Du er her:
  • ARTIKLER
  • Michael Knakkergaard Jørgensen

Michael Knakkergaard Jørgensen

Michael Knakkergaard Jørgensen var den første dansker, der nåede toppen af Mount Everest. Verdens højeste tinder blev hans livsmål. I april 1999 vendte han tilbage til Nepal og det bjerg, hvor han i 1997 mistede en ven – Makalu. Bestigningen af verdens femte højeste gigant blev hans sidste.    

aw24-Michael-221.jpg
Skrevet af: Steffen Bach
Opdateret den 03. maj 2022

Michael Knakkergaard Jørgensen var den første dansker, der nåede toppen af Mount Everest. Verdens højeste tinder blev hans livsmål. I april 1999 vendte han tilbage til Nepal og det bjerg, hvor han i 1997 mistede en ven – Makalu. Bestigningen af verdens femte højeste gigant blev hans sidste.    

En lille rød skikkelse bevæger sig stædigt og langsomt op mod toppen af det 8.463 meter høje Makalu bjerg. Den værste passage op ad nordvest-ruten er overstået. Nu er der kun de sidste 100 meter tilbage. Michael Knakkergaard Jørgensen er træt. De sidste nætter har budt på enorme anstrengelser, psykiske som fysiske. Den kraftige vind har støvsuget bjerget for sne og blotlagt is og klipper, hvilket har gjort klatringen vanskelig. Vand har han ikke fået meget af, og tiden er ved at blive knap. Vinden er tiltaget, og op over østgraten hærger den med stormstyrke.

15 minutter
Længere fremme ser han, hvad omstændighederne har gjort med hans følgesvend de sidste 48 timer, schweizeren Markus Stofer. Han har søgt ly bag en stor sten kun fem meter under toppen. Efter at de to forinden har kæmpet sig op igennem en snæver kløft til ca. 8.350 m., er de gået uden reb og hver for sig. Schweizeren er nervøs for, at vinden igen skal bremse forsøget på at nå toppen og har bevæget sig hurtigt fremad. Nu venter han, for at de i fællesskab skal tage de sidste skridt. Det er den 30. april 1999 kl. 15.00. Michael Knakkergaard Jørgensen har besteget verdens femte højeste bjerg og er den første dansker på toppen af Makalu. Dermed er han kommet nærmere et af de mål, han har sat sig i livet - at bestige verdens fem højeste tinder.

Makalu byder ikke velkommen. I 15 minutter sidder de på toppen og trodser den vind, der synes at ville blæse dem hinsides. Hvilke tanker, der går igennem den 31-årige dansker i disse minutter, kan der kun gisnes om. I nordvest ser han Mt. Everest. Bjerget, han besteg som første dansker i 1995. Ved siden af ses Lhotse , som han prøvede at bestige i 1996, og hvorfra han oplevede det grufulde døgn, da otte mennesker døde på Mt. Everest. Bjerge med minder om succes, fiasko og sorg. Måske vender han et kort øjeblik tilbage til september 1997, da han sidste gang prøvede at bestige Makalu.

aw24-Michael-204En vens død
Michael Knakkergaard Jørgensen deltog i en dansk-nepalesisk Makalu-ekspedition, og dengang havde han fået etableret lejr 3 i det stormomsuste pas Makalu La i 7.400 m. Sammen med den nepalesiske sherpa Nima var han klar til at gøre et topforsøg via en sidste lejr i 7.950 m. Forsøget må opgives og over radioen får han senere at vide, at han klatrekammerat Per Lyhne er omkommet i en anden lejr. På trods af at have opholdt sig i længere tid over 6.000 meter og akklimatiseret sig fornuftigt til højden, dør han under et natligt hosteanfald (læs Adventure World nr.15). Senere forsøger ekspeditionen endnu engang at bestige Makalu, men mismodet har bredt sig blandt deltagerne, og meningen med at nå toppen synes at drukne i sorgen over at have mistet en ven.

Måske tænker Michael Knakkergaard Jørgensen på denne tragiske historie i løbet af de 15 minutter. Men hvem ved, hvad en bjergbestiger tænker, når toppen er nået? ..... eller hvad der driver ham i kampen mod toppen? ..... andet end ham selv. En følelse af glæde? Sikkert. I sin bog “Vejen er målet” beskriver han sine tanker, da han i 1995 står på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest: “Guddommeligt! - det er som at være i himmelen. Jeg kan vel heller ikke komme meget nærmere”. En følelse af endelig at have afsluttet det arbejde, der ikke blev fuldendt, da hans klatrekammerat mistede livet? Måske. Noget tyder i hvert fald på, at Makalu-ekspeditionen for Michael Knakkergaard Jørgensen ikke bare var en bestigning af verdens femte højeste bjerg.

Som leder af Makalu-ekspeditionen 1999 er Michael Knakkergaard Jørgensen ved at manifestere sit navn som internationalt anerkendt bjergbestiger. Med i hans gruppe er den 46-årige schweizer André Gorge Marchal, som har besteget otte 8.000 meter bjerge og som ni gange før har forsøgt at nå toppen af Makalu, samt litaueren Ilgvars Pauls, kaldet Illi, som har besteget fem 8.000 meters. Både Marchal og Illi har som mål at bestige alle verdens fjorten 8.000 meter-bjerge. Derudover vil Illi, ligesom Michael Knakkergaard, bestige det højeste bjerg på alle syv kontinenter.

I sine første beretninger fra Makalu til dagbladet Politikken skriver Michael Knakkergaard Jørgensen: “Jeg føler det en anelse underligt, at jeg er ekspeditionsleder for vores lille team, særligt i forhold til Marchal, som jo har færdedes i bjergene, mens jeg stadig gik med ble”. Michael Knakkergaard Jørgensen står på spring op til det tyndere luftlag blandt bjergbestigereliten.

