Du er her:
  • ARTIKLER
  • Bo Belvederes vej mod verdens tag

Bo Belvederes vej mod verdens tag

Everest uden kunstig ilt

Dave, den amerikanske klatrer, som ligger i teltet ved siden af mit, er i en lidt anden situation end mig. Han har ganske vist sagt, at hvis han kunne, så ville han bestige Everest uden at bruge iltflaskerne. Men han har en sherpa med, som bærer iltflasker, hvis Dave undervejs skulle ændre mening og tage brug af den kunstige ilt. Og han har support til at bære sin bagage.

Bo-foran-Everest.jpg
Skrevet af: Bo Belvedere Christensen
Opdateret den 25. jun 2022

Dave, den amerikanske klatrer, som ligger i teltet ved siden af mit, er i en lidt anden situation end mig. Han har ganske vist sagt, at hvis han kunne, så ville han bestige Everest uden at bruge iltflaskerne. Men han har en sherpa med, som bærer iltflasker, hvis Dave undervejs skulle ændre mening og tage brug af den kunstige ilt. Og han har support til at bære sin bagage.

Med den melding, vi har fået om vejret, så har han alle fordelene på hånden i forhold til mig. Det kinesiske hold har fortalt os, at de bliver nødt til at ligge en dag over i lejr 2 på ilt, for vejret tegner ikke til at blive godt før to dage senere. Ligesom os andre ønsker de heller ikke at ende i koldt og blæsende vejr på toppen af Everest.

En presset krop
Men jeg skal være endnu mere forsigtig end kineserne og Dave. Når jeg ikke bruger kunstig ilt, er kroppen presset til det yderste. Jeg har ikke et kraftoverskud, og jeg kan kun lige holde mig varm, hvis forholdene er optimale. Bestigninger af Everest uden iltflasker betyder, at man presser sig selv til kanten.

Der vil være rigtig mange mennesker, for hvem det slet ikke kunne lade sig gøre. Reelt ved jeg jo heller ikke endnu, om det kan lade sig gøre for mig. Jeg har en fornemmelse fra mine tidligere forsøg, som siger mig, at jeg har de nødvendige fysiologiske forudsætninger. Helt sikker kan jeg først være, når jeg har været på toppen og er helskindet nede igen.

Efter syv timers til tider temmelig svær og delikat klatring over klippebånd med løs klippe, stedvist frosset inde i sne og is, men også smuldrende og porøst, når jeg toppen af Changtse i 7583 meters højde.

Dave proklamerer, at de bliver her i North Col til vejrbedringen kommer, men at de så kommer til at bruge ilt videre oppe ad Everest. Dermed har han opgivet at gå uden ilt for til gengæld ikke at skulle gå ned til ABC (Advanced Base Camp) i 6400 meters højde - 600 meter lavere end her i North Col, hvor lejr 1 ligger.

 

Paa-vej-op-ad-Rongbuk-gletsJeg har valgt, ikke at ville benytte mig af iltflasker, fordi det bare ikke er min måde at bestige bjerge på, så jeg har ikke samme mulighed for at bruge ilt højere oppe på bjerget, og derfor er jeg nødt til at gå ned til ABC for at lade kroppen få den nødvendige hvile.

Den høje lillesøster
Men lige i dag har jeg et projekt, som jeg skal have fyret af, og som vil give mig lidt yderligere akklimatisering: Jeg har længe haft kig på Changtse, Everests lillesøster, der rejser sig på den nordlige side af North Col.

Kammen er virkelig flot, og der er nogle synlige udfordringer i form af nogle brede klippebånd højere oppe ad bjerget – her er det helt sikkert stejlt. Martin Cederkrantz og jeg var et stykke oppe ad kammen for nogle uger siden tidligt i akklimatiseringen, men han havde ikke mod på at forsøge at komme helt til tops. Nu har jeg muligheden.

Det bliver en fantastisk dag for mig. Efter syv timers til tider temmelig svær og delikat klatring over klippebånd med løs klippe, stedvist frosset inde i sne og is, men også smuldrende og porøst, når jeg toppen af Changtse i 7583 meters højde. Jeg er træt, men også meget lykkelig. Det skal vise sig at være en god investering, da det bliver min trøstepræmie på denne ekspedition.

Men er det nødvendigt at løbe så stor en risiko for at komme på toppen?

Da jeg vender tilbage til North Col, er det for at gå direkte ned til ABC for at hvile nogle dage. Men jeg får endnu en indikator på, hvor hårdt det er at klatre uden ilt i disse højder. I North Col formår jeg ikke at gå mere end 15-20 skridt op mod lejren, inden jeg må holde en pause.

Min gode form viser sig heldigvis ved, at jeg hurtigt kommer tilbage til kræfterne. Efter én liter vand, nogle Wasa müeslibars og lidt afslapning i teltet føler jeg mig næsten lige så frisk som om morgenen. Det forstærker også min tro på, at jeg generelt restituerer hurtigt heroppe i højden, og det er lige præcis det, jeg vil få brug på, når mit topforsøg på Everest går i gang.

