Du er her:

Friendship Highway i jeep

1000 kilometer over det tibetanske plateau

En karavane på fem firhjulstrækkere bliver forsvindende lille på det Tibetanske Plateaus uendelige vidder. På Verdens Tag møder vi munke og pilgrimme, yakokser og vildheste, hyggelige nomadefolk og genstridige kinesere – og så selvfølgelig det åndenødsfremkaldende skue over Himalaya og udsigten mod Verden Tredje Pol fra Tibets Everest Base Camp.

CRW_6506.jpg
Skrevet af: Tejs Møller
Opdateret den 22. dec 2021

En karavane på fem firhjulstrækkere bliver forsvindende lille på det Tibetanske Plateaus uendelige vidder. På Verdens Tag møder vi munke og pilgrimme, yakokser og vildheste, hyggelige nomadefolk og genstridige kinesere – og så selvfølgelig det åndenødsfremkaldende skue over Himalaya og udsigten mod Verden Tredje Pol fra Tibets Everest Base Camp.

Det brune bakkede landskab strækker sig så langt øjet rækker, og blot her og der stikker en ukendt sneklædt top frem. Vi stiger snørklet opad på vej mod endnu et af de mange pas, som Friendship Highway kæmper sig over på krydsningen af det Tibetanske Plateau.

Dette pas byder dog på noget, vi endnu ikke har mødt. En altoverskyggende panoramaudsigt til Himalayas højeste tinder med en forgrund af stepper, bakker og mindre bjerge, så udsigten fra vores placering er uforstyrret. Fra Kanchenjunga i øst til Cho Oyu i vest, og længere endnu.

Midt i dette himmelragende skue ligger giganten over dem alle, Mount Everest. Selvom bjergenes højde kan være vanskelige at vurdere på afstand, synes det tydeligt, at det her er Verdens Tredje Pol. Det siges, at Himalaya beskues bedst fra Tibet, og her og nu kan jeg kun tilslutte mig den påstand. 

Vores næsten 1000 kilometer lange rejse fra Tibets hovedstad Lhasa til Kathmandu i Nepal tager en uges tid, hvor vi kører hver dag i de fem Toyota Landcruiser, vores lille karavane består af.

Vi har lagt Tibets næststørste by Shigatse bag os og har således forladt den mere civiliserede del af det Tibetanske Plateau. Foran os ligger nu kun en lang støvet vej, små bebyggelser, spredte nomadetelte og yakokser en masse.

Landskaberne byder til gengæld på hellige søer, gletsjere, bjergtinder og en gold jord, der på mystisk vis skifter farve fra næsten gul over varierende brunlige nuancer til bordeauxrød. Vi kommer umiddelbart før regntiden, så alt er ekstremt tørt, men trods det arbejder bønderne i marken på en i vores øjne håbløst gammeldags facon, hvor yakoksen er spændt for ploven, og hestevognene transporterer folk og varer omkring.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

CRW 6193Et levende kloster
I Shigatse tog vi ordentlig afsked med den mere befolkede del af Tibet. Byen huser klosteret Tashilünpo, der er det tidligere sæde for Tibets næsthøjeste hellige inkarnation, Panchen Lama. Klosteret er et kæmpe labyrintisk bygningsværk, der med sine 1000 munke er det mest aktive i Tibet. Her fandt vi et liv, en stemning og en mystik, der kan være vanskelig at finde magen i de mange regulerede og mindre aktive klostre i Lhasa.

Under besøget fik vi nok et indblik i den tibetanske buddhismes indviklede sandheder. Buddhaer, bodhisattvaer, lamaer og konger, alle i et væld af forskellige inkarnationer, så det er et livstidsstudie at holde styr på. Utroligt spændende er det, og smukt illustreret gennem mangfoldige kulturobjekter af alt fra statuer til vægmalerier og hellige skrifter.

På vej mellem klosterbygningerne hørte vi sang i det fjerne og kunne først ikke placere den. Det viste sig at være klosterets arbejdere, der stampede fundament.

En gruppe kvinder og en gruppe mænd, der skiftedes til at synge i kor for hinanden, alt i mens de gik frem og tilbage i noget der mindede om en dyst. I takt til sangen stampede de i gulvet med en træstang tilføjet en stor rund sten for enden og udførte således på mest livsglade vis et ellers hårdt stykke arbejde.

Efter et møde med den 25 meter høje statue af Buddha Sakyamuni, den historiske Buddha, kunne vi slutte os til pilgrimmene og følge ruten rundt om klosteret, hvor endeløse rækker af bedemøller bliver snurret til lyden af arbejdernes sang og munkenes horn fra klosterets forgyldte tage.

