Du er her:

Til tops på Mont Blanc

Med udsigt over Europa

En flok venner begiver sig op gennem natten for at komme til tops på Mont Blanc. En uforglemmelig tur, hvor Mælkevejen kigger med, inden dagen gryr, og de skridt for skridt kommer tættere og tættere på toppen af Det Hvide Bjerg.

Skrevet af: Mads Pieter van Luttervelt / Foto: Mads Pieter van Luttervelt, Andreas Romme og Alex Gula
Opdateret den 07. apr 2022

En flok venner begiver sig op gennem natten for at komme til tops på Mont Blanc. En uforglemmelig tur, hvor Mælkevejen kigger med, inden dagen gryr, og de skridt for skridt kommer tættere og tættere på toppen af Det Hvide Bjerg.

Klokken er halv fire om morgenen, da vi lister ind på den lille campingplads i Argentiere. Så stille som muligt slår vi vores kæmpestore lavvu op og kryber i poserne. Da jeg, ikke helt udhvilet, slår øjnene op næste morgen og kravler ud af lavvuens åbning, ser jeg det med det samme: Den enorme struktur af klipper, is og sne, der rejser sig tårnhøjt over Chamonix og Savoy-dalen. Det minder mig om en fontæne, hvor is vælter ud på alle sider og som hvid glasur dekorerer hele massivet.

Bjerget er naturligvis Mont Blanc - Det Hvide Bjerg.

At bestige Mont Blanc er ikke en helt ufarlig bedrift, selvom mange guidebureauer beskriver turen som “a long walk”, hvor ingen tidligere erfaring med bjergbestigning er nødvendig; blot en god fysisk form og en solid portion viljestyrke. Antallet af fejlslagne og fatale forsøg på at besejre Mont Blanc er en indvending mod den påstand, og derfor har vi heller ikke tænkt os at møde uforberedte op. Inden bestigningen har vi planlagt et længere akklimatiseringsprogram; dels for at minimere risikoen for højdesyge og dels for at nyde den spektakulære kulisse, som Alperne er.

Opvarmning på Gran Paradiso
Vi indleder således små to ugers eventyr med en bestigning af Gran Paradiso (4061 m), der ligger en kort køretur fra Chamonix. En velanlagt sti snor sig op gennem skoven, der nådigt beskytter os mod solens brandvarme stråler. Forsvedte, men relativt hurtigt, ankommer vi til Emmanuelle-hytten efter godt 800 højdemeter og indlogerer os for kun 13 euro per mand. Peanuts sammenlignet med de tilsvarende franske hytter. Det er i øvrigt en behagelig og smukt beliggende hytte. Efter et spil kort og frysetørret spaghetti bolognese – man er vel i Italien – går vi til køjs.

Uret ringer kl. 3.00, og efter en hurtig omgang mysli begiver vi os afsted. Vi sørger altid for at sætte et langsomt, men konsistent, tempo. Vi undgår dermed at gå med dundrende puls, og dermed kan vi minimere antallet af pauser. Bestigningen er ikke teknisk svær på nær de sidste få højdemeter, hvor man befinder sig på nogle meget eksponerede klipper med uhyggelige skråninger til begge sider. Ikke desto mindre er både isøkse, steigeisen og reb nødvendigt, da ruten slanger sig op over en gletsjer, der til tider er rigtig stejl og kan gemme på dybe sprækker under sneen. Det er desuden en lang dag, hvor ca. 1300 højdemeter skal tilbagelægges.

 

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

IMG 20180704 102221Klodsmajor til tops
Langsomt nærmer vi os toppen af Italiens højeste tinde. Det giver mig associationer til et spil klodsmajor, hvor de første par brikker er fjernet, og strukturen er en smule vakkelvorn. Jomfru Maria spejder stolt ud fra sin plads allerøverst på toppens smalle plateau, og et polsk hold af bjergbestigere afholder en fotoseance uden lige. Det ene flag efter det andet bliver hevet op af rygsækkene og fotograferet sammen med holdet. Scenen varer adskillige minutter og skaber en længere trafikprop.

Et par utålmodige grupper begiver sig ud på nogle hasarderede krumspring på klipperne for at passere folk, der enten er på vej op eller ned. Det er populært at bestige Gran Paradiso.