Maw24-Michael-212arkus Stofer deltager i en anden international ekspedition, som omfatter australiere, svenskere og amerikanere. Han er i tvivl om niveauet i sin egen gruppe og forhører sig blandt de andre ekspeditioner i Advanced Base Camp (ABC) om deres planer om at nå toppen. Her støder han første gang på Michael Knakkergaard Jørgensen. Markus Stofer fortæller:“Der var en underlig stemning i ABC. Jeg ved ikke om man kan kalde det en slags “bad vibes”. Vejret var dårligt og vinden havde forhindret flere topbestigninger. Jeg havde også selv en underlig fornemmelse. Det bjerg var bare ikke lige mig”.

På det tidspunkt har Michael Knakkergaard Jørgensens gruppe allerede en gang måttet opgive at nå lejr 3. “Med vedvarende blæst og vindstød af orkanstyrke havde vi nok at gøre med at klamre os til klippevæggen. Det var simpelthen for koldt til at nå lejr 3, så da vi nåede 7.000 meter, blev vi enige om at droppe oppakningen og søge ned til base camp igen”. Sådan lyder Michaels sidste beretning fra Makalu til Politiken. Tilbage i base camp siger han til australske Birgitte Muir, der var den første australske kvinde, som besteg Mount Everest, og som han havde mødt flere gange tidligere på sine ekspeditioner i Nepal: “Jeg har bare lyst til at få det overstået”.

Der kan være mange årsager til, at han kommer med denne udtalelse. Han står i spidsen for en gruppe erfarne bjergbestigere. Hans forrige tur til bjerget endte tragisk, Vejret er dårligt, sne- og isforholdene er vanskelige og der hviler et stort pres på den unge dansker. Også før afrejsen er der visse tegn på, at han ikke er helt tryg ved Makalu, idet han mod sædvane beder sin mor og søster følge ham til lufthavnen. Samtidig tegner han en livsforsikring.

aw24-Michael-211Topforsøget
Den 28. april gør Knakkergaard-gruppen et nyt forsøg på at nå toppen. De vil gå direkte fra base camp til lejr 3 i 7.400 meter og springe lejr 2 over. Marchal drager som førstemand alene afsted. Markus Stofer hører om hans planer og begiver sig ligeledes på vej. Et par timer senere følger Michael Knakkergaard Jørgensen og Illi. Klokken er ca. 18.00, da Michael og Illi passerer lejr 2, og Markus Stofer forsøger forgæves at overtale dem til at blive og få hvilet ud. Men planen er at nå lejr 3. Klokken er omtrentlig 22.00, da Marchal, Knakkergaard og Illi får etableret sig i lejr 3, hvor de bliver nødt til at sove tre mand i et lille telt - ingen af dem får meget søvn. De overnatter under ekstreme forhold i håb om, at morgendagen vil bringe bedre vejr.

Næste morgen synes situationen stadig håbløs. Pludselig dukker Markus Stofer op. Han er brudt tidligt op fra lejr 2 i et forsøg på at indhente dem, inden de begynder opstigningen. Han forsøger at overbevise gruppen om, at det er muligt at nå toppen nu, men hverken Marchal eller Illi synes begejstret ved tanken. Michael Knakkergaard Jørgensen er derimod ikke svær at overtale. De to bliver enige om hurtigst muligt at begive sig op i 7.800 meter og etablere lejr 4. Herfra vil de så kravle de sidste meter mod toppen den følgende dag.

aw24-Michael-215De tilbringer en stormfuld nat på nordsiden af bjerget. “Vi talte ikke meget i den tid, vi var sammen. Jeg havde glemt gassen til vores brænder, så vi kunne ikke smelte sne, og måtte spare på den smule vand, vi havde tilbage. Det gjaldt bare om at holde sammen på teltet og få sig en smule søvn, hvis det ellers var muligt” fortæller Markus Stofer. Klokken er 02.00 den 30. april. Vinden er stadig lige voldsom. Markus Stofer har i ånden opgivet at nå toppen og falder i søvn. Klokken 05.00 bliver han vækket af Michael Knakkergaard

Jørgensen. Vinden har på mirakuløs vis lagt sig, og forholdene er perfekte. Der er ikke nogen tid at spilde. De drikker det sidste vand, og begiver sig op ad gletscheren. Markus Stofer fortæller: “Derefter bevæger vi os i timevis op ad en tilsyneladende uendelig sneskrænt, indtil vi når 8.100 meter. Her begynder vanskelighederne først rigtigt. Michael har kun én isøkse, så jeg fører an med et 50-meter dobbeltreb og mine to isøkser. Vi må passere en isskråning og traversere over en teknisk svær og farlig passage, indtil vi når til en ca. 180 meter lang og to meter bred couloir (sne/is-rende), som synes at føre os lige til toppen”.

I kløften findes der ikke nogle sikringer eller reb sat af tidligere ekspeditioner, og det er muligt, at de to bevæger sig op ad en rute, ingen andre har klatret før. Da de når 8.350 meter kan det ikke længere gå galt. Herfra er det en spadseretur til toppen.

aw24-Michael-205Faldet             
å trods af umulige vejrforhold, ingen vand, næsten ingen søvn og i samarbejde med en person, han kun har mødt få dage forinden, når Michael Knakkergaard Jørgensen sit mål. Han har tidligere stået i en lignende krævende situation, da han i foråret 1996 var på vej op ad søsterbjerget til Mount Everest, det 8.501 meter høje Lhotse - verdens fjerde højeste bjerg. Også her løb han tør for vand og var på kanten af sin ydeevne. Han befandt sig kun 100 meter fra toppen. “Jeg kan godt fortsætte de sidste 100 meter, men det vil blive utroligt krævende og ikke uden problemer. Det, jeg er bange for er, at jeg ikke vil have kræfter nok til at komme ned igen”, skriver Michael Knakkergaard Jørgensen i sin bog ”Vejen er målet”. Dengang vendte han om.

