Du er her:

På kanotur i Litauen

Ad ukendte vande

Kanoerne ligger fastsurret på tagbøjlerne. Bagagerummet er pakket med vandtætte tønder, padler og veste. Ungerne sidder fastspændte i autostolene. Klar til afgang. Parat til kanotur. Til en start kører vi til Sverige. Men derfra tager vores tur en atypisk drejning. Mod øst. Til Baltikum. Til massevis af – set med danske øjne – uopdaget kanovand og vild natur lige på den anden side af Østersøen.

DSC_0179.jpg
Skrevet af: Mikkel Jungersen - Foto: Joakim Groth, Mikkel Jungersen og Vibeke Bønding
Opdateret den 28. nov 2016

Kanoerne ligger fastsurret på tagbøjlerne. Bagagerummet er pakket med vandtætte tønder, padler og veste. Ungerne sidder fastspændte i autostolene. Klar til afgang. Parat til kanotur. Til en start kører vi til Sverige. Men derfra tager vores tur en atypisk drejning. Mod øst. Til Baltikum. Til massevis af – set med danske øjne – uopdaget kanovand og vild natur lige på den anden side af Østersøen.

 

”Jeg skal se indregistreringspapirerne,” lyder det på gebrokkent engelsk fra den litauiske dame i billetlugen på havnen i Karlshamn.
”Indregistreringspapirerne?” svarer jeg spørgende.
”Ja, du skal bevise, at bilen ikke er stjålet,” forklarer hun vrissent.
Jeg kigger ned ad min gamle, grønne stationcar.
”Den her bil er fra 1999. Den har kørt tæt på 300.000 kilometer. Tror du, jeg har stjålet den?”, forsvarer jeg mig og fortsætter, mens jeg kigger rundt på børn, pakkenelliker og kanoer.
”Mine børn og jeg skal på kanotur i Litauen.”

Men damen er vedholdende og vil se registreringsattesten. Folk i bilerne bagved mig i køen bliver utålmodige. Jeg hidser mig grundigt op, og damen giver til slut surt efter, mens hun truer med alskens uniformeret personel og plaprer op om bøder og forklarer, at det er på eget ansvar. Var det ikke gået op for mig før, står det nu klart, at denne færgerute bruges til andet end transport af feriegæster.

Endnu mere tydeligt bliver det, da vi sætter os til rette i cafeteriaet. Færgen er fyldt med storrygende og tungdrikkende østarbejdere samt svedige truckere. Og så os. ’Perfekt,’ tænker jeg, vi er allerede godt på afveje.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

DSC 4880Møllerkone og oksekærre
Tilbage i 1994 var jeg på kanotur i Letland med en ven fra Dansk Kano Ekspeditions Klub. Vi skulle lave en rapport om mulighederne for kanosejlads på Gaujafloden for rejseselskabet Seven C’s. Det var en stor oplevelse, og når jeg nu husker tilbage, er det nok mest indtrykket af at padle gennem natur, som det så ud i Danmark før industrialiseringen, der gjorde indtryk. Som et andet frilandsmuseum padlede vi gennem landsbyer, hvor mælken blev bragt ud af mælkemanden i hestevogn, og naturområder hvor Hedeselskabet aldrig havde været; sumpede skove og engområder, hvor bævere, oddere og storke stortrivedes.

Kulminationen på kulturen mødte vi ved en opdæmning af floden. Vi lagde kanoen ind til bredden og kastede et blik over mod vandmøllen på den anden bred. Vandet klukkede, fuglene sang, og møllehjulet kværnede knirkende rundt i strømmen. En møllerkone kom til syne i døren. Hun var kridhvid af mel fra top til tå. En rigtig møllerkone. På grusvejen ude mellem markerne kom en oksekærre rullende.

Støvet stod omkring kærren, hvor på der sad en gammel mand med sin søn. På ladet havde de sække fyldt med korn. Høsten. Hans-Erik og jeg pakkede frokosten ud og betragtede skuet. Far, søn og møllerkone arbejdede slidsomt, mens okserne dovent åd hø. Timerne gik, og kornet blev malet til mel, sæk for sæk. Da vi igen lagde fra land neden for opdæmningen, travede okserne hjemad, spændt for kærren fyldt med melsække, en rank søn og en krumbøjet far. Møllerkonen slog støvet af forklædet og forsvandt bag møllen. Det er denne kultur og natur jeg vil over at gense - og opleve udviklingen fra dengang til nu.

