Sneglefart er en superpower

Bekymringer fordamper

Faktisk begyndte bekymringerne allerede at fordampe på den første etape ud af Chamonix.

Mette: ”Det var nyt for os, og det hele skulle afmystificeres. Da vi kom i gang, fandt vi ud af, hvor let det egentligt er. Tour du Mont Blanc er en supergod begynderrute. Du møder hele tiden andre på stien. Du farer ikke vild og kan hele tiden se, hvor du skal hen. Men det ved man bare ikke, før man er der.”

Martin: ”Det er en meget veletableret, populær rute, og der bliver passet godt på én.”

Hele planen var at komme på eventyr. Få brændt noget krudt af, være aktive i naturen og få store naturoplevelser. At kombinere noget aktivt med noget mere kulturelt og afslappende bagefter – hvilket endte med at blive et roadtrip på Korsika. Der skulle være udfordringer om dagen, men også gerne lidt komfort, når støvlerne røg af om aftenen. Mette og Martin fik transporteret deres tunge bagage mellem hytterne, skulle kun bære en lille dagsrygsæk ude på stierne og havde fået booket topersonersværelser i hytterne i stedet for plads på sovesalene. Der var dyner og håndklæder. Et af stederne havde de endda eget toilet og bad.

Martin: ”Man skal spise godt og sove godt, så nyder man alting meget mere. Bagagetransporten var en vigtig faktor, for der var ingen tvivl om, at det ville blive en hård tur.”

Tour du Mont Blanc har rigtig mange højdemeter. Faktisk går det stort set aldrig ligeud – man vandrer altid enten op eller ned – og de to vandrere skulle i alt tilbagelægge omtrent 10.000 højdemeter.

Mette: ”Landskaberne var benzinen. Vi kunne jo ikke stå stille. Det var fascinerende, at man egentligt bare gik rundt om et bjerg, men det var konstant foranderligt. Hver gang, man gik om et sving, eller en sti forsvandt over et højdedrag, så var der noget nyt. Vi gik mellem rå sten højt i bjergene. Over idylliske blomsterenge med søde køer. Gennem store nåleskove. Og så var der fornemmelsen af hele tiden af have Mont Blanc inde i midten, som vi spejdede efter. Det var så flot.”

Martin: ”Etaperne er ikke ens. Det er også tre forskellige lande, og der er forskellige hytter og forskellige mennesker. Og ølmærkerne skifter. Det var en stor ting for mig. Det var præmien hver dag. Ellers mærker man ikke de forskellige lande så meget.”

Mette: ”Man mærker det mest på tallerkenen.”

Martin: ”Ja, og man værdsætter virkelig det der måltid, når man kommer frem. Det er noget nyt hver aften. Franskmændene og italienerne laver ikke den samme mad. Der er en lille overraskelse hver dag. Typisk en treretters menu.”

Mette: Og det fortjener man, når man vandrer. Suppe og brød til forret. Kød, kylling med grøntsager eller vegetar til hovedret. I Italien var det meget pasta og polenta, i Schweiz var det ofte kartofler.”

Martin: Rustik mad, som alle kan spise.”

Forelskede i dagsrytmen

Den ene dag tog den anden. Det ene bjergpas det næste. Dagene startede ofte med omtrent 1.000 højdemeter op efterfulgt af det samme ned. Ned til en ny hytte i en ny bjergdal. 

Martin: ”Jeg kunne godt lide rytmen med at gå dag efter dag. Spise frokost i et bjergpas. Kigge ned over det, vi havde gået. Have udsigt frem mod det, vi skulle opleve. Samtidig var det dagens største udsigt. Man kommer ind i en modus, hvor det hele handler om at vandre. Man har ikke overskud til andet, da det er pivhårdt. Alt andet bliver skubbet væk, og det er en fed fornemmelse.”

Mette: ”Jeg tror, det er den ferieform, hvor man kommer længst væk fra hverdagen. Du er fuldstændig koblet af. Man går relativt langsomt, og man burde have tid til at tænke over alt muligt, men udsigten og bjergene stjæler din opmærksomhed. Fordybelse i naturen, rytmen med at gå og de daglige rutiner gør noget ved ens mentalitet. Vi blev virkelig forelsket i den der dagsrytme.”

Martin: ”Og når vi kom ned til hytten om aftenen, ventede præmien: en ny øl, et nyt køkken og nogle gange et nyt sprog i et nyt land.”

