På hyttetur i alpeland

Luksushytte højt i Alperne

Vi har booket et dobbeltværelse og forestiller os, at det er ret enkelt. Bare to senge, hvor vi kan rulle vores soveposer ud. I stedet er der senge med dyner, varme på radiatoren og adgang til eget bad – ren luksus! – og stemningen i Pfitscherjoch Haus oser på mange måder af hjemlig hygge. Hytten er tilmed familiedrevet, og kasseapparatet bliver bestyret af bedstemor. Der er superhyggeligt i spise- og opholdsrummet, som er hyttens hjerte. Her tjekker man ind, spiser sine måltider, køber snacks og hænger ud om aftenen.

Væggene og en del af loftet er beklædt med træ og bidrager til den helt rigtige hyttestemning, mens gamle, indrammede sort-hvide billeder vidner om tidens gang. Spisestuen blev udvidet i 2012, hvor der også blev sat nye vinduer i, da hytten gennemgik en større ombygning. Det er virkelig gennemført lavet.

Vi sidder dog udenfor det meste af eftermiddagen. Nyder solen, udsigten og en øl. Men det bliver køligt om aftenen i 2.276 meters højde, så vi trækker indenfor til aftensmaden: velsmagende wienerschnitzel og en omgang mættende hütte-macaroni. Det er altid en særlig oplevelse at se solen gå ned, så da solens sidste stråler farver bjergsiderne rosa, må vi ud igen.

Man står tidligt op, når man sover i alpehytte. Morgenmaden bliver serveret mellem klokken 6.30 og 8.30, og da vi dukker op klokken 7.30, har de fleste allerede spist og er på vej af sted. Vi kan derfor nyde morgenmaden i ro og mag, inden vi selv kaster os ud på ruten. Her er et fint udvalg af forskellige morgenmadsprodukter som mysli og cornflakes samt flere forskellige slags pålæg og brød.

Vi er vågnet op til strålende sol og blå himmel, og dagens vandretur til Olpererhütte tegner til at blive fantastisk. Vi vandrer af sted i den stille formiddag med kæruld og fine, farverige alpeblomster langs stien. Zillertal-Alperne er en del af Alpernes hovedkam – bjergkædens højeste tinder og bjergrygge – og har en hel række toppe, der prikker hul på himlen i mere end 3.000 meters højde.

Vi har bjergene og stien helt for os selv i det fine morgenlys. Det er magisk. Roen og den enorme natur omkring os får os helt ned i gear, og vi bruger lang tid på at fotografere og bare nyde friheden.

Hvor ruten i går, til at begynde med, var en ren motorvej, går det nu noget langsommere. På lange stræk går vi gennem store stenskred og skal holde godt øje med, hvor vi sætter fødderne. Ruten er heldigvis virkelig godt afmærket, så det er nemt at orientere sig. Rød-hvide markeringer på stenene og hist og her en varde. Det meste af ruten traverserer vi på langs af bjergene, dog med et par gode op- og nedstigninger undervejs.

Den ene fantastiske udsigt afløser den næste. Vi kigger højt op til gletsjere og bjerge med sne på toppen og dybt ned til dalens grønne græstæppe. Det meste af tiden er det bare os og lyden fra rislende bække, brusende floder og vandrestavens klik-klik mod stenene.

Olpererhütte ved hængebroen

Vi når frem til Olpererhütte, som er opkaldt efter det pyramideformede bjerg Olperer (3.476 m) først på eftermiddagen og skal lige omstille os fra de fredelige timer alene ude i bjergene, for her er liv, glade dage og en terrasse fyldt med mennesker. Man kan nemlig nå Olpererhütte på en dagsvandretur fra Schlegeis Stausee ved søen Schlegeisspeicher i dalbunden, og hytten er enormt populær. Det er blandt andet på grund af “Instagram-broen” tæt på hytten. Den må være den mest fotograferede hængebro i Alperne.

Tager man sit billede i den rette vinkel, ser det hele nemlig meget mere dramatisk ud, end det er i virkeligheden – som om træbroen hænger og dingler adskillige hundrede meter over den turkisgrønne sø dybt, dybt nede. Sådan er virkeligheden ikke, men udsigten er stadig forrygende.

Vi tjekker ind, smider rygsækkene på køjesengene og drikker en østrigsk urtesodavand, en Almdudler, på terrassen. Der er stadig et par timer til fællesspisningen klokken 18, og vi nyder ventetiden i græsset et stykke væk fra hytten med en fuldstændig storslået udsigt til bjergene og Schlegeis Stausee. Der bliver endda også tid til en lille eftermiddagslur i solen.

Da vi kommer tilbage til hytten en lille time før aftensmaden, er der mere stille. De fleste dagsturister er vandret tilbage ned i dalen, og roen sænker sig. Vi sidder sultne i den hyggelige spisesal, hvor ordet ’panoramavinduer’ virkelig kommer til sin ret. Snakken går lystigt ved de lange borde. Om dagens oplevelser i bjergene. Om hvad dagens menu mon byder på.

