Grønlands Arctic Circle Trail

Rå, stor og uspoleret

 

IMG_6140.jpg
Skrevet af: Mette Mortensen
Opdateret den 04. sep 2021
Læst af: 13342

 

I august 2015 drog 11 mand til Grønland med Opdag Verden. Målet var at gå den legendariske rute fra Kangerlussuaq til Sisimiut.

Vi har brugt uger på at gøre os klar til denne tur. Pakket rygsæk, nørdet grej og klargjort mad til ni dage i den grønlandske vildmark. I Kangerlussuaq, bedre kendt under navnet Sønderstrømfjord, har vi købt brændstof til vores brændere og de fiskelystne drenge har købt fisketegn.

Nu står vi 15 kilometer uden for byen i Kelly Ville, hvor vandreruten begynder. For første gang møder vi det upolerede og smukke syn af den grønlandske natur. Vi har 16 kilometer til dagens lejrplads, så der er ingen tid at spilde.

Vi lærer hurtigt at holde øje med de røde halvmånemarkeringer og varderne, der er bygget op gennem årene. Flere steder er det svært at følge det egentlige spor, da underlaget mest består af klippe. Det er dog ikke svært at orientere sig, så længe man hele tiden ved hvilke søbred eller fjeldside, man befinder sig ved.

IMG 6314

Spejlblanke Amitsorsuaq
Næste morgen vågner vi med rimfrost på teltdugen. Det har været en lidt kold nat, men det er helt fantastisk. Det betyder nemlig, at myggene er væk, og det er netop årsagen til, at vi har lagt turen på det her tidspunkt. Solen skinner fra en skyfri himmel, og vandet i den store sø, Amitsorsuaq, er spejlblankt.

Vi spiser frokost ved bredden, smider hurtigt støvler og sokker og skyller de hævede fødder i det iskolde, klare vand. Søen her er omtrent 30 kilometer, og man kan ganske gratis låne en Kano og padle frem og tilbage. Kanoerne er i meget forskellig stand, men er man heldig, finder man både padler og redningsveste i dem.

Der er dog ingen garanti for, at kanoerne befinder sig i den ende af søen, man kommer frem til, og vi finder kun en enkelt Kano ved Kasiffikhytten. Den er i en noget tvivlsom forfatning. Jacob og Esben er dog fast besluttede på at benytte kanoen, så de banker de værste buler ud og får lappet hullerne med gaffatape. Padlen består af en pind med et bræt forenden.

2015 08 18 at 09 40 32

Fjeldørred og blåbær
Efter en testtur på vandet, beslutter vi at benytte os af muligheden for at få fragtet et par rygsække med Esben og Iben, som vinder væddemålet om dagens sejltur. Vi andre tager turen langs bredden, hvor vi hele tiden kan have kontakt med dem på vandet.

Det er nu føljetonen om at fange den største og lækreste fjeldørred starter. Der er store forventninger til lækker aftensmad og friskfanget fisk. Faktisk er vi overbeviste om, at vi slet ikke behøver finde aftensmaden frem, når vi kommer i lejr.

Det viser sig dog ikke at være så let som først antaget. Ikke en eneste lillebitte fisk bider på krogen. Vandet er simpelthen alt for koldt, og det viser sig, at der er helt fisketomt i de første mange søer, vi møder.

Drengene kæmper dog hårdt på projektet. Der er stor begejstring og mange forventninger. Heldigvis har vi Bo ”Blueberry” med, som kan forsøde skuffelsen med sin fantastiske evne til at samle store, lækre blåbær til dagens pandekager.

IMG 6204

Søer, fjelde, vådområder og varder
Turen bliver mere og mere eventyrlig, for hver dag der går. Udsigterne over de noget nær uendelige fjeldområder og spejlblanke søer følger os hele vejen, og vi er heldige med vejret. Kun en enkelt regnvejrsdag; ellers er det sol og blå himmel på hele ruten.

Underlaget er dog noget mere vådt end forventet, og ofte hopper vi fra tue til tue i store vådområder for ikke at få alt for våde støvler. På de fleste vad kan vi hoppe fra sten til sten, og kun enkelte steder må vi af med sko og strømper.

Fem dage inde på turen skal vi over Oles lakseelv. Vi har læst hjemmefra, at der findes en bro over elven, og den har vi besluttet at finde. Der findes dog ingen præcis markering på kortet, og efter at have søgt i nogen tid uden held, tager vi tyren ved hornene. Vi beslutter os for at vade over.

Støvler, strømper og Bukser ryger, og vi bevæger os forsigtigt ud i det strømmende vand. Vandet når os til op over knæene, og det kan være svært at finde fodfæste og holde balancen. Ved fælles hjælp, håndsrækninger og et par stærke drenge kommer vi heldigvis alle sikkert over.

Selvom det var en lidt nervepirrende oplevelse, er begejstringen blot det større, da vi igen har fast grund under fødderne. Broen dukker senere op et par kilometer længere nede af elven.

IMG 6273

Stolte som paver
Endelig lykkedes det. Vi kan tydeligt høre Esbens sejrsråb i det fjerne. Vi har gået i syv dage og er nået til den lille, mørke hytte, der ligger omkranset af de mægtige fjelde, som skygger for solen de fleste timer af døgnet.

Det har øsregnet hele dagen, og alligevel kan drengene næsten ikke vente med at komme ned for at fiske. I dag må de da for pokker få gevinst. De har jo ikke snakket om andet hele ugen – og efterhånden har alle brug for, at projektet snart lykkes.

