Du er her:
  • ARTIKLER
  • Svensk skovvandring når det er bedst

Svensk skovvandring når det er bedst

Siljansleden, de enorme skove og fæboderne

”Nu ved jeg, hvorfor det hedder Dalarna,” udbryder jeg storsvedende på vej op af en skovklædt skråning.

Siljan-6.jpg
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau - Foto: Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Opdateret den 20. jun 2022

”Nu ved jeg, hvorfor det hedder Dalarna,” udbryder jeg storsvedende på vej op af en skovklædt skråning.

”For at der kan være en dal, må der nødvendigvis også være bjerge på begge sider, for ellers er en dal ikke en dal,” siger jeg, mens jeg med en fuldt pakket rygsæk på ryggen er ved at forcere endnu en stigning.

Vi er få timer tidligere vandret ud fra byen Orsa i nærheden af Siljan-søen og planlægger at vandre i seks dage på Siljansleden. Fra det øjeblik vores fødder rammer vandrestien, er vi i en version af Sverige, når det er allerbedst. Skovene er enorme. Her er brusende elve. Tyste myrområder. Imponerende udsigter. Og af og til en lille flække med en håndfuld huse smukt placeret midt i skoven.

Vi forlader elven ved Orsa og er snart i de mægtige skove, som Dalarna er kendt for. Vi bevæger os gennem lyse fyrreskove og fortærer blåbær med en iver som en bjørn, der er ved at æde sig selv en vægtklasse op inden vinterhiet. Her i august er blåbær et velkomment supplement til vores vandreproviant.

Skyerne er ved at lade op til regn, mens vi bevæger os op ad stejle skråninger i retning mod Fryksås, hvor vi har planlagt at holde pause. Da vi ser de første rustikke tømmerhytter i Fryksås, har vi allerede gået med regnslag og regntøj noget tid. De flot restaurerede, gamle fæbodshuse emmer af romantik og minder om gamle dage, og da endnu en stålgrå sky truer med regn, finder vi en café, hvor vi kan sidde i læ med udsigt over Orsasjön langt under os.

Indhold: 

>> Mikado-tømmer i elven
>> Over åen efter vand
>> Et palads af en oldgammel hytte
>> Meteornedslag og væltede træer
>> Siljansleden til fods og på cykel (H2)
>> Faktabox (H2)

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Noget af det bedste ved vandring i Dalarna i august er blåbær. Masser af blåbær!

De mange højdemeter har belønnet os med en formidabel udsigt: Skov, skov og atter skov. I det fjerne aner vi konturerne af den højere fjeldkæde mod vest og de norske fjelde. Og her sidder vi så med varm kaffe i kopperne og afventer, at skyerne bliver færdige med at øse sine dråber ned over vandrestien.

”Der er på-tår på kaffen” smiler den venlige ekspedient til os. Da det går op for os, at det betyder fri genopfyldning i kaffekoppen, smiler vi også.

Mikado-tømmer i elven

Da vi vandrer ind i en lille lysning sidst på dagen, skinner solens stråler ned gennem grenene i fine mønstre. Midt i lysningen ligger vores overnatningshytte, som mest af alt ligner en gammel lade i solidt tømmer, der er grånet af ælde. Vi slår ladedøren op og sidder på et solbeskinnet dørtrin, hvor vi drikker te og spiser saltede nødder; helt og aldeles alene i den lille lysning i skoven. Bag laden ligger en gammel brønd, hvor vi får hejst vand op med en revnet spand, så vi må skynde os at hælde vandet over i vores drikkedunke, inden det løber ud af spandens bund.

Siljansleden går igennem enorme skovområder i egnen omkring Siljansøen.

Skovstien slynger sig nu blandt brune granstammer, til vi midt på dagen når frem til den vildt fossende Unnån. Her slår vi os ned ved en bålplads lige i vandkanten, henter kaffevandet direkte i åen og nyder en velfortjent pause. Lyden af det strømmende vand dæmper alle andre lyde.

