Du er her:
  • ARTIKLER
  • Vandring i Chiles Torres del Paine Nationalpark

Vandring i Chiles Torres del Paine Nationalpark

Granit og gletsjere i storføddernes land

Nationalparken Torres del Paine dybt nede i det sydlige Patagonien byder på nogle af Sydamerikas mest ikoniske landskaber og en af kontinentets mest spektakulære vandreruter. Læs her Dorthe Beldals historie om, hvorfor hun bor lige uden for parken, har vandret og guidet i den med trekkere fra hele verden i 13 år, og hvad det egentligt er for en vandretur, der venter på dem, som begiver sig ud på det legendariske ’O’. 
Torres_del_paine_4.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Dorthe Beldal
Opdateret den 10. aug 2022
Nationalparken Torres del Paine dybt nede i det sydlige Patagonien byder på nogle af Sydamerikas mest ikoniske landskaber og en af kontinentets mest spektakulære vandreruter. Læs her Dorthe Beldals historie om, hvorfor hun bor lige uden for parken, har vandret og guidet i den med trekkere fra hele verden i 13 år, og hvad det egentligt er for en vandretur, der venter på dem, som begiver sig ud på det legendariske ’O’. 

Foto: Anton Petrus / www.shutterstock.com 

Det her er historien om en nationalpark, der gemmer på nogle af Sydamerikas vildeste landskaber, og det er en historie om kærlighed. Om hvordan kærligheden ved et tilfælde kan bringe én langt, langt væk hjemmefra og om kærligheden til et særligt sted på kloden. Som så mange andre gode historier starter den med, at der er én, der bryder op og drager ud i det ukendte:

”Jeg havde et godt job i København, en fin lejlighed, nærmede mig de 30 år og tænkte: Hvad nu? Jeg solgte så lejligheden, sagde mit job op og tog på rygsækrejse i Sydamerika,” fortæller Dorthe Beldal.

Hun startede i Ecuador, rejste sydpå gennem Peru og Bolivia til Chile og endte helt nede i Patagonien, hvor nationalparken Torres del Paine lokker vandrere til med sine dramatiske landskaber. Her rejser 3.000 meter høje granittinder sig lodret fra den flade pampas. Enorme gletsjere strækker deres sprækkede tunger ned i søer, hvor vandet glimter i strålende farver – blå, grøn, turkis.

Vandrestier snor sig gennem jomfruelig skov, langs rislende floder og ind i dale, hvor klippevægge danner naturlige amfiteatre. Her vandrede Dorthe ruten, der også er kendt som W’et, da stien danner et stort W gennem den sydlige del af nationalparken.

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Vandrede en hel sæson i parken

”Det var helt vildt. Det hele ændrede sig hele tiden. Jeg vandrede gennem en dal og op til foden af granittinderne. Den næste dag gik langs en sø, der skifter farve og har nogle sindssyge vinde. Dagen efter gik jeg ind i Den franske dal, som er hjertet i hele nationalparken, og havde Paine Grande lige i synet. Så kom jeg til Grey-gletsjeren og kunne se hele Andes-kæden komme ned nordfra,” fortæller Dorthe, der egentligt ville have sluttet vandreturen her, men var så vild med området, at hun fortsatte alene over passet Paso John Garner for at vandre ruten, der går under navnet O’et og leder hele vejen rundt om det store bjergmassiv.

Turen op til passet var stejl, og stien på den anden side var ikke markeret, så Dorthe farede en smule vild og kom ud i et lidt sumpet område på vej til lejren Los Perros. Her blev hun inviteret inden for til en kop varm kakao af en fyr, Luis, som arbejdede i lejren. Det var i den chilenske sommer i 2009 og i dag, 13 år senere, bor Dorthe i Puerto Natales, som er den nærmeste lidt større by og indgangsporten til nationalparken. Hver sommer siden har hun vandret i Torres del Paine. Hun er blevet gift med Luis, og for otte år siden købte de et lille stykke land og byggede selv et hus, hvor de bor med deres to små børn.

