”Nu ved jeg, hvorfor det hedder Dalarna,” udbryder jeg storsvedende på vej op af en skovklædt skråning.
”For at der kan være en dal, må der nødvendigvis også være bjerge på begge sider, for ellers er en dal ikke en dal,” siger jeg, mens jeg med en fuldt pakket rygsæk på ryggen er ved at forcere endnu en stigning.
Vi er få timer tidligere vandret ud fra byen Orsa i nærheden af Siljan-søen og planlægger at vandre i seks dage på Siljansleden. Fra det øjeblik vores fødder rammer vandrestien, er vi i en version af Sverige, når det er allerbedst. Skovene er enorme. Her er brusende elve. Tyste myrområder. Imponerende udsigter. Og af og til en lille flække med en håndfuld huse smukt placeret midt i skoven.
Vi forlader elven ved Orsa og er snart i de mægtige skove, som Dalarna er kendt for. Vi bevæger os gennem lyse fyrreskove og fortærer blåbær med en iver som en bjørn, der er ved at æde sig selv en vægtklasse op inden vinterhiet. Her i august er blåbær et velkomment supplement til vores vandreproviant.
Skyerne er ved at lade op til regn, mens vi bevæger os op ad stejle skråninger i retning mod Fryksås, hvor vi har planlagt at holde pause. Da vi ser de første rustikke tømmerhytter i Fryksås, har vi allerede gået med regnslag og regntøj noget tid. De flot restaurerede, gamle fæbodshuse emmer af romantik og minder om gamle dage, og da endnu en stålgrå sky truer med regn, finder vi en café, hvor vi kan sidde i læ med udsigt over Orsasjön langt under os.
Indhold:
>> Mikado-tømmer i elven
>> Over åen efter vand
>> Et palads af en oldgammel hytte
>> Meteornedslag og væltede træer
>> Siljansleden til fods og på cykel (H2)
>> Faktabox (H2)
