650 kilometer på Jordan Trail

Jordan på langs

Pernille og Asger sætter ud for at vandre gennem Jordan. 44 dage med hede ørkener og labyrintiske klippekløfter, en vild sandstorm og en sagnomspunden oldtidsby, et enormt beduinbryllup og et væld af gæstfrie folk, der inviterer inden for.

DSC05587.jpg
Skrevet af: Pernille Hansen og Asger Andreas Madsen
Opdateret den 22. maj 2023
Læst af: 10546

Pernille og Asger sætter ud for at vandre gennem Jordan. 44 dage med hede ørkener og labyrintiske klippekløfter, en vild sandstorm og en sagnomspunden oldtidsby, et enormt beduinbryllup og et væld af gæstfrie folk, der inviterer inden for.

Duften af nybagt brød spreder sig i den lille landsby, og en lille dreng åbner en rusten, faldefærdig låge og løber på bare tæer efter os med en blå plasticpose i hånden. Et utal af blikke følger nysgerrigt drengens løbetur. Posen er til os. Vi takker, alt det vi kan, og klemmer brødet ned i rygsækkene.

For et øjeblik siden sad vi på gulvet i et af byens huse og nød den traditionelle jordanske ret, mansaf. En mor havde inviteret os indenfor i sit hjem med et smil på læben. Flere og flere mennesker strømmede til. De voksne bød os velkomne til Jordan; ungerne undersøgte vores Vandrestave.

Da vi forlod stuen, blev vi inviteret på te i nabohuset, og i det øjeblik vi hankede op i rygsækkene, blev vi inviteret på te i et nyt hus.

Gæstfrihed og tobakslæbestift
Vi er i det nordlige Jordan og i gang med vores livs vandretur – Jordan Trail. Sveden har gennemblødt vores vandreskjorter, og på en bjergtop høster bønder forårsløg til fredagsmarkedet.

En mand smiler bag et stort skæg og peger mod bondeflokken, der spiser frokost i rundkreds. Vi takker ja til frokostilbuddet, inden vi vandrer videre langs bjergsiden på en snoet gedesti og slår lejr.

Landskabet er trukket i sin smukkeste forårsdragt, og smukke olivenlunde samt et blomsterhav omkranser teltet de næste mange dage. Om aftenen vågner dyrene, og en symfoni af lyde begynder. Dog er der ingen risiko for vilde dyr nær teltet, for hyrdehundene hyler i kor natten lang. De ville gøre enhver slædehund stolt.

Her i nord vandrer vi på romerske landeveje og gedestier, langs udtørrede flodlejer og marker, i frodige dale og på bjergskråninger. Vi overnatter i Telt, homestays, i et græsk-ortodokst klubhus og hos en familie på et kvindecenter i Iraq Al Almeer.

Der møder vi Fatma. Hende og jeg griner og tryller i køkkenet. Trods Fatmas sparsomme engelsk og mit sparsomme arabiske forstår vi hinanden. Fordi vi gerne vil. Vi bliver i to dage, og Fatma viser os den største kærlighedserklæring: hun håndvasker vores klamme vandresokker. Da vi siger farvel, får jeg 10 farvelkram, en madpakke på flere kilo og Fatmas gamle læbestift med tobaksrester på.

DSC05055

Under havets overflade
Den næste strækning går under navnet 3 wadies til Karak. De berygtede, stejle kløfter er Jordans Grand Canyon. Jordan er et af de lande i verden, der får mindst regn, men når det endelig regner, er jorden så tør, at vandet ikke kan sive ned. I stedet kan det udvikle sig til en livsfarlig strøm, der river alt med sig i kløfterne.

Det er store naturkræfter, men her er også hamrende smukt. Vi vandrer i højder under havets overflade. Så op i 1000 meters højde og ned igen. Hver dag. Det ene øjeblik går vi i en lykkerus, ser små blomster titte frem og bliver belønnet med udsigter ud over bjerge, så langt øjet rækker. Det næste øjeblik bager solen ned, rygsækken er tung, og vi tænker, om vi kan klare det her.

Til stor morskab for skrædderen i Karak slider vi bogstaveligt talt røven i laser. Hullerne bag på bukserne er så store, han må lave et kirurgisk indgreb, rive lommerne af og sætte dem fast på hullerne ved numsen.


