Med campervan og vandrestøvler i Rumænien

Bjergtagende bestigninger i bjørneland

De rumænske bjergkæder byder på eventyrlige vandreture langt væk fra alfarvej. Kom med på tur i en hjemmebygget campervan og forbered dig på røverhistorier om høje bjergtinder, stejle kløfteklatringer, overnatninger i nødhytter og den konstante frygt for pludselig at stå ansigt til ansigt med en brunbjørn. 

vandreture-rumaenien-101223.jpg
Skrevet af: Anne Smedegaard Thomsen
Opdateret den 24. jan 2023

De rumænske bjergkæder byder på eventyrlige vandreture langt væk fra alfarvej. Kom med på tur i en hjemmebygget campervan og forbered dig på røverhistorier om høje bjergtinder, stejle kløfteklatringer, overnatninger i nødhytter og den konstante frygt for pludselig at stå ansigt til ansigt med en brunbjørn. 

Morgenstemningen i camperen er helt speciel. Jeg plejer at sætte morgenkaffen over, mens Nanna, stadig med uldhuen helt nede om de frosne ører, lister sig til at tænde for dieselfyret, hvorefter varmen langsomt breder sig i den lille, hjemmebyggede hybel. Vi ruller persiennerne ned, så vi akkurat kan titte ud gennem de små glasruder. Solen er endnu ikke stået op bag de massive bjergtinder, der byder os godmorgen – men den er på vej. Og vejret tegner til at blive fænomenalt til dagens tur op gennem Bucegi-kløften til toppen af Omu Peak.

Nanna skænker en kop kaffe, mens vi breder turkortet ud over træbordet, der er et værre sammensurium af kogegrej, vandrestave, morgenmad og massevis af puder og tæpper. Og før træpladen agerede spisebord, udgjorde den midterpladen i vores dobbeltseng. Flere funktioner er nøglen til at bo og rejse på få kvadratmeter. For os er det lig med frihed. Kaffe smager altid det bedre, når der er eventyr på programmet, og vi napper endnu en lille refill, denne gang med likør – så kan dagens strabadser bare komme an.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

 

Vi nyder en solpause og en kop kaffe i solen ved Cabana Curmătura – fuldstændig uvidende om den kædeklatring, der venter os til toppen af højderyggen, som man kan ane spidsen af øverst til højre over træhytten.

Vi svinger rygsækken over skuldrene, snører hætten til på skaljakken og stikker mod Buseni-kabelbanen, der både fragter nysgerrige rejsende til de velbesøgte og særegne stenformationer Babele og Sfinxen, men samtidig udgør startstedet for en dags- eller flerdagestur i området. Der er ingen tvivl om, at vi vil snøre vandrestøvlerne og vandre til tops.

Ved første rutemarkering møder vi en mand, der betvivler vores estimerede tidshorisont for den planlagte dagsrute. Vi er bestemt heller ikke kommet tidligt ud ad døren denne morgen. Første kop kaffe smagte af to kopper mere, og der er bare noget drømmende og nærmest euforiserende over at åbne bagsmækken på bilen, omslutte sig i uldtæpper og blot betragte virkeligheden, der langsomt vågner omkring os udenfor. At dvæle i roen og momentet. Vores skeptiske ven kvitterer med et ”Good luck!” og et vink i vores retning, mens vi, storsmilende og i fuldt firspring, flyver op ad de tilgroede skovstier.

Nanna skuer tilbage mod mig med sådan et blik, der indikerer, at jeg er exceptionelt billigt til salg som turplanlægger.

Brunbjørnen i eventyrfortællingen

Det første langstrakte stykke går gennem tæt bøgeskov med et helt eventyrligt rodnet og små vandfald, der risler ned over stierne. Vi vandrer hurtigt op over trægrænsen og ud i det åbne kløftlandskab, hvor toppen kommer til syne bag et let skydække. Og varmen rammer os som en knytnæve i ansigtet. Det går lodret op, og det er nærmest umuligt at ræsonnere sig frem til rutens snoning.