Hvor mange kræfter, han har tilbage på nedturen af Makalu, er ikke til at vide. Han har vist, at han kan vælge livet frem for toppen. At vejen er målet. Men Makalu skal bestiges. Sådan synes han at tænke.

Stofer og Knakkergaard kommer tilbage til 8.350 m. Herfra skal de rappellere ned gennem snerenden der har en 50-55 graders hældning. Rundt om en meget stor sten har de på deres opstigning lagt en rebslynge som anker. Dobbeltrebet bliver kørt igennem slyngen, så der dannes to haler af 25 meter. “Michael havde ikke lyst til at gå først, så jeg begynder nedstigningen. Det går fint. Jeg når en lille afsats 25 meter længere nede og sætter en sikring omkring et lille klippefremspring”. En meget middelmådig standplads, erkender Markus Stofer, men den må holde indtil videre.

aw24-Michael-202“Jeg taber min ene dunvante, og ser den forsvinde ud over klippekanten. I det øjeblik begynder Michael at rappellere ned ad bjerget. Pludselig standser han efter 5-10 meter og råber “ROCKFALL!!!!!”. I næste øjeblik flyver der sten omkring mig, og jeg er utrolig heldig ikke at blive ramt og slået ud af standpladsen. Det næste der sker er som et mareridt. En rød krop styrter forbi mig i en afstand af mindre end 20 cm og forsvinder ud over kanten. Rebet, som jeg lige har gjort mig fri af, følger med. Nedefter er der 80 meter stejl klippevæg. Stående i 8.300 meters højde indser jeg med det samme, at Michael er død. Jeg er meget bange nu, og ved at jeg må samle al min energi og koncentration for ikke at dele hans skæbne”.

Ingen ved hvad der præcist er årsagen til ulykken. Det er muligt, at Michael Knakkergaard Jørgensen er blevet ramt af stenskredet, som river både ham og rebet i afgrunden. Markus Stofer mener dog, at en mere sandsynlig forklaring er, at Michael Knakkergaard Jørgensen brat bremser sin nedstigning, da stenene er på vej ned imod ham. Vibrationerne i rebet medfører, at slyngen smutter op over den store sten og udløser katastrofen. Da Michael Knakkergaard Jørgensen sandsynligvis rappellerede uden sin isøkse i hånden, havde han ingen mulighed for at standse faldet. “Det samme kunne være hændt for mig. Jeg var bare heldig”, siger Markus Stofer.  

På vej ned er Markus Stofer flere gange ved at miste fodfæstet, og hans soloklatreerfaring fra Alperne er nu vigtigere end nogensinde før. Han når 8.100 meter ca. en time senere. Lidt længere nede kan han se Michael Knakkergaards lig. “Han var faldet ca. 500 meter. Der var ingen bevægelser. Han var død. Klokken var 17.00, og jeg befandt mig i 8.000 meters højde og havde intet lys med mig. Jeg måtte opgive at nå hen til Michael, og skyndte mig ned igennem isfaldet til lejr 4, som jeg nåede lige før solnedgang”.

Det endelige hvilested
Markus Stofer er uden radiokommunikation, og han tilbringer en uhyggelig ensom nat i lejr 4. Den næste dag begiver han sig videre ned ad bjerget til lejr 3. Denne lejr er forladt, og alle de andre ekspeditioner har søgt ned til base camp. Klokken 17.00 den 1. maj ankommer Markus Stofer i en tilstand af chok til base camp og fortæller den tragiske nyhed. Næste dag forlader han base camp for hurtigst muligt at vende tilbage til Schweiz.

To sherpaer har begivet sig op til 8.100 meter for at finde Michael Knakkergaard Jørgensen. De bekræfter, hvad Markus Stofer har fortalt. Michael kommer ikke tilbage. Ulykken lægger en dyne af sorg over base camp. Samtidig begynder det at sne. Efter nogle dage beslutter schweizeren Marchal sig for at gense Michael. Han finder ham ved foden af en sneskråning og fortæller: “Sneen havde delvist begravet ham, og det var umuligt for mig at gøre noget. Jeg kunne ikke slæbe ham hen til den gletscherspalte, som lå bare 50 m væk. Jeg kunne heller ikke tage et billede. Følelserne overvandt mig”. Solen er ved at gå ned. Marchal må opgive sit forsøg på at sænke Michael Knakkergaard Jørgensen ned i gletscherspalten til det endelige hvilested, som en respektfuld gestus til den unge dansker som person og bjergbestiger. Den 13. maj bestiger Marchal Makalu.

aw24-Michael-216Michael Knakkergaards vej endte i 8.000 meters højde på nordvest ruten af Makalu. Verdens femte højeste bjerg blev hans mindesten. Michael Knakkergaard Jørgensen yndede at citere Søren Kierkegaard: “At vove livet er at miste fodfæstet for en kort stund. Ikke at vove er at miste livet”. Han vovede det tilsyneladende umulige... og mistede livet. Spørgsmålet vil altid melde sig - er det virkelig den risko værd? Michael Knakkergaard Jørgensen kendte godt til vilkårene. Faren kunne minimeres ved god planlægning, men aldrig elimineres. Han havde måske slet ikke noget valg. For ham var det at bestige bjerge en livsstil. De glæder og oplevelser, det gav ham var gløden i hans tilværelse. Han havde en drøm og et mål - Michael Knakkergaard Jørgensen hørte til i bjergene. 