DSC 5134Storke og lejrliv
Denne gang er målet nationalparken Aukštaitijos i Litauen nær den hviderussiske grænse. Forrest kører jeg med mine to drenge på bagsædet og to kanoer på taget. Bagved følger Joakim og Vibeke med deres to børn. Vi er kun lige kommet ud af havnebyen Klaipeda, da to hvide storke spankulerer rundt inde på en mark. Glad som jeg er for fugle, dytter jeg og peger ivrigt ind på marken. I bakspejlet kan jeg se, at Joakim og Vibeke også har set storkene.

”Hold da op drenge,” jubler jeg.
”Der gik et par storke. Det er ikke tit, man ser sådan nogle,” forklarer jeg henrykt Villads og Storm omme på bagsædet.
Da vi nogle timer senere ankommer til Aukštaitijos har vi set over 150 storke. Siddende på reder, flyvende i luften, gående på markerne, stående i motorvejsrabatten. De er overalt. Utroligt at forskellen i fuglefaunaen kan være så udtalt på trods af, at vi er på samme breddegrad som Danmark.

DSC 0446I nationalparken må man – som vi kender det herhjemme fra – kun slå telt op og lave bål på anviste pladser. Vores første lejr ligger idyllisk i en fyrreskov ved bredden af en sø. Der er blåbær overalt i skovbunden, så der går ikke lang tid, inden vi alle er blårøde om munden. En frø hopper dvask af sted ved søbredden. Det skulle den ikke have gjort, for kort efter er den fanget og bliver overleveret fra barnehånd til barnehånd, krammet og aet efter alle kunsten regler, indtil den er døden nær.

”Frøen er helt vild med Storm, se hvor den nyder det,” tolker ungerne det, da frøen ligger livløs i Storms hånd.
Joakim tilbereder karrykylling over bålet, og jeg snupper mig et bad i søen i den nedgående sol. Åh, hvor er lejrliv dog bare herligt.

Børnene stortrives
De næste dage vil vise, om børnene kan klare mosten med at padle i timevis, lave alle måltider over bål, sove i telt, tisse i krattet og skide i et hul, mens hestebremserne svirrer om hovedet. Fra vores månedslange kanoekspeditioner til Nordcanada ved vi voksne om nogen, at det gælder om at holde sig tør, varm og mæt, hvis man skal holde humøret oppe på de barske dage. Alle mand har en pose med godter, når vi er på vandet, for at gøre de lange kanodage gode.

DSC 0360Når det regner, kravler vi i teltet og spiller yatzy, drikker varm kakao med dåseflødeskum under presenningen, eller leger rundt i regnen, vel vidende at der er tørt skiftetøj i tasken. Og som dagene går, bliver det klart, at ungerne ikke bare kan klare mosten. De ligefrem stortrives med kano, bål og telt og klarer fint toiletbesøgene og de hårde dage med smil om læberne. Vi bliver nu også i udtalt grad tilsmilet af solen.

Storm er vores turbomotor, og hans jetbenzin er et dyk i godteposen.

Sejler ned ad åen
Rørhøgen har rede flere steder og svæver lavt over rørskoven i jagten på padder og andet guf. Bæverværkstederne afslører, at området også holder en sund bestand af dette fladhalede dyr. På nogle stræk har vi har nok at gøre med at padle under, bære over eller dreje udenom de væltede træer med de mange tandmærker i.

”Spidsen til højre,” kommanderer jeg nede bagfra i kanoen. Villads på otte år stikker padlen i vandet og vinkler paddelbladet, så forenden af kanoen presses mod højre.
”Perfekt,” roser jeg og er pavestolt over, at min søn nu kan udføre et statisk skubtag.
Han mestrer også krydstag og andre avancerede paddeltag, og jeg kan mærke, at han nyder det og vokser med opgaven. Det er en kæmpe hjælp, specielt når vi stryger ned ad små snoede bække, hvor jeg ellers skal kæmpe hårdt for at tvinge den tungtlastede kano med rundt i svingene. Storm på seks år har en anden padleteknik.

