Kanoerne ligger fastsurret på tagbøjlerne. Bagagerummet er pakket med vandtætte tønder, padler og veste. Ungerne sidder fastspændte i autostolene. Klar til afgang. Parat til kanotur. Til en start kører vi til Sverige. Men derfra tager vores tur en atypisk drejning. Mod øst. Til Baltikum. Til massevis af – set med danske øjne – uopdaget kanovand og vild natur lige på den anden side af Østersøen.
”Jeg skal se indregistreringspapirerne,” lyder det på gebrokkent engelsk fra den litauiske dame i billetlugen på havnen i Karlshamn.
”Indregistreringspapirerne?” svarer jeg spørgende.
”Ja, du skal bevise, at bilen ikke er stjålet,” forklarer hun vrissent.
Jeg kigger ned ad min gamle, grønne stationcar.
”Den her bil er fra 1999. Den har kørt tæt på 300.000 kilometer. Tror du, jeg har stjålet den?”, forsvarer jeg mig og fortsætter, mens jeg kigger rundt på børn, pakkenelliker og kanoer.
”Mine børn og jeg skal på kanotur i Litauen.”
Men damen er vedholdende og vil se registreringsattesten. Folk i bilerne bagved mig i køen bliver utålmodige. Jeg hidser mig grundigt op, og damen giver til slut surt efter, mens hun truer med alskens uniformeret personel og plaprer op om bøder og forklarer, at det er på eget ansvar. Var det ikke gået op for mig før, står det nu klart, at denne færgerute bruges til andet end transport af feriegæster.
Endnu mere tydeligt bliver det, da vi sætter os til rette i cafeteriaet. Færgen er fyldt med storrygende og tungdrikkende østarbejdere samt svedige truckere. Og så os. ’Perfekt,’ tænker jeg, vi er allerede godt på afveje.
How to resolve AdBlock issue? 