Rampen-til-North-Col-ChangtAkklimatisering tager lang tid. Om to til tre dage, når jeg er udhvilet, er det over en måned siden, jeg kom til ABC første gang, og først nu er jeg klar til topforsøg.

En kalkuleret risiko?
Dagen efter begynder de andre fra gruppen at dukke op i ABC – de er også ved at gøre klar til deres topforsøg. Alle skal gå på ilt, og mange har personlige sherpaer til at hjælpe sig både med beslutningerne og med at bære tingene på bjerget. Jeg er helt og holdent på egen hånd, og det har jeg det fint med lige nu.

Jeg får hvilet godt ud i disse dage, men jeg er også klar over, at jeg skal opbygge et pænt overskud. Jeg er ikke villig til at risikere liv eller helbred for at komme til tops, men en vis kalkuleret risiko vil jeg nødvendigvis være nødt til at løbe.

Østrigeren, jeg mødte på min sidste akklimatisering på Everest, var efter min mening gået over stregen med de forfrysninger, han kunne vise mig på sine fingre og tæer. Men er det nødvendigt at løbe så stor en risiko for at komme på toppen? Jeg tror det ikke, men det indebærer, at man skal være villig til at vende om og komme tilbage og forsøge en anden gang.

Og bliver den anden gang ikke i år, men et andet år, så betyder det en ny ekspedition, nye penge, der skal skaffes, ny tid, der skal være til rådighed. Tanken om at skulle starte helt forfra kan måske være med til at presse mig til at løbe en større risiko, end jeg normalt ville udsætte mig for.

Men jeg skal være stærk nok til at turde vende om, for jeg er godt klar over, at det ikke vil være en succes at nå toppen, men komme hjem med forfrysninger eller i værste fald at omkomme i forsøget på at nå ned derfra. Dette skete desværre for min ven, Sherpa Nyamgal, for ganske få dage siden, det er trist, og jeg ønsker ikke at slutte mig til ham.

Kulminationen på et års planlægning
Topforsøget bliver kronen på det værk, der har taget omkring et år at gennemføre. For cirka et år siden begyndte jeg for alvor at annoncere, at jeg havde tænkt mig at forsøge Everest uden iltflasker igen. Jeg snakkede med venner og tidligere kunder fra Kipling-ture, om de kunne have lyst til at prøve at bestige Everest.

Jeg ville omgive mig med nogle af dem, som det har været hyggeligt at være af sted med før. Det betyder meget at have gode venner med i bjergene, så jeg ikke står alene med mit forsøg, og de hjælper med til at holde humør og motivation højt.

Vi endte med at blive en lille tremandsgruppe bestående af Rikke Højland (læge) og Martin Cederkrantz (skiguide/dykkerguide/tømrer), som tog af sted sammen. Forud for ekspeditionen havde gået lang tids træning. For mit vedkommende er det et permanent anliggende – jeg holder mig altid i god form, men jeg havde trods alt øget intensiteten i det sidste halve år op til ekspeditionen.

Den 21. maj starter jeg mit topforsøg. Det er dagen efter, de andre fra ekspeditionen startede deres topforsøg. Min plan ser dog ganske anderledes ud end deres. De har overnatninger i samtlige lejre, mens jeg kun planlægger at overnatning i lejr 1 i North Col.

Problemet er, at jo højere jeg kommer på bjerget uden iltflasker, des hurtigere tæres min krop af livet i dødszonen (højder over 8000 m), hvor kroppens ressourcer kun går en vej: ned ad bakke. Med andre ord, det er kun et spørgsmål om tid, før man dør, hvis man bliver i denne højde.

Derfor er min plan at gå til lejr 2 (7800 m) på andendagen, nå frem midt på eftermiddagen, sove, drikke, spise og i det hele taget restituere mig indtil tidligt på aftenen. Så vil jeg fortsætte mod lejr 3 (8300 m), hvor jeg kun vil hvile en til to timer, til jeg har fået dækket mit væskeunderskud og har restitueret mine kræfter, hvorefter jeg vil gøre det sidste push mod toppen.

Martin-paa-vej-ned-mod-C1-fTopforsøget er i gang
Første nat i North Col gør mig godt, og jeg er frisk til at gå til lejr 2, som jeg da også når på cirka fem timer. Ganske fornuftigt, men jeg føler mig noget træt, og jeg ser frem til at få noget hvile, men først skal jeg have smeltet sne, drikke og spise. Jeg har dog ikke været længe i teltet, før der pludselig lyder stemmer lige udenfor.

Lhakpa, en af sherpaerne fra ekspeditionen, kommer ind i teltet og ser nærmest ud som om, han er ved at dø af træthed. Han falder omkuld på mit liggeunderlag, og inden jeg når at gøre noget, sover han dybt. Kort efter kommer hans klient, Urs fra Schweiz, som forklarer, at de har været på toppen i morges. Også han er totalt pumpet og formår ikke andet end at ligge ned, og mit telt er det eneste intakte, vinden har ødelagt de andre.