”Det er ret fantastisk, for jeg skulle jo slet ikke have været i Los Perros dengang. Vinduet for at møde det her menneske var så lille,” siger Dorthe, der efterfølgende brugte en hel sæson på at vandre i parken.

Torres del paine 1

Dorthe Beldal har vandret og guidet i Torres del Paine hver sæson de seneste 13 år.  

 Året efter begyndte hun at arbejde som trekkingguide i Torres del Paine og andre dele af Patagonien, og det har hun gjort lige siden, bl.a. gennem sit eget firma DEFY Patagonia. Dorthe kender nationalparken ud og ind og fortæller her om området, historien og rundturen O’et, der giver vandreren den fulde oplevelse af Torres del Paine.Magellan og folket med de store fødder

”Der boede engang oprindelige folk fra fire forskellige stammer i området – to øst for nationalparken på den flade pampas og to kanofolk i fjordene. Tehuelche-folket blev også kaldet patagones, som betyder ”Storfødderne”. Dengang Magellan sejlede jorden rundt for 500 år siden, overvintrede han i Puerto San Julián, og det første, han så, var kæmpestore fodaftryk i sandet.

Hans dagbogsskribent, Pigafeta, gav så befolkningen navnet ’Storfødderne’, patagones. Navnet Patagonien betyder Storføddernes land og stammer derfra. Der var masser af myter om, at folkene var kæmpestore, og de var måske også lidt større end europæere. Det oprindelige folk, der levede på Ildlandet, på Tierra del Fuego, blev ret hurtigt udryddet af europæerne, og i dag vil man gerne have det anerkendt som et folkemord.

På fastlandet var der mere plads, så tehuelche-folket kunne eksistere sammen med de store estancias, men de bukkede også under til sidst. De var nomadefolk, så de har ikke efterladt så meget, men der er hulemalerier tilbage. Kanofolkene boede i et område, der ikke var så interessant økonomisk, så de fik lov til at være mere i fred. Vi har faktisk lige mistet den sidste, som talte deres sprog. Hun døde i år.”

 Torres del paine 2

Passet Paso John Garner er kendt for sine vilde vinde

Nationalparken bliver skabt

”Parken har lige haft 63-års fødselsdag. Det startede som et meget lille område på 4000 hektarer omkring Lago Grey, der blev fredet. Resten omkring det var privat land. Historien hernede hænger meget sammen med fåreavl, og hele sydspidsen af Patagonien er blevet koloniseret i forhold til at kunne have får gående – og nogle steder køer.

Der lå flere estancias inde i parken, som i 1970’erne blev eksproprieret af staten, og parken fik den form, den har i dag. Estancias er kæmpestore farme på flere tusinde hektarer, som dengang åbnede landet, brændte skov og lavede marker til dyrene. En lille, mærkelig ting er, at der stadig er et lille område i parken, der er privat, men selvfølgelig underlagt nogle regler.”

 Torres del paine 3

Der er meget færre mennesker i den nordlige del af parken end i den sydlige. Her går turen det sidste stykke op over Paso John Garner, inden ruten slutter sig til det mere befærdede W.

Lange nætter og antarktiske vinde

”Det var magisk at opleve hele sæsonen fra oktober til april det første år, jeg var i nationalparken. Torres del Paine er i sig selv meget varieret, og så skifter den karakter over sæsonen. Det hele springer ud og bliver grønt om foråret. Snart har du de lange nætter, hvor du kan tage på nattevandring til gletsjeren, som bliver lyst op af månen.

I efteråret er der helt vildt mange farver. Det er godt at begynde at vandre i oktober, hvor der stadig er lidt sne på bjergene, og dagene ikke er så lange endnu, hvilket er meget rart. Det er en svingende måned, hvor der kan være supergodt vejr uden skyer og vind, men oktober, november og december er normalt de mest heftige i forhold til vind, der kommer fra Antarktis.