Ruten delte sig flere gange, og jeg fulgte blot efter de lavstammede koner, der småsnakkende gik og svingede deres håndholdte bedemøller. Da vi kom ind i et snørklet system af små gyder, hvorfra jeg ingen udvej så, ventede de venligt og viste den rette vej ved hvert kryds. Inden vandringens ende var jeg helt øm i kinderne af at returnere de utallige smil fra folk jeg mødte.

CRW 6264

Everest Base Camp
Det lader til, at vi har spundet tilstrækkeligt med bedemøller og har modtaget vores gode karma, for da vi nærmer os Qomolangma, som Everest hedder på tibetansk, er vejret perfekt.

En krystalklar blå himmel i baggrunden af glitrende sol i de snedækkede toppe på mere end 8000 meter. Den lange dal bliver smallere, jo længere vi kører ind i den, og videre fremme kan vi se, hvordan den ender i en gletsjer og derefter farer til himmels ad bjergets nærmest lodrette nordside.

I Nepal tager det en uges tid at vandre og transportere udstyr med yakokser op til Everest Base Camp. I Tibet har effektive kommunister bygget en vej. Vi kan køre i vores egne biler til et bestemt punkt og må så skifte til en statskontrolleret minibus det sidste stykke op til lejren.

Vi ser ekspeditionernes telte ligge omkring i dalen, mens de venter på at begynde den lange og farefulde færd mod verdens højeste punkt. Ifølge guiden tager det omkring to måneder. Det lyder fantastisk spændende, men lige nu er vi godt tilfredse med, at vi ikke skal højere end Base Camp.

Det er med tungt åndedræt, at vi bevæger os omkring i lejren, der ligger i 5200 meter. Vi er steget fra 4100 meter ved vores sidste overnatning, så højdesygens symptomer melder sig prompte, hvis vi ikke passer på. Lige nu går højdens påvirkning dog i fin symbiose med de visuelle indtryk af omgivelserne, og i en lykkelig beruselse nyder jeg hvert øjeblik på dette fortryllende sted.

“Det her er den kinesiske hær – der er intet, vi kan gøre.”

CRW 6404

En kold nat i bjergene
Fra Basecamp falder vi et par hundrede højdemeter og lander i Rongbuk, hvor vi indkvarteres på klosterets guesthouse. Det er ikke et hvilket som helst kloster, men skulle være verdens højest beliggende med sine 5000 meter.

Det mørke opholdsrum med brændeovnen i midten giver ly for den vind, der som oftest blæser heroppe. Men tæt er det ikke, og vi forsøger at stoppe gardinerne i vinduernes huller for at dæmpe vindens trækken.

Det er en udmattet gruppe, der samles til middagen på den simple restaurant. Kolde, trætte og sløje af højden, men fortsat euforiske af dagens oplevelser. En enkelt er så mærket af højden, at han får ekstra ilt, hvilket øjeblikkeligt lindrer symptomerne og giver ham en mere behagelig aften.

Det bliver en kold nat – meget kold. Varme kender de ikke til på klosterets små værelser, så det er med fire lag tæpper, at vi kryber til køjs. Desværre gør højden desuden, at det ikke er meget søvn vi får, så forholdene kan ’nydes’ natten igennem. Og ve den, der skal op på toilettet. Et udendørs hul i jorden med stærk modvind op nedefra og en flok glammende gadehunde lige i om hjørnet.

Til gengæld belønnes man af den mest fabelagtige nattehimmel. Kulsort og med flere og klarere stjerner end jeg troede, himmelen kunne rumme, og for enden af dalen tårner mastodonten sig op i silhuet mod stjernetæppet, så de lysende himmellegemer omkranser bjerget næsten helt til dets fod.

Også morgenstunden byder på en fantastisk udsigt. Igen er det helt klart i vejret, og vi får den smukkeste solopgang over Everest. Fra toppen og nedefter oplyses bjerget af langsomt skiftende farver fra rødlig til helt gylden så gletsjere og sne ligner det pureste guld, der er strøet over Himalaya.

CRW 6540

Genvejen
Det er ikke med vores gode vilje, at vi forlader denne fortryllende dal, men højden og kulden driver os alligevel på vej. Da vi kører fra Rongbuk for at bevæge os ud på hovedvejen, proklamerer guiden, at vi tager ’the short cut’ - genvejen.

Det viser sig at være et hjulspor, der frit løber ind over stepperne gennem sand, floder, store sten og på smalle hylder over afgrunden. ’Short cut’ beskriver afstanden bedre end tiden, for vi bruger små seks timer på 80 kilometer. Men her er smukt!

