”Nu ved jeg, hvorfor det hedder Dalarna,” udbryder jeg storsvedende på vej op af en skovklædt skråning.
”For at der kan være en dal, må der nødvendigvis også være bjerge på begge sider, for ellers er en dal ikke en dal,” siger jeg, mens jeg med en fuldt pakket rygsæk på ryggen er ved at forcere endnu en stigning.
Vi er få timer tidligere vandret ud fra byen Orsa i nærheden af Siljan-søen og planlægger at vandre i seks dage på Siljansleden. Fra det øjeblik vores fødder rammer vandrestien, er vi i en version af Sverige, når det er allerbedst. Skovene er enorme. Her er brusende elve. Tyste myrområder. Imponerende udsigter. Og af og til en lille flække med en håndfuld huse smukt placeret midt i skoven.
Vi forlader elven ved Orsa og er snart i de mægtige skove, som Dalarna er kendt for. Vi bevæger os gennem lyse fyrreskove og fortærer blåbær med en iver som en bjørn, der er ved at æde sig selv en vægtklasse op inden vinterhiet. Her i august er blåbær et velkomment supplement til vores vandreproviant.