Storstupets stejle, mørkegrå klippesider går lodret ned mod det fossende vand, da vi sidst på eftermiddagen når den stejle kløft, hvor en jernbanebro svæver højt over den brusende elv. Vi sender en tanke til de mænd, der før i tiden arbejdede med tømmerflådning i denne og i så mange andre svenske elve. I tiden før vejnettet blev udbygget var vandets vej den letteste for tømmeret, så træstammerne blev smidt i vandet højere oppe ad elven og flød med strømmen til savværkerne ude ved kysten. Her i Storstupet må det have været et farligt job at hoppe rundt oven på løse træstammer i elven og forsøge at få dem lirket fra hinanden, når de var viklet sammen i mikado-lignende dynger i de vilde vandmasser.

Over åen efter vand

Aftensolen sender gyldne stråler over skoven, da vi endelig når frem til et perfekt beliggende shelter fire kilometer efter Storstupet. Højt placeret over elven nyder vi udsigten over kløften, skoven og elven, mens et knitrende bål brænder foran shelteret. De grå klippesider går stejlt ned til elven og gør det svært for os at komme helt ned til vandspejlet og fylde vores vanddunke, men heldigvis fører en knirkende, gyngende hængebro os over til den anden bred. Her lykkes det os efter lidt tid at komme helt ned til vandet, og vi er altså helt bogstaveligt gået over åen efter vand.

Der er flere fint restaurerede gamle fæboder på ruten.

Skoven er helt tyst, og skovbunden ligner med sit grønne mos noget fra en bog om nisser. Vi bevæger os afsted mellem stammerne. Duften af tjære og frisksavet træ møder os, da vi træder ind i en lysning og ser en samling rustikke tømmerhytter. Det er Skrädder-Djurbergs fæbod, hvor overnatningshytten er ved at få nyt tag efter ældgamle teknikker med stolper, birkebark og tjære. Friskslået hø er stakket op på stativer lavet af granrafter. Med fæboden bag os lader vi os atter opsluge af de enorme skove.

En spejlblank skovsø ligger ud til stien, inden vi når frem til hytten ved Tenningån. Vi holder en længere pause og fylder rugbrødsmotorens energidepoter op; eller Marabou-motoren må det vel nærmere være, for det er store mængder af den svenske chokolade, vi sætter til livs. Hytten ligger idyllisk nær åen, og vi ærgrer os over, at det er for tidligt at slå lejr for natten, for her har vi virkeligt lyst til at parkere rygsækken og tilbringe lidt mere tid.

Der er en del overnatningshytter på Siljansleden. De kan være temmelig rustikke, og som her indrettet i et rum i en gammel lade.

Køer går løst rundt og græsser mellem de gamle tømmerhuse, da vi vandrer ind i Ärteråsens fæbod, hvor vi planlægger at tilbringe natten. Nogle uger om året er fæboden bemandet med frivillige, som passer køerne og sætter husene i stand, og vi bliver budt varmt velkommen i den højtbeliggende fæbod med smuk udsigt over Siljansøen.

Teltet bliver slået op på et bakkedrag bag de rustikke huse, og da vi lyner teltdøren op næste morgen, ligger skyerne under os som et låg af vattotter hen over søen. En trompeterende lyd gjalder ud over fjeldene og dalene langt under os i den tidlige morgen. Det er et birkehorn udskåret i en hel birkestamme, som en art svensk didgeridoo, som en af de frivillige spiller på. Med denne morgenvækning er vi klar til at indtage udsigtstårnet, som ligger på en fjeldtop bag fæboden. Himlen er strålende blå, og vi har udsigt til alle verdenshjørner. Set heroppe fra er det tydeligt, at vi befinder os på grænsen til vildmarken. Skovene er enorme, det kuperede terræn bølger op og ned, og spredt her og der ligger en håndfuld svenskrøde huse og fuldender Dalaidyllen.

Et palads af en oldgammel hytte

Rygsækkene er på ryggene, og vi er på vej ud af fæboden, da vi bliver inviteret på kaffe af de frivillige. De sidder udenfor og spiser morgenmad med udsigt over Siljansøen. I baggrunden hører vi et par traner. Deres kald høres vidt omkring i den klare og stille luft.