Hytterne på ruten er indrettet efter bjergfolkets rutiner – fine, simple og rustikke. Som vandrehjem i bjergene, hvor man smider støvlerne i tørrerummet, tager tøflerne på og trisser op på værelset eller sovesalen.

Mette: ”Den første hytte bød på schweizisk ordentlighed med spulede, rene linoleumsgulve og hvide vægge. Meget sterilt. Italien og Frankrig var lidt mere bjerghyggeligt. Nogle steder var det store træhytter, og et sted var drevet af et ungt forældrepar med to små børn. Han havde været kok i Paris eller sådan noget, og hun tog sig af gæsterne. De ville ud af storbyen og boede nu i en gammel kampestensbygning. Det var enormt Alperomantisk. Vi sad fire-fem par om det store spisebord, der blev sat mad på midten af bordet, og man tog for sig. Det føltes, som om vi var i deres private hjem.”

Martin: ”Det var så godt! Han var en virkelig dygtig kok.”

Mette: ”Les Chambres du Soleil. Det var helt magisk. Det, man drømmer om, når man vandrer i bjergene. Og vi var også lidt farvede af, at vi havde eget toilet og bad. Ren luksus.”

Kunne vandre for evigt

Ude på stierne mødte Mette og Martin folk, de havde siddet til bords med i hytterne. Så stoppede de op. Delte oplevelser. Hurtigt opstod der et sammenhold på tværs af alder, erfaring og nationalitet.

Mette: ”Sammenholdet mellem vandrere fangede mig meget, og jeg vidste ikke, at det var sådan. Det er så superfint og empatisk. Folk passer på hinanden. Holder sammen. I en hytte sad vi overfor et dansk ægtepar, og når man så går af sted, så møder man jo hele tiden hinanden. Dem kom vi til at tale meget med.”

Martin: ”Vi fulgtes ad, selvom de var midt i 70’erne.”

Mette: ”Man bonder med alle mulige og deler små oplevelser undervejs. Man passer sig selv, men man tjekker ind med hinanden. Det kan jeg virkelig godt lide. Og nogle er rigtig seje. Vi mødte en italiensk guide på 80 år, der havde fem vandrere med sig. Vi tænkte, hvordan fa’en sådan en gammel mand kunne være turguide, men de gik jo bare i det samme, faste lokomotivtempo gennem bjergene. Vi ræsede af sted, sad stille, holdt pause, tog billeder. Så overhalede vi dem på stien, når vi ræsede videre, og de overhalede så os igen, når vi holdt pause. På et tidspunkt havde vi mødt dem så mange gange, og han skulle blære sig lidt. ’Jeg har været på toppen’, sagde han.”

Martin: ”Og så pegede han på en hel masse tinder.”

Mette og Martin havde allerede inden turen oplevet, at alder ikke er nogen hindring for at vandre i Alperne. På en endagstur i Tyrol nogle år forinden havde de i ren begejstring nærmest løbet af sted, da de mødte en dame lidt oppe i alderen.

Mette: ”Hun havde ædt bjergture til morgenmad hele livet, mens vi var ret grønne i at vandre i Alperne. Hun sagde, at det, vi gjorde, var det dummeste, man kunne gøre. ’Sneglefart er en super power. Jeg vil vædde på, at I kan gå hele vejen til Mount Everest, hvis bare I går langsomt,’ sagde hun. Da vi startede på Tour du Mont Blanc, kunne vi slet ikke styre os og drønede spændte af sted. Vi stønnede helt vildt og tænkte, at det var utroligt, hvor lidt ilt der var i luften i 1.800 meters højde. Og så kom vi til at tale om, at vi egentligt også gik utrolig stærkt. Det handler om at sætte tempoet ned, og den sætning blev hængende: Gå nu langsomt. I kan forcere alt, I kan gå hele vejen til verdens ende, hvis I bare går langsomt.”

Martin: ”Og det er ikke kun at gå langsomt. Det handler også om at tage tre små skridt i stedet for et stort. Ligesom at cykle i lave gear i stedet for i høje gear. Vi tog alt for lange skridt den første time og var helt færdige, men vi gik klokken 8.00 om morgenen og skulle være fremme til aftensmad klokken 19.00. Vi havde masser af tid, og det var langt sjovere at være ude på stien end at sidde nede i en landsby. Vi kunne bare nyde at være derude. Tage en pause. Sætte os og tale. Tage billeder.”

Mette: Langsommelighed er virkelig en fordel. Jeg tror, at jeg kunne vandre for evigt. Jeg forstår godt pilgrimmene, og hvorfor det er så rensende. Det sker et eller andet, når man vandrer.”