Jeg kan se, det er kritisk – hvis de ikke får drikke og lidt at spise, så vil de ikke have energi til at komme videre ned i morgen, og væskemanglen alene kan provokere alvorlig højdesyge. Der er kun et at gøre; smelte sne og lave mad til dem.

Jeg får ikke hvilet mig, inden det bliver aften, hvor planen var, at jeg skulle af sted. Min plan skrider, men jeg tænker, at det er OK, og jeg bare fortsætter i morgen. Jeg ændrer planen uden at tænke videre over det og ændrer den endda til det lidt farligere; at gå op til lejr 3 om dagen og være der længere tid, inden jeg fortsætter mod toppen om natten.

Men det skal vise sig at blive meget værre. Da jeg endelig er færdig med at lave vand og mad til de to forkomne, og selv vil have noget søvn, går det op for mig, at jeg kun kan ligge sammenkrøllet i et hjørne, når vi er tre i teltet. Jeg sover ikke første halvdel af natten, men bytter så med Lhakpa og får lidt hvile.

Søvn der slider
Morgenen kommer, og jeg knokler for at få de to klar til at komme ned, så jeg kan begynde at koncentrere mig om min egen tilstand. Da de langt om længe er kommet af sted, kan jeg udenfor teltet konstatere, at det svimler lidt for mig. Jeg har slet ikke fået hvilet ordentligt, natten har faktisk tæret på mig i stedet for at give mig nye kræfter og motivation.

Bo-paa-toppen-af-ChangtseJeg pakker alligevel og starter opstigningen. Det tager mig en time at nå 50 meter ovenfor teltene. Det betyder, at jeg ville være omkring otte til ti timer om at nå lejr 3 – mere end dobbelt så lang tid som forventet. Jeg er næsten lige så flad som de to, der kom ned fra toppen i går. Håbløst.

Jeg vender tilbage til teltet, og via walkie forhører jeg mig om vejret. Det lover ikke godt for de kommende dage, tværtimod er der lovet særlig kraftig vind i morgen. Uden iltflasker vil jeg ikke kunne holde varmen.
“Hvad så længere fremme?” spørger jeg.
“Desværre, det ser ud til at monsunen kommer umiddelbart efter,” lyder det foruroligende svar, jeg havde frygtet.

Dét, der ikke kunne ske
Der løber kun en tanke gennem mit hoved: ’Det er slut, jeg får ikke min chance.’ Det var dét, jeg ikke troede, kunne ske. Jeg har for tredje gang i træk været uheldig med Everest. Der er ikke andet for end at pakke sammen og gå ned til ABC og erkende endnu et personligt nederlag.

Det er ikke nemt for mig, jeg har drømt om at bestige Everest, siden første gang jeg klatrede på Kullen i 1977. Jeg har selvfølgelig ikke gjort det nemmere for mig selv ved at vælge at gøre det uden at bruge iltflasker. Men hvorfor gøre det anderledes, når jeg ved, jeg ikke ville være tilfreds med mindre? Så hellere vende om, så det gør jeg så.

Det er umuligt at sikre mig mod denne situation. Jeg vil aldrig afslå at hjælpe kammerater, der er hårdt ramt af højde, træthed og dehydrering. Men det er ærgerligt for mig, da det ødelagde mine chancer for at nå toppen.

’Min ekspedition’, for sådan betragter jeg vores såkaldte Team Danmark, var succesfuld, idet Rikke og Martin nåede toppen af Everest den 23. maj og kom begge uskadte ned. Dermed levede ekspeditionen op til min altid gældende prioritering: Alle uskadt hjem – bjergene er der jo også til næste år.


Kommende planer

Min drøm lever videre, og jeg er parat til at forsøge igen. Jeg er udfordret økonomisk, så jeg håber at få en sponsor på banen til næste forsøg og til mit store projekt, at bestige de 14 bjerge over 8000 meter. Jeg har hidtil været på toppen af Broad Peak (8047 m) og Gasherbrum I (8068 m). Næste forår er planen at forsøge Dhaulagiri (8167 m), som jeg har været tæt på toppen af i 1991, og til næste efterår at forsøge en ’dobbelt’ nemlig Cho Oyu (8201 m)/Shishapangma (8013 m) kombinationen. I mellemtiden leder jeg ture til blandt andet Elbrus, Ararat, Everest Base Camp samt et meditationstrek i Annapurna-området til november.

Min bog om Mont Blancs bestigningshistorie og mine egne oplevelser i dette massiv udgivet af Gyldendal er lige kommet på markedet, og jeg arbejder på en tilsvarende bog om Himalaya, som Gyldendal også har vist interesse for. Mine foredrag Projektleder på Verdens Tag, Ubetrådte tinder, Verden på spidsen m.fl. bliver nu suppleret af et decideret Everest-foredrag om udfordringen ved at nå verdens top uden at bruge iltflasker. Og en dag lykkes det vel, så jeg også kan berette, hvordan det er at stå helt deroppe og have gennemført et så krævende projekt.
BOKS - SLUT


Martin-paa-Changtse-stejltRUTEN MOD TOPPEN

Isvæggen til North Col
Ruten op over væggen var i 2013 usædvanlig stejl ifølge folk, som har været her flere gange. Men jeg synes faktisk, det var en fordel, da det for en god klatrer er hurtigt at komme op ad væggen til lejr 1.