Vi går nu i nabatæernes fodspor mod den glemte by Petra. I landsbyen Dana kvidrer fuglene, og en bonde kommer ridende på sit æsel. I sadlens sidelomme har han to små gedekid, og bag ham følger en gedeflok. Vi overnatter på et hostel og tager en ekstra hviledag for at pleje slidte fødder.

Vi er mærkede efter de seneste dage, der har budt på mange højdemeter, uvejsomt terræn, dårlig mave og en bonde, der skød op i vejret med sin riffel, fordi han ville vide, hvem der sov i Telt på hans nabobjerg. Jeg skyndte mig at råbe på arabisk, hvor vi var fra, og at vi gik fra nord til syd. Han afslog invitationen til te, men gav os fred.

DSC05186

Værn mod ubudne gæster
Med stærke ben og fulde af selvtillid drager vi ud på den næste strækning mod den glemte by af sten, Petra. På dag nummer to står vi op, mens himlen stadig er beklædt med tusinder af stjerner. Vi vil have så lang tid som muligt, før solen tager fat. Vi går på sand og sten og på en gedesti op i bjergene og gennem kløfter.

Sandet kilder i næsen og knaser mellem tænderne. Hjertet hamrer løs. En gåsegrib svæver over os. Stilheden bliver kun afbrudt af vores dybe vejrtrækning.

Vi møder for første gang vandrere, som vi følges med gennem en lille jungle af træer med vand op til hofterne. Vi slår sammen lejr tæt på floden.

”Yellow Scorpion!” udbryder Jochen og peger hen mod en sten lidt for tæt på vores telte.

Vi kigger på vores støvler, som hver har en sok over sig. Alt vores grej er inde i teltet. Heldigvis har vi rutinerne på plads. Ved bålet deler vi eventyr fra verdens afkroge, men i teltet tænker jeg stadig på den skorpion, men overbeviser mig selv om, at den nok ikke vil vælge vores Telt. Vi har stadig funky mave og ingen udluftningsmuligheder – en kombination, der kan udfordre ethvert parforhold.

Måske skulle vi have prøvet mælken fra den sorte kamel, som skulle have en udrensende effekt, men i stedet må det her være et naturligt værn mod ubudne gæster.

Ind i Petra
De to næste dage går vi gennem bjerge i grå, gule og røde nuancer. Der er udsigter til huler, dybe dale og kløfter med store træer. Vi går gennem flere klimazoner, stedet med verdens ældste landbrug og gamle handelsstationer.

De første tegn på Petra er trapperne i de røde sandsten. Bagindgangen til Petra. Ingen folk i syne.

Det er svært ikke at føle sig en smule som den opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt, der i 1812, forklædt som beduin, overtalte beduiner til at vise ham den sagnomspunden oldtidsby.

Vi runder en klippe og står pludseligt ved det 50 meter høje Monastery, der er hugget ind i bjerget. Synet sender kæberne direkte ned i ørkenstøvet. Efter en lang pause venter det ene spektakulære monument efter det andet. Klippevæggene er op til 100 meter høje og prydet med indhuggede monumenter.

Vi bruger to dage i Wadi Musa, hvor vi sammen med en guide i firhjulstrækker lægger vanddepoter ud. Vi skal gå 90 km gennem en ørken uden adgang til vand eller landsbyer, så vi er helt afhængige af vores depoter.

Så går vi på ny gennem Petra; denne gang gennem hovedindgangen og den smalle kløft, Siq’en. Pludselig ser vi The Treasury, som er hugget ind i klippen. Her dufter af kamellort, og lyden af buldrende hestehove, turiststemmer og beduiner, der vil sælge souvenirs, møder os. Vi skynder os væk fra menneskemængden, går op ad lange, snoede trapper og gennem Wadi Sabra med de mange små huse i bjergene.

Det er det sydligste punkt i Petra, hvor karavaner skulle betale skat for at komme ind i byen. Vi holder pause ved et lille amfiteater, som er hugget ind i klippevæggen, laver et lille bål og nyder stilheden, mad og te.

DSC05938

Sandstorm hos beduinerne
Vi vandrer gennem en udtørret flod og kravler på alle fire op ad en bjergskråning fyldt med løse sten, indtil vi finder en sikker vej. Under os ser vi et vandfald på 20 meter, og langt borte slutter kløfterne.