DSC 0127Han holder pause det meste af tiden afbrudt af korte perioder med eksplosiv padling. Han er vores turbomotor, og hans jetbenzin er et dyk i godteposen. Når vi padler gennem store rørskove med horder af hestebremser, der prøver at gøre livet surt for os, slår vi turbomotoren til. Vi høvler forbi plageånderne, og glæder os, når vi igen kommer ud på åbent vand, hvor plagen aftager. Vi padler rundt i et herligt virvar af søer, småbække og åer. Med hver vores padleteknik og energiniveau. Men blandt kanoens mange lyksaligheder er den ene, at vi altid kommer samlet frem.

Solen bager på ryggen, og bålet varmer i ansigtet, mens jeg sveder med at fuldende pizzabageriet.

En højere enhed
”Vi skal ind her,” råber Joakim og peger ind på en bådebro.
Kanoerne glider lydløst ind og lægger til. På toppen af en græsskråning ligger et lille litauisk landsted. Jeg går op for at spørge, om vi må slå lejr her på grunden. Omme bagved finder jeg gårdejeren og en håndfuld karle i gang med at læsse hø i laden med en ganske lille og ældgammel traktor. Jeg betragter dem på afstand, inden jeg fremlægger min forespørgsel. De stopper alle op og glor på mig. Jeg skærer forespørgslen ud i pap ved at gestikulere ’telt’ med hænderne og pege om på skråningen. Den gamle nikker: ”yes, yes, camping, yes.”

Ungerne har allerede indtaget området, smidt tøjet og hopper i vandet fra badebroen. De hviner og pjasker, se mig, se mig. Vi andre slår lejr og slapper af i solskinnet for en stund. Mens børnene bader videre, slår jeg en dej op og begynder at forberede aftensmaden. Jeg elsker at lave god mad over åben ild og sætter en ære i at undgå sprukne pølser på pinde og klæge snobrød. Man kan sagtens dampe, pochere, sautere, flambere, røge og bage på og ved et bål. Holdbarhed uden køleskab giver nogle udfordringer i forhold til råvarer, men med kreativitet og lyst kommer løsninger. I aften står den på sprødbagt pizza og spidskålsalat med sennepsvinaigrette, tranebær og ristede mandler.

JDSC 0245eg har min hjemmedesignede reflektorovn med til formålet, samt noget jeg har holdt skjult for Joakim, når vi har løftet den tunge køkkenkasse forbi overbæringerne. En ni kilos støbejernsplade, der giver en pizzabund og andet bagværk en skøn sprødhed. Mens dejen hæver, tænder jeg bålet, varmer jernpladen op, river osten, rører tomatsovsen og skærer garnering ud. Ude på bådebroen bader børnene stadig. Solen bager på ryggen, og bålet varmer i ansigtet, mens jeg sveder med at fuldende pizzabageriet.

”Så er der pizza,” gjalder jeg stolt og overophedet ned over skråningen, og først da springer ungerne op af vandet.
Med vaskekonehud på fingrene og dryppende hår snupper de et stykke pizza Hawaii i Litauen og smiler om kap med solen. Den aften synes solnedgangen mere gylden, og alt går op i en højere enhed.

Gæster i regnvejret
Omvæltningerne i Baltikum er til at tage at føle på, siden de genvandt deres uafhængighed i 1991. Sovjetstyret trak deres sidste tropper ud af området samtidig med, at jeg gæstede landet tilbage i 1994. Udviklingen af landet i årene under Sovjet havde været træg. Vi oplevede et land, hvor man så med stor mistro på fremmede og, hvor blandt andet landbruget fungerede som om, industrialiseringen var kørt udenom Baltikum.

Nu, atten år senere, er de førhen så driftige vandmøller angivet som kulturelle fortidslevn på kortene. Oksekærrerne er kørt i stald til fordel for traktorer. Man ser med helt anderledes åbne øjne på folk fra andre lande. Og vi mærker også udviklingen i kanoerne. Sidst mødte vi ene fiskere i gamle træjoller på vandet. Nu møder vi feriegæster i kajakker og robåde, ja selv en enkelt på stand up paddle board.

DSC 5023Aktiv ferie i naturen er det nye sort. Det erfarer vi en dag, hvor vi er kommet tidligt i lejr. Ungerne klatrer i træer, og alt ånder fred og idyl. Med et trækker en sky for solen, så lyder der to tordenskrald, og inden vi får talt til tre, styrter regnen ned. Ungerne farer fluks i teltene, mens Vibeke og jeg bakser med at få sat tarpen op i lejren. Så pludseligt som uvejret, ankommer der et selskab af litauiske feriegæster. I kajakker og badekostumer.

