Familievandring i Alperne

Drejebogen
”Vi havde ikke de 12 dage, det tager at gå hele vejen rundt om Mont Blanc, men afsatte en uge til det. Planen var at starte i Champex og gå mod uret. Vi ville så skære noget af Chamonix-dalen fra og tage den strækning i tog.

Jeg kender dalen, og med mindre man er oppe i højderne, går man nede mellem træerne. Med de små kan vi jo ikke vandre 30 kilometer om dagen, så vi skulle skære noget væk. Vi ved fra tidligere ture, hvor meget de kan klare.

Tidligere gik børnene med en lille Fjällräven-rygsæk hver, men nu har de ’rigtige’ rygsække. Frederik bærer på sit eget tøj og har nok seks til syv kilo på ryggen. Katrine bærer vores picnic. Så bliver hendes rygsæk lettere i løbet af dagen. Vi har ingen soveposer, for der er tæpper i de fleste hytter.

Man skal bare have en lagenpose med. Jeg lavede desuden en drejebog til turen. Det var en lille beskrivelse med landskaberne, stien og stigningerne. Dagsetaperne på turen var omkring 15 kilometer og med næsten 100 højdemeter op og ned.

Det er hele dagen, der skal afsættes til det. Men børnene var klar. De er hærdede. Der er godt nok noget brok i starten – ”Jeg er træt, og jeg har ondt!” – men når vi nåede frem til hytterne, så fes de rundt og gloede på alt muligt og var overhovedet ikke trætte. Det var kun vi andre, der var det.”

”Vi gik op gennem skoven og ud på en lille balkonsti hele vejen til hytten. Under os var der et hav af kæmpestore grantræer.”

Sygdommen
”På tredjedagen vandrede vi fra hytten Rifugio Alpino Walter Bonatti. Der var et par bjergpas undervejs, og der var sublime udsigter mod Mont Blanc. Vi havde en meget varm, meget lang og meget, meget hård nedstigning til Courmayeur sidst på dagen.

Man kunne se byen dernede, men det blev bare ved med at gå ned og ned og ned. Der var ikke noget vand på ruten, og vi var ved at løbe tør, så Katrine og jeg fyldte drikkedunkene i en lidt større flod. Vi var bange for at dehydrere.

Courmayeur ligger meget mere åbent end for eksempel Chamonix, som ligger helt i bunden af en dal med et væld af høje bjerge lige på den anden side af Mont Blanc. Der kommer ikke meget sol ned til den. I Courmayeur er der meget mere sol i løbet af dagen, og byens slogan er The Sunny Side.

Nok også for at drille franskmændene lidt. Det er en abnormt lækker by med en sindssygt flot hovedgade og små italienske cafeer. Det er ikke en billig by, men hvis man skal lave et stop undervejs, så er det et godt sted.

Efter vi kom frem til Courmayeur blev Katrine syg og begyndte at brække sig. Efter to timer begyndte jeg også at brække mig. Vi lagde to og to sammen og kom frem til, at vi havde drukket dårligt vand. Det var nemlig kun os, der havde tanket vand på den hede nedstigning. Så vi lå og hyggede os. Vi var bundet til sengen. Helt færdige. Heldigvis boede vi fint på et 1-stjernet hotel.”

Genvejen
”Vi kunne ikke indhente de to dage, vi havde mistet på at være syge, så vi tog en bus gennem tunnelen til Chamonix. Det tager en time. Man kører lige gennem Mont Blanc.

Lars og de to små tog så svævebanen op, mens jeg gik på stien op sammen med Kristoffer og Alexander. Det var meget smukt. Vi gik op gennem skoven og ud på en lille balkonsti hele vejen til hytten. Der var ikke de store stigninger eller fald, og vi kunne kigge over på Mont Blanc hele vejen. Under os var der et hav af kæmpestore grantræer.”

Dagene
”Vi prøvede generelt at stå op og komme af sted så som tidligt muligt, så der var mest mulig margin sidst på dagen. Det er bedst med børnene. Der er morgenmad i hytterne. Normalt brød og kaffe eller te, så er man proteinfreak som de to store drenge, er det godt selv at tage noget ekstra mad med.