Michael Knakkergaard Jørgensen- en bjergbestiger

Udlært som klejnsmed bliver han i 1988 indkaldt som værnepligtig til det Sjællandske Livregiment i Slagelse. I 1989 melder han sig til de danske FN-styrker; først på Cypern, så Kuwait, derefter det nordlige Irak og senere Sarajevo. I alt seks års tjeneste. Det er under opholdet i Irak, at han bliver gode venner med nogle østrigske FN-soldater, som inviterer ham til Alperne, når de vender hjem. Det bliver begyndelsen til Michael Knakkergaards passion for bjergbestigning. I 1991 og 1992 er han elev på ski-linien på Oure Idrætshøjskole. I foråret 1994 er han på tur til Nepal for at bestige fire 6.000 meter toppe. Her ser han for første gang Mount Everest, og her beslutter han sig for at bestige det.

Som 27-årig bestiger han i maj 1995, som den første dansker, Mount Everest. På vej ned bestemmer han sig for at bestige det højeste bjerg på hver af de syv kontinenter:

· Europa - Elbrus (5.642 m.)
· Afrika - Kilimanjaro (5.895 m.)
· Nordamerika - Denali (6.194 m.)
· Sydamerika - Aconcagua (6.962 m.)
· Antarktis - Mount Vinson (4.897 m.)
· Australien - Carstens Pyramide (4.884 m.)
· Asien - Mount Everest (8.848 m.)

Senere tilføjer han målet at bestige de fem højeste bjerge i verden (Mount Everest (8.848 m.), K2 (8.611 m.), Kanchenjunga (8.598 m.), Lhotse (8.501 m.) og Makalu (8.463 m.)). Han bliver instruktør på Oure Idrætshøjskole og leder af Adventure-liniens ekspeditioner til Nepal. Derudover fungerer han som foredragsholder, skribent, freelancefotograf og rejseleder.

Maj 1995: Bestiger Mount Everest med brug af kunstig ilt.
 Maj 1996: Forsøger både at bestige Mount Everest uden brug af iltflasker og Lhotse , verdens fjerde højeste bjerg, men begge forsøg må opgives. Oplever den værste nat i Mount Everests historie, hvor otte mennesker omkommer i en storm. Kort efter omkommer yderligere tre på Mount Everest.
· Januar 1997: Bestiger Mount Vinson på Antarktis.
· Februar 1997: Bestiger Aconcagua i Sydamerika.
· Maj 1997: Guide på Henry Todds ekspedition og bestiger Lhotse .
· September 1997: Deltager i en dansk-nepalesisk ekspedition til Makalu, hvor Per Lyhne omkommer. Det lykkes ikke at nå toppen.
· September og oktober 1998: Bestiger Mt. Kilimanjaro og Mt. Kenya i Afrika.
· April 1999: Gør et nyt forsøg på at bestige Makalu - omkommer den 30. april under nedstigningen efter en vellykket topbestigning. Få måneder forinden udkom bogen “Vejen er målet - drømmen om de syv tinder”.
· Har derudover besteget flere andre seks- og syvtusinde meters bjerge i Himalaya.


Michael Knakkergaard Jørgensens Himalaya Fond

Michael Knakkergaard Jørgensen elskede børn lige meget, hvor han mødte dem på sine vandringer. Specielt var han meget populær i en lille landsby i de nepalesiske Himalaya-bjerge, hvor de dage i forvejen viste, når han var på vej. Når han dukkede op, fik børnene fri fra skole, og han optrådte som ballonkunstner til landsbyens store jubel. I hans rygsæk havde han posevis af balloner, ligesom han altid medbragte tøj til børnene, herunder en sæk sko af samme model som dem, han gik med.

Michael Knakkergaard Jørgensen støttede personligt et nepalesisk barns skolegang, og efter ulykken har hans forældre oprettet Michael Knakkergaard Jørgensens Himalaya Fond. Pengene går til uddannelse af nepalesiske skolebørn i Himalaya. Bidrag til fonden kan indsættes i Unibank, Solrød Centeret 42-44, 2680 Solrød Strand, reg. nr. 2344, konto nr. 8128 186914. 


aw24-Michael-204En vens død
Michael Knakkergaard Jørgensen deltog i en dansk-nepalesisk Makalu-ekspedition, og dengang havde han fået etableret lejr 3 i det stormomsuste pas Makalu La i 7.400 m. Sammen med den nepalesiske sherpa Nima var han klar til at gøre et topforsøg via en sidste lejr i 7.950 m. Forsøget må opgives og over radioen får han senere at vide, at han klatrekammerat Per Lyhne er omkommet i en anden lejr. På trods af at have opholdt sig i længere tid over 6.000 meter og akklimatiseret sig fornuftigt til højden, dør han under et natligt hosteanfald (læs Adventure World nr.15). Senere forsøger ekspeditionen endnu engang at bestige Makalu, men mismodet har bredt sig blandt deltagerne, og meningen med at nå toppen synes at drukne i sorgen over at have mistet en ven.

