Du er her:
  • Europa
  • På solsiden af Sierra Nevada

På solsiden af Sierra Nevada

Skjult skønhed i skyerne

1.jpg
Skrevet af: Elin Sætersdal - Foto: Peter Basset/Cabalgar Rutas Alternativas, Sierra y Mar, Patronato Provincial de Turismo de Granada og Elin Sætersdal
Opdateret den 12. mar 2020

På sydsiden af Spaniens Sierra Nevada-bjergkæde klæber maurernes gamle landsbyer sig til de bratte bjergsider. Las Alpajurras er et af Spaniens vildeste områder med vandrestier, bjergtoppe, stærk lokal kultur og et fortrinligt køkken.

 ”Du græder som en kvinde over det, du ikke magtede at forsvare som en mand!”
Vi kører over passet Suspiro del Moro, ’Maurernes Suk’, hvor den sidste af de mauriske emirer i Spanien, Boabdil, ifølge legenden stjal et sidste blik ned over sin elskede by Granada. Han kunne ikke holde tårerne tilbage, men der var ikke megen medfølelse at spore i hans mors, Aixas, svar.

Jeg skal den samme vej, som Boabdil og hans følge drog den dag i 1492, da de blev fordrevet fra Granada til bjergene bag byen. Der er kun 50 kilometer fra Solkystens strande til den Ibiriske Halvøs højeste top, 3479 meter høje Mulhacén, og bjergsiderne her er stejle.

Lidt solstråler trænger gennem skylaget og lyser ned på tre små flækker højt deroppe. Det ser helt uvirkeligt ud. En postkortperfekt beliggenhed, der kan tage pusten fra de fleste, ligger de tre bjerglandsbyer Pampaneira, Bubión og Capileira højt deroppe på den stejle vestvendte kant af den dybe kløft Poqueira.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

4

Flygtede til dalene
Fra den nederste af de tre landsbyer, Pampaneira, fortsætter vi helt bogstaveligt op i skyerne. Chaufføren trykker hornet i bund i hårnålesvingene. Jeg lukker øjnene. Hopper af bussen ved endestationen tæt på Europas sydligst beliggende alpine skianlæg.

Fredelige Capileira ligger i 1450 meters højde. Jeg suger den friske bjergluft ned i lungerne. Sierra Nevadas sydvendte skråninger er en grøn, solrig højlandsoase, der bliver brudt af smukke, skovklædte dale og dybe kløfter.

Her er så mange forskellige mikroklimaer, at området er erklæret beskyttet bioreservat af UNESCO. Det var samtidig maurernes sidste skanse i Al-Andalus. Da spanierne generobrede området efter næsten otte århundreder, fik maurerne valget mellem eksil eller konvertering til kristendom.

De, der ikke ville nogle af delene, flygtede til bjergene og bosatte sig i disse afsidesliggende, utilgængelige dale. Her holdt de stand i 100 år. Så blev området glemt.

3

Sjælden tidløshed
Da den engelske forfatter Gerals Brenan kom her til i 1919 og skrev bogen South From Granada, beskrev han Las Alpajurras som isoleret land; isoleret fra omverdenen af de næsten ufremkommelige bjerge.

Selvom det er blevet langt lettere at komme til Las Alpajurras i dag, så er området stadig en verden for sig selv. Her er en sjælden følelse af tidløshed. Her er meget stadig, som det var på maurernes tid med okser foran ploven, æslet som transportmiddel og fredelige landsbyer, hvor turister aldrig sætter en fod.

Et sted, hvor tiden går en anelse langsommere, og den moderne verden føles langt borte. Et storslået landskab af høje toppe, dybe dale, fantastiske udsigter og små, hvidmalede landsbyer, den ene smukkere end den anden.

Et netværk af gamle stier forbinder de charmerende landsbyer og slynger sig på kryds og tværs, gennem figenlunde og kastanjeskove og helt til bjergtoppene. Mit mål er den højeste af toppen, Mulhacén.

11

Djævlens Rift
Selvom her er høje og ret let tilgængelige toppe, er her langt fra overrendt. Du møder måske en hyrde eller to. Det er det. Sierra Nevada er lidt glemt blandt vandrere, men det burde bjergene ikke være:
”Det her er ikke Andalusien. Det er ikke Spanien, ikke Europa. Det her sted er helt sit eget,” siger de lokale til mig.

Og de har ret. Maurernes arv er allestedsnærværende. De udnyttede kendskabet fra de marokkanske Atlasbjerge og efterlod sig en helt særegen arkitektur. Kasseformede huse med flade tage og markante skorstene hober sig op over hinanden og følger konturerne i det vertikale landskab, mens tianos, blomsterfyldte terrasser ligger over de smalle gader og skaber tunneller.