Nanna skuer tilbage mod mig med sådan et blik, der indikerer, at jeg er exceptionelt billigt til salg som turplanlægger. Rutemarkeringerne lød på fem timer til toppen, og på denne korte efterårsdag kan vi lynhurtigt regne ud, at det betyder nedstigning i mørke med pandelamper, hvis ikke vi finder en alternativ rute ned. Men det er vel også det, der er så magisk i jagten på de sande eventyr? Der er altid en særlig quest, der skal overvindes. Og måske et fabeldyr, der skal bekæmpes.

En frostklar morgen på vej mod toppen af La Răscruce, hvor morgendisen hurtigt blev afløst af bagende efterårssol. På græspletten i venstre hjørne kan vi akkurat skimte omridset af camperen.

Vi satser stærkt på, at vi undgår mødet med brunbjørnen i vores eventyrfortælling. Der skulle efter sigende vrimle med bjørne i området, men indtil videre har vi ikke mødt andet end får, geder og græssende køer. En krejler på et landsbymarked lokkede mig til at købe en lille bjørneklokke, så jeg plinger som en bjergged, hver gang jeg tager et skridt. Hvorvidt den virker eller ej er i og for sig underordnet, men den giver en snert af tryghed, når vi færdes i tætte skovområder, hvor det er umuligt at vide, om der pludselig står en bjørn på spring ved næste klippesats.

Vi ler ofte af, hvor irrationelt det er. Vi hører noget pusle i buskadset, får benene på nakken og rammer en passage, hvor kædeklatring er på programmet. Skrænten er stejlt nedadgående mod vores venstre side, og mens vi hænger der og genvinder et roligt åndedræt, nyder vi synet af efterårets maleriske farvetoner, der omkranser os i den majestætiske Bucegi-kløft. Det giver et ekstra skud energi til at fortsætte mod toppen.

I læ bag den gigantiske Sfinx

Som et lyn fra en klar himmel bliver vi ramt af massive kastevinde, da vi nærmer os første pejlemærke på dagsturen – en lille, faldefærdig hytte, hvor ruten deler sig i to. Vores oprindelige plan var at tage en omvej mod Caraiman Peak, men blæsten er stærkt tiltagende og rammer lodret på de smalle, udsatte stenstier mod toppen.

 Vi tager en vaskeægte voksen-beslutning og vandrer i stedet tværs over den grønne græseng i læ for vinden og sætter kursen mod Babele-hytten. Vi kæmper os op på den storslåede højderyg, der har en fabelagtig udsigt mod syd. Vi søger læ bag den gigantiske Sfinx, der – ligesom i det gamle Egypten – udgøres af formen fra en løvekrop med et menneskehoved. Med lidt god vilje i hvert fald. Her kværner vi en hjemmesmurt sandwich med alt godt fra camperkøleskabet, inden vi slår den sidste halvanden time ihjel mod toppen af Omu Peak.

Udsigterne er hele besværet værd, og vi priser os lykkelige for, at sigtbarheden er god, og at humøret fortsat er tårnhøjt. Da vi en håndfuld timer senere sidder i kabelbanen på vej tilbage mod Buseni, kan vi med nød og næppe skimte de stejle stisystemer, der snor sig skiftevis gennem skov, på stenunderlag og op gennem kløftesprækker, hvor kæderne hjalp os på vej. Det er altid uforståeligt at forestille sig en rute, når man betragter den fra en anden vinkel, som her, hvor terrænet vitterligt fremstår uvejsomt. Solen er for længst dykket ned bag klippesatserne i vest, og mørket og kulden er ved at gøre sit indtog. Det betyder lyskæder, en velfortjent lokal øl og hygge hjemme i camperen. Endnu en magisk dag er gået på hæld.

Vi falder i snak med en lokal fårehyrde i byen Măgura i Piatra Craiului Nationalpark. Han bor i en lille træhytte i udkanten af byen og viser os græsengene, hvor han hyrder får.