Lejr 1 / North Col (7000 m)
Ligger i læ for den fremherskende vind, som kommer fra vestsiden af passet. Det betyder, at man ikke altid er klar over, hvor koldt der er videre oppe ad nordkammen, hvor vinden har frit spil.

Ryggen mellem lejr 1 og 2
Er for størstedelen en sneryg, som er et af de mest vindudsatte steder på Everest. Det kan være rigtig koldt her, når vinden fyger hen over ryggen – selv i solskin. I starten er der en del store spalter, men længere oppe er det ganske ufarligt om end stejlere.

Lejr 2 (7800 m)
Er den mest vindplagede af lejrene på Everests nordside. Ligesom på ryggen nedenfor er der ingen læ for den kraftige vind. Ofte er vinden så stærk, at teltene ikke holder til en hel ekspedition, men går i stykker undervejs. Netop dette skete for mig, og var skyld i, at vi måtte overnatte tre mand i et tomandstelt. Det kostede mig den dyrebare hvile, inden topforsøget og dermed måske chancen for at nå toppen.

Lejr 3 (8300 m)
Har jeg ikke selv set, men i modsætning til lejr 2 er denne ikke så udsat for den generende vind. Det er dog ikke en lejr, man skal bruge for meget tid i, specielt ikke når man ikke bruger iltflasker. Man er her langt inde i dødszonen, og kroppens ressourcer tæres hurtigt, uanset om man får både mad, drikke og hvile.

GM
Markerer det punkt, hvor Mallory blev fundet i 1999. Det skabte stort røre, men der kom ikke nogle beviser på bordet, som kunne be- eller afkræfte om Mallory og Irvine nåede toppen i 1924, inden de forsvandt på bjerget. Nu håber man en dag at finde Irvine, som formodentlig bar de to bjergbestigeres kamera, hvilket muligvis kan give de endelige beviser.

Topkammen
Denne ryg følges på en del af topdagen, hvor de tre stejle passager (’steps’) skal forceres. First step er ikke det store problem, men second step er relativt svært og har bl.a. været årsagen til den store tvivl om, hvorvidt Mallory og Irvine i 1924 kunne have passeret dette og nået toppen. Third step omgås på nordsiden via nogle hyldesystemer.

Toppen (8848 m)
Verdens højeste punkt – 8.848 meter over havet.


En dag i højden

Livet i ABC og livet på bjerget er ganske forskelligt. ABC handler i høj grad om afslapning for at restituere og akklimatisere. Længere oppe på bjerget skal man selvfølgelig også kunne slappe af, men her er der ofte en del personlige aktiviteter involveret, og der skal altid bruges en del tid på at smelte vand og lave mad. Sådan ser en typisk dag ud i henholdsvis ABC og i de højere lejre:

ABC
6.30: Vågner oftest fordi det er koldt, og jeg skal tisse. Forsøger at sove videre.
8.30: Solen begynder at varme teltet, og jeg begynder at varme mit tøj op ved at komme det ned i soveposen, så det ikke er så koldt at få på. Der er jo intet hastværk.
9.00: Der bimles på en gasflaske fra køkkenet, der betyder, at morgenmaden er klar. Tøjet på i en fart og så til morgenbordet, der typisk består af ristet brød, æg, bønner, mælkete.
11.00: Efter morgenmad og snak over teen er det tid for de aktiviteter, man måtte have på sådan en afslappet dag. Mine begrænser sig oftest til dagbogsskrivning, læse bøger, rate billeder og video fra de foregående dage, men ind imellem bliver det da også til en lille gåtur omkring ABC - gerne med kamera.
14.00: Frokostklokken lyder, og så er det tid til endnu et af dagens højdepunkter for en som mig, der altid er sulten.
15.30: Dagens sværeste tidspunkt, i hvert fald når vejret er godt. Det er for varmt at være inde i teltene (40-45 grader) og med den altid tilstedeværende blæst for koldt til at være udenfor. Ender som regel med at ligge i teltet med åbent i begge ender og læse. Når blæsten så virkelig tager til, så må jeg lyne ned i en eller begge sider. Hårdt liv.
17.30: Solen forsvinder bag Changtse, og det skifter fra bagende varmt til pivkoldt i løbet af sekunder. Soveposen trækkes frem, og der tygges nogle flere sider i min bog. Jeg nåede at læse 7 bøger på ekspeditionen, og skrev halvdelen af en bog selv.
19.00: Endnu en klokke bebuder, at aftensmaden er klar. Der tændes for varmen i det dobbelte messetelt, som kan blive rimelig varmt om aftenen, men der kan alligevel godt være fodkoldt. Derfor holder jeg sjældent ud længere end til ni-tiden om aftenen.
21.00: Går til mit telt med mine to varmedunke - vandflasker med kogende vand (80 grader som er kogetemperaturen i 6400 meter). Forsøger at læse til fingrene bliver for kolde eller hører musik fra min MP3 afspiller.

