New Zealand: på cykel på Sydøen

En herlig fornemmelse! Frisk kystvind fra Stillehavet, en bagende sol og højre flanke prydet af hvide får på græsset. Med 20 kg på bagagebæreren, solcreme i ansigtet og gode ben var jeg cyklende på vej ned langs østkysten på New Zealands sydø.
Et par dage forinden var jeg ankommet til Christchurch efter at have rejst seks måneder i Sydøstasien og Australien. Lysten til at opleve en del af landet “down under” på cykel havde jeg haft siden min udrejse fra Danmark. Jeg fandt hurtigt en god solid racercykel, der både kunne klare de ofte hullede grusveje og samtidig sikrede et godt glid på asfalten. Cyklen inklusiv tasker og reparationsudstyr lejede jeg for en måned og efterlod mit “hjem”, rejserygsækken, hos cykelhandleren. For at undgå hovedvejene og en flad landbrugsstrækning på 250 km kørte jeg i bus ned langs østkysten til udgangspunktet i byen Oamaru.

aw26_new_zealand_cykling_33.jpg
Skrevet af: Karsten Aare Havndrup
Opdateret den 10. jan 2017

En herlig fornemmelse! Frisk kystvind fra Stillehavet, en bagende sol og højre flanke prydet af hvide får på græsset. Med 20 kg på bagagebæreren, solcreme i ansigtet og gode ben var jeg cyklende på vej ned langs østkysten på New Zealands sydø.
Et par dage forinden var jeg ankommet til Christchurch efter at have rejst seks måneder i Sydøstasien og Australien. Lysten til at opleve en del af landet “down under” på cykel havde jeg haft siden min udrejse fra Danmark. Jeg fandt hurtigt en god solid racercykel, der både kunne klare de ofte hullede grusveje og samtidig sikrede et godt glid på asfalten. Cyklen inklusiv tasker og reparationsudstyr lejede jeg for en måned og efterlod mit “hjem”, rejserygsækken, hos cykelhandleren. For at undgå hovedvejene og en flad landbrugsstrækning på 250 km kørte jeg i bus ned langs østkysten til udgangspunktet i byen Oamaru.

The Catlins - naturen kalder
New Zealand byder på alt lige fra eksotiske sandstrande over store vildmarksområder til moderne skisportssteder. Den ene dag er det græssletter med får og kvæg, den næste måske den barske kyst og dyrene i deres naturlige miljø, og en tredje dag kan byde på bakker og udsigter, som helt tager pusten fra én.

Den første uge lagde jeg forsigtigt ud af hensyn til bentøjet og kombinerede cykelturene med vandring langs kysten i The Catlins, et tyndt befolket område i den sydøstlige del af Sydøen, der kendetegnes ved grusveje, bølgende græsmarker og øde strækninger. Her kunne jeg opleve pelssæler, søløver og pingviner, som solede sig og slappede af oppe på stranden. Selv om jeg sammen med en canadisk pige og en engelsk fyr var opmærksomme på sælerne, kom jeg på et tidspunkt til at forstyrre en sæl. Gemt under et klippefremspring faldt den helt ind i omgivelserne. Jeg hørte pludselig en høj væsen lige bag mig og samtidig lyden af 140 kg. spæk, som bevægede sig. Adrealinen pumpede, og jeg sprang over klipperne og frygtede hvert sekund et bid i haserne. Den indstillede dog hurtigt jagten, men havde ved sit skinangreb lært mig, at man til enhver tid skal holde sig på behørig afstand af en sæl.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

aw26_new_zealand_cykling_35.jpgEt par dage senere kom jeg til stranden ved Cannibal Bay, hvor godt ti Hookers søløver holdt til. De store hanner lå langt oppe på stranden og solede sig i klitterne, mens de yngre hanner udøvede magtkampe nede i vandkanten. Denne gang holdt jeg mig på afstand af de store dyr, der frembød respekt ved deres faktisk hurtige bevægelser over sandet på korte afstande.

