En fodrejse på Balkan

Bjørn og de bosniske brødre

Bjørn Harvig går. Ikke på stier, men på landevejene. Han gør det for at møde mennesker og for at høre deres historier. I sin nye bog, Bosniske Brødre, fortæller han om sine møder med folk i Bosnien.

102.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Bjørn Harvig
Opdateret den 09. mar 2020

Bjørn Harvig går. Ikke på stier, men på landevejene. Han gør det for at møde mennesker og for at høre deres historier. I sin nye bog, Bosniske Brødre, fortæller han om sine møder med folk i Bosnien.

Det startede med et enkelt skridt i Bosnien. Eller måske startede det tidligere. Måske startede det med en cykeltur fra København til Tehran. Måske startede det mere præcist med en tysk fyr i en hættetrøje, der hed Fredy, som sad og spiste honning på et hostel i den ukrainske Sortehavsby Odessa.

Han spurgte folk, der gik forbi, om de ville smage, men det ville de ikke. De kiggede på ham, som om han var en bums. På nær Bjørn. Bjørn ville gerne spise med. Det var trods alt sibirisk honning. Snart faldt de to i snak. Fredy fortalte, han var journalist. Han havde været undercover i Scientology i et år. Han boede nu i Israel. De to blev venner. De holdt kontakten.

Da Fredy nogle år senere bestemte sig for at cykle fra Tel Aviv til Berlin og skrive en bog om turen, spurgte han Bjørn, om de ikke skulle mødes et sted på vejen. Det var trods alt Bjørn, der havde inspireret ham til turen. Og sådan landede Bjørn for første gang i Bosnien. Han havde tidligere cyklet over det meste af Balkan, i Kosovo, Makedonien, Serbien og Kroatien, men aldrig i Bosnien. Den ene rejse havde født den næste. Og den kom til at føde endnu en.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

100

Boris og Haris
Bjørn mødte Boris og Haris på cykelturen med Fredy. Han mødte dem ved en stor sø efter en cykeldag, hvor de to fyre hang ud med en flok venner. Drak øl, spillede frisbee, grillede. Boris havde Godfather-historien tatoveret på den ene arm. Der var Marlon Brando, den sorte Cadillac, det afhuggede hestehoved.

Ryggen og maven var tatoveret med barndoms- og ungdomsbilleder og portrætter af hans mor. Hun var død efter krigen. På skulderen havde han tatoveret Vučko, OL-maskotten fra vinterlegene i Sarajevo i 1984. Det var dog en lidt anden udgave af den lille ulv. Boris’ Vučko havde ring i næsen og et snowboard under armen. Haris, en af Bosniens bedste snowboardere, havde den samme tatovering på sin skulder. Det var deres venskabstatoveringer.

”De her to gutter havde en utrolig historie, der sikkert ikke er særlig enestående i Bosnien, men som var ny for mig. De var begge flygtet med deres mødre under krigen. Haris til Canada. Boris til Tyskland. Deres fædre var blevet i Bosnien og havde begge to været aktive, men på hver deres side af konflikten.

Da Boris og Haris vendte tilbage til Bosnien efter krigen, mødtes de på pisterne uden for Sarajevo. De blev bedste venner, på trods af at deres forældre ikke bryder sig om venskabet. De har sagt til deres forældre: ’Jeres krig er ikke vores konflikt. Vi får de venner, vi selv vil have!’ Boris og Haris var en af de primære årsager til, jeg vendte tilbage for at gå på tværs af Bosnien,” fortæller Bjørn.
Han var blevet nysgerrig på landet. Han ville tilbage for at komme tættere på folk. For at høre deres historier.

103På tværs af Bosnien
Bjørn ville gå på tværs af Bosnien. Ikke at det var en vandretur som sådan. Han så det mere som en rejse til fods, for det handlede ikke om at tilbagelægge kilometer eller om at nå i mål. Det handlede om, at han ville rejse så langsomt som muligt.

”Jeg synes, der er en værdi i, at det går langsomt. Nogle gange gik der jo kun fem, otte eller 10 kilometer mellem, jeg mødte på mennesker, der fortalte fantastiske historier. Mit ærinde, benzinen jeg går på, er de menneskelige historier,” fortæller Bjørn.

Han har altid elsket historier. Lige siden han var dreng, og hans kammerater sagde, at han talte for meget og digtede for meget løs. Som voksen har Bjørn samlet historier fra sine rejser til bøger, og da han begyndte at gå gennem Bosnien, fandt han et væld af historier. Historier om håb og drømme. Om venskab og kærlighed. Om tragedie, afsavn og håbløshed.

For lige meget, hvad han spurgte om, gik der omtrent tre minutter, og folk bragte det samme på banen: den frygtelige borgerkrig mellem 1992 og 1995. Folk var flygtet fra krigen, havde mistet i krigen, levede i efterdønningerne af krigen, hvis bølger endnu ikke havde lagt sig. Der stod forladte betonbygninger over alt. Bjørn gik gennem landsbyer, hvor kun fundamenterne af bygninger stod tilbage.