Hundevenner, toptur og ølsmagning

Vi begiver os videre rundt i Rumænien i jagten på flere naturskønne oplevelser, og ved et tilfælde falder vi i snak med et par, der anbefaler os at drage mod Ciucaș-bjergene. Det er et vaskeægte mekka for fricamping, hvor vi i flere dage har base med camperen i en lysning lige ved skovbrynet. De bløde, græsbeklædte bjerge troner op frem for os. Vi har provianteret i den nærliggende by Cheia, som også er et fint udgangspunkt for vandringer i Ciucaș-bjergene. Vi er dog kørt længere op i højderne til et plateau i nærheden af Cabana Silva, hvor vi stiler efter den berygtede Ciucaș Peak. Efter flere brutale bjergklatreture går der nemlig rygter om, at turen dertil er noget mere tilforladelig, og en lille restituerende søndagstur er lige, hvad vi har brug for. Morgenen er frostklar. Solen bager på den ene bjergside og efterlader en dis af tåge på den modsatte græsskråning. På turen mod Ciucaș Peak passerer vi flere traditionelle sæterhytter, som står – mere eller mindre faldefærdige – tilbage og minder om en tid, hvor landbrug var hovedkilden til indtjening i bjergregionen.

Vi vandrer i et bevokset skovområde, hvor bjørneklokken bimler og bamler og udtrykker over for bjørnebasserne, at der er god grund til at holde en behørig afstand til os. Det viser sig, at det heller ikke bliver i dag, vi støder på en brunbjørn i bjergene. Efter tre rolige vandretimer med få højdemeter nærmer vi os et stort græsplateau med smukke, afrundede stenformationer, der især karakteriserer Ciucaș-bjergene.

Vi nåede frem til nødshelteret Refugiul Ascutit i tide til at overvære endnu en storslået solnedgang. Minusgraderne har sat ind, og vi danser for at holde varmen. Men man kan jo på ingen måde få sig selv til at trisse indenfor, når udsigten er som den her.

Vi vandrer i et loop langs med den halvmåneformede højderyg og finder et sted, hvor vi kan søge læ for den – sammenlignet med kastevindene i Bucegi-bjergene – blide vind. Frokostmenuen står på pasta, og vi lukker øjnene for en stund og læner os tilbage mod en række sten, som solen langsomt har varmet op. Sigtbarheden er upåklagelig. Der er ikke et menneske at se i miles omkreds – bare bjerge så langt øjet rækker. Vi valser videre langs med højderyggen og skråner nedad hen over et græsområde, hvor græsstråene er så lange og snoede, at man skal gætte sig til rutens forløb.

Underlaget er blødt, og vi nyder eftermiddagssolen, mens den ene spektakulære stenformation efter den anden kommer til syne langs stien. Vi cirkulerer i et loop og ankommer til Cabana Ciucaș Peak, hvor vi bliver mødt af tre vamsede bjerghunde. Jeg deler et stykke pølse med den ene, mens Nanna udforsker det lokale ølkort og bestiller et par fra regionen, som vi slukker tørsten med dér på bænken i solskinnet. Det er livet.

Nervepirrende nødsheltertur

Camperen er ikke blot et transportmiddel, men udgør vores midlertidige hjem på farten. Den er synonym med frihed og fleksibilitet. På et par minutter kan vi læsse kareten og køre ud i det blå, hvis vi får et lokalt tip om en særlig vandrerute eller bare får lyst til at undersøge, hvad der gemmer sig bag det næste bjergpas.

Vi har sat kursen mod nationalparken Piatra Craiului og den lille bygd Măgura. Vi spenderer et par dage i det frodige område, der byder på massevis af spektakulære oplevelser – søndagsceremoni i en lille landsbykirke, mystiske grotter og lutter storartede overnatningsudsigter fra camperen. Vi falder i snak med en lokal fårehyrde, der anbefaler os at vandre til højderyggen i nationalparken og overnatte i en af de særlige nødhytter på toppen.

Det klinger af eventyr, bliver Nanna og jeg enige om, så vi finder et passende sted til camperen og drager afsted fra campingpladsen Botoroq et stenkast fra Măgura den efterfølgende morgen. Første opstigning er blød gennem den smukke efterårsskov, hvor vi allerede efter et par timer på sporet ankommer til Cabana Curmatura – en hytte for foden af højderyggen, hvor vi nyder et hvil i formiddagssolen på terrassen. Det er en af de magiske efterårsdage, hvor solen varmer vores kroppe op, når vi vandrer i det åbne landskab, men kulden bider hårdt i kinderne, når vi vandrer i skovterræn.

