Mallorca på langs, GR221

Et kor af nattergale

Vandreruten GR 221 er omkring 140 kilometer lang og går fra Pollenca i nord til Port d’Andratx i syd. Den går også under navnet ’De tørre stens rute’ og fører os gennem Tramuntana-bjergkæden, der er en del af UNESCO’s verdensarv.

Vi er spændte og fulde af forventninger, da vi tager rygsækkene på den første morgen og vandrer ud af Pollenca i fuldt solskin. Dagens etape er på cirka 17 kilometer med overnatning på refugiet i Lluc – en lille by, der hovedsageligt består af det store kloster Santuari de Lluc.

Tusindvis af pilgrimme valfarter her til hvert år. Vi går langs et flodleje, hvor et kor af nattergale og kvækkende frøer følger os på vej, men det fortsætter dog ikke så let og ‘lige ud ad landevejen’. Grusvejen bliver til en stenet sti, der fører os op gennem tæt skov, og opad går det.

Da vi kommer ud af skoven, bliver vi ramt af blæst og skarpt solskin. Vi krydser bjergkammen og dykker igen ind i den tætte skov mod Lluc. Efter en halvanden times vandring gennem skoven kommer vi ud på åbent land.

I det fjerne kan vi se refugiet Son Amer i Lluc. Om aftenen sidder duftene fra skoven stadig i næsen. Mens solen går ned, sidder vi sammen med andre støvede vandrere og nyder en kold øl, snakker, læser og skriver dagbog.

Lluc tur-retur

Egentligt var refugiet ved Tossals Verdes vores næste stop, men da det er under renovation, laver vi en lille krølle på turen. Vi arrangerer at blive hentet af en taxi ved Font des Noguer og kørt tilbage her til refugiet i Lluc til endnu en overnatning, når vandredagen er overstået.

Det betyder, at vi kan klare dagen med en enkelt let rygsæk. Vi køber vand, sandwich og frugt på den lille cafe Ca s’Amitger i Lluc, og så er vi klar. Det går opad med det samme.

Op gennem skov og olivenlunde, og da vi kommer op over trægrænsen, åbner landskabet sig med en fantastisk udsigt og blomstrende rosmarin overalt. Ruten går over to bjergtoppe på omkring 1000meter, og fra dem begge er der vue ud over det blå, blå Middelhav.

Det er ikke altid, at ruten er lige tydeligt afmærket. På nedturen fra den anden bjergtop deler stien sig, og vi følger den, der går mere på tværs af bjerget. Efter en halv time siger mavefornemmelsen og vores kort, som vi nu har konsulteret ekstra grundigt, at det er helt galt.

Der er dog den lille bonus, at vi får et fantastisk kig ud over den næste dal og helt ud til Port de Sóller. Vi scrambler tilbage til den rigtige sti, der fører os ned gennem en smuk dal, hvor vi holder frokostpause i skyggen af et pinjetræ. Bierne summer omkring os. Dagen slutter tilbage i Lluc, efter endnu en dag i strålende solskin.

Vi køber noget god ost, brød og pølse, sætter os på en af torvets bænke og nyder lækkerierne.

Frokost på torvet

Det er morgen og vi er på vej til Font Noguer igen. Denne gang i en taxi sammen med to tyske piger, der har planlagt sig ud af refugie-lukningen på samme måde som os. Vel ankomne spænder vi støvlerne og retter på rygsækkene.

Vi har omkring 20 kilometer foran os til Refugi de Muleta i Port de Sóller. Den første del af turen går langs en smaragdgrøn sø, inden vi vandrer op gennem skov til et udsigtspunkt med kig ned til søen.

Herefter ændrer terrænet sig, og de sidste to timer inden Biniaraix går det stejlt og dramatisk nedad. Vi er glade for vores beslutning om at vandre fra nord til syd, når vi ser folk kæmpe sig op mod toppen. Vi når frem til Biniaraix, hvor vi har planlagt at spise frokost, men dagens plan er sat på stand-by, da her ingen butikker er, og byens lille café er lukket.

Heldigvis har vi både vand og kiks, og efter en kort pause, forsætter vi mod den lille, travle turistby Sóller. Her kan man få alt. Med bjergene bag os, går vi det sidste stykke ind til Sóller. Sultne og støvede bestemmer vi os for, at vi ikke er til caféliv.

