På langs af Pyrenæerne

Jeg stod på stranden i Hendaye og så ud over Atlanterhavet, mens solen stod op. Tanken havde været at tage en forfriskende dukkert, inden jeg begyndte at gå, men da jeg stod der og lyttede til bølgerne, begyndte mine tanker at vandre. Jeg forestillede mig alle de bjerge – en hel bjergkæde! – som jeg ville vandre gennem. 800 kilometer og et svimlende antal højdemeter borte lå mit mål: Middelhavet.

”Du kan sgu bade, når du kommer derned – det skal være din belønning for at gennemføre!” sagde jeg til mig selv.

Så begyndte jeg at gå.

De første dage igennem Baskerlandet var prøvende. De første to dage var der hedebølge med kvalmende tung luft, som kulminerede i et vanvittigt tordenvejr. De næste tre dage gik jeg indhyllet i et tæppe af skyer, med en sigtbarhed på 5-50 meter. Sidst på femtedagen slap jeg endelig fri af skyerne, og pludselig ændrede terrænet sig fra kuperet, grønt bakkelandskab til ægte bjerge. Den aften, da jeg slog mit Telt op, så jeg solen gå ned i det tykke skydække, som jeg var blevet intim med de sidste par dage.

Jeg startede tidligt dagen efter og så solen stå op gennem et hvidt hav af lavtliggende skyer. Jeg befandt mig over skyerne. De tidlige morgenstråler oplyste landskabet og klippevæggene omkring mig i et fantastisk lysshow. Jeg tænkte ved mig selv, hvordan jeg var det eneste menneske, som oplevede denne guddommeligt smukke morgen. Mindet om de tidligere dages strabadser forsvandt bogstaveligt talt som dug for solen, og jeg kneb en lille tåre, så rørt var jeg af skønheden.