Vi er kommet længere væk fra Indlandsisen og tættere på kysten. Temperaturen er steget en del grader, og det er vandet i elvene også. Det betyder flere fisk. Mens Jacob og Esben går ned for at fiske, sidder vi andre tæt i den lille hytte og drikker suppe, kakao og kaffe i store mængder.

Vi er snart i mål, så maden skal ikke holde så længe mere. Endelig hører vi sejrsråbet nede fra Elven. Esben har fået den første ørred på krogen, og glæden er meget stor. Også hos os i hytten.

De fanger fem flotte fisk: fire flotte hunner og den store han. Begge drenge er stolte som paver. Dagens klimaks er stegt ørred og kiks med smukt anrettet rogn. Vi har en rigtig hyggelig aften i hytten, med grin snak og røverhistorier. En skøn dag trods regnen.

Sisimiut tager imod os på ægte grønlandsk manér.

IMG 6310

Målet er nået
Efter ni skønne dage på fjeldet, spækket med oplevelser, når vi Sisimiut, som er Grønlands næststørste by og en af landets vigtigste havnebyer. Få kilometer før byen får vi det første indtryk af den gæstfrihed, der venter i Sisimiut. En mor og hendes lille dreng er på tur.

De lyser begge op i et kæmpe smil, da de ser os, og byder os hjertelig velkommen til Sisimiut. Det næste, vi møder, er lyden af glammende slædehunde og raslen fra kæderne, de står bundet i. Sisimiut tager imod os på ægte grønlandsk manér.

De første skridt på asfalten føles underlige efter så mange dage i vildmarken, men det glemmer vi snart, da Brugsen kommer til syne. Tanker om sodavand, chips, chokolade, og alt hvad hjertet kan begære, bliver vækket til live.

Vi provianterer og finder frem til vandrehjemmet, får os indlogeret og tager et velfortjent bad. Aftenen slutter i fællesskabets tegn med middag og øl på hotellet. Det er en rigtig hyggelig og sjov aften i selskab med hinanden og de lokale. Og toppen af kransekagen: Det dansende Nordlys på nattehimlen over fjeldet.


Modsat de finske samer jager grønlænderne deres rensdyr i stedet for at hyrde dem i flokke. Vi kan derfor forvente at finde en del knogler og gevirer undervejs på ruten. Moskusokser blev også tidligere jaget og var tæt på at forsvinde fra Grønland.

I 1960’erne blev 27 kalve sat ud i området nær Kangerlussuaq for at genoprette bestanden. I dag tæller den bestand mellem 10.000 og 25.000 dyr. De store Isbjørne og de mere ydmyge lemminger ses ikke på Arctic Circle Trail, til gengæld er polarharen og polarræven ikke et sjældent syn.


IMG 6250

Verdens største ø

Grønland er verdens største ø. Med en iskappe, der dækker 85 % af øen, efterlader det kun en smal kystlinje, der er isfri om sommeren. Indlandsisen måler på midten op til tre kilometer i tykkelsen. Nogle steder når iskappen helt ud til havet, og andre steder når man den først ca. 200 kilometer inde i landet.

Hovedparten af Grønland ligger nord for polarcirklen, og om sommeren er det Midnatssolens Land, men om vinteren er der perioder, hvor der ingen sol er overhovedet.

På den tid ses kun det flakkende Nordlys på himlen. Øen er en del af den gamle geologiske kerne af det nordamerikanske kontinent, og her finder man nogle af de ældst daterede bjerge i verden.


2015 08 23 at 11 11 47

Påklædning på fjeldet

Når man vandrer nord for polarcirklen, kan vejret være koldt og blæsende, men det kan også være forbavsende varmt. Det er vigtigt at benytte sig af tre-lags-metoden med svedtransporterende Undertøj, varmt mellemlag og vind/vandtæt skallag yderst. På den måde kan man variere sin beklædning undervejs og tilpasse sig den aktuelle vejrsituation.

  • Undertøj og T-shirt i uld eller kunstfiber. Uld isolerer bedst – kunstfiber er bedre svedtransporterende.
    Vandresokker i uld.
  • Tynde, svedtransporterende inderstrømper. Det er ikke alle, der bruger inderstrømper, men jeg har god erfaring i forhold til, at de forebygger vabler.
  • Vandrebukser, der er lette, slidstærke og tørrer let – gerne med elastik eller andet forneden, så de kan lukkes om støvlerne.
  • Tynd, langærmet fleece- eller uldtrøje.
  • Vandrestøvler med stiv sål og højt skaft, der beskytter anklen. De skal selvfølgelig være gået til inden turen.
  • Kort, kompas, eventuelt GPS og fløjte let tilgængelig, så kan du høres, hvis du bliver væk i tåget vejr eller vejr med dårlig sigt.

2015 08 20 at 08 58 09

Arctic Circle TrailArctic Circle Trail

Arctic Circle Trail

160 kilometers vandring gennem enorm, uberørt, ubefolket vildmark med spejlblanke søer, et rigt dyreliv og et naturligt soundtrack af stilhed i ørene. Arctic Circle Trail er en drøm af en vandrerute, der går fra Kangerlussuaq i bunden af Søndre Strømfjord - blot 30 km fra indlandsisen.

Redaktionen anbefaler

Find din næste tur her


Ruteforslag
Arctic Circle Trail

Arctic Circle Trail

Andre spændende artikler


Vandretur fra Søndre Strømfjord til Sisimiut i Grønland

Vandretur fra Søndre Strømfjord til Sisimiut i Grønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Kajak og vandring i det vilde Grønland

Vandreguide: Arctic Circle Trail

Vandreguide: Arctic Circle Trail