Måske tænker Michael Knakkergaard Jørgensen på denne tragiske historie i løbet af de 15 minutter. Men hvem ved, hvad en bjergbestiger tænker, når toppen er nået? ..... eller hvad der driver ham i kampen mod toppen? ..... andet end ham selv. En følelse af glæde? Sikkert. I sin bog “Vejen er målet” beskriver han sine tanker, da han i 1995 står på toppen af verdens højeste bjerg, Mount Everest: “Guddommeligt! - det er som at være i himmelen. Jeg kan vel heller ikke komme meget nærmere”. En følelse af endelig at have afsluttet det arbejde, der ikke blev fuldendt, da hans klatrekammerat mistede livet? Måske. Noget tyder i hvert fald på, at Makalu-ekspeditionen for Michael Knakkergaard Jørgensen ikke bare var en bestigning af verdens femte højeste bjerg.

Som leder af Makalu-ekspeditionen 1999 er Michael Knakkergaard Jørgensen ved at manifestere sit navn som internationalt anerkendt bjergbestiger. Med i hans gruppe er den 46-årige schweizer André Gorge Marchal, som har besteget otte 8.000 meter bjerge og som ni gange før har forsøgt at nå toppen af Makalu, samt litaueren Ilgvars Pauls, kaldet Illi, som har besteget fem 8.000 meters. Både Marchal og Illi har som mål at bestige alle verdens fjorten 8.000 meter-bjerge. Derudover vil Illi, ligesom Michael Knakkergaard, bestige det højeste bjerg på alle syv kontinenter.

I sine første beretninger fra Makalu til dagbladet Politikken skriver Michael Knakkergaard Jørgensen: “Jeg føler det en anelse underligt, at jeg er ekspeditionsleder for vores lille team, særligt i forhold til Marchal, som jo har færdedes i bjergene, mens jeg stadig gik med ble”. Michael Knakkergaard Jørgensen står på spring op til det tyndere luftlag blandt bjergbestigereliten.

Maw24-Michael-212arkus Stofer deltager i en anden international ekspedition, som omfatter australiere, svenskere og amerikanere. Han er i tvivl om niveauet i sin egen gruppe og forhører sig blandt de andre ekspeditioner i Advanced Base Camp (ABC) om deres planer om at nå toppen. Her støder han første gang på Michael Knakkergaard Jørgensen. Markus Stofer fortæller:“Der var en underlig stemning i ABC. Jeg ved ikke om man kan kalde det en slags “bad vibes”. Vejret var dårligt og vinden havde forhindret flere topbestigninger. Jeg havde også selv en underlig fornemmelse. Det bjerg var bare ikke lige mig”.

På det tidspunkt har Michael Knakkergaard Jørgensens gruppe allerede en gang måttet opgive at nå lejr 3. “Med vedvarende blæst og vindstød af orkanstyrke havde vi nok at gøre med at klamre os til klippevæggen. Det var simpelthen for koldt til at nå lejr 3, så da vi nåede 7.000 meter, blev vi enige om at droppe oppakningen og søge ned til base camp igen”. Sådan lyder Michaels sidste beretning fra Makalu til Politiken. Tilbage i base camp siger han til australske Birgitte Muir, der var den første australske kvinde, som besteg Mount Everest, og som han havde mødt flere gange tidligere på sine ekspeditioner i Nepal: “Jeg har bare lyst til at få det overstået”.

Der kan være mange årsager til, at han kommer med denne udtalelse. Han står i spidsen for en gruppe erfarne bjergbestigere. Hans forrige tur til bjerget endte tragisk, Vejret er dårligt, sne- og isforholdene er vanskelige og der hviler et stort pres på den unge dansker. Også før afrejsen er der visse tegn på, at han ikke er helt tryg ved Makalu, idet han mod sædvane beder sin mor og søster følge ham til lufthavnen. Samtidig tegner han en livsforsikring.

aw24-Michael-211Topforsøget
Den 28. april gør Knakkergaard-gruppen et nyt forsøg på at nå toppen. De vil gå direkte fra base camp til lejr 3 i 7.400 meter og springe lejr 2 over. Marchal drager som førstemand alene afsted. Markus Stofer hører om hans planer og begiver sig ligeledes på vej. Et par timer senere følger Michael Knakkergaard Jørgensen og Illi. Klokken er ca. 18.00, da Michael og Illi passerer lejr 2, og Markus Stofer forsøger forgæves at overtale dem til at blive og få hvilet ud. Men planen er at nå lejr 3. Klokken er omtrentlig 22.00, da Marchal, Knakkergaard og Illi får etableret sig i lejr 3, hvor de bliver nødt til at sove tre mand i et lille telt - ingen af dem får meget søvn. De overnatter under ekstreme forhold i håb om, at morgendagen vil bringe bedre vejr.

Næste morgen synes situationen stadig håbløs. Pludselig dukker Markus Stofer op. Han er brudt tidligt op fra lejr 2 i et forsøg på at indhente dem, inden de begynder opstigningen. Han forsøger at overbevise gruppen om, at det er muligt at nå toppen nu, men hverken Marchal eller Illi synes begejstret ved tanken. Michael Knakkergaard Jørgensen er derimod ikke svær at overtale. De to bliver enige om hurtigst muligt at begive sig op i 7.800 meter og etablere lejr 4. Herfra vil de så kravle de sidste meter mod toppen den følgende dag.

aw24-Michael-215De tilbringer en stormfuld nat på nordsiden af bjerget. “Vi talte ikke meget i den tid, vi var sammen. Jeg havde glemt gassen til vores brænder, så vi kunne ikke smelte sne, og måtte spare på den smule vand, vi havde tilbage. Det gjaldt bare om at holde sammen på teltet og få sig en smule søvn, hvis det ellers var muligt” fortæller Markus Stofer. Klokken er 02.00 den 30. april. Vinden er stadig lige voldsom. Markus Stofer har i ånden opgivet at nå toppen og falder i søvn. Klokken 05.00 bliver han vækket af Michael Knakkergaard

Jørgensen. Vinden har på mirakuløs vis lagt sig, og forholdene er perfekte. Der er ikke nogen tid at spilde. De drikker det sidste vand, og begiver sig op ad gletscheren. Markus Stofer fortæller: “Derefter bevæger vi os i timevis op ad en tilsyneladende uendelig sneskrænt, indtil vi når 8.100 meter. Her begynder vanskelighederne først rigtigt. Michael har kun én isøkse, så jeg fører an med et 50-meter dobbeltreb og mine to isøkser. Vi må passere en isskråning og traversere over en teknisk svær og farlig passage, indtil vi når til en ca. 180 meter lang og to meter bred couloir (sne/is-rende), som synes at føre os lige til toppen”.