Vindueskarme, elektriske installationer, rør og teglsten var skrællet bort. Huse var stadig fulde af skudhuller. Krigen lurede stadig overalt. I erindringer og i bybilleder.

Byer går i stå
Bjørn var dog ikke kommet for at tale om krigen. Han var kommet for at tale med folk. Forsøge at forstå de liv, de lever. Det er der ikke mange, der kommer til Bosnien for at gøre.

”En by stoppede jo op, når jeg gik ind i den. Det er tit, folk ikke har så travlt, som vi har her hjemme, så det, de har gang i, kan godt lige vente to timer. Eller til i morgen,” fortæller Bjørn.

Han havde halvanden måned til at gå gennem landet. Dagene startede for det meste langsomt. Enten hos en familie, han var blevet inviteret til at overnatte hos, eller i en skov, hvor han havde sovet i sit telt. Sov han i skoven, tog han den med ro om morgenen. Spiste brød og æbler og drak en kop kaffe. Ofte to. Så gik han. Ud ad landeveje og grusveje. Fra by til by.

”På en perfekt dag gik jeg til ved klokken 13 eller 14 og faldt så i snak med en eller anden. Blev inviteret ind i en have og for at drikke en kaffe eller en slivovits,” fortæller Bjørn, der faldt i snak med et utal af mennesker. De havde alle en historie at fortælle.

101Kærlighed, alkohol og økser
Bjørn mødte Abdulrahman på 16 år, der drømte om at blive læge, for han drømte om at hjælpe andre. Han skulle dagen efter til Srebrenica for at mindes massakren, der fandt sted i 1995. Abdulrahman var sikker på, han kom til at græde rigtig meget, men sagde, det var vigtigt at tilgive, men ikke at glemme, hvad der skete. Ellers kommer ingen videre.

Bjørn overnattede hos den triste Obrad, der var flygtet fra krigen og havde boet i Canada i 20 år. Han var universitetsuddannet, sang sange og skrev digte, men i Canada havde han arbejdet som pizzabud. Nu var han vendt hjem til Bosnien. Hans ekskone og deres to børn var blevet i Canada. Børnene var mere canadiske end bosniske, og Obrad var deprimeret og alkoholiseret. Men han fandt plads til Bjørn i stuen.
Bjørn troede, han skulle overvære sit første mord, da han overnattede hos en familie i en lille landsby på en bjergtop. De havde én nabo. Ellers var der intet andet end marker. Oceaner af plads. Men da naboen, en fed fyr i bar mave med en guldkæde om halsen, flyttede på hegnet, der stod 50 meter fra huset, brød helvede løs. En af sønnerne fra familien stormede mod naboen med en meterlang økse hævet over hovedet. Naboen hævede sin okse. Bjørn måbede. Bedstemoren stillede sig mellem mændene med økserne.

Kun halve aftaler
Bjørn gik fra område til område, fra by til by og fra det ene møde med mennesker til det andet.

”Mit privilegium er de umiddelbare møder, og jeg rejser jo faktisk på folks gæstfrihed og venlighed. Det er jeg utrolig ydmyg overfor. Jeg bliver glad, når jeg bliver inviteret inden for, men jeg tror også, at folk er glade for at få besøg.”

Gamle Miroslav, der lavede sin egen brændevin og boede i et komplet smadret hus på landet, insisterede på, at Bjørn sov i hans seng. Han sov selv i køkkenet.

”Jeg tror, han var glad og stolt over, at han tog i mod mig som gæst. Det ligger i hans kultur, og det satte han en ære i. Jeg tilbød ham selvfølgelig nogle penge, for jeg var kommet og banket på i mørket aftenen før.”

Mellem byerne gik Bjørn gennem landskaber. Det så ud som om, de havde været samlet op, krøllet sammen og lagt på jorden igen. Der var bjerge over alt. Skove, dale og floder. Der var smukkere, end han havde troet, og der dannede sig et billede af et gæstfrit folk. Bjørn mødte Sead, der oprindeligt kom fra den lille landsby i Bosnien, hvor Bjørn havde fundet husly hos en familie, men nu boede i Danmark.

Han var et smut tilbage i hjemlandet, og hans kone blev ved med at ringe. Hvor blev han af? Maden stod klar! Nu var maden blevet kold! Hvor blev han af? Mens Sead igen og igen forsikrede hende om, han var på vej hjem. I stedet blev han for at drikke Slivovits i timevis. Han sagde til Bjørn, at konen var blevet for dansk. Hun havde glemt, at i Bosnien har man ingen planer. Man laver kun halve aftaler, så de altid kan rykkes, hvis der dukker noget andet og mere spændende op.

