Michael Knakkergaard Jørgensen

En vens død
Michael Knakkergaard Jørgensen deltog i en dansk-nepalesisk Makalu-ekspedition, og dengang havde han fået etableret lejr 3 i det stormomsuste pas Makalu La i 7.400 m. Sammen med den nepalesiske Sherpa Nima var han klar til at gøre et topforsøg via en sidste lejr i 7.950 m. Forsøget må opgives og over radioen får han senere at vide, at han klatrekammerat Per Lyhne er omkommet i en anden lejr. På trods af at have opholdt sig i længere tid over 6.000 meter og akklimatiseret sig fornuftigt til højden, dør han under et natligt hosteanfald (læs Adventure World nr.15). Senere forsøger ekspeditionen endnu engang at bestige Makalu, men mismodet har bredt sig blandt deltagerne, og meningen med at nå toppen synes at drukne i sorgen over at have mistet en ven.

Måske tænker Michael Knakkergaard Jørgensen på denne tragiske historie i løbet af de 15 minutter. Men hvem ved, hvad en bjergbestiger tænker, når toppen er nået? ..... eller hvad der driver ham i kampen mod toppen? ..... andet end ham selv. En følelse af glæde? Sikkert. I sin bog “Vejen er målet” beskriver han sine tanker, da han i 1995 står på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest: “Guddommeligt! - det er som at være i himmelen. Jeg kan vel heller ikke komme meget nærmere”. En følelse af endelig at have afsluttet det arbejde, der ikke blev fuldendt, da hans klatrekammerat mistede livet? Måske. Noget tyder i hvert fald på, at Makalu-ekspeditionen for Michael Knakkergaard Jørgensen ikke bare var en bestigning af verdens femte højeste bjerg.

Som leder af Makalu-ekspeditionen 1999 er Michael Knakkergaard Jørgensen ved at manifestere sit navn som internationalt anerkendt bjergbestiger. Med i hans gruppe er den 46-årige schweizer André Gorge Marchal, som har besteget otte 8.000 meter bjerge og som ni gange før har forsøgt at nå toppen af Makalu, samt litaueren Ilgvars Pauls, kaldet Illi, som har besteget fem 8.000 meters. Både Marchal og Illi har som mål at bestige alle verdens fjorten 8.000 meter-bjerge. Derudover vil Illi, ligesom Michael Knakkergaard, bestige det højeste bjerg på alle syv kontinenter.

I sine første beretninger fra Makalu til dagbladet Politikken skriver Michael Knakkergaard Jørgensen: “Jeg føler det en anelse underligt, at jeg er ekspeditionsleder for vores lille team, særligt i forhold til Marchal, som jo har færdedes i bjergene, mens jeg stadig gik med ble”. Michael Knakkergaard Jørgensen står på spring op til det tyndere luftlag blandt bjergbestigereliten.

Markus Stofer deltager i en anden international ekspedition, som omfatter australiere, svenskere og amerikanere. Han er i tvivl om niveauet i sin egen gruppe og forhører sig blandt de andre ekspeditioner i Advanced Base Camp (ABC) om deres planer om at nå toppen. Her støder han første gang på Michael Knakkergaard Jørgensen. Markus Stofer fortæller:“Der var en underlig stemning i ABC. Jeg ved ikke om man kan kalde det en slags “bad vibes”. Vejret var dårligt og vinden havde forhindret flere topbestigninger. Jeg havde også selv en underlig fornemmelse. Det bjerg var bare ikke lige mig”.

På det tidspunkt har Michael Knakkergaard Jørgensens gruppe allerede en gang måttet opgive at nå lejr 3. “Med vedvarende blæst og vindstød af orkanstyrke havde vi nok at gøre med at klamre os til klippevæggen. Det var simpelthen for koldt til at nå lejr 3, så da vi nåede 7.000 meter, blev vi enige om at droppe oppakningen og søge ned til base camp igen”. Sådan lyder Michaels sidste beretning fra Makalu til Politiken. Tilbage i base camp siger han til australske Birgitte Muir, der var den første australske kvinde, som besteg Mount Everest, og som han havde mødt flere gange tidligere på sine ekspeditioner i Nepal: “Jeg har bare lyst til at få det overstået”.

Der kan være mange årsager til, at han kommer med denne udtalelse. Han står i spidsen for en gruppe erfarne bjergbestigere. Hans forrige tur til bjerget endte tragisk, Vejret er dårligt, sne- og isforholdene er vanskelige og der hviler et stort pres på den unge dansker. Også før afrejsen er der visse tegn på, at han ikke er helt tryg ved Makalu, idet han mod sædvane beder sin mor og søster følge ham til lufthavnen. Samtidig tegner han en livsforsikring.

