Kolonitidens Afrika

Et besøg på Ilha de Mocambique er som en tur i en tidsmaskine. Tilbage til kolonitiden, hvor Portugal regerede sine besættelser i Afrika og styrede handlen med Goa og Macau i indien fra en smal, tre kilometer lang ø ud for kysten i det nordlige Mozambique. I dag er øen i forfald, men man kan stadig indsnuse fortiden i de smalle gader.

the-boy2.jpg
Skrevet af: Sune Højrup Bencke og Didde Rishøj Nielsen
Opdateret den 28. jul 2023
Læst af: 7138

Et besøg på Ilha de Mocambique er som en tur i en tidsmaskine. Tilbage til kolonitiden, hvor Portugal regerede sine besættelser i Afrika og styrede handlen med Goa og Macau i indien fra en smal, tre kilometer lang ø ud for kysten i det nordlige Mozambique. I dag er øen i forfald, men man kan stadig indsnuse fortiden i de smalle gader.

Det er skumring en fredag aften, da vi siddende på et læs yams på ladet af en pickup bliver fragtet over den lange, skrøbelige bro, som forbinder øen Ilha de Mocambique med det mozambikanske fastland. Broen er så smal og faldefærdig, at selv en minibus ikke må køre over den, og det er grunden til, at vi for et par kilometer siden måtte skifte køretøj. Det samme gjaldt for alle de lokale og deres utallige sække med varer og indkøb. Der er derfor på trængsel på ladet, da vi ruller ind i øens hovedby Makuti Town.

Vores tilstedeværelse på øen er usædvanlig. De lokale taler åbenlyst om os, kigger og peger. Vi føler, at vi er et særsyn på linie med mozambikanske turister på Anholt.

Emmer af historie
Vores vej til Ilha de Mocambique har været lang, besværlig og dyr. Selv har vi fløjet den lange vej fra Danmark til den mozambikanske hovedstad Maputo via Johannesburg i Sydafrika . Fra Maputo har vi hoppet med det dyre og ustabile flyselskab Linhas Areas de Mocambique de omtrent 2000 kilometer op af den afrikanske østkyst til Mozambiques tredjestørste by Nampula. Derfra er vi kørt videre med det ramponerede busselskab City Boy Travels til fastlandets sidste stop inden Ilha de Mocambique. En bustur på seks timer ad bumlede, borgerkrigssmadrede veje ind i en anden tidsalder, hvor kolonitidens Mozambiques hårdhændede portugisiske styre hvisker fra hver eneste mur. Hvor hver eneste støvede gade emmer af historie, og hvor forfaldet er smukt, men også bedrøveligt.
Ilha de Mocambique er et must-see for de mange udviklingsarbejdere i landet, inden de tager hjem til Europa, og derfor ankommer de eneste andre besøgende, vi møder på øen, i airconditionerede firehjulstrækkere med navnetræk som Save the Children og Mellemfolkeligt Samvirke på siden. Ikke på ladet af en lokal pickup og med to store rygsække.
Men vi er meget velkomne, og der bliver kæmpet hårdt om retten til at anvise os et sted at sove. Vi bliver tiltalt på portugisisk, og der bliver kigget undrende på os, når vi forklarer, at vi desværre kun taler engelsk. Vi er virkelig fremmede og føler os også sådan.

Masser af potentiale
Mozambiques gamle hovedstad, Ilha de Mocambique, er et af det ludfattige lands få reelle attraktioner. Landets potentiale som safariparadis – Mozambique grænser i syd op til den verdensberømte sydafrikanske safaripark Kruger – er skæmmet af 17 års ødelæggende borgerkrig. Den mere end 2500 kilometer lange kyststrækning fra Sydafrika i syd til Tanzania i nord byder ellers på optimale forhold for beach resorts i skyggen af palmer og med udsigt til den laguneblå Madagaskar-kanal. Kysten skriger på scubadiving og biggame-fiskeri. Men der sker ikke rigtigt noget. Mozambiques infrastruktur er brudt sammen. Smadret af både borgerkrig og gentagne oversvømmelser. Landet er ikke gearet til turisme.

 

33bGennem tidskorridoren
Da vi senere samme aften har sundet os oven på den overvældende modtagelse, går vi igennem den gamle by Stonetowns mørklagte gader – strømmen er gået. Det er som at gå igennem en tidskorridor, der fører os 300 år tilbage i tiden. De fleste af bygningerne i de krogede gader blev opført i en periode mellem det tidlige 16. og slutningen af det 19. århundrede, da portugiserne regerede.
Derfor er Stonetowns huse også inspireret af både europæisk, arabisk, indisk og afrikansk arkitektur. I dag mangler de vedligeholdelse, tag, trapper og gulv, men på trods af forfald og ruinstemning er husene ikke ubeboede. Vi skimter lyset fra små bål og komfurer, hvor de lokale tilbereder aftensmaden.

Overklassens dagligdag

I dagslys er Ilha de Mocambique lige så smuk som i mørke. Som en stærk kontrast til Stonetowns forfald lyser det restaurerede museum Palacio de Sao Paulo og Capela de Sao Paulo op med sin højrøde farve. Museet er indrettet i det tidligere guvernørpalads og er utrolig velholdt. Hvis en tur gennem Ilha de Mocambiques gader sender én tilbage til livet som menig portugiser på øen i det 18. århundrede, så er en tur gennem de smukke gange, værelser og opholdsstuer på museet som at træde ind i overklassens dagligdag på det samme tidspunkt.
Vi bliver vist rundt af en lokal guide. Vi er de eneste besøgende, og ligesom vores guide har vi bare tæer. Museet skal skånes mest muligt. Indretningen er et smukt eksempel på de mange forskellige arkitektoniske stilarter Ilha er præget af. Her er fransk porcelæn, kinesisk kunst og indisk træskærerarbejde.