I de højere lejre:
7.00: Vækkes af solen eller andre bjergbestigeres aktivitet.
7.30: Smelter sne til morgenmad og til mine vandflasker. Jeg spiser og pakker til dagen.
9.00: Klar til afgang.
15.00: Typisk dagsetape gennemført. Undervejs holdes pause cirka hver time for at drikke væske og omkring hver anden time for at spise Bisca kiks eller Wasa müeslibars.
16.00: Etableret i teltet igen, har gang i snesmeltning til vandflasker og noget forsinket frokost.
17.30: Smeltning og madlavning overstået. Tid for hvile.
19.00: Snesmeltning og madlavning starter igen, for at det kan være overstået, inden solen forsvinder, og gør det meget koldt ikke at være i soveposen.
20.00: Solen forsvinder, tid for at kravle i soveposen. Musik på MP3‘eren eller blot direkte til søvnen.

Paa-vej-op-ad-Rongbuk-gletsJeg har valgt, ikke at ville benytte mig af iltflasker, fordi det bare ikke er min måde at bestige bjerge på, så jeg har ikke samme mulighed for at bruge ilt højere oppe på bjerget, og derfor er jeg nødt til at gå ned til ABC for at lade kroppen få den nødvendige hvile.

Den høje lillesøster
Men lige i dag har jeg et projekt, som jeg skal have fyret af, og som vil give mig lidt yderligere akklimatisering: Jeg har længe haft kig på Changtse, Everests lillesøster, der rejser sig på den nordlige side af North Col.

Kammen er virkelig flot, og der er nogle synlige udfordringer i form af nogle brede klippebånd højere oppe ad bjerget – her er det helt sikkert stejlt. Martin Cederkrantz og jeg var et stykke oppe ad kammen for nogle uger siden tidligt i akklimatiseringen, men han havde ikke mod på at forsøge at komme helt til tops. Nu har jeg muligheden.

Det bliver en fantastisk dag for mig. Efter syv timers til tider temmelig svær og delikat klatring over klippebånd med løs klippe, stedvist frosset inde i sne og is, men også smuldrende og porøst, når jeg toppen af Changtse i 7583 meters højde. Jeg er træt, men også meget lykkelig. Det skal vise sig at være en god investering, da det bliver min trøstepræmie på denne ekspedition.

Men er det nødvendigt at løbe så stor en risiko for at komme på toppen?

Da jeg vender tilbage til North Col, er det for at gå direkte ned til ABC for at hvile nogle dage. Men jeg får endnu en indikator på, hvor hårdt det er at klatre uden ilt i disse højder. I North Col formår jeg ikke at gå mere end 15-20 skridt op mod lejren, inden jeg må holde en pause.

Min gode form viser sig heldigvis ved, at jeg hurtigt kommer tilbage til kræfterne. Efter én liter vand, nogle Wasa müeslibars og lidt afslapning i teltet føler jeg mig næsten lige så frisk som om morgenen. Det forstærker også min tro på, at jeg generelt restituerer hurtigt heroppe i højden, og det er lige præcis det, jeg vil få brug på, når mit topforsøg på Everest går i gang.

Rampen-til-North-Col-ChangtAkklimatisering tager lang tid. Om to til tre dage, når jeg er udhvilet, er det over en måned siden, jeg kom til ABC første gang, og først nu er jeg klar til topforsøg.

En kalkuleret risiko?
Dagen efter begynder de andre fra gruppen at dukke op i ABC – de er også ved at gøre klar til deres topforsøg. Alle skal gå på ilt, og mange har personlige sherpaer til at hjælpe sig både med beslutningerne og med at bære tingene på bjerget. Jeg er helt og holdent på egen hånd, og det har jeg det fint med lige nu.

Jeg får hvilet godt ud i disse dage, men jeg er også klar over, at jeg skal opbygge et pænt overskud. Jeg er ikke villig til at risikere liv eller helbred for at komme til tops, men en vis kalkuleret risiko vil jeg nødvendigvis være nødt til at løbe.

Østrigeren, jeg mødte på min sidste akklimatisering på Everest, var efter min mening gået over stregen med de forfrysninger, han kunne vise mig på sine fingre og tæer. Men er det nødvendigt at løbe så stor en risiko for at komme på toppen? Jeg tror det ikke, men det indebærer, at man skal være villig til at vende om og komme tilbage og forsøge en anden gang.

Og bliver den anden gang ikke i år, men et andet år, så betyder det en ny ekspedition, nye penge, der skal skaffes, ny tid, der skal være til rådighed. Tanken om at skulle starte helt forfra kan måske være med til at presse mig til at løbe en større risiko, end jeg normalt ville udsætte mig for.