Topforsøget
Den 28. april gør Knakkergaard-gruppen et nyt forsøg på at nå toppen. De vil gå direkte fra base camp til lejr 3 i 7.400 meter og springe lejr 2 over. Marchal drager som førstemand alene afsted. Markus Stofer hører om hans planer og begiver sig ligeledes på vej. Et par timer senere følger Michael Knakkergaard Jørgensen og Illi. Klokken er ca. 18.00, da Michael og Illi passerer lejr 2, og Markus Stofer forsøger forgæves at overtale dem til at blive og få hvilet ud. Men planen er at nå lejr 3. Klokken er omtrentlig 22.00, da Marchal, Knakkergaard og Illi får etableret sig i lejr 3, hvor de bliver nødt til at sove tre mand i et lille Telt - ingen af dem får meget søvn. De overnatter under ekstreme forhold i håb om, at morgendagen vil bringe bedre vejr.

Næste morgen synes situationen stadig håbløs. Pludselig dukker Markus Stofer op. Han er brudt tidligt op fra lejr 2 i et forsøg på at indhente dem, inden de begynder opstigningen. Han forsøger at overbevise gruppen om, at det er muligt at nå toppen nu, men hverken Marchal eller Illi synes begejstret ved tanken. Michael Knakkergaard Jørgensen er derimod ikke svær at overtale. De to bliver enige om hurtigst muligt at begive sig op i 7.800 meter og etablere lejr 4. Herfra vil de så kravle de sidste meter mod toppen den følgende dag.

De tilbringer en stormfuld nat på nordsiden af bjerget. “Vi talte ikke meget i den tid, vi var sammen. Jeg havde glemt gassen til vores brænder, så vi kunne ikke smelte sne, og måtte spare på den smule vand, vi havde tilbage. Det gjaldt bare om at holde sammen på teltet og få sig en smule søvn, hvis det ellers var muligt” fortæller Markus Stofer. Klokken er 02.00 den 30. april. Vinden er stadig lige voldsom. Markus Stofer har i ånden opgivet at nå toppen og falder i søvn. Klokken 05.00 bliver han vækket af Michael Knakkergaard

Jørgensen. Vinden har på mirakuløs vis lagt sig, og forholdene er perfekte. Der er ikke nogen tid at spilde. De drikker det sidste vand, og begiver sig op ad gletscheren. Markus Stofer fortæller: “Derefter bevæger vi os i timevis op ad en tilsyneladende uendelig sneskrænt, indtil vi når 8.100 meter. Her begynder vanskelighederne først rigtigt. Michael har kun én isøkse, så jeg fører an med et 50-meter dobbeltreb og mine to isøkser. Vi må passere en isskråning og traversere over en teknisk svær og farlig passage, indtil vi når til en ca. 180 meter lang og to meter bred couloir (sne/is-rende), som synes at føre os lige til toppen”.

I kløften findes der ikke nogle sikringer eller reb sat af tidligere ekspeditioner, og det er muligt, at de to bevæger sig op ad en rute, ingen andre har klatret før. Da de når 8.350 meter kan det ikke længere gå galt. Herfra er det en spadseretur til toppen.

Faldet             
å trods af umulige vejrforhold, ingen vand, næsten ingen søvn og i samarbejde med en person, han kun har mødt få dage forinden, når Michael Knakkergaard Jørgensen sit mål. Han har tidligere stået i en lignende krævende situation, da han i foråret 1996 var på vej op ad søsterbjerget til Mount Everest, det 8.501 meter høje Lhotse - verdens fjerde højeste bjerg. Også her løb han tør for vand og var på kanten af sin ydeevne. Han befandt sig kun 100 meter fra toppen. “Jeg kan godt fortsætte de sidste 100 meter, men det vil blive utroligt krævende og ikke uden problemer. Det, jeg er bange for er, at jeg ikke vil have kræfter nok til at komme ned igen”, skriver Michael Knakkergaard Jørgensen i sin bog ”Vejen er målet”. Dengang vendte han om.

Hvor mange kræfter, han har tilbage på nedturen af Makalu, er ikke til at vide. Han har vist, at han kan vælge livet frem for toppen. At vejen er målet. Men Makalu skal bestiges. Sådan synes han at tænke.

Stofer og Knakkergaard kommer tilbage til 8.350 m. Herfra skal de rappellere ned gennem snerenden der har en 50-55 graders hældning. Rundt om en meget stor sten har de på deres opstigning lagt en rebslynge som anker. Dobbeltrebet bliver kørt igennem slyngen, så der dannes to haler af 25 meter. “Michael havde ikke lyst til at gå først, så jeg begynder nedstigningen. Det går fint. Jeg når en lille afsats 25 meter længere nede og sætter en sikring omkring et lille klippefremspring”. En meget middelmådig standplads, erkender Markus Stofer, men den må holde indtil videre.

