores frokost med tæerne boret ned i det lune sand.

Efter frokosten bader vi i havet, som i maj måned stadig er forfriskende køligt. Vi padler videre langs kysten. Enkelte fiskere prøver lykken fra klipperne, mens flere mennesker benytter sig af afsondretheden ved de små isolerede strande til at spadsere rundt uden en trevl på kroppen. Da vi slutter dagens padling i Portman, har vi næsten ingen mennesker mødt hele dagen.

Næste dag lægger vi ud i den historiske havneby Cartagena og padler forbi havnebassinets mange lystyachter. Et par kilometer fra havnen træffer vi et par lokale kajakroere, der byder os velkommen på vandet og meget entusiastisk beretter om områdets mange kajakseværdigheder, grotter og strande. Vi følger deres råd og padler ind under en naturlig bro, hvor den hvide klippe har formet en bue over havet. Snart hopper vi ud af kajakkerne og klatrer rundt på klippen.

Vi fortsætter langs kysten. Padler ind gennem en smal grotte, hvor man lige akkurat kan mase sig igennem en smal sprække i kajakken. Snart er vi ude i sollyset igen.

Jeg surfer af sted, nyder farten og forestiller mig, at jeg er på en rutchebane.

P1080838

Ind i katedralen
Klipperne på den her strækning er et farveorgie i røde, hvide, brune, grå og grønlige nuancer. Havet er turkisblåt og utroligt rent.

Vi spiser vores frokost på en solbeskinnet strand, og da vi går i vandet igen, er vinden vendt og bølgerne blevet høje. Mellem de store bølger kan jeg se Rasmus' og Carlos' røde kasketter stikke op fra en bølgedal, mens stævnen på min kajak peger ned ad bølgen. Jeg surfer af sted, nyder farten og forestiller mig, at jeg er på en rutchebane.

Højt oppe på en klippeskrænt får vi øje på en mørk fordybning i klippen. Carlos peger ind mod kysten. Vi får lagt kajakkerne højt oppe på stenstranden og fortøjet dem solidt til et par klippeblokke, inden vi følger efter Carlos op ad en smal sti, til vi står foran grotten.

Et katedral-stort rum åbenbarer sig, og vi svømmer i mørket i grottens ferskvandssø med regnvand, der gennem tiden er sivet ned gennem klippen, mens vores undervandslygter lyser op.

P1080921

Til den underjordiske sø
Dagen efter har vi pakket klatregrej i kajakkerne. Efter en kort strækning langs rødlige og sandfarvede klipper lægger vi kajakkerne ind til en øde stenstrand med turkis vand i en halvmåneformet bugt. Vi går op af bjerget, til vi kommer til et gigantisk hul i jorden – en hule, som vi vil rappelle ned i.

Bag os og langt under os ligger de farvestrålende kajakker på rad og række på den øde strand. Vindtørre buske klatrer op af klippesiderne. Spaniens vilde kystlinje med klart vand og øde bjerge strækker sig, så langt øjet rækker.

Jeg får klatresele og hjelm på, bliver spændt fast i et forankret reb og tager det første skridt ud over kanten. Heldigvis mærker jeg med det samme, at rebet bærer mig, og jeg nyder oplevelsen, mens jeg rappeller de cirka 16 meter ned i dybet.

Et enligt palmetræ står med grønne takkede blade i bunden af hulen. Det strækker sig op mod lyset. Vi vandrer videre ned i mørket, hvor en underjordisk sø viser sig. Et blåt skær i den fjerne ende af søen afslører, at der er en passage ud til havet, en undersøisk tunnel på 15 meter.

Solens stråler når aldrig ned og opvarmer søens vand, som er frysende koldt, eller sådan føles det i hvert fald i det ellers meget varme klima.

Jeg har taget en snorkel med for at kunne opleve det undersøiske grottelandskab, og med et langt spring fra en klippeblok ved søens bred lander jeg med et hyl og et gevaldigt plask i det kølige og klare vand og svømmer hen over undersøiske stalagmitter, som jeg studerer gennem dykkermasken.

P1080689

2000 meter over bunden
Vi spiser god frokost på stranden med baguette, lokal ost og skinke og hopper så i kajakkerne igen. Vi passerer flere perfekte små strande, som kryber sammen under klipperne. De er skjult for alle andre end dem, der ankommer ad søvejen.

Foran os ligger nu Cabo Tiñoso, et kap med imponerende høje klipper, lodrette som vægge og flere hundrede meter høje i rødlige og grålige nuancer. Havet opfører sig vildt rundt om kappet, og vi bliver kastet hid og did af bølgerne og krapsøen og sørger for at holde god afstand til klipperne, så vi ikke bliver kastet op mod dem og revet til råkost.

Oppe på klippesiderne er der mange grotter, hvor vandet ruller ind med bølgerne og strømmer ud som små vandfald med hvide skumsprøjt. Inde ved den vilde kyst har klipperne formet en bue eller naturlig bro, som Rasmus med tungen lige i munden og fuld koncentration padler igennem, ridende på de store bølger ganske nær klippevæggen.

Ved Cabo Tiñoso er havet 2000 meter dybt, og er man heldig, kan man sommetider se hvaler her. Bølger og krapsøer skjuler dog hvalerne for os denne dag.

Vi padler ind gennem de mørke gange, til vi er helt skjult for solens stråler, og dagslyset kun anes som et svagt skær for enden af den mørke grottegang.

