Til fods fra Hanstholm til Svendborg

Slagplan i shelter
Lyngen blomstrede og mindede mig om barndom, og hvad jeg kommer af. Både min udholdenhed og modighedsmuskel havde vokseværk. Der var især én aften, hvor jeg sov i shelter i Stenbjerg Plantage.

Næste morgen skrev jeg om oplevelsen:

"Jeg vågnede med et spjæt og lyste mod indgangen. Jeg ved ikke, hvad der vækkede mig. Men jeg var i hvert fald på dupperne! Jeg fik kørt mig selv helt op. Hvad nu hvis der skulle komme en voldtægtsmand?! Herude, midt i ingenting, i en mørk, øde grantræsplantage! Så jeg tænkte mig frem til en slagplan:

1. Voldtægtsmand kommer ind i shelter.
   
   
2. Super overskuds-Sille blænder voldtægtsmand med sin supervilde pandelampe.
   
   
3. Voldtægtsmand går i stå; han er nu blændet og forvirret.
   
   
4. Sille skynder sig hen til voldtægtsmand og sparker ham i maven, ud af shelteret.
   
   
5. Voldtægtsmand vælter baglæns ud af shelteret, helt konfus.
   
   
6. Sille følger efter og griber brandslukkespaden (hedder den det?)
   
   
7. Sille vurderer køligt situationen: a) Hun slår voldtægtsmand med spaden. Eller b) Hun truer ham blot og ser ham løbe ud i mørket, hvorfra han kom.

Bum.

Og så skulle jeg tisse. Ude i mørket åbenbarede der sig den smukkeste stjernehimmel. Mælkevejen var helt tydelig, og med ét blev det hele meget relativt. Og hvad så med imaginære voldtægtsmænd, jobcentre og smerter og alt den anden støj i mit liv?

At stå nøgen, alene under stjernerne, i en mørk skov.

Jeg ved ikke, hvad det var, men det satte det hele i perspektiv, og jeg sov ret fint bagefter."

Hærvejen: åndelighed og elendighed
I Lodbjerg mødte min kæreste, Toke, mig. Vi brugte et par dage sammen, hvor jeg kom lidt til hægterne og fik tilset mine mange skavanker. Derefter ville jeg lægge arm med Hærvejen. Jeg ville gå flere dage i sammenhæng denne gang, helt alene og dyrke min modighedsmuskel lidt mere.

Men det blev dog en helt anden tur, end jeg havde regnet med.

Jeg mødte nemlig en bekendt på førstedagen, og vi slog pjalterne sammen. Da vi brød op, skete der en hel masse på meget kort tid.

I Vrads blev jeg kaldt pilgrim af en gammel vandringsmand. Da jeg mødte ham senere på herberget i Nørre Snede, forærede han mig Det Nye Testamente.

Jeg farede vild.

Mens jeg farede, fandt jeg Gudenåens udspring, et magisk æbletræ der forærede mig et æble, og jeg så en stjerne falde over Kongernes Jelling.

Dagen derpå vandrede jeg sydover efter den faldne stjerne. Ud af det blå ved en mark, et sted nord for Givskud, kom en række ord og sætninger, som jeg holder for mig selv, men det mundede ud i følgende:

"Turen her er mit forsøg på at opnå at være nok i mig selv og se menneskene omkring mig som noget helt fantastisk. Jeg kan vælge dem til eller fra, jeg er ikke bydende afhængig af dem. Wow. Og så var det øjeblik ovre, og jeg kunne gå videre."

Efter en overraskende åndelig vandring på Hærvejen ned til Jelling trængte jeg til lidt jordnært gys. Modighedsmusklen rørte på sig. Så jeg vandrede ud af Jelling by kl. 20.15 i regn for at teste mig selv i mørket. Om natten i mit regnvåde telt følte jeg, at jeg var vokset lidt igen og skrev:

"Der var nærmest bælgmørkt, og det var svært at se, hvor jeg gik. Men jeg vænnede mig til det og fik til gengæld set rævens lysende øjne og dens omrids, et stort firben, der var ved at kravle over min fod, og køer med grønne, lysende øjne i mørket. Det var superuhyggeligt, men også ret fedt."

Dagene der fulgte blev en sej kamp. Det er hårdt at vandre alene, når hovedet er ved at eksplodere af smerte, når gevindet på jetboilen ikke virker, når vejen bliver ensformig, og når man fryser om natten. Men det er også på de dage, at jeg virkelig begynder at se de små detaljer. Bladenes blinkende skær efter regn. Det vidunder, det er, at blive budt på kaffe af fremmede. Hvordan et overdådigt kagebord kan give en klump i halsen. Lyden af knasende grus under støvlerne og vind i træerne. Hvordan skyernes skygger driver henover gyldne sensommermarker.

Og jeg gav slip og gik lige så stille. Ingen stress, langsomme rolige skridt. Dyb vejrtrækning. Ren terapi.

I Bække stod jeg så at sige af Hærvejen. Jeg tog toget mod nord og fandt et sted at bo for vinteren. Derefter vendte jeg tilbage til min vandring.

Gendarmstien: at gå sig til lykke
Pausen fra turen blev lidt længere, end jeg først havde regnet med, men den var det hele værd. Jeg var flere kilo lettere, da jeg stod ud af toget i Rødekro.