“Jeg taber min ene dunvante, og ser den forsvinde ud over klippekanten. I det øjeblik begynder Michael at rappellere ned ad bjerget. Pludselig standser han efter 5-10 meter og råber “ROCKFALL!!!!!”. I næste øjeblik flyver der sten omkring mig, og jeg er utrolig heldig ikke at blive ramt og slået ud af standpladsen. Det næste der sker er som et mareridt. En rød krop styrter forbi mig i en afstand af mindre end 20 cm og forsvinder ud over kanten. Rebet, som jeg lige har gjort mig fri af, følger med. Nedefter er der 80 meter stejl klippevæg. Stående i 8.300 meters højde indser jeg med det samme, at Michael er død. Jeg er meget bange nu, og ved at jeg må samle al min energi og koncentration for ikke at dele hans skæbne”.

Ingen ved hvad der præcist er årsagen til ulykken. Det er muligt, at Michael Knakkergaard Jørgensen er blevet ramt af stenskredet, som river både ham og rebet i afgrunden. Markus Stofer mener dog, at en mere sandsynlig forklaring er, at Michael Knakkergaard Jørgensen brat bremser sin nedstigning, da stenene er på vej ned imod ham. Vibrationerne i rebet medfører, at slyngen smutter op over den store sten og udløser katastrofen. Da Michael Knakkergaard Jørgensen sandsynligvis rappellerede uden sin isøkse i hånden, havde han ingen mulighed for at standse faldet. “Det samme kunne være hændt for mig. Jeg var bare heldig”, siger Markus Stofer.  

På vej ned er Markus Stofer flere gange ved at miste fodfæstet, og hans soloklatreerfaring fra Alperne er nu vigtigere end nogensinde før. Han når 8.100 meter ca. en time senere. Lidt længere nede kan han se Michael Knakkergaards lig. “Han var faldet ca. 500 meter. Der var ingen bevægelser. Han var død. Klokken var 17.00, og jeg befandt mig i 8.000 meters højde og havde intet lys med mig. Jeg måtte opgive at nå hen til Michael, og skyndte mig ned igennem isfaldet til lejr 4, som jeg nåede lige før solnedgang”.

Det endelige hvilested
Markus Stofer er uden radiokommunikation, og han tilbringer en uhyggelig ensom nat i lejr 4. Den næste dag begiver han sig videre ned ad bjerget til lejr 3. Denne lejr er forladt, og alle de andre ekspeditioner har søgt ned til base camp. Klokken 17.00 den 1. maj ankommer Markus Stofer i en tilstand af chok til base camp og fortæller den tragiske nyhed. Næste dag forlader han base camp for hurtigst muligt at vende tilbage til Schweiz.

To sherpaer har begivet sig op til 8.100 meter for at finde Michael Knakkergaard Jørgensen. De bekræfter, hvad Markus Stofer har fortalt. Michael kommer ikke tilbage. Ulykken lægger en dyne af sorg over base camp. Samtidig begynder det at sne. Efter nogle dage beslutter schweizeren Marchal sig for at gense Michael. Han finder ham ved foden af en sneskråning og fortæller: “Sneen havde delvist begravet ham, og det var umuligt for mig at gøre noget. Jeg kunne ikke slæbe ham hen til den gletscherspalte, som lå bare 50 m væk. Jeg kunne heller ikke tage et billede. Følelserne overvandt mig”. Solen er ved at gå ned. Marchal må opgive sit forsøg på at sænke Michael Knakkergaard Jørgensen ned i gletscherspalten til det endelige hvilested, som en respektfuld gestus til den unge dansker som person og bjergbestiger. Den 13. maj bestiger Marchal Makalu.

Michael Knakkergaards vej endte i 8.000 meters højde på nordvest ruten af Makalu. Verdens femte højeste bjerg blev hans mindesten. Michael Knakkergaard Jørgensen yndede at citere Søren Kierkegaard: “At vove livet er at miste fodfæstet for en kort stund. Ikke at vove er at miste livet”. Han vovede det tilsyneladende umulige... og mistede livet. Spørgsmålet vil altid melde sig - er det virkelig den risko værd? Michael Knakkergaard Jørgensen kendte godt til vilkårene. Faren kunne minimeres ved god planlægning, men aldrig elimineres. Han havde måske slet ikke noget valg. For ham var det at bestige bjerge en livsstil. De glæder og oplevelser, det gav ham var gløden i hans tilværelse. Han havde en drøm og et mål - Michael Knakkergaard Jørgensen hørte til i bjergene. 

Michael Knakkergaard Jørgensen- en bjergbestiger

Udlært som klejnsmed bliver han i 1988 indkaldt som værnepligtig til det Sjællandske Livregiment i Slagelse. I 1989 melder han sig til de danske FN-styrker; først på Cypern, så Kuwait, derefter det nordlige Irak og senere Sarajevo. I alt seks års tjeneste. Det er under opholdet i Irak, at han bliver gode venner med nogle østrigske FN-soldater, som inviterer ham til Alperne, når de vender hjem. Det bliver begyndelsen til Michael Knakkergaards passion for bjergbestigning. I 1991 og 1992 er han elev på ski-linien på Oure Idrætshøjskole. I foråret 1994 er han på tur til Nepal for at bestige fire 6.000 meter toppe. Her ser han for første gang Mount Everest, og her beslutter han sig for at bestige det.