Bortset fra den første solrige dag var den indledende uge blæsende med kolde og lettere våde antarktiske vinde fra syd, og jeg måtte sande, at det ustabile new zealandske efterår var sat ind. Jeg slog følgeskab med Andrew, en vejrbidt skotte, som havde cyklet i Australien og nu var på vej rundt på New Zealand. Vi mødtes godt tilmudrede af de våde grusveje hos en lokal købmand, og vi fandt sammen i en god rytme med oplevelser, diskussioner og opmuntring, når næsevinden blev for træls.

160 mio. år gamle træstammer
En speciel seværdighed ved The Catlins er en 160 mio. år gammel fossil skov, der ved lavvande dukker op af vandet ved Curio Bay, hvor Hectordelfiner i øvrigt også kan nydes fra stranden. Forstenede træstammer og træstubbe sås tydeligt over et område på størrelse med et par fodboldbaner. Med hånden kunne linierne i træet stadig mærkes, og tanken om at stå i millioner af år gamle omgivelser gav alderdom en helt anden mening. Ved at sammenligne træsorterne i området med samme i Sydamerika har arkæologer også fundet bevis for New Zealands forhistoriske sammenhæng med det store Gondwanaland. Senere blev det store kontinent brudt op og dannede kontinenterne, som vi kender dem i dag på den sydlige halvkugle.

Dagligdagen i sadlen
En cykeldag begyndte ved otte tiden med et stort morgenmåltid for at klargøre kroppen til dagens tur. Jeg havde ikke telt med, men overnattede på de hostels og homestays, som jeg kunne finde undervejs. Pakningen af taskerne var derfor helt enkel med faste pladser til tøjstumperne, masser af brød og frugt i rygsækken, godt to liter vand på stangen samt velsmagende kulhydrater i korttasken på styret. Efter klargøring af cyklen rullede jeg ud kl. ni til uforudsete hændelser frem mod endemålet for dagen. På en formiddag kørte jeg normalt 30-40 km og stoppede undervejs, når landskabet krævede et par minutters beundring, og når min mave sendte signaler om behov for et mellemmåltid. Jeg kørte ofte gennem små lokalsamfund, hvor en række huse på begge sider af vejen sammen med en forretning eller to, der solgte de daglige fornødenheder, udgjorde hele byen.

aw26_new_zealand_cykling_34.jpgDet er ikke svært at finde et godt sted for frokostpausen, når man cykler på New Zealand. Jeg behøvede bare at sætte mig i grøftekanten, så var jeg omgivet af vilde blomster, højt græs og nysgerrige får på distancen, mens jeg spiste og studerede kortet og ruten for dagens resterende km.

På nær en enkelt dag, hvor jeg var nødsaget til at køre på en befærdet hovedvej, havde jeg godt og varieret cykelterræn på hele turen. Vant til flade Danmark havde jeg med bange anelser set frem til øens bakker og bjerge, men en god blanding af tilvænning og motivation hjalp mig godt over toppene. Det bølgende terræn virkede dog alligevel behageligt trættende på kroppen mod slutningen af hver cykeldag, som i gennemsnit bragte mig godt 80 km længere frem.

Det hyggelige cykelfolk
Cyklen er et populært transportredskab for mange turister i New Zealand, og ude på vejene mødte jeg hver dag nye cyklister. Jeg oplevede en egen lille kultur blandt cykelfolket, der uafhængigt af niveau var kendetegnet ved glade og energiske folk, som trods vejrets luner og kilometernes slid på kroppen var nemme at få en sludder med. Som alenerejsende var det samtidig rart for mig undervejs at hente erfaringer om ruter og seværdigheder. Flere gange på min tur sagde jeg pænt farvel til hyggelige folk, men mødte dem så alligevel senere på et homestay eller ude på vejene, fordi vi af forskellige årsager havde ændret vores oprindelige plan.

Det imponerende Fjordland
Fra The Catlins kørte jeg over Invercargill, efter sigende den næst sydligste by i verden, og mod vest, før det gik nord over op langs det kæmpe Fjordland, næsten som de norske fjorde. Jeg gjorde en dags holdt i Te Annu, hvorfra jeg tog på en kajaktur ud til Doubtful Sound, hvor de træ- og buskbeklædte klipper og bjerge kunne rejse sig op til 1000 meter over vandet.