Men jeg skal være stærk nok til at turde vende om, for jeg er godt klar over, at det ikke vil være en succes at nå toppen, men komme hjem med forfrysninger eller i værste fald at omkomme i forsøget på at nå ned derfra. Dette skete desværre for min ven, Sherpa Nyamgal, for ganske få dage siden, det er trist, og jeg ønsker ikke at slutte mig til ham.

Kulminationen på et års planlægning
Topforsøget bliver kronen på det værk, der har taget omkring et år at gennemføre. For cirka et år siden begyndte jeg for alvor at annoncere, at jeg havde tænkt mig at forsøge Everest uden iltflasker igen. Jeg snakkede med venner og tidligere kunder fra Kipling-ture, om de kunne have lyst til at prøve at bestige Everest.

Jeg ville omgive mig med nogle af dem, som det har været hyggeligt at være af sted med før. Det betyder meget at have gode venner med i bjergene, så jeg ikke står alene med mit forsøg, og de hjælper med til at holde humør og motivation højt.

Vi endte med at blive en lille tremandsgruppe bestående af Rikke Højland (læge) og Martin Cederkrantz (skiguide/dykkerguide/tømrer), som tog af sted sammen. Forud for ekspeditionen havde gået lang tids træning. For mit vedkommende er det et permanent anliggende – jeg holder mig altid i god form, men jeg havde trods alt øget intensiteten i det sidste halve år op til ekspeditionen.

Den 21. maj starter jeg mit topforsøg. Det er dagen efter, de andre fra ekspeditionen startede deres topforsøg. Min plan ser dog ganske anderledes ud end deres. De har overnatninger i samtlige lejre, mens jeg kun planlægger at overnatning i lejr 1 i North Col.

Problemet er, at jo højere jeg kommer på bjerget uden iltflasker, des hurtigere tæres min krop af livet i dødszonen (højder over 8000 m), hvor kroppens ressourcer kun går en vej: ned ad bakke. Med andre ord, det er kun et spørgsmål om tid, før man dør, hvis man bliver i denne højde.

Derfor er min plan at gå til lejr 2 (7800 m) på andendagen, nå frem midt på eftermiddagen, sove, drikke, spise og i det hele taget restituere mig indtil tidligt på aftenen. Så vil jeg fortsætte mod lejr 3 (8300 m), hvor jeg kun vil hvile en til to timer, til jeg har fået dækket mit væskeunderskud og har restitueret mine kræfter, hvorefter jeg vil gøre det sidste push mod toppen.

Martin-paa-vej-ned-mod-C1-fTopforsøget er i gang
Første nat i North Col gør mig godt, og jeg er frisk til at gå til lejr 2, som jeg da også når på cirka fem timer. Ganske fornuftigt, men jeg føler mig noget træt, og jeg ser frem til at få noget hvile, men først skal jeg have smeltet sne, drikke og spise. Jeg har dog ikke været længe i teltet, før der pludselig lyder stemmer lige udenfor.

Lhakpa, en af sherpaerne fra ekspeditionen, kommer ind i teltet og ser nærmest ud som om, han er ved at dø af træthed. Han falder omkuld på mit liggeunderlag, og inden jeg når at gøre noget, sover han dybt. Kort efter kommer hans klient, Urs fra Schweiz, som forklarer, at de har været på toppen i morges. Også han er totalt pumpet og formår ikke andet end at ligge ned, og mit telt er det eneste intakte, vinden har ødelagt de andre.

Jeg kan se, det er kritisk – hvis de ikke får drikke og lidt at spise, så vil de ikke have energi til at komme videre ned i morgen, og væskemanglen alene kan provokere alvorlig højdesyge. Der er kun et at gøre; smelte sne og lave mad til dem.

Jeg får ikke hvilet mig, inden det bliver aften, hvor planen var, at jeg skulle af sted. Min plan skrider, men jeg tænker, at det er OK, og jeg bare fortsætter i morgen. Jeg ændrer planen uden at tænke videre over det og ændrer den endda til det lidt farligere; at gå op til lejr 3 om dagen og være der længere tid, inden jeg fortsætter mod toppen om natten.

Men det skal vise sig at blive meget værre. Da jeg endelig er færdig med at lave vand og mad til de to forkomne, og selv vil have noget søvn, går det op for mig, at jeg kun kan ligge sammenkrøllet i et hjørne, når vi er tre i teltet. Jeg sover ikke første halvdel af natten, men bytter så med Lhakpa og får lidt hvile.

Søvn der slider
Morgenen kommer, og jeg knokler for at få de to klar til at komme ned, så jeg kan begynde at koncentrere mig om min egen tilstand. Da de langt om længe er kommet af sted, kan jeg udenfor teltet konstatere, at det svimler lidt for mig. Jeg har slet ikke fået hvilet ordentligt, natten har faktisk tæret på mig i stedet for at give mig nye kræfter og motivation.