Det er der heldigvis råd for. Vi køber noget god ost, brød og pølse, sætter os på en af torvets bænke og nyder lækkerierne, mens vi kigger på livets gang. Derefter sætter vi kursen mod Refugi De Muleta, der ligger højt ved siden af et fyrtårn med Middelhavet på den ene side og Port de Sóller nedenfor.

Appelsinsaft og kager

Selvom dagens etape kun er på omkring ti kilometer, og ikke vil tage meget mere end tre-fire timer, er vi af sted i det bløde, gyldne morgenlys omkring klokken ni. Halvvejs på dagens tur ligger Son Mico – et gammelt mallorcinsk landsted, hvor der serveres friskpresset appelsinsaft.

Sidste sommer var der lukket, da vi kom forbi, men i år er vi mere heldige. Det er åbent, og ud over den dejligste friske appelsinsaft, serverer de også fristende hjemmebagte kager. Det kan vi ikke sige nej til, så vi finder et par gode pladser og ’slår lejr’ et stykke tid.

Fra Son Mico til Deiá går vi med udsigt til Middelhavet hele vejen. Efter at have tjekket ind på refugiet, som ligger i selve byen, har vi god tid til at udforske de snævre gader og går op til kirken, hvorfra der er udsigt ud over hele dalen.

Grønspættetegn

Den næste dag er skiltet, der peger mod Valldemossa, svært at finde og ser meget hjemmelavet ud.

Det går stejlt op gennem skoven, og ruten er stort set ikke afmærket med officielle skilte, som den ellers har været hidtil. Heldigvis er der lavet mange varder og andre grønspætte-tegn, som vi følger. Det går op, først gennem krat og overgroede olivenlunde og senere gennem tæt skov.

Efter et par timer begynder vi at blive usikre på, om vi har overset en sti, da vi ikke helt kan få det til at passe med vores kort. Vi er ganske tæt på bjergtoppen, da vi møder tre ældre, spanske herrer, der fortæller os, at vi er på rette vej.

De taler godt nok ikke engelsk, og vi taler ikke spansk, men ved hjælp af fagter og enkelte ord, forstår vi hinanden. Efter et kvarters tid er vi oppe og ude af skoven. Vi kommer op på et vindblæst plateau og følger flere små varder, der guider os i den rigtige retning.

Landskabet er utrolig dramatisk, og stien løber helt ude langs bjergkammen. På den ene side har vi et lodret fald på et par hundrede meter og udsigt over Middelhavet. På den anden side et kig ud over bjerge og helt ud til Palma, der ligger på det flade land i horisonten.

Det er absolut et af højdepunkterne på hele turen. Efter lidt ned og op igen, går det nedad hele vejen til Valldemossa. Turen over bjerget har taget længere tid og været mere udfordrende, end vi havde regnet med. Derfor, GR 221 eller ej, bliver vi enige om, at det må være ok at tage bussen det sidste stykke til Esporles, hvor vi skal overnatte.

Hvor er solen blevet af?

Det er vores sidste dag på GR 221, og vi vågner op til regnvejr. Vi giver os god tid og er først af sted klokken 11. Det regner stadig, og for første gang må vores regnslag ud af rygsækken. Hvad er der blevet at det helt utrolige solskinsvejr?

Vi trøster os med, at dagens tur ikke er så lang, kun 14 kilometer og forholdsvis flad. Skal vi virkelig gå vores sidst dag uden solskin? Nej, heldigvis ikke. Omkring middagstid klarer det op, og solen kigger atter frem.

Vi går gennem skov, og stien og skiltningen er helt nyrenoveret. Halvvejs på turen gør vi stop i den lille by Banyalbufar, der ligger med udsigt til havet fra det lille kirketorv. Perfekt til en pause og en tår vand. Fra byen går de første par kilometer langs vejen.

På denne strækning er GR 221 lukket, da myndighederne og den lokale jordejer ikke er helt enige om, at vandreruten skal være der og være åben for alle.

Tilbage på GR 221 går den sidste del mod Estellence hurtigt. Solen skinner nu fra en næsten skyfri himmel, og vores forhåbninger om at kunne fejre turens afslutning med et glas vin i solen med udsigt over vandet holder stik.