Vi tilbringer en god time omkring toppen, hvilket er fornuftigt af hensyn til akklimatiseringen. Desuden er udsigten heller ikke værst, selvom Mont Blanc er indhyllet i en tæt, hvid kappe af skyer. De fleste af os mærker ikke andet til højden end et lidt besværet åndedræt, når vi er i bevægelse. Ikke desto mindre er det tid til at komme ned. Sneen, der var fast og frossen på vej op, er forvandlet til slush ice, og vi halvt kurer, halvt vælter, ned mod Emmuelle-hytten og derfra tilbage til bilen og Frankrig.

Den fantastiske nat
Vejrudsigten er lovende for den næste uge; klart vejr og kun en let brise på toppen af Mont Blanc. Vi hviler en enkelt dag og tager et par dagsture i højderne omkring Chamonix. Den 8. juli står vi tidligt op og tager liften op i 3800 meters højde til Aiguille du Midi; en udhulet beton-ost med museer, udsigtspunkter og restauranter.

Vi træder over et hegn, hvor et skilt advarer ‘DONT GO ANY FURTHER - ALPINISTS ONLY BEYOND THIS POINT’. En snæver passage leder os ud på en smal bjergkam, der ender i Col du Midi; et enormt plateau mellem Aiguille du Midi og Mont Blanc du Tacul. Vi har valgt ’De Tre Mont Blanc’er-ruten’, da halvdelen af os tidligere har besteget bjerget via den mere populære og tilgængelige ”Gouter-rute”. Vi vil undgå den værste trafik, og samtidig skulle vores rute være enormt smuk og en smule mere teknisk krævende.

Efter en kort travetur ned går vi op til Refuge des Cosmiques (3613m), hvor vi tilbringer natten inden næste dags bestigning. Klokken 00:00 kalder uret til mønstring. Jeg har fornemmelsen af ikke rigtigt at have sovet. Måske fordi vi befinder os i 3600 meters højde; måske på grund af spænding. Jeg er i lidt god tid til morgenmaden kl. 00:30 og lister ud ad døren – ud i den mest fantastiske nat, jeg nogensinde har oplevet.

Der er fuldkomment vindstille og nogle grader under frysepunktet. Ikke en eneste sky på himlen. Universet udfolder sig for mig, og Mælkevejen ligger for mine fødder. Stjernehimlen kaster et mystisk og dragende smukt lys på tinderne, og jeg ved, at jeg har en uforglemmelig dag foran mig.

DSC06426Dagen gryr
Kl. 01:30 er der afgang. Vi går i reblag, da de næste 12 timer udspiller sig på Mont Blancs enorme gletsjer. Maverne er tanket med yoghurt, mysli, juice og rigelige mængder kaffe. Termokanden er fyldt med kogende vand, lommerne proppet med Snickers og Raw Bites. Stjernehimlen er stadig vidunderlig, og langsomt bevæger vi os over Col du Midi og begynder traversen op ad Mont Blanc du Tacul.

Efter omtrent en time krydser vi en stige henover en bred gletsjerspalte. Trods reb er det med at holde tungen lige i munden, når man skal forcere en stige med steigeisen under støvlerne. Vi ånder lettede op, da hele holdet kommer sikkert op og over. Sporet zigzagger opad og forsvinder ud af syne.

Herfra bliver det stejlere.

Nogle passager må vi slå isøksen i som ved regulær isklatring for at have et solidt holdepunkt. Vi sørger for at holde rebet stramt mellem os i tilfælde af, at nogen skulle snuble. Traversen ender ved skulderen af Mont Blanc du Tacul i ca. 4.000 meters højde.

Det er to timer siden, vi forlod hytten, og man kan fornemme dagen gry. Vi gør holdt og nyder udsigten. Der ligger en tåge i et svagt violet skær nogle steder i dalene. To pandelamper bevæger sig langsomt opad et sted hundrede meter under os. Vi kan også se lysene fra klatrere længere fremme på ruten. De er små og ubetydelige i sammenligning med Mont Blanc.

Åndenød og solopgang
Inden længe zig-zagger vi op ad Mont Maudits endnu stejlere skråninger. Humøret er godt, og vi skyder en fornuftig fart, selvom alle er koncentrerede om at placere fødderne korrekt. Tågen under os går fra violet til rød; fra rød til orange. Inden længe vil solen slynge sine gyldne stråler mod os.