Vi bestilte altid en picnic til at tage med ud på stien. De er for det meste vildt gode med kæmpe sandwich, en salat, ost og en dessert. Når vi kom af sted på stierne, så holdt vi nogle små lynpauser i løbet af formiddagen, hvor vi lige fik vejret. Børnene skal desuden vide, hvad der ligger forude.

Vi fortæller dem, at ”deroppe ved den sten, der holder vi en snackpause” eller ”oppe i passet spiser vi frokost”. Vi ville gerne gå halvdelen af dagens rute, inden vi skulle holde frokostpause på en times tid. Det gjorde vi omkring middagstid kl. 12.

Når der er børn med på tur, er man nødt til at indordne sig og følge deres tempo, men engang i mellem stak Alexander og Frederik af sted. Vi aftalte så, hvor vi skulle mødes, og så ventede de der. Vi kom tit frem til hytten omkring klokken 18.”

Hytterne
”Vi sov på sovesale på nær i Courmayeur, hvor vi havde to værelser. Nogle steder fik vi en lille sovesal for os selv. Folk i hytterne bestemmer, hvor man skal ligge, og når man har reserveret i forvejen, er det lige meget, hvornår man når frem. Man skal ikke til at slås om sengene.

Det er helt vildt dejligt. Hvis man er til marmorbadeværelser og varme i gulvet, skal man jo ikke tage på vandretur, men komforten er ganske fin, og der er for det meste rent og pænt. Man kan tage et bad for et par euro, og der er god mad.

De fleste steder får man en 4-retters menu med suppe, forret, hovedret plus ost og en dessert. Så kan du bestille drikkevarer ved siden af. Rifugio Alpino Walter Bonatti var en vildt lækker hytte med god mad og flot udsigt til høje, sneklædte bjerge. Her føler man virkelig, man er ude midt i ingenting.”

Belønningen
”Det bedste ved at vandre er at leve minimalistisk. Du har alt, hvad du skal bruge på ryggen. Du skal ikke bekymre dig om andet end at vandre, og om aftenen sætter du dig ned og bliver vartet op og taler med de andre vandrere i hytten. Det er skønt.

Når vi vandrer, er der ingen forretninger, isboder, slikbutikker, karruseller og børn der siger: ”Jeg keder mig, og jeg vil gerne have dit og dat.” Der er ikke noget til at ødelægge stemningen. Det er ikke et turisthelvede. Det er kun naturoplevelser.

Du skruer helt ned for blusset, og dagens højdepunkt er at spise. Eller at dyppe fødderne i en bjergsø. Det er nogle helt simple ting, der gælder. Et stykke chokolade er pludselig luksus.”

Husk stavene!

”Det hårdeste ved turen var højdemeterne. Specielt turene ned. Det hele går lige i lårmusklerne. Skulle jeg gå turen igen, ville jeg have vandrestave med. Min mand havde vandrestave med, fordi han havde knas med knæet. Uden dem er han på den. Men stavene giver god rytme op, når du er i trancemode. Og det er en god hjælp, når det går stejlt ned. Jeg havde ekstra med til ungerne, der brugte dem af og til.”

Ind og ud af ’civilisationen’

Tænder du på at vandre helt væk fra civilisationen, så kan det godt være, du skal kigge i en anden retning end Tour du Mont Blanc. Ruten går nemlig meget op og ned, og når man kommer ned til bunden af dalene, kommer man også ned til byer.

”Du går meget op, men så går du ned igen og kommer ned til ’civilisationen’, hvor du møder folk med gummisko og klapvogne. Nogle steder kører der biler. Det er lidt en skam. Man bliver hevet lidt ud af bjergverdenen. Det var for eksempel meget langt ned fra Walter Bonatti, og til sidst gik vi på en asfaltvej med en milliard turister.

Turen går jo omkring nogle meget høje bjerge, og du kan simpelthen ikke holde dig oppe i højden, da du skal op over nogle høje bjergpas, ned i dale og op igen. Du kan ikke gøre det anderledes rundt om Mont Blanc,” fortæller Katja Elm-Fich.