I en labyrint af ældgamle boliger for folk og dyr, kringelkroge og pludselige dramatiske udsigter. Den nederste del af Capileira hænger på kanten over Tajo de Diablo, Djævlens Rift, og er lige til at få sug i maven af.

Jeg går ned ad de gamle stier, der i sin tid blev brugt af de maurerske silkehandlere, og forbi deres gamle bopladser på små terrasser. Små vandløb strømmer over stien. Det er smeltevand fra toppene og sød musik i mine ører.

Området her er tørt, men stadig frugtbart takket være acequias, sirligt anlagte afvandingskanaler flankeret at alpine blomster. De gamle vandveje holder stadig landskabet grønt og frodigt. De bliver vedligeholdt af gårdejerne, og de er en fryd at vandre langs. Og de gør det svært at fare vild.

5

Vaskeægte flamenco-cowboy
Den herlige lyd af rislende vand høres også i landsbyernes gamle drikkefontæner. Efter en del op og ned, kan jeg mærke det i benene, og det gør godt at sætte sig på en smuk hvid plaza i Pampaneira, der netop er kendt for sine mange fontæner, tianos med en overflod af blomster og endda en lille chokoladefabrik.

På Abuela Ili Chocolate vanker der smagsprøver i massevis. Hvid chokolade, chokolade med mango eller med peber. Det kan give hovedpine bare at skulle vælge!

”Bare smag! Smag mere!” smiler Mauricio bag skranken.
Jeg er ikke svær at overtale. Da jeg vandrer videre med kurs videre mod Capileira, er det med rygsækken fuld af den skønneste chokolade. Rafael, politologen fra Madrid, der blev flamenco-cowboy i Las Alpajurras, har i over 20 år redet på maurernes gamle stier og har aldrig set sig tilbage.

Altid med en lasso, et smil og en sang på tungen. Vi rider sammen på stierne, som svinger sig op. Med imponerende sikkerhed ved hestene nøjagtigt, hvor de skal placere de fire hove, præcis lige så sikre til fods som de lokale stenbukke. Rafael synger sine spanske folkesange. Det er ikke uden grund, han bliver omtalt som en flamencocowboy.

6

Dans og skinke
”At ride er som at danse,” siger Rafael entusiastisk.
Armenes vinkel, når man holder tøjlerne, og kroppens holdning i sadlen er den samme som i flamenco.

Kastagnetterne er som hestenes hove. På den anden side af bjerget når vi frem til nye landsbyer, skridter gennem smalle brostensbelagte gader, som snor sig mellem hvide huse med blomsterfyldte balkoner.

En pause og en forfriskning er på sin plads. Her er stadig barer, hvor man kan binde hesten uden for, og hvis vi ikke ville gide stige ned, så er det også muligt at få serveret en iskold fadøl på hesteryggen.

Vi rider videre på skråninger tæppelagt med vilde urter, hvor hestenes hove spreder skyer af dufte fra oregano, lavendel, timian og rosmarin, ind i en sidedal til den højest beliggende landsby i Spanien. Her er det duften af skinke, der dominerer.

Gemt væk inderst i kløften, helt bogstaveligt talt ved vejens ende, ligger Trevélez. Vi leder hestene gennem smalle stræder til en stald med havre i krybberne i den øverste og ældste af landsbyens tre dele.

Vi er 1600 meter over havets overflade. Bag vinduer hænger skinker helt tæt, og de beskæftiger næsten hele landsbyen.
”Hvad smager mon bedre end verdens bedste skinke efter en lang dag i sadlen?” siger Rafael med et smil.

7

‘Ismænd’
Andalusien er kendt for sine bjergluftstørrede skinke, jamón serrano, og skinkerne fra Trevélez siges at være de bedste. Få skinkeskiver smager bedre end dem, der er modnet i de friske bjergvinde ved foden af Mulhacén.

Hårdføre ’ismænd’, der bragte is ned til byen og magthavernes drinks, var tidligere de eneste, der begav sig op til toppene i Sierra Nevada, men du behøver ikke være specielt sej for at gøre turen for fornøjelsens skyld.

Husk blot på, at selvom det er relativt let, så er det stadig højt. Den altid smilende Paco på turistkontoret i Capileira sukker lidt opgivende:

”Der er mange, der kommer her op fra Costa del Sol og tror, de bare kan begive sig direkte til tops. De tænker ikke over, at de faktiske er mere end 3000 meter over havets overflade. Der skal man være forberedt på alt; regn, sne og iskolde vinde når som helst. Det betyder lange bukser, hue og vanter. Jeg må minde folk om det hver eneste dag!” fortæller han.