Bo-paa-toppen-af-ChangtseJeg pakker alligevel og starter opstigningen. Det tager mig en time at nå 50 meter ovenfor teltene. Det betyder, at jeg ville være omkring otte til ti timer om at nå lejr 3 – mere end dobbelt så lang tid som forventet. Jeg er næsten lige så flad som de to, der kom ned fra toppen i går. Håbløst.

Jeg vender tilbage til teltet, og via walkie forhører jeg mig om vejret. Det lover ikke godt for de kommende dage, tværtimod er der lovet særlig kraftig vind i morgen. Uden iltflasker vil jeg ikke kunne holde varmen.
“Hvad så længere fremme?” spørger jeg.
“Desværre, det ser ud til at monsunen kommer umiddelbart efter,” lyder det foruroligende svar, jeg havde frygtet.

Dét, der ikke kunne ske
Der løber kun en tanke gennem mit hoved: ’Det er slut, jeg får ikke min chance.’ Det var dét, jeg ikke troede, kunne ske. Jeg har for tredje gang i træk været uheldig med Everest. Der er ikke andet for end at pakke sammen og gå ned til ABC og erkende endnu et personligt nederlag.

Det er ikke nemt for mig, jeg har drømt om at bestige Everest, siden første gang jeg klatrede på Kullen i 1977. Jeg har selvfølgelig ikke gjort det nemmere for mig selv ved at vælge at gøre det uden at bruge iltflasker. Men hvorfor gøre det anderledes, når jeg ved, jeg ikke ville være tilfreds med mindre? Så hellere vende om, så det gør jeg så.

Det er umuligt at sikre mig mod denne situation. Jeg vil aldrig afslå at hjælpe kammerater, der er hårdt ramt af højde, træthed og dehydrering. Men det er ærgerligt for mig, da det ødelagde mine chancer for at nå toppen.

’Min ekspedition’, for sådan betragter jeg vores såkaldte Team Danmark, var succesfuld, idet Rikke og Martin nåede toppen af Everest den 23. maj og kom begge uskadte ned. Dermed levede ekspeditionen op til min altid gældende prioritering: Alle uskadt hjem – bjergene er der jo også til næste år.


Kommende planer

Min drøm lever videre, og jeg er parat til at forsøge igen. Jeg er udfordret økonomisk, så jeg håber at få en sponsor på banen til næste forsøg og til mit store projekt, at bestige de 14 bjerge over 8000 meter. Jeg har hidtil været på toppen af Broad Peak (8047 m) og Gasherbrum I (8068 m). Næste forår er planen at forsøge Dhaulagiri (8167 m), som jeg har været tæt på toppen af i 1991, og til næste efterår at forsøge en ’dobbelt’ nemlig Cho Oyu (8201 m)/Shishapangma (8013 m) kombinationen. I mellemtiden leder jeg ture til blandt andet Elbrus, Ararat, Everest Base Camp samt et meditationstrek i Annapurna-området til november.

Min bog om Mont Blancs bestigningshistorie og mine egne oplevelser i dette massiv udgivet af Gyldendal er lige kommet på markedet, og jeg arbejder på en tilsvarende bog om Himalaya, som Gyldendal også har vist interesse for. Mine foredrag Projektleder på Verdens Tag, Ubetrådte tinder, Verden på spidsen m.fl. bliver nu suppleret af et decideret Everest-foredrag om udfordringen ved at nå verdens top uden at bruge iltflasker. Og en dag lykkes det vel, så jeg også kan berette, hvordan det er at stå helt deroppe og have gennemført et så krævende projekt.
BOKS - SLUT


Martin-paa-Changtse-stejltRUTEN MOD TOPPEN

Isvæggen til North Col
Ruten op over væggen var i 2013 usædvanlig stejl ifølge folk, som har været her flere gange. Men jeg synes faktisk, det var en fordel, da det for en god klatrer er hurtigt at komme op ad væggen til lejr 1.

Lejr 1 / North Col (7000 m)
Ligger i læ for den fremherskende vind, som kommer fra vestsiden af passet. Det betyder, at man ikke altid er klar over, hvor koldt der er videre oppe ad nordkammen, hvor vinden har frit spil.

Ryggen mellem lejr 1 og 2
Er for størstedelen en sneryg, som er et af de mest vindudsatte steder på Everest. Det kan være rigtig koldt her, når vinden fyger hen over ryggen – selv i solskin. I starten er der en del store spalter, men længere oppe er det ganske ufarligt om end stejlere.

Lejr 2 (7800 m)
Er den mest vindplagede af lejrene på Everests nordside. Ligesom på ryggen nedenfor er der ingen læ for den kraftige vind. Ofte er vinden så stærk, at teltene ikke holder til en hel ekspedition, men går i stykker undervejs. Netop dette skete for mig, og var skyld i, at vi måtte overnatte tre mand i et tomandstelt. Det kostede mig den dyrebare hvile, inden topforsøget og dermed måske chancen for at nå toppen.

