En flok venner begiver sig op gennem natten for at komme til tops på Mont Blanc. En uforglemmelig tur, hvor Mælkevejen kigger med, inden dagen gryr, og de skridt for skridt kommer tættere og tættere på toppen af Det Hvide Bjerg.
Klokken er halv fire om morgenen, da vi lister ind på den lille campingplads i Argentiere. Så stille som muligt slår vi vores kæmpestore lavvu op og kryber i poserne. Da jeg, ikke helt udhvilet, slår øjnene op næste morgen og kravler ud af lavvuens åbning, ser jeg det med det samme: Den enorme struktur af klipper, is og sne, der rejser sig tårnhøjt over Chamonix og Savoy-dalen. Det minder mig om en fontæne, hvor is vælter ud på alle sider og som hvid glasur dekorerer hele massivet.
Bjerget er naturligvis Mont Blanc - Det Hvide Bjerg.
At bestige Mont Blanc er ikke en helt ufarlig bedrift, selvom mange guidebureauer beskriver turen som “a long walk”, hvor ingen tidligere erfaring med bjergbestigning er nødvendig; blot en god fysisk form og en solid portion viljestyrke. Antallet af fejlslagne og fatale forsøg på at besejre Mont Blanc er en indvending mod den påstand, og derfor har vi heller ikke tænkt os at møde uforberedte op. Inden bestigningen har vi planlagt et længere akklimatiseringsprogram; dels for at minimere risikoen for højdesyge og dels for at nyde den spektakulære kulisse, som Alperne er.
Opvarmning på Gran Paradiso
Vi indleder således små to ugers eventyr med en bestigning af Gran Paradiso (4061 m), der ligger en kort køretur fra Chamonix. En velanlagt sti snor sig op gennem skoven, der nådigt beskytter os mod solens brandvarme stråler. Forsvedte, men relativt hurtigt, ankommer vi til Emmanuelle-hytten efter godt 800 højdemeter og indlogerer os for kun 13 euro per mand. Peanuts sammenlignet med de tilsvarende franske hytter. Det er i øvrigt en behagelig og smukt beliggende hytte. Efter et spil kort og Frysetørret spaghetti bolognese – man er vel i Italien – går vi til køjs.
Uret ringer kl. 3.00, og efter en hurtig omgang mysli begiver vi os afsted. Vi sørger altid for at sætte et langsomt, men konsistent, tempo. Vi undgår dermed at gå med dundrende puls, og dermed kan vi minimere antallet af pauser. Bestigningen er ikke teknisk svær på nær de sidste få højdemeter, hvor man befinder sig på nogle meget eksponerede klipper med uhyggelige skråninger til begge sider. Ikke desto mindre er både isøkse, steigeisen og reb nødvendigt, da ruten slanger sig op over en gletsjer, der til tider er rigtig stejl og kan gemme på dybe sprækker under sneen. Det er desuden en lang dag, hvor ca. 1300 højdemeter skal tilbagelægges.