I kløften findes der ikke nogle sikringer eller reb sat af tidligere ekspeditioner, og det er muligt, at de to bevæger sig op ad en rute, ingen andre har klatret før. Da de når 8.350 meter kan det ikke længere gå galt. Herfra er det en spadseretur til toppen.

aw24-Michael-205Faldet             
å trods af umulige vejrforhold, ingen vand, næsten ingen søvn og i samarbejde med en person, han kun har mødt få dage forinden, når Michael Knakkergaard Jørgensen sit mål. Han har tidligere stået i en lignende krævende situation, da han i foråret 1996 var på vej op ad søsterbjerget til Mount Everest, det 8.501 meter høje Lhotse - verdens fjerde højeste bjerg. Også her løb han tør for vand og var på kanten af sin ydeevne. Han befandt sig kun 100 meter fra toppen. “Jeg kan godt fortsætte de sidste 100 meter, men det vil blive utroligt krævende og ikke uden problemer. Det, jeg er bange for er, at jeg ikke vil have kræfter nok til at komme ned igen”, skriver Michael Knakkergaard Jørgensen i sin bog ”Vejen er målet”. Dengang vendte han om.

Hvor mange kræfter, han har tilbage på nedturen af Makalu, er ikke til at vide. Han har vist, at han kan vælge livet frem for toppen. At vejen er målet. Men Makalu skal bestiges. Sådan synes han at tænke.

Stofer og Knakkergaard kommer tilbage til 8.350 m. Herfra skal de rappellere ned gennem snerenden der har en 50-55 graders hældning. Rundt om en meget stor sten har de på deres opstigning lagt en rebslynge som anker. Dobbeltrebet bliver kørt igennem slyngen, så der dannes to haler af 25 meter. “Michael havde ikke lyst til at gå først, så jeg begynder nedstigningen. Det går fint. Jeg når en lille afsats 25 meter længere nede og sætter en sikring omkring et lille klippefremspring”. En meget middelmådig standplads, erkender Markus Stofer, men den må holde indtil videre.

aw24-Michael-202“Jeg taber min ene dunvante, og ser den forsvinde ud over klippekanten. I det øjeblik begynder Michael at rappellere ned ad bjerget. Pludselig standser han efter 5-10 meter og råber “ROCKFALL!!!!!”. I næste øjeblik flyver der sten omkring mig, og jeg er utrolig heldig ikke at blive ramt og slået ud af standpladsen. Det næste der sker er som et mareridt. En rød krop styrter forbi mig i en afstand af mindre end 20 cm og forsvinder ud over kanten. Rebet, som jeg lige har gjort mig fri af, følger med. Nedefter er der 80 meter stejl klippevæg. Stående i 8.300 meters højde indser jeg med det samme, at Michael er død. Jeg er meget bange nu, og ved at jeg må samle al min energi og koncentration for ikke at dele hans skæbne”.

Ingen ved hvad der præcist er årsagen til ulykken. Det er muligt, at Michael Knakkergaard Jørgensen er blevet ramt af stenskredet, som river både ham og rebet i afgrunden. Markus Stofer mener dog, at en mere sandsynlig forklaring er, at Michael Knakkergaard Jørgensen brat bremser sin nedstigning, da stenene er på vej ned imod ham. Vibrationerne i rebet medfører, at slyngen smutter op over den store sten og udløser katastrofen. Da Michael Knakkergaard Jørgensen sandsynligvis rappellerede uden sin isøkse i hånden, havde han ingen mulighed for at standse faldet. “Det samme kunne være hændt for mig. Jeg var bare heldig”, siger Markus Stofer.  

På vej ned er Markus Stofer flere gange ved at miste fodfæstet, og hans soloklatreerfaring fra Alperne er nu vigtigere end nogensinde før. Han når 8.100 meter ca. en time senere. Lidt længere nede kan han se Michael Knakkergaards lig. “Han var faldet ca. 500 meter. Der var ingen bevægelser. Han var død. Klokken var 17.00, og jeg befandt mig i 8.000 meters højde og havde intet lys med mig. Jeg måtte opgive at nå hen til Michael, og skyndte mig ned igennem isfaldet til lejr 4, som jeg nåede lige før solnedgang”.

Det endelige hvilested
Markus Stofer er uden radiokommunikation, og han tilbringer en uhyggelig ensom nat i lejr 4. Den næste dag begiver han sig videre ned ad bjerget til lejr 3. Denne lejr er forladt, og alle de andre ekspeditioner har søgt ned til base camp. Klokken 17.00 den 1. maj ankommer Markus Stofer i en tilstand af chok til base camp og fortæller den tragiske nyhed. Næste dag forlader han base camp for hurtigst muligt at vende tilbage til Schweiz.