Lejr 3 (8300 m)
Har jeg ikke selv set, men i modsætning til lejr 2 er denne ikke så udsat for den generende vind. Det er dog ikke en lejr, man skal bruge for meget tid i, specielt ikke når man ikke bruger iltflasker. Man er her langt inde i dødszonen, og kroppens ressourcer tæres hurtigt, uanset om man får både mad, drikke og hvile.

GM
Markerer det punkt, hvor Mallory blev fundet i 1999. Det skabte stort røre, men der kom ikke nogle beviser på bordet, som kunne be- eller afkræfte om Mallory og Irvine nåede toppen i 1924, inden de forsvandt på bjerget. Nu håber man en dag at finde Irvine, som formodentlig bar de to bjergbestigeres kamera, hvilket muligvis kan give de endelige beviser.

Topkammen
Denne ryg følges på en del af topdagen, hvor de tre stejle passager (’steps’) skal forceres. First step er ikke det store problem, men second step er relativt svært og har bl.a. været årsagen til den store tvivl om, hvorvidt Mallory og Irvine i 1924 kunne have passeret dette og nået toppen. Third step omgås på nordsiden via nogle hyldesystemer.

Toppen (8848 m)
Verdens højeste punkt – 8.848 meter over havet.


En dag i højden

Livet i ABC og livet på bjerget er ganske forskelligt. ABC handler i høj grad om afslapning for at restituere og akklimatisere. Længere oppe på bjerget skal man selvfølgelig også kunne slappe af, men her er der ofte en del personlige aktiviteter involveret, og der skal altid bruges en del tid på at smelte vand og lave mad. Sådan ser en typisk dag ud i henholdsvis ABC og i de højere lejre:

ABC
6.30: Vågner oftest fordi det er koldt, og jeg skal tisse. Forsøger at sove videre.
8.30: Solen begynder at varme teltet, og jeg begynder at varme mit tøj op ved at komme det ned i soveposen, så det ikke er så koldt at få på. Der er jo intet hastværk.
9.00: Der bimles på en gasflaske fra køkkenet, der betyder, at morgenmaden er klar. Tøjet på i en fart og så til morgenbordet, der typisk består af ristet brød, æg, bønner, mælkete.
11.00: Efter morgenmad og snak over teen er det tid for de aktiviteter, man måtte have på sådan en afslappet dag. Mine begrænser sig oftest til dagbogsskrivning, læse bøger, rate billeder og video fra de foregående dage, men ind imellem bliver det da også til en lille gåtur omkring ABC - gerne med kamera.
14.00: Frokostklokken lyder, og så er det tid til endnu et af dagens højdepunkter for en som mig, der altid er sulten.
15.30: Dagens sværeste tidspunkt, i hvert fald når vejret er godt. Det er for varmt at være inde i teltene (40-45 grader) og med den altid tilstedeværende blæst for koldt til at være udenfor. Ender som regel med at ligge i teltet med åbent i begge ender og læse. Når blæsten så virkelig tager til, så må jeg lyne ned i en eller begge sider. Hårdt liv.
17.30: Solen forsvinder bag Changtse, og det skifter fra bagende varmt til pivkoldt i løbet af sekunder. Soveposen trækkes frem, og der tygges nogle flere sider i min bog. Jeg nåede at læse 7 bøger på ekspeditionen, og skrev halvdelen af en bog selv.
19.00: Endnu en klokke bebuder, at aftensmaden er klar. Der tændes for varmen i det dobbelte messetelt, som kan blive rimelig varmt om aftenen, men der kan alligevel godt være fodkoldt. Derfor holder jeg sjældent ud længere end til ni-tiden om aftenen.
21.00: Går til mit telt med mine to varmedunke - vandflasker med kogende vand (80 grader som er kogetemperaturen i 6400 meter). Forsøger at læse til fingrene bliver for kolde eller hører musik fra min MP3 afspiller.

I de højere lejre:
7.00: Vækkes af solen eller andre bjergbestigeres aktivitet.
7.30: Smelter sne til morgenmad og til mine vandflasker. Jeg spiser og pakker til dagen.
9.00: Klar til afgang.
15.00: Typisk dagsetape gennemført. Undervejs holdes pause cirka hver time for at drikke væske og omkring hver anden time for at spise Bisca kiks eller Wasa müeslibars.
16.00: Etableret i teltet igen, har gang i snesmeltning til vandflasker og noget forsinket frokost.
17.30: Smeltning og madlavning overstået. Tid for hvile.
19.00: Snesmeltning og madlavning starter igen, for at det kan være overstået, inden solen forsvinder, og gør det meget koldt ikke at være i soveposen.
20.00: Solen forsvinder, tid for at kravle i soveposen. Musik på MP3‘eren eller blot direkte til søvnen.

Andre spændende artikler


Alle 8000+ meter bjerge på to år

Alle 8000+ meter bjerge på to år

Ueli Steck omkommet i Himalaya

Ueli Steck omkommet i Himalaya

Bag om The Seven Summits

Bag om The Seven Summits

Log ind