Afrikas ældste fort

36Ifølge vores guidebog bor der et par tusinde på øen. Men flere vi taler med afviser det som vås og nævner 12.000 indbyggere som mere sandsynligt. En stor del af de mange indbyggere er skoleelever. Ilha de Mocambique har en af Nampula-provinsens få secondary-schools, og derfor er der rigtig mange unge mennesker, der ser os som en kærkommen lejlighed til at få øvet deres engelsk.
Vi laver en aftale med en ung student om at vise os øens smukke fort. Fort Sao Sebastiao ligger på øens nordlige ende med sine enorme mure ud mod kysten. Byggeriet af Sao Sebastiao begyndte i 1558 og stod færdigt i 1620. Det er det ældste stående fort i det mørke Afrika, men lider under manglende vedligeholdelse. Alligevel er det ikke så svært at forstille sig, hvordan barakkerne til de menige har været fyldt op med portugisiske soldater med hjemve, og hvilken afskrækkende effekt henrettelsespladsen må have haft. Den er konstrueret uden for murene ned til vandet, så de henrettede kunne ende deres dage ved at blive skyllet ud med tidevandet.

Bedst bevarede europæiske bygning
Over alt på fortet ser vi skoleelever, der i grupper eller alene sidder bøjet over skolebøger på trapper, bænke og i skydeskårene. På en tre kilometer lang ø som Ilha, der kun er 200 meter på det smalleste sted, og hvor omkring 10.000 mennesker har deres daglige gang, kan det være svært at finde et roligt sted, hvor lektierne kan læses i fred. På fort Sao Sebastiao er det kun lyden af bølgerne, der kan forstyrre.
Fra fortets yderste udkigspunkt på det nyrestaurerede kapel Nossa Senhora de Baluarte fra 1522 – der er den ældste og bedst bevarede europæiske bygning syd for Sahara – er der udsigt til en lille ø, Ilha de Goa. Som navnet antyder var øen sidste bastion inden det rigtige Goa i Indien, hvis man altså ser bort fra enorme Madagaskar.
Vi har mødt Nuno, Miquel, Helder og Jorge, som tilbyder os at tage med til Ilha de Goa den næste dag. De skal alligevel derud og dykke fra Miguels båd.

dEnsomme fyrtårnspassere

Alle fire er portugisere. De tre af dem er vokset op i Mozambique, men måtte forlade landet i en årrække efter landets uafhængighed i 1975. Men de føler sig alle som mozambikanere og er vendt tilbage til deres barndomsland. Nuno har sit eget computerfirma i Nampula, men bruger de fleste weekender på Ilha med sine venner. Miquel går til hånde på en restaurant, Helder hjælper en lokal præst i området, og Jorge er kommet til fra Sydafrika, hvor han ejer et hotel. Eller flygtet er måske mere rammende. Efter et voldsomt røveri i kriminalitetscenteret Johannesburg rekreerer han i Mozambique.

Ilha de Goa ligger godt fem kilometer fra Ilha de Mocambique.
I dag er øens eneste beboere de tre familier, der på skift passer øens rød-hvide fyrtårn. En hård tjans, eftersom vagtskiftet ikke er styret noget sted fra og ikke altid fungerer helt efter planen. Fyrpasserfamilierne har ikke deres egen båd, så de er afhængige af at blive afløst og hentet fra Ilha de Mocambique. Ofte har familierne derude måtte overleve tre ugers ekstra vagt kun med hjælp fra de fiskere, der dagligt bruger øen som hvileplads i det krævende fiskeri fra deres små kanoer.

Inden vi ankommer til øen, snorkler vi på et af de talrige vrag, der er stedt til hvile i det strøm- og revfyldte farvand mellem Goa og Ilha. På Goa bader vi i det irgrønne vand og hilser på de lokale fiskere og en heldig fyrpasser, der netop er blevet afløst. Hans afløser viser os velvilligt op til toppen af fyrtårnet, hvor udsigten over Madagaskar-kanalen og Ilha de Mocambique er mageløs. Fort Sao Sebastiao på Ilha de Mocambique ser på lang afstand så velholdt og uindtageligt ud, at det ikke er svært at forestille sig, hvordan det må have indgydt respekt at anduve indsejlingen til Ilha de Mocambique for mange hundrede år siden.


Ilha de Mocambiques historie

Den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama trådte i land på Ilha de Mocambique i 1498 og opbyggede hurtigt en portugisisk handels- og flådestation. I slutningen af 1500-tallet var det enorme fort Sao Sebastiao etableret. På trods af Ilha de Mocambiques ringe størrelse blev øen hurtigt centrum for Portugals aktiviteter i Østafrika og handel med Indien og Asien. En position, øen holdt helt frem til 1896.
Øens økonomi begyndte at skrante i det 19. århundrede, da slavehandelen stoppede. Dermed var hovedindtægtskilden tørret ud. Senere åbnede Suez-kanalen, og en tur omkring Ilha de Mocambique på vej til Indien var ikke længere en nødvendighed.


28Viden

Cement i kloakkerne
Efter næsten 400 år som kolonimagt trak portugiserne sig på en enkelt nat ud af Mozambique i 1975. På deres vej destruerede de så meget som muligt. Portugiserne hældte cement i både kloaksystemet i hovedstaden Maputo og afløbene på de nybyggede hoteller.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr 59 i 2003

Redaktionen anbefaler

Sune Højrup Bencke

Sune Højrup Bencke

Andre spændende artikler


Personlig hygiejne på vandreturen

Personlig hygiejne på vandreturen

Naturlig navigation

Naturlig navigation

Hold grejet tørt på tur

Hold grejet tørt på tur