To sherpaer har begivet sig op til 8.100 meter for at finde Michael Knakkergaard Jørgensen. De bekræfter, hvad Markus Stofer har fortalt. Michael kommer ikke tilbage. Ulykken lægger en dyne af sorg over base camp. Samtidig begynder det at sne. Efter nogle dage beslutter schweizeren Marchal sig for at gense Michael. Han finder ham ved foden af en sneskråning og fortæller: “Sneen havde delvist begravet ham, og det var umuligt for mig at gøre noget. Jeg kunne ikke slæbe ham hen til den gletscherspalte, som lå bare 50 m væk. Jeg kunne heller ikke tage et billede. Følelserne overvandt mig”. Solen er ved at gå ned. Marchal må opgive sit forsøg på at sænke Michael Knakkergaard Jørgensen ned i gletscherspalten til det endelige hvilested, som en respektfuld gestus til den unge dansker som person og bjergbestiger. Den 13. maj bestiger Marchal Makalu.

aw24-Michael-216Michael Knakkergaards vej endte i 8.000 meters højde på nordvest ruten af Makalu. Verdens femte højeste bjerg blev hans mindesten. Michael Knakkergaard Jørgensen yndede at citere Søren Kierkegaard: “At vove livet er at miste fodfæstet for en kort stund. Ikke at vove er at miste livet”. Han vovede det tilsyneladende umulige... og mistede livet. Spørgsmålet vil altid melde sig - er det virkelig den risko værd? Michael Knakkergaard Jørgensen kendte godt til vilkårene. Faren kunne minimeres ved god planlægning, men aldrig elimineres. Han havde måske slet ikke noget valg. For ham var det at bestige bjerge en livsstil. De glæder og oplevelser, det gav ham var gløden i hans tilværelse. Han havde en drøm og et mål - Michael Knakkergaard Jørgensen hørte til i bjergene. 


Michael Knakkergaard Jørgensen- en bjergbestiger

Udlært som klejnsmed bliver han i 1988 indkaldt som værnepligtig til det Sjællandske Livregiment i Slagelse. I 1989 melder han sig til de danske FN-styrker; først på Cypern, så Kuwait, derefter det nordlige Irak og senere Sarajevo. I alt seks års tjeneste. Det er under opholdet i Irak, at han bliver gode venner med nogle østrigske FN-soldater, som inviterer ham til Alperne, når de vender hjem. Det bliver begyndelsen til Michael Knakkergaards passion for bjergbestigning. I 1991 og 1992 er han elev på ski-linien på Oure Idrætshøjskole. I foråret 1994 er han på tur til Nepal for at bestige fire 6.000 meter toppe. Her ser han for første gang Mount Everest, og her beslutter han sig for at bestige det.

Som 27-årig bestiger han i maj 1995, som den første dansker, Mount Everest. På vej ned bestemmer han sig for at bestige det højeste bjerg på hver af de syv kontinenter:

· Europa - Elbrus (5.642 m.)
· Afrika - Kilimanjaro (5.895 m.)
· Nordamerika - Denali (6.194 m.)
· Sydamerika - Aconcagua (6.962 m.)
· Antarktis - Mount Vinson (4.897 m.)
· Australien - Carstens Pyramide (4.884 m.)
· Asien - Mount Everest (8.848 m.)

Senere tilføjer han målet at bestige de fem højeste bjerge i verden (Mount Everest (8.848 m.), K2 (8.611 m.), Kanchenjunga (8.598 m.), Lhotse (8.501 m.) og Makalu (8.463 m.)). Han bliver instruktør på Oure Idrætshøjskole og leder af Adventure-liniens ekspeditioner til Nepal. Derudover fungerer han som foredragsholder, skribent, freelancefotograf og rejseleder.

Maj 1995: Bestiger Mount Everest med brug af kunstig ilt.
 Maj 1996: Forsøger både at bestige Mount Everest uden brug af iltflasker og Lhotse , verdens fjerde højeste bjerg, men begge forsøg må opgives. Oplever den værste nat i Mount Everests historie, hvor otte mennesker omkommer i en storm. Kort efter omkommer yderligere tre på Mount Everest.
· Januar 1997: Bestiger Mount Vinson på Antarktis.
· Februar 1997: Bestiger Aconcagua i Sydamerika.
· Maj 1997: Guide på Henry Todds ekspedition og bestiger Lhotse .
· September 1997: Deltager i en dansk-nepalesisk ekspedition til Makalu, hvor Per Lyhne omkommer. Det lykkes ikke at nå toppen.
· September og oktober 1998: Bestiger Mt. Kilimanjaro og Mt. Kenya i Afrika.
· April 1999: Gør et nyt forsøg på at bestige Makalu - omkommer den 30. april under nedstigningen efter en vellykket topbestigning. Få måneder forinden udkom bogen “Vejen er målet - drømmen om de syv tinder”.
· Har derudover besteget flere andre seks- og syvtusinde meters bjerge i Himalaya.


Michael Knakkergaard Jørgensens Himalaya Fond

Michael Knakkergaard Jørgensen elskede børn lige meget, hvor han mødte dem på sine vandringer. Specielt var han meget populær i en lille landsby i de nepalesiske Himalaya-bjerge, hvor de dage i forvejen viste, når han var på vej. Når han dukkede op, fik børnene fri fra skole, og han optrådte som ballonkunstner til landsbyens store jubel. I hans rygsæk havde han posevis af balloner, ligesom han altid medbragte tøj til børnene, herunder en sæk sko af samme model som dem, han gik med.

