40.000 kilometers vandring i Danmark

Lejligheden i Nørre Lyngvig er Oles første faste bopæl, siden han var i tyverne. Ellers har han sovet enten i telt, på vandrerhjem eller herberg. Nogle gange er han også blevet inviteret indenfor hos folk, ofte hos ældre ensomme mænd, som var glade for én, de kunne snakke med. Ole har også været på flere længere højskoleophold, men er hele tiden vendt tilbage til livet i det fri med rygsækken på skuldrene og den friske luft i lungerne.

“Noget af det bedste er at vandre af sted en tidlig forårsdag, hvor det hele begynder at spire og røre på sig, og man hører lærkerne synge over heden. Så bliver man nærmest suget ind i naturen.”

For den erfarne vandrer betyder oplevelserne undervejs meget. Han er glad for at have mødt og lært så mange mennesker at kende rundt omkring.

En fjer i brisen
Ole husker en juniaften for nogle år siden, da han var indlogeret på Katrinedal Vandrerhjem i Midtjylland. Han havde købt tre ørreder, som et par damer tilbød at tilberede mod, at de kunne spise sammen.

“Efter maden sad vi og snakkede i den smukke forårsnat til den lyse morgen. Det var jo ikke noget, der var aftalt på forhånd. Det var helt tilfældigt, at vi kom til at snakke sammen. Oplevelser som denne er altid gode, og dem har jeg haft masser af.”

Ole lægger fiskekniven fra sig og sætter sig ved et lille lakeret træbord i lejlighedens største rum, der tjener som både stue og køkken. Han mener, det er tilfældighederne, der har styret hans vandringer - som var han en fjer i en let brise. Uden at tænke over det er han blæst rundt de fleste steder i landet.

“Jeg har været på kryds og tværs af samfundet,” siger Ole og fortæller om et job, han havde i et seismografisk firma i 1967. Her lagde han målelinier ud over store arealer, der kunne måle rystelser i undergrunden.

“Det er lidt på samme måde med mig. Jeg interesserer mig for, hvordan tingene ser ud, hænger sammen, og hvad der er under overfladen i vores samfund.”

Gigt i skuldrene
Men de lange dagsmarcher har sat sine spor. For et par år siden fik han gigt i skuldrene med store smerter til følge.

“Jeg er blevet slidt op af at gå med rygsæk. Det er en erhvervsskade,” siger Ole, der af samme årsag har fået tildelt førtidspension.

Men trods de fysiske skavanker vil han gerne på farten igen.

”Jeg har ventet flere år på at blive opereret. Det har været en kamp at overbevise lægerne om, at det er påkrævet.”

Den ekstreme vandrer mener, at man nærmest bliver diskrimineret, hvis man i dag ikke har nogen fast bolig. Så hører man ikke til den del af samfundet, der kan tillade sig at stille krav. Dog er det nu lykkes ham at finde et hospital, hvor lægerne gerne vil operere ham sidst på efteråret. Går operationen godt, og forsvinder smerterne, køber Ole en ny rygsæk, der fordeler vægten ned på hofterne. Og så er det ud og strække benene igen!

Nøjsom
En vigtig del af Oles liv er nøjsomheden.

“Det har fascineret mig, hvor lidt jeg har kunnet leve af. Den vigtigste ejendom har været min rygsæk.”

Når han ser, hvordan vi omgås med og forbruger tingene, bliver han bekymret.

”Vi tager jo bare uden at give noget igen – vi har kun tingene til låns. Vi er kommet for langt væk fra det, der er naturligt, og en dag vil ressourcerne slippe op. Så skrider tingene.”

Ole er dog ikke bange for fremtiden.

“Jeg håber, at jeg kan nå at leve så længe, at jeg ser noget mere af det, der sker med verden.”

I første omgang beholder han den lille lejlighed i Nørre Lyngvig som en fast base, hvorfra han vil tage ud på kortere eller længere ture. På sigt kunne han dog godt tænke sig at flytte ud på en lille ø og etablere sig i et gammeldags hus.

Udenfor er det efterhånden holdt op med at regne, og de grå skyer letter lidt. Ole rejser sig fra det lille bord, går hen til den åbne udgangsdør og kigger ud mod den vestlige horisont, hvor klitrækkerne tegner deres kuperede profil gennem regndisen.

Artiklen er første gang bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 41 april/maj 2001