Caminoen: 800 kilometers vandring under Mælkevejen

Den spanske pandekage

Vi er på vej mod Santiago de Compostela i Spanien. Da vi første gang stødte på franskmanden, var vi ved at krydse mesetaen. Den store spanske pandekage, der spreder sig mellem Burgos og Leon og sydpå til Madrid. Pandekagen er omkranset af høje bjergtinder, men på pandekagen er der ikke en eneste bakke eller top. Vejen går lige ud, og vi kan vandre i timer uden at se hverken byer eller mennesker. Træer er der heller ikke mange af, og det gør både vinden og solen så meget mere nådesløs. Til gengæld er det flade terræn en kærkommen forandring i forhold til de bjerge og bakker, vi har gået i, siden vi begyndte turen på den franske side af Pyrenæerne. For godt nok er bjerge og dale en fryd for øjet, men det er også en prøvelse for benene.

"Som så mange andre steder, hvor pengene er små, er glæden og varmen imidlertid stor"

Vi er her ikke af religiøse årsager, selvom ruten jo traditionelt set er en kristen rute for pilgrimme på vej til katedralen i Santiago de Compostela i det nordvestlige hjørne af Spanien, hvor de jordiske rester af apostlen Jakob ligger begravet. Det gør stedet til det vigtigste sted i kristendommen efter Jerusalem og Rom, og det kan mærkes på besøgstallet. De sidste par år har over 100.000 pilgrimme hvert år gået minimum de sidste 100 kilometer af ruten. Det er langt fra alle, der vælger at gå de 800 kilometer fra Frankrig, som vi gør, så jo tættere vi kommer på byen, jo flere vandrere melder sig på banen.

Omeletter, brød og kogt kød

Vi bruger ruten, som enhver anden vandrerute vi har fulgt. Den her er bare noget mere kendt og besøgt, og det gør, at der er masser af overnatningsmuligheder. De fleste nætter sover vi på refugier, hvor vi betaler tre til 10 euro for en køjeseng. Engang i mellem betaler vi lidt mere for at få en dobbeltseng på et privat værelse, for i længden kan andres snorken og sure tæer også blive for meget. Maden er simpel og ikke nogen videre gastronomisk oplevelse. Der er langt fra de spanske storbyers gourmetrestauranter til de nordlige barer og caféer, der primært serverer omeletter, brød og kogt kød. Til gengæld kan vi være sikre på, at der er en beværtning i selv den mindste flække, så det er altid til at få lidt at spise.

Og så er her fattigt. Landbrug er det mest udbredte erhverv, og pengene hænger ikke på træerne. Det overrasker os, hvor faldefærdige mange af de mindre byer er, og endnu mere overraskede bliver vi, da vi ser, at man nogle steder stadig bygger huse af ler og strå. Nordens fattigdom står i skarp kontrast til specielt det rige Barcelona og de turistede strande i syd. Og netop på grund af den store forskel kører der tv-reklamer i resten af Spanien, der skal lokke de mere velhavende spaniere til at tage på pilgrimsfærd og på den måde tilføre området penge. Som så mange andre steder, hvor pengene er små, er glæden og varmen imidlertid stor. Uanset hvor vi kommer frem, bliver vi mødt med et smil, et vink og et ønske om en fortsat god tur med et ”buon camino.”

Mælkevejens specielle energi
Vi har lagt den flade meseta bag os, og har ramt bjergene igen. På vej op af smalle, stejle bjergstier fortryder vi ofte, at vi ikke bare købte en flybillet til strandene i Indien. Skulle det her virkelig være afslappende? Vandring dag ud og dag ind med en rygsæk, der vejer alt for meget, og fødder, der gør ondt? Men fortrydelsen forsvinder lige så hurtigt, som den er kommet, når vi når toppen af en bjergkam og kan nyde synet af frodige, grønne dale med vinmarker så langt øjet rækker. På få øjeblikke vender energien tilbage i benene, og vi fortsætter videre, selvom vi selvfølgelig må indrømme, at vi stadig er trætte.

Caminoen er kendt for sine overnaturlige og spirituelle kræfter. Ifølge gamle legender ligger ruten nøjagtig under Mælkevejen, og det skulle give både ruten og dens vandrere en hel speciel energi. Det tror vi nu ikke på, men alligevel må vi erkende, at det er specielt at gå her. Måske ville vi opleve det samme, hvis vi gik lige så langt ethvert andet sted i verden, for når hverdagen bliver kogt ned til kun at bestå af vandring den første halvdel af dagen og spisning og afslapning den anden halvdel, så forsvinder alle bekymringer. I stedet tager drømmene og de gode tanker over. Det må helt sikkert være den sikre kur mod stress. Det er garanteret også derfor, at så mange pilgrimme vender tilbage.

Smerte, glæde og en enkelt vabel
Det første blik af katedralen i Santiago får vi fra et lille bjerg, der ligger fem kilometer uden for byen. Bag et par trætoppe titter tårnene frem, og selvom vi allerede har gået 35 kilometer den dag, er trætte og står ved siden af et indbydende refugium, så er der ingen tvivl. Vi kan ikke overnatte så tæt på målet. Langsomt nærmer vi os byen, bilerne og larmen. Forstædernes boligblokke skjuler katedralens spir fuldstændigt, så vi må gå efter de gule pile, der hele vejen fra Frankrig har peget os i den rigtige retning.

Vi går ind i den gamle del af byen, og kan regne ud, at vi må være tæt på målet. Og så. Pludselig. Efter 800 kilometers vandring tårner katedralen sig op rundt om et hjørne. Vi har set den på billeder utallige gange, så vi er ikke i tvivl om, at vi er gået rigtigt. Endelig står vi foran den katedral, som vi ikke har et større religiøst forhold til end enhver kirke hjemme i Danmark, men alligevel føles det så uendeligt meget større. Et par tårer kniber sig ud af øjenkrogen, og vi sætter os overvældede på vores rygsække og nyder synet. Og så kommer smerten. I vores begejstring har vi har gået for langt og for hurtigt, mens vi har drukket og spist for lidt. Og så har turens første vabel sneget sig frem på en hæl. Men det er lige meget nu. Vi er her. Vi er fremme. 

Legenden om Jakob

Jakob var en af Jesu disciple. Efter Jesu død gik han fra Det Hellige Land til Spanien, hvor han prædikede guds ord. Han returnerede til Jerusalem efter at have modtaget et syn af den hellige jomfru Maria. Her blev han taget til fange og halshugget, men engle fragtede hans lig tilbage til Spanien og begravede hans jordiske rester på det sted, hvor katedralen i Santiago de Compostella i dag står. Sankt Jakob er Spaniens skytshelgen og er afbildet i kirker enten som pilgrim eller som kriger. Ifølge en legende genopstod han på mirakuløs vis i 844 og hjalp spanierne med at slå de invaderende maurere tilbage.