Her bor en beduinfamilie i et gedehårsvævet Telt. Det er her, vores første vanddepot ligger, og her skal vi overnatte. Kyllinger løber rundt ved teltet og den velnærede hund, som ligger ved gedekiddene, ligner ikke en vagthund. Til gengæld er vi overbevist om, at moderen med sine to Skipper Skræk-overarme kan beskytte familien.

Vi finder hurtigt ud af, hvordan hun har fået dem, da hun med en smøg i kæften gynger et lammeskind, som er hængt op i et treben. Mælken i det skal blive til yoghurt. Duften af kylling breder sig i teltet, og moderen går ud og slår på et grydelåg. To drenge løber ned fra et bjerg med gederne efter sig. Aftensmad.

Vi sidder på tæpper og spiser med familien. En skål med hjemmelavet gedemælksyoghurt bliver sendt rundt, og de slubrer ivrigt af skålen. Det bliver ikke vores favorit, men kylling med grønsager smager vidunderligt. Aftenen går med at øve arabisk-engelske gloser. Det minder mest af alt om gæt og grimasser.
Vores ben sitrer, da vi ligger i soveposen.

Det har været en lang dag fuld af indtryk. Vi hører vinden tage til. Sandkorn rammer teltet, som begynder at hoppe og danse. Pludselig falder apsis ned. Sandstorm! Asger holder teltet indefra, og jeg kravler ud og sætter kursen mod beduinfamilien. Familien hjælper med at pakke vores Telt sammen og bærer vores ting hen i deres ekstra Telt, hvor vi kan sove.

Ved daggry bliver vi vækket til te med frisk gedemælk. Faderen siger, at det bliver et vildt vejr igen i nat, og håber, at vi vil overnatte hos dem igen. Vi føler os som verdens heldigste mennesker, for hvor ofte får man lige mulighed for det?

Dagen går med at hjælpe med at bygge et hus, lære at bage fladbrød, blive tævet i ludo af børnene, og gyngelammeskindet som er en hel kunstart. Det gælder om at fange den rigtige rytme og lave nogle gode skvulp i sækken.

32105444 1779177562143786 1

Vanddepoter og dehydrering
De næste dage går vi i udtørrede floder med små palmeoaser og i klippelabyrinter. Vi balancerer på bjergskråninger og på vidder af dybt sand. Vi står op før daggry for at udnytte kulden. Vi følger vores rutine, går i 50 minutter og 10 min pause med optankning af vand, energi og salt.

Vores vanddepot, som er plottet ind på GPS’en, er nær hvor vi har planlagt at slå lejr. Der er altid ekstra vand, så vi kan klare os, hvis vi ikke kan finde depotet. Eller hvis vandet er væk. Vi finder et depot mellem nogle sten lidt oppe i terrænet og roder i poserne med en vandrestav, hvis en slange eller en skorpion skulle have søgt kulde og skygge.

To unge fyre kommer traskende mod os. Oliver med ananasfrugter på bøllehatten er fra Berlin. Alex med bandana og ørering er fra England. De har kun to liter vand tilbage tilsammen, for de har ikke lagt depoter ud. I morgen er sidste etape inden landsbyen Humeime, og det går for at være den varmeste etape af alle. De får 10 liter vand, og vi følges ad videre.

Oliver blaffer dog til Aqaba fra Humeime. Han er syg på grund af overanstrengelse og dehydrering. Alex går med os videre gennem en rød ørken med store sandklitter til udkanten af Wadi Rum By.

Beduinbryllup i regntøj
Hos købmanden køber vi ris, cola, frosne kødboller, vand, chips, bouillonterninger og slik nok til en børnefødselsdag. Da vi laver mad, går det op for os, at vi har slået lejr ved siden af et større bryllupsarrangement.

I takt med at mørket falder på, vokser mængden af pickups. Mennesker strømmer til. Netop som vi har sat os i det bløde sand for at spise vores festmiddag, kommer et par drenge fra brylluppet løbende, kigger nysgerrigt, peger ned mod bryllupsteltet og siger:

”Welcome! Welcome!”