P1080743

Som gamle sømænd
Efterhånden er vi ved at være rigtig trætte i armene. De lodrette klipper bliver bare ved og ved, men efter seks kilometer viser en lille åbning sig pludselig i den grå klippevæg. Vi padler gennem en smal passage, og en lille naturhavn åbenbarer sig for os.

Det er en fin bugt med en sandstrand og turkisblåt vand. Pausen i læ bag klipperne på stranden er tiltrængt. Vi kaster os over vand og proviant. Den koncentrerede padling har givet god appetit. Da vi bryder op, er der ikke langt igen, før vi kan gå i land for dagen.

Vi runder en pynt, og den lille by La Azohia med de hvidmalede huse og de ranke palmer er et kærkomment syn. Med en vuggende gangart, som gamle sømænd, der går i land efter måneder på havet, kan vi snart bevæge os rundt på landjorden igen. Vi styrer direkte ned af den palmeflankerede kystvej mod den nærmeste café med havudsigt og iskold juice.

P1080720

Forhistoriske huler
Næste morgen steger solen os atter fra en skyfri blå himmel. Vi lægger fra land ved endnu en lang, mennesketom sandstrand. Dagens første mål er Lobos-grotten, eller Ulvegrotten, hvor vi padler ind gennem de mørke gange, til vi er helt skjult for solens stråler, og dagslyset kun anes som et svagt skær for enden af den mørke grottegang.

Vi holder en lang pause ved en sandstrand, hvor vi bader, inden vi padler videre og spiser frokost på stranden under klipper med menneskeskabte huler. I forhistorisk tid boede her mennesker.

Jeg kan ikke modstå fristelsen til at klatre op af de indhuggede, glatte klippetrin for at inspicere de ældgamle menneskeboliger, og må sande at det altid er nemmere at klatre op end at klatre ned igen. Med hjælp fra Rasmus og instruktion fra resten af vores gruppe lykkes det til sidst at komme ned igen, så vi kan padle videre.

Vi runder endnu et kap, Cabo Cope, med lodrette klippevægge ned til vandet, grotter og imponerende klippeformationer. Bølgerne kommer tilsyneladende fra alle retninger, og vi må koncentrere os om at ro, mens vi nyder synet af det imponerende klippelandskab, inden vi efter nogle kilometer langs stejle klippemure går i land ved den lille havn i Calabardina.

Med 28 kilometer i armene den dag er vi klar til at ramme tapas-barerne og smage på nogle af områdets specialiteter, mens vi kan se tilbage på en fantastisk kajakoplevelse.



P1080762

Pas på kappene

De to kap, Cabo Tiñoso og Cabo Cope, kan byde på krapsø, bølger og vindblæste stejle klippevægge ned til vandet. Det er ikke muligt at komme i land på en strækning over flere kilometer. Overvej at tage af sted med en lokalkendt kajakguide. Solen er stærk i disse egne, så husk solhat, solbriller og solcreme med høj beskyttelsesfaktor.



Costa Calida

Murcia-regionens kystlinje, også kendt som Costa Calida, byder på 252 kilometer padling i klart Middelhavsvand, og med en række naturreservater er en stor del af kysten bevaret som vild natur. Her er stejle klipper, grotter og gyldne sandstrande med perfekte muligheder for padlere og vandrere.

Cabo de Palos er en kendt dykkerdestination med mange vrag og undersøiske bjerge. Udover kajak og dykning er området også godt til vindsurfing, kitesurfing, mountainbiking, snorkling, klatring og vandring. Langdistancevandreruterne GR-7 og GR-92 passerer gennem området.


P1080925

FAKTA

ÅRSTID
Her er ingen grund til at vinterparkere kajakken – kajaksæsonen ved Costa Calida varer hele året. Murcia-regionen er velsignet med et klima med milde vintre og over 320 årlige solskinsdage. Maj er den bedste måned at se hvaler og delfiner.

TRANSPORT
Flyv for eksempel retur til Alicante fra omkring 900 kroner. Fra Alicantes lufthavn kan man tage bussen til Murcia, hvor man skifter til en bus, der kører til Cabo de Palos ved kysten, et godt sted at starte kajakture fra. Tjek www.autocarescostazul.com

OVERNATNING
Langs kysten findes et stort udvalg i alle budgetklasser; fra campingpladser til fornemme hoteller. I Spanien er det forbudt at overnatte i telt på stranden. Længste afstand mellem overnatningssteder er 30 kilometer

KAJAKUDLEJNING
Costa Adventure tilbyder kajakudlejning samt skræddersyede kajakture med kajak og guide. Priserne starter ved 50 euro for en dags kajakleje eller 100 euro med kajak, guide, frokost og transfer. Ved en større gruppe på flerdagstur er det muligt at opnå en bedre pris. Læs mere på www.costaadventure.es 

INFO
Find mere information om regionen, overnatning, transport osv. på www.murciaturistica.es/en. På www.spain.info/dk finder du mere information om at rejse i Spanien.

Opdag Verden var inviteret til Spanien af Den Spanske Stats Turistråd

Andre spændende artikler


På weekendtur i Flekkefjord

På weekendtur i Flekkefjord

3500 km i kajak til Istanbul

3500 km i kajak til Istanbul

Fabelagtige norske padleoplevelser

Fabelagtige norske padleoplevelser

Log ind