Når man forlader det sydsvenske øhav og vover sig længere op i Østersøen, når man frem til Åland. På grænsen til Den Botniske Bugt ligger over 6500 øer og skær drysset med løs hånd mellem Sverige og Finland på et område på størrelse med Sjælland. Her er rødmalede træhuse og flade klippeskær at gå i land på, og kommer man uden for sæsonen, kan man tilmed få vandet for sig selv.
Græsplænen ved parkeringspladsen er flad og med en fin lille sandstrand. Det er umanerligt ligetil og nemt at komme på vandet med havkajak i Sandvik-bugten lige syd for Postrotemuseet ved siden af færgelejet i Eckerö.
Det første stræk sydover er ikke det mest spændende, men hurtigt befinder vi os alene på vandet omgivet af idylliske huse og de rødlige granitklipper. Netop det vi søger, når vi sidder og planlægger ture hjemme i stuen.
Åland er en svensk-finsk hybrid med selvstyre og eget flag. De taler hovedsageligt svensk, men alene færgeturen gør, at der er en stemning af, at man nu altså er lige en tand længere væk hjemmefra. Som om livet er trukket ned i gear og sker i en blanding af sommerhusstemning og ærekært værn om natur og kultur.
Huse bygget i træ, grusveje og god plads. Desuden er det det sted i Nordeuropa, der har flest solskinstimer fra maj til august.
De første dages tur sydover mod Ålands klart største by, Mariehamn, er eksponeret for sydvestlig vind, men vi slipper let og når frem til Gröna Udden Camping i fin tid til at nyde lidt tid på land. Vi møder mange venlige smil, og enkelte er da også nysgerrige på kajakkerne. Der er tydeligvis stadig ikke mange, der padler rundt med Kajak heroppe.
Nogle gange er det som om, at ens udstyr smiler venligt til én og virkelig samarbejder.