Både mentalt og fysisk, da både min rygsæk og jeg havde tabt lidt ekstra fyld. Efter en storm og masser af markveje besluttede jeg at droppe det allersidste stræk af Hærvejen og tage direkte til Gendarmstien.

Min første vandringsdag var henrivende. Masser af løvtræer, dybe kløfter, skarp sol og fjorden, der fulgte mig på venstre hånd som en trofast følgesvend med lovning om lyse dage og smukke udsigter. Den første aften i mit lille telt skrev jeg i min dagbog:

"Hele turen i dag og aftenen i lejren har været fyldt med taknemmelighed.
For den fantastiske sti; det var dejligt at gå i naturen på blødt underlag.
For at jeg har mulighed for at se så smukke steder.
For at nogen havde kløvet brænde, så jeg kunne få bål! Det er fandeme i orden!
Og endelig, for at brænderen virkede, så jeg kunne få mad!"

Det var også den aften, jeg for første gang aktivt lagde mærke til, hvor meget min modighedsmuskel egentlig var vokset. Jeg var ikke længere bange for lydene i skoven, for mørket. Jeg nød faktisk i fulde drag at være af sted. Alene. Jeg sov godt den nat.

Jeg oplevede enorm venlighed på Gendarmstien, oplevede at min psyke kunne få mig i mål, selvom der var langt, og det gjorde ondt. Jeg nød naturen omkring mig og gjorde mig umage for at hvile i det nu og de indskydelser, der var:

"… Så jeg har slentret og sukket og smilet over hele femøren og holdt et utal af pauser for rigtig at få mættet øjnene.
… Der var endnu en voldsomt smuk solnedgang, og jeg kan høre bølgerne skvulpe på stranden.
Her til aften har jeg ligget op ad min rygsæk ved siden af bålet og kigget på stjerner."

Det er bare ren magi at være af sted.

Det gav en glæde og en tro på mig selv på et dybere plan. Det, jeg opnåede på Gendarmstien, var en slags facit af det, jeg havde oplevet på de stier, der gik forud for den.

Øhavsstien: I venneland med svirrende tanker
På den sidste strækning, Øhavsstien, valgte jeg at gå sammen med Toke fra Fåborg til Svendborg, og det var en virkelig god beslutning. Jeg skrev i min dagbog om det:

"Og så kom han. Med glæde, savn, dejlighed og knap 5 timer bag rattet. Vi kørte ind til Horne og købte vin og pizza. Så satte vi os i en lysning på pladsen og spiste og snakkede til det blev mørkt. Så lavede han bål, som vi plejer, når vi er på tur. Jeg lavede seng, som vi plejer, når vi er på tur. Ahhhh, ikke at skulle alting selv. Lækkert! Vi havde en gennemført smuk aften med stjerner og udsigt over øhavet."

At være to var fantastisk. Der var ikke mere, jeg skulle klare alene; heller ikke tankerne. Og dem var der mange af. Mens vi gik mod Svendborg, stillede jeg mange spørgsmål, og vi fik snakket om dem alle, og jeg fik svar på nogle.

"Jeg har jo ikke mødt nogen slemme typer, jeg har ikke set et vildt dyr, jeg har ikke været på DEN slags eventyr. Mit eventyr, som Toke så fint påpegede dagen efter, har ikke været præget af eksterne oplevelser så meget som interne. Min rejse og udvikling har været indeni, men naturen og ruten har jo været med til at forme den rejse."

På den sidste dag spurgte Toke ind til, hvordan jeg ønskede min ankomst. Jeg skrev senere vores snak om det ned:

"Jo mere jeg tænkte over det, jo mere stod det klart, at jeg havde tænkt store tanker på min tur om, hvordan min ankomst til Svendborg skulle være. Der skulle være venner, familie, flag, bobler, måske en håndfuld journalister, der alle faldt over hinanden for at interviewe hende den seje, der kom i mål.

Men i virkeligheden drejer verden sig jo ikke rundt om hende, der gik en tur i Danmark.Den drejer sig ikke engang om dem, der cykler tusindvis af kilometer hele kloden rundt, svømmer med hajer eller bestiger et bjerg.

Folk har arbejde, hverdage, aftaler, et ur der tikker, deres verdener drejer sig rundt om dem og med mindre, man råber meget højt, bliver den ved med det. Måske med et par udsving, der inkluderer dig, for så igen at vende tilbage til deres egen akser."

Så vi ankom uden den store tjuhej til Svendborg.

Vi tog et par billeder ved broen, for at markere at nu var vi her.
Jeg skrev til Tania og Sarah og fortalte, jeg var nået frem.

Vi gik på café og drak en kop kaffe. Her blev cirklen sluttet, for lige ved siden af, hvor vi sad, hang der et klistermærke på væggen med teksten: "Hanstholm". Det forestillede en strand med surfboards og lidt klithede. Solen skinnede på det, og himlen var blå.

Tænk at gå fra Hanstholm og helt til Svendborg for så at vælge en tilfældig café og sætte sig et tilfældigt sted, for så at se at man er tilbage, hvor det hele startede.

I virkeligheden handler det vel blot om at kunne se det smukke i det små.