Der er næsten dømt suppe, steg og is – nemlig suppe, stegt kylling og selvfølgelig strudel til dessert. Alt sammen meget lækkert og en del af vores booking. Det tynder stille og roligt ud ved bordene, og vi er ikke de første, der kryber til køjs. Klokken slår 21.30, og der er mørkt på sovesalen. Det eneste, man kan høre, er folk, der går til ro på de andre sovesale. Klokken 22.00 er det nemlig godnat til alle, og de eneste lyde er lidt snorken fra en træt vandrer eller to.

Minder til den indre rejsedagbog

Vi vågner op til skyer og vandrer af sted i det grå morgenlys. Stien er smal og stenet, og snart er der noget, der bevæger sig på de store klippestykker over os. Det er et murmeldyr, der holder øje med os. Kort efter er det igen tid til at stoppe op – denne gang for at få de vandtætte jakker på og lyne godt op. Det blæser op, men bygen passerer heldigvis hurtigt, og vi når turens højeste punkt i 2.638 meters højde. Herfra kan vi se Friesenberghaus i 2.498 meters højde, som er bygget i grå sten fra bjergene og ligger godt camoufleret. 

Det er stadig råkoldt, og det regner også lidt, så vi glæder os til at nå hytten. Først skal vi dog langt ned for så at gå op igen. Sådan er det at vandre i bjergene. Vi havde forestillet os at sidde ude og nyde udsigten, men nu viser hytterne deres sande værd: Vi kan komme i ly, når vejret ikke er til udendørs hygge, og man er blevet lidt kold og våd. Friesenberghaus er en lille hytte, og vi stiller rygsækkene i entréen, sådan som de andre vandrere har gjort. Der er knager til det våde tøj og vandrestave, spisesalen er lille og oser af alpe-hygge, og vi bestiller varm mad og en varm kakao til dessert – og ærgrer os lidt over, at vi ikke skal overnatte her. Da vi har spist og træder ud af hytten, er himlen dog blevet blå.

Solen skinner. Hvor heldig har man lov at være? Herfra går stien kun nedad, og lige så stille ændrer naturen sig. Først er der kun enkle alpine blomster, så græs og småkrat af alperoser. På flere stræk er der udsigt ned til søen. Vi holder en masse pauser på vej nedad. Sidder bare og nyder omgivelserne, mens vi drikker en tår vand. Vi rammer trægrænsen, og vegetationen består nu af gran- og fyrretræer. Det er nu pludselig et helt andet landskab, vi bevæger os rundt i.

På få hundrede meter har det ændret sig fuldstændig. Det dufter af harpiks, og så er det blevet varmt. Rigtig varmt. Et fossende vandfald byder os velkommen tilbage, og da vi kommer retur til parkeringspladsen og den kunstige sø, Schlegeis Stausee, er der en time, til bussen kører. Lige tid nok til en velfortjent is, inden vi kører tilbage til Mayrhofen med mange dejlige minder til den indre rejsedagbog. De er altid gode at hive frem, når hverdagen igen banker på.

Peter Habeler Runde

Peter Habeler Runde er en 56 kilometer lang vandrerute med start og slut samme sted, hvor man går fra hytte til hytte i bjergene. På syv dage kommer man forbi seks hytter, der alle ligger med fuldstændig fantastiske udsigter. Turen byder både på gode stier, ujævnt terræn og et par enkelte mere udfordrende steder, hvor man skal benytte de udspændte reb. Det er alpin vandring, når det er allerbedst. Ruten er opkaldt efter den østrigske bjergbestiger Peter Habeler, der sammen med Reinhold Messner i maj 1978 blev de første, der besteg Mount Everest uden brug af kunstig ilt. Læs mere på www.tyrol.com.

Dagsture i Mayrhofen

Der er rigtig gode muligheder for at lufte vandrestøvlerne i Mayrhofen og omegn, så vi var på en del dagsture. En af favoritterne var turen op til Edelhütte (2.238 m). Tjek  www.edelhuette-dav.de. Fra Mayrhofen tog vi kabelbanen Ahornbahn op i 1.968 meters højde og gik ud i bjergene. Stien er god og nem at følge. Edelhütte ligger midt på et stort plateau med toppen Ahornspitze (2.973 m) lige bagved. Græsset er grønt, og det vrimler med blomster i gule, orange, blå og lilla nuancer. Vi havde planer om at gå helt op på toppen, men var kommet for sent af sted. Det endte derfor med en pause i 2.540 meters højde og et fantastisk kig ud over området. På vej tilbage holdt vi et pitstop i Edelhütte, hvor vi fik fyldt øldepoterne op i bragende solskin, inden vi skulle ned med den næstsidste gondol. Det var virkelig sommer i Tyrol – på den allerbedste måde.

1.400 kilometer vandrestier

Zillertal-Alperne er et skønt sted at vandre med 1.400 kilometer vandreruter i alle sværhedsgrader. Naturen er varieret med grønne dale, gletsjere og høje bjerge. Det højeste punkt er Hochfeiler på 3.510 meter, men der er flere toppe over 3.000 meter. Med 10 åbne kabelbaner om sommeren, og en masse hytter i bjergene, hvor man kan købe mad og drikke, er der ingen undskyldninger for ikke at komme op og ud.