En tidlig morgen kører vi gennem nåleskovene mod Sierra Nevadas tårnhøje toppe. Det er kun minibussen fra turistkontoret, der har tilladelse til at køre helt op til Parque Nacional Sierra Nevada, Spaniens største nationalpark.

8

Begravet på bjerget
Vi bliver sat af i 2700 meters højde. Javier og Pedro fra Barcelona og Philip fra England har også Mulhacén som dagens mål, og vi bestemmer os for at gå sammen. Ingen af dem er specielt bjergvante, siger de.

”Når du bor i Norge, må du være vant til at gå op på toppe som den her hele tiden,” siger Javier og bliver overrasket, da jeg fortæller, det er min første top på over 3000 meter.

Ruten er stenet, men ikke forfærdelig stejl, og det er ganske let vandring. Åndedrættet er blot en anelse hurtigere end normalt på grund af højden. Efter et par timer når vi toppen af Den Iberiske Halvø. 3479 meter over havets overflade.

Her er et stenkapel og en utrolig udsigt til alle sider. På en klar dag kan man se til Afrika. Mulhacén er opkaldt efter Boabdils far, Abu I-Hasan Ali, eller Muley Hacén som spaniolerne kaldte ham.

Han kæmpede hårdere end sin søn og nægtede at overgive Granada. Ifølge legenden blev han begravet her oppe. Dem, der begravede ham, blev dræbt, da de kom ned fra bjerget igen, så ingen kunne vide, præcis hvor han lå begravet.

Vi går 400 stejle højdemeter ned og kommer i god behold frem til det lille stenhus Refugio la Caldera i 3065 meters højde, akkurat da skyerne lægger sig over bjergets top. Her fejrer vi bestigningen med det, man tager med sig i bjergene på de her kanter, nemlig chorizo og skinke.


9

En optimist i Andalusien

Las Alpujarras’ idylliske, gamle bjerggårde, der ofte hverken har strøm eller en vej til døren, frister folk, der drømmer om et enklere liv, ro i sjælen og jord på hænderne. En af dem er bandet Genesis første trommeslager, Chris Stewart, som gjorde drømmen til virkelighed og skrev tre humorfyldte, underholdende bøger om det.

Driving Over Lemons – An Optimist in Andalucía, A Parrot in the Pepper Tree og The Almond Blossom Appreciation Society handler alle om tilværelsen på gården El Valero. Den første er oversat til dansk under titlen. Citroner på vejen – En optimist i Andalusien.


Masser af ruter

I Las Alpujarras har du et fantastisk turlandskab lige uden for døren. Her er 70 pittoreske landsbyer at vandre mellem og utallige markerede ruter, der varierer i såvel længde og sværhedsgrad som antallet af højdemeter undervejs. Udover Mulhacén (som du også kan nå til tops på direkte fra Trevélez) er det flere toppe på over 3000 meter, du kan bestige.

Veleta på 3305 meter, det næsthøjeste bjerg, er for eksempel ret populær. En anden fin tur op i højderne går til Siete Lagunas; syv småsøer i 2900 meters højde. Du kan finde masser af beskrivelser af vandreruter i bøgerne Walk! the Alpajurras af Charles Davis og Lonely Planets Hiking in Spain.


12

Plato alpujarreño

Las Alpujarras’ køkken byder på uhøjtidelig, men fortrinlig bondekost lavet på lokale råvarer med masser af godt kød og specielt skinke.

Specialiteter inkluderer plato alpujarreño med stegte æg, chorizo, skinke og kartofler; sopa alpujarreña, der er en suppe med mandler, skinke og æg, patatas a lo pobre, ”fattigmandskartofler”, der er stegt i olivenolie med paprika, løg, hvidløg; cordero a la moruña, der er maurisk krydret lam; og migas, der er en gammel maurisk hyrderet med et twist, hvor brødterninger steges i olivenolie med løg, bacon og frugt.

Og man må ikke glemme de søde, mauriske sager med ingredienser som honning og mandler. Det gør bestemt ikke noget, at maden ofte nydes på en lille, hvid plaza sammen med lokal vin fra Europas højest beliggende vingårde.

Find din næste tur her


Priser fra 3.195,-
Fællesture
Vandreture på Gran Canaria

Vandreture på Gran Canaria

Ruteforslag
GR221 - Mallorca

GR221 - Mallorca

3.495,-
Fællesture
Vandring på Mallorca

Vandring på Mallorca

Andre spændende artikler


Danske ekspeditionshistorie 1-3

Danske ekspeditionshistorie 1-3

Canada – Brasilien til hest

Canada – Brasilien til hest

På hesteryg gennem Sierra Nevada

På hesteryg gennem Sierra Nevada

Log ind