Roen har sænket sig, og solen er dykket ned bag bjergtinderne efter en magisk dag i vandrestøvlerne. Nanna nyder udsigten mod Vârful La Om (2.238 m) i det fjerne, og de store dunjakker er fundet frem for at modstå efterårskulden.

Fra den lille træhytte skråner ruten op gennem et stenet skovstykke, hvor vi vælger den røde rute mod højderyggen i retning af toppen La Om. Der findes dog alternative ruter i bjergkrydset, for denne tur er ikke for sarte sjæle eller vandrere med højdeskræk – der skal en god portion eventyrlyst og adræthed til, og man skal være indforstået med en ordentlig omgang scrambling.

Vi klatrer med kæder mod toppen af højderyggen, men vores tunge rygsække er en seriøs hæmsko for vores frie bevægelighed. Nok er der nødhytter på toppen, men jeg går aldrig afsted uden en backup-løsning, så teltet blev pakket forsvarligt ned i rygsækken, inden vi drog afsted. Og der er selvfølgelig både øl og snacks med, der også giver den samlede vægt et nøk i vejret. Nok var ruten hård og til tider skræmmende, men udsigten opvejer den slidsomme affære. Det føles som at vandre på toppen af verden – som at gå i små zigzag-bevægelser på en snoet dragehale, der fortsætter ud i det uendelige. Den karakteristiske Piatra Craiului-højderyg er 25 kilometer lang og er både det højeste og længste kalkholdige bjergmassiv i Rumænien.

Vi danser af glæde – og især for at genvinde varmen – da vi langt om længe finder frem til nødhytten Refugiul Ascutit, der ligger som en højborg dér midt på højderyggen. Der er bjergtinder 360 grader omkring os, og der er endda et formidabelt udsyn hele vejen til Bucegi-bjergene, hvor vi vandrede gennem den stejle kløft. Det siger meget om, hvordan de fleste rumænske bjergkæder ligger et stenkast fra hinanden, hvilket giver de ultimative forudsætninger for at kombinere flere bjergområder på én rejse rundt i smukke Rumænien, hvis man har bil til rådighed.

vandreture rumaenien 104640

Godnathistorier om bjergbjørnene

Vi er de eneste vandrere ved hytten. Roen sænker sig, og de orangefarvede skovområder og bjergtinder lyser mere og mere op i takt med, at solen er ved at takke af for i dag. Vi sætter os op ad ydervæggen på det robuste glasfiberbyggeri, mens vi drikker bajere, spiser turmad og griner af, at fårehyrden havde undladt at fortælle os om den lodrette klippeklatring på den røde rute. Solen er næsten forsvundet i aftendisen bag bjergmassiverne, men akkurat frem for os står toppen La Om i den klareste, fineste solstråle.

Vi beslutter os for, at vi vil vandre til tops i skæret fra solopgangen den efterfølgende dag, inden vi i et loop begiver os tilbage mod Măgura. Solen tager sit sidste dyk, og vi pakker os ind i dunjakker og gemmer os væk i soveposerne ude under den åbne himmel. Hvis der er noget, jeg aldrig gør, er det at bevæge mig væk fra en magisk solnedgang. Vi har klargjort nødshelteret med lyskæderne fra camperen – på den måde kan alle steder for mig få en snert af hjemlig hygge. Vi lukker lågen til, da mørket er faldet på og nyder en kop varm kakao, mens vinden rusker udenfor. Vi fortæller hinanden godnathistorier om bjergbjørnene, der bevæger sig ud på rov i mørkets frembrud og snakker om alle de eventyr, der er i vente i det rå Rumænien.

Find din næste tur her


Ruteforslag
De Transsylvanske alper

De Transsylvanske alper

Andre spændende artikler


Ny guide til vandring i Drakensberg

Ny guide til vandring i Drakensberg

10 vandreruter i Danmark

10 vandreruter i Danmark

10 drømmeture - til et eventyrligt 2016

10 drømmeture - til et eventyrligt 2016

Log ind