De kommer altid vestfra, er som regel kølige, og der er smæk på. I november er temperaturerne bedre i forhold til at sove i telt, og det fryser normalt ikke om natten. Hen over sommeren kan der godt komme en skylle, men det er normalt overstået, inden man når at få regntøjet på. Temperaturen er behagelig at vandre i i december, januar og februar, hvor den typisk ligger på omtrent 15 grader, og man normalt kun har ét lag under sit vindlag. Det bliver sjældent helt varmt, og der er lyst til omkring klokken 23 – Ushuaia svarer nogenlunde til København, hvad det angår.

Højsæsonen er januar og til dels februar, hvor chilenerne har sommerferie, så det er fint at undgå de måneder. I marts begynder det at tynde ud i mennesker, og i slutningen af marts og begyndelsen af april begynder et farveshow. Mit favorittidspunkt er uden for højsæsonen, for så skal man ikke dele udsigten med 1.000 andre mennesker – det er så mange, der hver dag tager turen op til tårnene, som er parkens absolutte højdepunkt, og som kan gøres på en endagstur. O’et lukker om vinteren, da forholdene bliver for strenge, men W’et er åbent året rundt, om vinteren dog kun med guide.”

 Torres del paine 1685765698 A.P

På den fredelige bagside af Torres del Paine

”Når man vandrer i Torres del Paine, tager man normalt bussen fra Puerto Natales om morgen og starter vandreturen ved Hotel Las Torres sidst på formiddagen. Man kan starte med at gå op til tårnene, men det er det fedeste at vente.

Der er væsentligt færre mennesker, der går O’et, end der går W’et, så man kommer lidt mere ind i stemningen. Man vandrer i stedet i cirka fire timer gennem østsiden af parken, som er tør – der er kæmpe forskel på øst og vest.

Man vandrer gennem lidt skov og langs Paine-floden. Man kan se bjergene på grænsen til Argentina, og på det sidste stykke til lejren Campamento Serón vandrer man igennem margueritmarker, der er i fuldt flor i december og januar.

Dag to er lidt lang med 18 kilometer og seks timers vandring langs floden og over et vindblæst pas med udsigt ned over dalen, søen Lago Paine og bjergene. Man begynder også at få nogle kig ind til granittinderne.

Det er meget, meget fint. Man ser Dickson-gletsjeren, som er en del af isfeltet, mens man vandrer i et tilforladeligt terræn. Det er nogle lidt sumpede områder med lidt interimistiske gangsystemer, men man slipper gennem det uden at blive våd. Refugio Dickson ligger på en lille halvø ved udmundingen af Dickson-søen, hvor små isbjerge måske flyder rundt.

Dickson blev navngivet af den svenske polarforsker Otto Nordenskjöld, der var her i 1896. Han var den første videnskabsmand, der tog en ekspedition indlands, og dengang var der kun et lille stykke vand tæt ved lejren, inden gletsjeren startede. I dag har gletsjeren trukket sig tilbage ind over grænsen til Argentina.

Dag tre er helt fantastisk. Der er ikke længere blevet ryddet land, og du vandrer i jomfruelig skov med kæmpestore træer, som er meget svære at finde hernede. Der er en helt særlig stemning. Efter et par timer åbner det hele op, og du er nu omringet af bjergene blandt andet fra bagsiden af Den franske dal og Los Perros-gletsjeren.

Du når frem til Los Perros-lejren efter i alt fire til fem timer. Der løber et par floder, og er vejret godt, smider du dig i vandet. Landskabet omkring er fuldstændig alpint. Der er ingen mennesker, og stenene er helt poleret af gletsjerne oppe i sidedalene.”

Vild vind i passet og isbjerge i Lago Grey

”Fra Los Perros skal man tidligt af sted til en lang dag. Man starter i 600 meters højde, skal op i 1.240 meter og helt ned til Refugio Grey i 80 meters højde. Det går en time gennem skov op til trægrænsen, hvor man vandrer op og op i et alpint landskab. Det er ekstremt overvældende at nå op i passet Paso John Garner.