Vandregarderoben gemmer desværre ikke på finere Bukser, så valget falder naturligt på de Bukser, der er mindst brugt: vores matchende sorte regnbukser. Med regnbukser, crocs, en næsten ren uldundertrøje og pandelamper om halsen er vi klar til fest. Ved indgangen til hovedteltet bliver vi mødt af gommens bror; en nydeligt klædt yngre herre med en pistol hængende i en læderrem om skulderen.

Han fortæller, at beduiner fra nær og fjern er inviteret. De regner med små 2000 gæster. I spisekrogen står lam i 100-litergryder klar. Han siger, at det ville være en ære, hvis vi vil sidde på tæppet med dem og spise mansaf. I flere timer spiser vi det møreste lam, lykkelige over at beduinernes skik foreskriver, at man skal tømme sin tallerken mange gange.

Musikken brager, mændene ryger vandpibe eller danser, og gommen skyder op i vejret. Helt til daggry, hvor vi har snøret vandrestøvlerne og er klar til at vandre i tre dage gennem sandørken i Jordans største wadi til rutens sidste overnatning i Final Camp.

DSC05158

Final Camp
Wadi Rum bliver med sine granitklipper, sandstensbjerge og sandklitter meget passende kaldt Månens Dal. Solen går ned bag bjergene, og den støvede himmel bliver farvet i blå, røde og gyldne nuancer. Vi sidder ved bålet under et akacietræ ved Final camp. Ser vores sidste solnedgang før Aqaba. Bag bjergene ser vi for første gang Det Røde Hav, og minderne om de fremmede mennesker på turen vælter frem.

Undervejs har vi oplevet, at lokale bliver så rørte og stolte over, at vi går i deres land. Som en officer og tidligere diplomat sagde, da vi blev inviteret på mansaf med hele hans stab:

”Vejen til fred kan ske gennem vandring, for der møder man det mellemfolkelige.”


Jordan Trail

Vi brugte 44 dage på at vandre Jordan Trails 650 kilometer. Fra det frodige nord til over 1000 meter dybe kløfter ved Det Døde Hav. Forbi varme kilder og gennem vådområder, bjerge og ørken. Ad gamle karavaneveje til Petra, gennem øde ørken med labyrinter af udtørrede wadier, kløfter, og i dybt, rødt sand på store vidder gennem Wadi Rum for at bestige det sidste bjerg og få synet af Det Røde Hav, hvor eventyret ender.

Jordan Trail går samtidig gennem 52 landsbyer, så der er rig mulighed for at få kulturen ind under huden og venskaber ind i hjertet. Selvom Jordan Trail er ”ny”, så er regionen længe blevet formet af fodspor; pilgrimme, handelsrejsende, beduiner. Ruten er en rejse gennem historien, og det er kun de første 50 kilometer, der er markeret. Der er ikke topografiske kort over Jordan, men vi downloadede ruten ‘Jordan Trail’ til GPS’en.

DSC06852

4 ting til turen

  1. GPS med SOS-knap: så vi altid kunne blive fundet.

  2. Lifestraw: kan forvandle det klammeste vand til drikkevand.

  3. Heldækkende tøj: til beskyttelse mod varme og sol, men også pga. dresscode.

  4. Arabisk: Pernille havde studeret målrettet inden turen. Det gjorde den sjovere og mere sikker.

Om Asger og Pernille

Vi har boet i en utæt bjælkehytte i arktiske Kirkenes med Rusland som nærmeste nabo. Der nød vi friluftslivet, ture i vildmarken og hundeslædelivet. Da flere tusinde flygtninge cyklede over grænsen fra Rusland, var vi med til at starte Ankomstcenter Finnmark. Vi havde flygtninge med på friluftsture, på isfiskeri og i snehuler.

Det blev starten på venskaber og eventyr – vi ville opleve Mellemøsten, og drømmen om Jordan Trail blev født.

Pernille har taget en uddannelse i Socialwork, Refugees and Migration i Jordan. Hun har bred erfaring med friluftsliv og har bl.a. krydset indlandsisen på ski, gennemført ekstremløb i Amazonas og Afrika, besteget bjerge, undervist børn i Jordan i natur og upcycling og haft diarré i en Kano på Zambezi-floden.

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Andre spændende artikler


Pilgrim på den franske rute

Pilgrim på den franske rute

Weekendvandring på Camønoen

Weekendvandring på Camønoen

Familievandring på Camino Primitivo

Familievandring på Camino Primitivo

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this