Vi holder et hvil og forbereder os på et eksponeret stykke på omtrent 30 meter. Her er for stejlt til, at der rigtigt kan lægge sig sne. Væggen er i ren is. Der er et fikseret reb, men vi har fået at vide på bjergkontoret, at det er gammelt, og vi ikke bør sætte vores lid til det.

Vi beslutter ikke at bruge rebet, men i stedet at sætte isskruer i væggen med jævne mellemrum og på den måde sikre os løbende. Jeg er sidste mand i rebteamet, og mine kammeraters anstrengelser for at finde fodfæste og et sikkert greb med isøksen betyder, at jeg konstant bliver ramt af isstykker i hovedet. Det er ubehageligt, selvom jeg har hjelm på. Jeg synes i forvejen, at der er nok at se til med at klatre opad og skrue isskruerne ud af isvæggen med den ene hånd, mens jeg holder min vægt med isøksen og spidserne af mine steigeisen. Instinktivt vil jeg ikke falde her, selvom min fornuft fortæller mig, at rebet nok skal holde mig i så fald.

Endelig kan jeg som den sidste mand gøre mine venner selskab på areten, der leder op mod toppen af Mont Maudit. Jeg hiver kraftigt efter vejret og har brug for et par minutter til at sunde mig på. De andre virker også til at have været pressede, og jeg glæder mig over, at ruten herfra ikke er teknisk krævende. Det går op for mig, at solen netop er ved at stå op. Vi står alle og kigger ud i horisonten, da det gyldne lys bryder frem.

DSC06440Frit udsyn
De næste par timer er hårdt arbejde. Luften bliver tyndere. Vi har været i gang i seks timer og snegler os opad. Stigningen er knap så stejl, og der er ikke længere behov for samme koncentration. Den ene fod træder blot et skridt frem, og den anden følger med. Sådan går det. Op. Op. Op.

Det sidste stykke op mod toppen er modbydeligt, fordi man hele tiden tror, at man kan se toppen. Skråningen krummer ligesom jordoverfladen, og det føles som om, at man er lige ved. Og pludselig. Bum. Efter 7,5 time står vi på toppen af Mont Blanc.

Der er frit udsyn, så langt øjet rækker. Alperne strækker sig ud mod nord, syd og øst. Mod vest bliver det mere og mere fladt. Vi er de eneste på toppen i fem minutter. Jeg havde regnet med at skulle dele udsigten med mange andre, men der er kun os indtil et norsk par gør os selskab. Temperaturen er omtrent -10 grader, og det blæser en del, men ingen af os føler trang til at forlade dette Winter Wonderland med det samme. Der bliver taget billeder og lykønsket og vigtigst af alt; spejdet ud over de mægtige Alper.

Det har været en fantastisk morgen.


Første gang på Mont Blanc

Det var på Mont Blanc, at bjergbestigningen tog sine første spæde skridt. Gennem århundreder er eventyrere strømmet til for at begå heroiske bjerggerninger og nedfælde dem som historier, der har bjergtaget mennesker over hele kloden. Mange har sat alt på spil i håbet om at kunne tage de magiske skridt, nå toppen af Europa og skue ud over horisonten, hvor den uendelige udsigt udelukkende begrænses af jordens krumning.

Det lykkedes første gang i 1786 af Jacques Balmat og Michel Paccard at besejre Mont Blancs gletsjere og stejle skråninger. Fra toppen kunne de vinke ned til Chamonix, hvor byens borgere fulgte de to bjergbestigere med stor iver gennem kikkerter på torvet.


Hvad kræver det at bestige Mont Blanc?

Det er ikke en let bedrift at bestige Mont Blanc. Der findes flere ruter, hvoraf den letteste, Gouter-ruten, er gradet PD (lidt svær), mens De Tre Mont Blanc-ruten, som vi valgte, er graderet PD+/AD (rimelig svær).

Det betyder, at uanset hvilken rute man vælger, så bør man have erfaring med alpin bjergbestigning med isøkse, steigeisen og håndtering af reb, have udstyret i orden og vide, hvordan det skal bruges. Man kan også hyre en dygtig guide.

Dertil kommer udholdenhed, da selve topdagen typisk varer 10-14 timer.

Andre spændende artikler


Jakob Urth til tops på Everest + nye rekorder

Jakob Urth til tops på Everest + nye rekorder

82 Alpetoppe på 80 dage

82 Alpetoppe på 80 dage

Cirkus Everest anno 2017

Cirkus Everest anno 2017

Log ind