De blev fanget på vandet og står nu i vores lejr og klaprer tænder iført drivvåde, storblomstrede soltoppe. Vi sætter tarpen op, så de kan komme i læ, og vi koger noget varm kakao. De slubrer det i sig, smiler og sludrer. Ud af det grå kommer den blå himmel igen, og inden vi får sat de sidste pløkke i tarpen, fordufter selskabet ud på vandet, og forsvinder som dug for solen.

Alting har en ende
Mulighederne for kanopadling i Baltikum er endeløse, men vores tur ender i Kukliai. Vi trækker kanoerne op på bredden, i det en gammel kone kommer vraltende over broen. Hun stopper op, kigger ned på os og begynder så at knævre løs på litauisk. Jeg har svært ved at fornemme, om hun overfuser os med edder og forbandelser, eller om hun hilser os velkommen. Børnene tolker hendes kropssprog bedre end jeg, og da hun laver nogle vink og fremviser sin pose, går de op mod hende.

Op ad posen trækker hun et æble til dem hver. Mens de gnaver løs, får de også et i hånden, og det ender med, at hun overdynger os med sine dejlige æbler. Vi takker og spiser, og med det eneste ord vi har lært på litauisk, ’atju’, takker vi igen. Vi drager hjemad med billedet af den rare dame på nethinden og et indtryk af en flot natur og et venligt folk i bagagen. Et indtryk, der glædeligvis står i skærende kontrast til mødet med den vrisne dame i billetlugen på havnen i Karlshamn.


DSC 0235FAKTA

Hvordan kommer jeg til Litauen?
Du kan naturligvis køre gennem Tyskland og Polen (omkring 16-18 timer), men det letteste er at tage færgen fra Karlshamn i Sverige til Klaipeda i Litauen med DFDS. Der er afgang kl. 18.00 fra Karlshamn, og så er man fremme næste morgen i Litauen. Du kan vælge mellem flere forskellige typer kahytter eller hvilestole, hvis budgettet er stramt.

En returbillet koster fra 2300 kroner for to personer i én bil (www.dfdsseaways.dk). Hvis du kan pakke let og vil leje udstyret i Litauen, kan du naturligvis også flyve til Vilnius og derfra leje en bil eller tage en bus til Aukštaitija. En returbillet kan fås fra omkring 1200 kroner med Air Baltic eller SAS.

Aukštaitija National Park
Aukštaitija National Park er med sine mange søer og vandløb som skabt til kanotur. Læs mere på www.anp.lt. Alt efter hvilken rute man vælger, vil der være mulighed for at stoppe i en by og proviantere. Spørg Sarunas (se neden for) om mulighederne på den valgte rute. Rutevalget er også bestemmende for antal overbæringer og sværhedsgrad, men de fleste ruter vil kunne klares uden problemer af de fleste.

Hvor kan jeg leje kanoer?
Hos Palūšė Boat House kan man leje både kanoer, kajakker, robåde. Sarunas, der kører stedet, taler fint engelsk og kan være behjælpelig med leje af fartøjer, veste mm. Han kender gode ruter og kan transporterer folk og grej til og fra den valgte rute. På hjemmesiden kan man finde ruteforslag, gode råd og informationer, se billeder og finde priser og kontaktoplysninger. Læs mere på www.valtine.lt.

Hvor overnatter jeg?
I selve nationalparken er det kun tilladt at slå lejr og lave bål ved anviste lejrpladser. Nogle af pladserne er meget benyttede og med mulighed for at køre dertil med bil, hvorfor der kan være en del folk og campingpladsstemning, men andre ligger afsides og længere fra alfarvej. Uden for parken findes også lejrpladser, men her kan man også campere, hvor man har lyst.

Andre spændende artikler


Dansk verdensrekord: Ny Guinea rundt i kano

Dansk verdensrekord: Ny Guinea rundt i kano

Familieweekend i Sverige

Familieweekend i Sverige

175 møder med Alaskas konge: Grizzlybjørnen

175 møder med Alaskas konge: Grizzlybjørnen

Log ind