Vejret på vestkysten er mildest talt vådt, og i området falder der i gennemsnit ca. seks meter vand om året. Mine fire turfæller og jeg blev da heller ikke forskånet for regnen, der silede ned fra morgenstunden. Heldigvis blev det opholdsvejr i løbet af eftermiddagen, så vi kunne se toppen af bjergene, hvorfra kæmpevandfald udsprang og faldt ned i vandet, hvor vi nu også i glimt kunne opleve sæler og delfiner på afstand.

Bjerge og varierende cykeldage
Efter Te Annu og et bungy jump i adventurebyen Queenstown havde jeg nogle perfekte cykeldage med sol, vind i ryggen og varierede bjerg- og skovlandskaber at se på. Jeg kørte over den højest beliggende hovedvej i New Zealand og cyklede en dag tolv km, hvor det steg fra 400 m. til 1080 m. Trods flere tanker om at trække min oppakkede cykel på de stejleste stykker, trampede jeg dog videre hele vejen op til Crown Saddle. Her kunne jeg træt spise en tiltrængt frokost, mens jeg kunne se morgenens udgangspunkt, Queenstown, som en lille prik knap 40 km borte.

aw26_new_zealand_cykling_37.jpgFor at komme over bjergkæden, der langs hele sydøen rejser sig ud mod vestkysten, kørte jeg videre over Haast Pass mod kystvejen og Det Dasmanske Hav. Der er noget særligt ved at cykle helt ude ved kysten med den friske vind og havet som kontrast til skovene op langs bjergenes bare toppe, der blev synlige i klart vejr. Skønt var det at kunne opleve en lille gruppe Hector-delfiner springe i vandet langs kysten om formiddagen, spise frokost sammen med andre cykelfolk ved en blikstille sø med bjerge i baggrunden og efter et par hårde stigninger nå Frans Josef gletscheren om aftenen. Utroligt at et lands natur kan være så varieret og byde på så mange seværdige oplevelser på under hundrede kilometer.

Frans Josef - en tilgængelig gletscher
Frans Josef gletscheren strækker sig fra bjergkædens toppe inde i landet med Mt. Cook som det højeste bjerg på New Zealand (3.755 m.). Gletscheren er op til 300 meter tyk og har et fladt glid på ca. tolv km fra toppen og ned til kanten af isen i 250 meters højde. Gletscheren er derfor både sikker og let tilgængelig for nysgerrige sjæle, der ikke har mod eller kræfter til at klatre op ad ofte høje bjerge for at opleve gletscherisen under støvlerne. Jeg tog en dagstur op på gletscheren og nåede at få et indblik i de utrolige kræfter, der ligger bag, når isen flytter sig med op til én meter om dagen. Store sten og klipper flyttes som papirskugler, og sporene efter isen ses tydeligt i området som afslibning af klippevægge og bevoksningens forskellige karakter på klippeskråningerne. Gletscheren er i konstant bevægelse, og aftegningerne kan spores 250 år tilbage op af klippevæggene. I slutningen af 1800-tallet lå isen knap tre km længere fremme end i starten af 1980’erne, hvorefter gletscheren er vokset igen med godt en km frem til i dag.

Jeg stod af cyklen i Greymouth, hvorfra toget, The TranzAlpine Express, bragte mig over bjergkæden via Arthurs Pass tilbage til Christchurch. New Zealand er virkelig et sted at udforske på to hjul - hiv cyklen frem og kom af sted! 

Artiklen blev bragt i Adventure World (Opdag Verden) nr. 25, december / januar 1999 / 2000

 

Andre spændende artikler


Tværs over USA på cykel

Tværs over USA på cykel

Ny episk cykelrute i Det Vilde Vest

Ny episk cykelrute i Det Vilde Vest

’Scenic bikeways’ i Oregon

’Scenic bikeways’ i Oregon

Log ind