104

Går ind i historierne
Mange dage blev Bjørn inviteret til at sove i husene hos fremmede. Unge drenge trillede med ham ud af landsbyer på deres cykler, når han gik videre. Nogle gange i en time eller to. Bjørn fortæller, at han ofte blev takket for at komme til Bosnien. De så ham bruge sin tid og sine penge på at komme til et land, som de fleste drømte om at komme væk fra.

Tjeneren, Mohammed, satte sig og kæderøg smøger i stedet for at arbejde og sagde, at hans chef kunne rende ham. Han tjente fire kroner i timen, havde ingen pension og kunne fyres uden grund med en dags varsel. Han sagde, at hvis Bjørn havde en bil, der kørte til Danmark samme aften, så kunne han fylde den med mænd. Havde han to biler, så kunne han fylde dem begge. Han mente, at folk der kom tilbage til Bosnien af fri vilje, efter at have boet andre steder, var psykisk syge.

Bjørn fortæller historie på historie om, hvordan folk åbnede deres døre og deres hjerter for ham. Har han en særlig egenskab, der får det til at ske? En egenskab til at vade ind i folks liv og få dem til at åbne op? Hvorfor sker det for ham?

”Jeg møder mennesker i øjenhøjde. Det er ikke et eller andet falsk mantra, men det er sådan, jeg er. Det tror jeg godt, folk kan mærke. Jeg tror også, at jeg falder i snak med mennesker, fordi jeg rejser alene, og jeg tror, at de folk, der rejser alene og siger, der ikke får de her muligheder for at tale med mennesker, de faktisk får dem. De ser dem bare ikke.”

Bjørn mødte Skyggebokseren, Techno-præsten, og den unge mand, der gennem hele sin barndom havde ventet på at blive 18 år, så han kunne dræbe sin fars morder, der boede i den samme lille by, som han selv gjorde. Han ville vente, til han blev voksen, så han kunne tage ansvaret for det.

Bjørn besøgte også Haris og Boris igen, og inden han tog hjem ti Danmark, fik han en tatovering på indersiden af sin venstre arm. Boris og Haris inviterede ham til at få den. Den forestillede OL-ulven Vučko. Deres fædre havde stået på hver deres side i krigen, men de to fyre var bosniske brødre. Haris sagde, at han betragtede Bjørn som deres fætter.

Bjørn Harvigs nye bog, Bosniske Brødre, udkommer den 15. marts på Gyldendal.


110

Blå Bog: Bjørn Harvig

Bjørn Harvig er 35 år gammel og yngste medlem af Eventyrernes Klub. Bosniske Brødre er hans tredje rejsebog. Den første, Igors Æblehave, handlede om hans cykelrejse fra København til Teheran, den anden, Kaukasus & Kildevand, om hans rejse til fods fra Sortehavet til Det Kaspiske Hav.

Bjørn fokuserer på den langsomme rejse for at give sig tid til at dykke ned i specielt område, en afgrænset region, og prøve at forstå det folk, han rejser i blandt. Hans mantra er, at alle de folk, han møder undervejs på sine rejser, har en historie at fortælle, hvis blot nogen giver sig tid til at lytte til dem.


Udstyr til fodrejsen

”I Kaukasus havde jeg ikke et telt med, men blot et regnslag, jeg kunne slå op. Det var fedt på den måde, at det var så ufedt at sove i, det tvang mig til banke på døre hos folk. I Bosnien havde jeg et enmandstelt med. Det var rart at kunne lyne sig inde efter lange, hårde dage, og tankerne kan løbe løbsk om natten, når man hører hundene gjalde i natten og har set slanger på vejen om dagen.

Jeg havde tenso-tape med, som jeg satte på trædepuderne under fødderne. Det føles som et ekstra lag hud. Det var guld værd. Jeg blev træt i fødderne, men havde aldrig vabler. Jeg går ikke på stenstier, men for det meste på grus- og asfaltveje, så jeg går i et par lette sko.

Når det regner, bliver de drivvåde, men de tørrer på en halv time. Jeg har en rigtig let, ret smal og høj taske, der sidder tæt til kroppen og hofterne. Jeg har ét par bukser, et par shorts, to eller tre T-shirts, en trøje, en tynd jakke, tre par sokker og tre par underbusker.

Derudover har jeg vandtætte kajakposer til vigtige dokumenter, lommekniv, pandelampe, hue og et lille kamera, der kan være i en bukselomme. Min gode ven er en bog. Gerne en let, sjov bog som f.eks. noget af Erland Loe. Min rygsæk vejer nok under 10 kilo.”

Andre spændende artikler


3 ukendte vandrestier

3 ukendte vandrestier

(Lidt for) tæt på Komodos store drager

(Lidt for) tæt på Komodos store drager

Danmarks sidste opdagelsesrejsende gået bort

Danmarks sidste opdagelsesrejsende gået bort

Log ind