Da vi når Oresjön med de fine sandstrande, høvler regnen ned. Det er nærmest et vejr, som man ikke kan jage en hund ud i, og vi må stå i læ for hagl under et stort grantræ, der med sine tætte grene danner et tag over os. Det er med taknemmelighed, at vi når frem til overnatningshytten, hvor vi kan gå i læ for regnen i en lille, ældgammel tømmerhytte. Her er jordgulv, sprækkede, utætte vægge, og en bålplads midt på gulvet. For os i uvejret er det nærmest et palads.

Morgenduggen hænger tungt i spindelvævene og vidner om, at andre end os har været tidligt oppe.

Vi hænger vores våde tøj op på hyttens solide tværbjælker og tørrer det ved ilden, mens vi spiser aftensmad i en heftig lugt af bålrøg. Luften i hytten er helt tåget af røg, og vi beundrer de gamle tømmervægge. Vi kan se, at det også for flere hundrede år siden var en populær aftensyssel at snitte sit navn i væggene: den ældste snitte-signatur, vi støder på, er fra 1785.

Efter en pause på en shelterplads ved en spejlblank skovsø når vi næste dag Styggforsen, et stejlt vandfald i en kløft midt i skoven. Vores tænder løber i vand, da duften af vafler når vores næsebor, og snart efter sidder vi bænket ved vaffelserveringen midt ude i skoven og spiser friskbagte vafler med multebærsyltetøj.

Meteornedslag og væltede træer

Klippevæggene ved Styggforsen vidner om det meteornedslag, der skabte Siljanringen; Europas største nedslagskrater med en diameter på 52 kilometer. Lige her ved Styggforsen har meteoritten vendt op og ned på undergrunden og bjergarterne. Selve Siljansøen ligger, hvor kraterkanten var engang, og på vores vandrekort kan vi se, hvordan en række søer placerer sig i en tydelig cirkelform og viser den ydre kant af krateret. Blev jorden i dag ramt af en tilsvarende meteor, ville den have væltet samtlige træer i Europa med et ordentligt brag. Godt vi ikke fik den i hovedet, tænker vi, og sætter tænderne i vores vafler.

Elven er et oplagt sted til en pause, kaffe og chokolade.

Fra Styggforsen går ruten videre gennem et naturreservat, hvor de udgåede træer står side om side i skoven. Flere steder er de væltet ud over vandrestien. Mange træer er gået ud i tørkesommeren 2018 og begynder nu at vælte, efterhånden som rodnettet forvitrer, og de væltede træer ligger hulter til bulter langs vandrestien.

En shelterplads ud til en skovsø bliver vores ly på den sidste overnatning på den seks dage lange vandretur på Siljansleden. Næste formiddag vandrer vi ind i de bebyggede områder i Rättvik efter at have vandret 125 kilometer gennem Dalarnas kuperede skovklædte landskab med højdeforskelle på over 400 meter, masser af formidable udsigter og uberørt skov. Vi har bare dækket en mindre del af Siljansleden og er klar til at vende tilbage på et nyt vandreeventyr på en anden del af Siljansleden.


Ruten er for det meste velmarkeret med orange maling på træstammerne.

Siljansleden til fods og på cykel

Ruten består af 340 kilometer vandresti fordelt på to cirkulære ruter, der skaber et sammenpresset ottetal i området omkring Siljansøen i Dalarnas kuperede, skovklædte landskab. Siljansleden har også en cykelrutevariant, hvor man via små, snoede grusveje kan cykle 310 kilometer rundt om Siljansøen.

Siljansleden er en af Den Svenske Turistforeninges Signaturleder. Her er tale om tolv vandrestier rundt i hele Sverige, der er udvalgte, fordi de byder på særlig fin natur. Læs mere på www.svenskaturistforeningen.se


Find din næste tur her


Ruteforslag
Kungsleden: Kvikkjokk - Saltoluokta

Kungsleden: Kvikkjokk - Saltoluokta

Priser fra 495,-
Fællesture
Vandretur rundt om Raslången

Vandretur rundt om Raslången

Ruteforslag
Mörbylångaleden på Öland

Mörbylångaleden på Öland

Andre spændende artikler


Weekendvandretur på Kullaleden

Weekendvandretur på Kullaleden

Rane Willerslev i Lapland som 13-årig

Rane Willerslev i Lapland som 13-årig

Sverige: Vandring i Lapland med børn

Sverige: Vandring i Lapland med børn

Log ind