Michael Knakkergaard Jørgensen støttede personligt et nepalesisk barns skolegang, og efter ulykken har hans forældre oprettet Michael Knakkergaard Jørgensens Himalaya Fond. Pengene går til uddannelse af nepalesiske skolebørn i Himalaya. Bidrag til fonden kan indsættes i Unibank, Solrød Centeret 42-44, 2680 Solrød Strand, reg. nr. 2344, konto nr. 8128 186914. 


Faktaboks

Bjergbestignings-ulykker 

Af læge, autoriseret klippeklatre-instruktør og ekspeditionsleder Henrik Jessen Hansen

Ulykker og tragiske dødsfald indenfor bjergbestigning er næsten altid sikre på at få store overskrifter. Det skyldes bl.a. befolkningens fordomme om klatreren, som en selvmordspilot drevet af en blanding af dødsforagt og dødsdrift - og intet er jo bedre end at få bekræftet sine fordomme. Paradoksalt nok ligger en del af de store bogstaver også i, at ulykkerne er så sjældne, at det kan blive en sensation til forsiden. De 25 årlige sejler-dødsfald i danske farvande er der jo knap nok nogen, der løfter et øjenbryn over, og Søsportens Sikkerhedsråd opfattes af de fleste som en vits.

Michaels Knakkergaards bog og artiklen her illustrerer jo udmærket, at det er kærlighed til livet og dets tilbud, der er drivkraften, og de fleste seriøse bjergbestigere vil meget nødig have klistret formiddagspressens klicheer på sig. Michaels tragiske død, der berettiget blev omtalt i medierne, stiller selvfølgelig igen spørgsmålet om, hvor farligt klatring er, og hvorfor ulykkerne sker.

Væg- og klippeklatring er ikke farligere end mange andre sportsgrene og en nylig, stor opgørelse fra England viser, at ridning, svømning og lystfiskeri har resulteret i flere dødsfald og alvorlige ulykker end klatring opgjort pr. 100.000 udøvere. Men det gælder med klatring som med al anden potentiel farlig sport, at man skal forberede sig ordentligt og lære sportsgrenen fra bunden. De fysiske forudsætninger, udstyrskundskab, klatre- og sikringsteknikken skal være tilstede, og det kræver “kedelig” undervisning. En hel del af de ulykker, der har været de senere år, skyldes, at stærke og smidige vægklatrere har givet sig i kast med klatring på naturlig klippe uden de nødvendige forhåndskundskaber.

Når det er sagt, skal det også slås fast, at bjergbestigning i Himalaya er farligt. Flere opgørelser viser, at 2% af alle deltagere på ekspeditioner til Nepal og Pakistan omkommer. Der er i dette tal ikke taget hensyn til bjergets højde og sværhedsgrad, deltagerens forudsætninger (der er de senere år set mange “turister” på ekspeditioner, hvor de ikke hører hjemme), vejr og andre faktorer, men tallet kan holdes op imod en risiko på 0,075% ved trekking i Nepal. De 2% er så højt et tal, at alle, der begiver sig i kast med Himalaya-klatring, må forholde sig til det og ikke tro sig udødelig. Over 90% af alle klatreulykker skyldes menneskelige fejl (det er så godt som aldrig rebet, der knækker!) og i stor højde svækkes selv erfarne bjergbestigeres dømmekraft af hjernens iltmangel, og de hårde strabadser, de ekstreme omgivelser byder på.

I beretningen om Michael Knakkergaards tragiske død på Makalu er der fire forhold, som man med bagklogskabens bedrevidenhed kan diskutere:

1. Vejret og tidspunktet for topforsøget. Var de presset af de dårlige fornemmelser omkring bjerget eller af andre forpligtelser til at få toppen overstået i stedet for at vente til ind i maj, hvor vejret erfaringsmæssigt altid er bedre i Nepal med mindre vind? Pga. vejret i toplejren kommer de også meget sent af sted på topdagen.

2. Den forcerede opstigning. Direkte fra basecamp til lejr 3 med ankomst kl. 22 og videre næste dag er hårdt. Desuden er klatring så sent på dagen hårdere og mere lavinefarligt, fordi sneen er blødgjort hele dagen.

3. Den glemte gas til brug til snesmeltning. I 8.000 meter mister man store væskemængder ved fordampning fra luftveje og sved i den tørre kolde luft, og man skal drikke op imod fem liter dagligt for at opretholde væskebalancen. Fra idrætsmedicin ved man, at selv få procents dehydrering giver en reduktion af ydeevnen på 20%, så det er sikkert, at de fysisk ikke har været på toppen den 30. april.

4. Det sene tidspunkt på dagen, hvor de er på toppen. Vejret bliver oftest dårligere op af dagen, og nedstigningen er som regel det farligste ved klatring, og den kan let risikere at skulle foregå i mørke og med klatrerne trætte efter en lang og hård dag. Men det kan være meget svært at vende om tæt på toppen, hvilket udmærket er illustreret af citatet fra Michaels forsøg på at bestige Lhotse i 1996.

Beskrivelsen af selve ulykken tyder ikke på, at den kan tilskrives nogle af de fire ovenstående forhold, og den viser udmærket, hvorfor nedfiring regnes som det farligste ved klatring. Om udmattelse og højdebetinget iltmangel har medført, at der blev sløset med sikringen, er umuligt at afgøre. De her nævnte årsager illustrerer de grænse-situationer, man må forholde sig til for at nå sine mål i Himalaya. Det ændrer dog ikke noget ved Michaels tragiske død.

Andre spændende artikler


Sherpaerne er kommet til penge

Sherpaerne er kommet til penge

Slut med miljøsvin på Everest

Slut med miljøsvin på Everest

Ueli Steck omkommet i Himalaya

Ueli Steck omkommet i Himalaya

Log ind