Idylliske øde dale, hvor yakokser og enkelte nomadetelte er eneste tegn på civilisation, og hvor vildheste, murmeldyr, ørkenrotter og rovfugle frit boltrer sig blandt de bløde bakker med Himalayas spidse toppe i baggrunden.

Sceneriet beskriver de tanker, jeg tidligere har haft omkring Friendship Highway. Det kan godt være, vi ser lidt civilisation langs vejen, men kommer man bag de nærmeste bakketoppe, er dette et af verdens mest øde landområder.

Herude er der fred til en snak med guiden om hans land, hans folk og dets fremtid. Det er få steder, han føler sig sikker nok til at ytre sine ærlige meninger, så her i de fredelige omgivelser kommer nogle sandheder frem om tibetanernes liv som besat nation. Det er hårde beretninger, men de serveres med det smil og den optimisme, der præger folk på disse kanter.

CRW 6198

Et møde med kineserne
Bedst som vi bereder os på en flot, snoet vej ned mod lavere højder og højere temperaturer, sker der noget uventet. I Tibet er det de færreste ting, der foregår lige efter planen, og heller ikke vores gruppe går fri.

Vi er kørt af sted før solopgang for at passere en strækning med vejarbejde, før den lukkes for dagen. Længere fremme mødes vi desværre blot af en ny, som vores guide ikke har kendskab til.

En tynd snor med små flag svæver få centimeter over vejbanen. Vores chauffør er lidt vel ivrig og får kørt over snoren, så stendyngen, den er bundet fast til, ramler sammen. Så er fanden løs på Friendship Highway!

Efter nogen diskussion med de knægte, der passer snoren, kommer en landsbyleder stavrende, der er mindst lige så beruset, som han er arrig. Det udvikler sig til et højlydt skænderi, der ender med, at landsbylederen tilkalder det kinesiske militær med besked om, at vores hold er uønskede uromagere.

Kineserne ankommer, forhører sig kort hos parterne og konfiskerer så tre kørekort fra vores chauffører. De vil blive udleveret når vejen åbner klokken 20 – små ti timer senere! Lige nu er stemningen lidt trykket.

Vi har været undervejs i mange dage, folk er trætte, og flere er tydeligt mærket af højden og har brug for at komme ned så hurtigt som muligt. Vi presser chaufførerne til at fremskynde processen med forslag om alt fra godhjertede forhandlinger til decideret bestikkelse. Men guiden svarer blot opgivende;
“Det her er den kinesiske hær – der er intet, vi kan gøre.”

Det lyser ud af ham, at det bestemt ikke er første gang, han har prøvet den slags, og den sørgelige sandsynlighed siger, at det heller ikke bliver den sidste.

Vi prøver at trøste os med, at der holder andre biler i kø, men det er en ringe trøst, da en lind strøm af køretøjer passerer den hellige snor, blandt andet med turister. Det er åbenbart folk med ’good relations’ til kineserne, hvilket man ikke kan sige, at vi har lige nu.

CRW 6476

Afsked med Tibet
Tiden snegler sig af sted, og vi lærer disse 200 meter vejstrækning ganske godt at kende. Til sidst bliver det aften, og vi kan få lov at køre. Holdet er mærket af hændelsen, men som det kendetegner tibetanerne, er deres lyse sind snart kommet videre, og humøret er igen godt.

Gruppen er godt fornøjet med endelig at komme ned i til den ønskede højde og temperatur, hvorfra vi kan nyde at se tilbage på oplevelser og strabadser i en kold, gold og vindomsust verden.

Vi siger på denne måde farvel til Tibet med et perfekt billede af den tosidede oplevelse, det er at rejse på Verdens Tag. Smukke landskaber og spændende kultur, men undertrykt af den okkuperende overmagt.

Tibet er kontrasternes og de splittede følelsers land. Det er et hårdt land at rejse i både fysisk og mentalt, men på begge områder i den grad givende.

At se en sådan livsglæde og optimisme eksistere blandt et folk, der lever under så hårde forhold kan være sundt at opleve. Og tibetanerne ønsker at få besøg, så der er ingen grund til at blive væk fra dette enestående og særprægede land på toppen af verden.

CRW 6362

Andre spændende artikler


Med jeep fra Kathmandu til Lhasa

Med jeep fra Kathmandu til Lhasa

Lhasa

Lhasa

Tibet: Friendship Highway i jeep og på cykel

Tibet: Friendship Highway i jeep og på cykel

Log ind