Man ser isfeltet, der forsvinder op i alle dalene, og man ser tinderne. Her mister man pusten hver eneste gang – og bliver ofte virkelig blæst omkuld. Passet er et højdepunkt. Det er topfavoritten. Man står måske et minut i vinden, og så går det heldigvis rimelig stærkt med at komme ned i læ i skoven. Man går over nogle lange hængebroer, hvor man ikke skal have højdeskræk, og når ned til tungen af gletsjeren.

På O’et møder man måske 40-50 mennesker om dagen, alle går i samme retning – mod uret – og man sover de samme steder, så man lærer hinanden lidt at kende. Man er lidt i en klub, fordi man har gået, hvor der ikke går så mange.

Nu møder man folk, der går W’et, som både kan gås fra øst mod vest og vice versa. Jeg kan godt forstå, at det er så populært, for det er meget mere fremkommeligt. På O’et kan man godt sige, at de to første dage måske er lidt kedelige i forhold til resten af turen, der på alle dage har en wauw-oplevelse.

Men på de blot fire-fem dage på W’et, når du måske ikke helt at komme ind under huden på parken, og du skal dele stierne med mange andre vandrere, der går i begge retninger. O’et er back country og meget federe. Du kommer naturligt i kontakt med mennesker fra hele verden, der deler din interesse for at vandre i naturen, og så får man desuden oplevelsen oppe i passet.

Dagen slutter i Camp Grey, hvor man også kan tage en ”hviledag” og tage ud og gå på gletsjeren eller ro i kajak mellem isbjergene på Lago Grey.”

Torres del paine 8

Det spektakulære W til de himmelstræbende tårne

”På dag fem går man på W’et fra Grey til Refugio Paine Grande, som er opkaldt efter det højeste bjerg i nationalparken. Det er det sydligste bjerg i Sydamerika på over 10.000 fod. Man går langs Grey og kigger på isbjerge i søen og Andes-kæden, hvis vejret tillader det. Det er en kortere dag på fire timer, som er meget rart efter den lange tur dagen før.

På sjettedagen er der to udsigtspunkter: Mirador del Frances og Mirador Británico, som ligger oppe i dalen Valle del Francés. Det tager ca. to timer at vandre til indgangen til dalen og så en time at gå de 500 højdemeter op gennem skoven til Mirador del Frances, hvor man ser Paine Grande, dens gletsjere i flere niveauer og Los Cuernos med de sort-toppede granittinder.

Har du mod på det og tid til det, så bruger du en time på at komme videre ind til Británico, hvor du sidder i 700-800 meters højde, har et amfiteater af granittinder omkring dig og kan kigge langt ud af dalen og ned over søen.

Dagen slutter ved Camping Frances ved Lago Nordenskjöld, og næste dag går langs Nordenskjöld-søen til Refugio El Chileno.

Den er lille, så man skal være i god tid for at booke sig ind – gerne et år. Herfra kan du stikke af tidligt om morgenen, med pandelampe, og undgå de 1.000 mennesker, der vandrer turen i højsæsonen, for nogle sover længere nede, og andre kommer på en dagstur fra Puerto Natales, så de er der først senere på dagen.

Det bedste tidspunkt at komme op til tårnene er selvfølgelig ved morgenstunden, men den falder meget tidligt om sommeren. I marts står solen op klokken 8.00, så går du fra El Chileno klokken 6.00, så rammer den rødlige farve fra solopgangen tårnene, når du kommer frem. Du kan efterlade rygsækken i El Chileno og hente den på vejen tilbage til bussen. Og så har du gennemført en af verdens smukkeste vandreruter.”

Find din næste tur her


Ruteforslag
W'et i Chiles Torres del Paine

W'et i Chiles Torres del Paine

Andre spændende artikler


Nationalparker foræret til Chile

Nationalparker foræret til Chile

Ny nationalpark i Chile

Ny nationalpark i Chile

Ny 2.700 km vandrerute i Patagonien

Ny 2.700 km vandrerute i Patagonien

Log ind