Vintertur i Lunndörsfjällen

Det svenske vinterfjeld er et smukt, men ubarmhjertigt, bekendtskab. Trodser man kuldegraderne åbner sig en verden med frostklare nætter, åbne fjeldplateauer, eventyrlige skove, glimtende Nordlys og aftenhygge om bålet.

Vinden står os direkte ind i fjæset med små prikkende snekorn, der stikker i den smule bare ansigtshud, der ikke er dækket af hætte, halsrør og skibriller. Vi er på et højtliggende snedækket fjeldplateau omgivet af bløde, bakkede fjelde, alle klædt i hvidt. Nogle hundrede meter længere fremme ser jeg de mørke silhuetter af mine venner mod den hvide, frosne baggrund. Snefygningen dækker de nederste 20 centimeter mod jorden, så det ligner, at silhuetterne skrider frem gennem landskabet uden fødder og ski, nærmest svævende over jorden.

Vi er fem venner, der er taget på vinterfjeld i Lunndörrsfjällen i Vålådalens naturreservat i det svenske Jämtland. Det er vores første dag på fjeldet. Efter at have tilbragt den første nat i Telt nede i skoven har vi bevæget os nogle hundrede højdemeter op og er kommet op over trægrænsen, hvor vinden har frit spil. Det er altid noget særligt at komme over trægrænsen, hvor øjet kan se uendeligt langt og blikket fæstne sig på fjeldtoppe langt ude i horisonten. Selv i blæsevejret nyder vi de store vidder og det vilde, uberørte landskab. I pauserne stiller vi os i samlet flok nær pulkene og vender ryggen mod vinden ligesom en flok rener, mens vi hurtigt gumler chokolade og müslibarer og drikker varm saftevand fra drikkedunke. Ingen af os har lyst til at holde særligt lange pauser i den kolde vind, så vi går hurtigt videre.

Pandekager i hytten
Efter at have bevæget os over en frossen sø får vi langt ude i horisonten øje på en overnatningshytte, og i fælles overenskomst, nærmest uden at have mælet et ord, styrer vi direkte mod hytten. Alle planer om teltlejr fordufter som dug for solen, nu hvor hyttens komfort er inden for synsvidde. Den venlige hyttevært har fået øje på os på afstand og kommer ud i sneen og går os i møde på ski for at byde os velkommen.

”Sikke et vejr I er ude i, kom indenfor, skal jeg ikke hjælpe jer med at trække pulkene op ad bakke, vi har varm saft indenfor,” siger han nærmest i et åndedrag, og inde i hytten stikker han os et glas varmt saftevand, så snart vi er trådt over dørtærsklen.

Vi er ankommet til en af den svenske turistforenings hytter, Vålåstugan, og inde i hytten er der lunt. Ilden knitrer i brændeovnen, og langs bænkene i fællesrummet sidder andre friluftsfolk, der alle er ankommet på ski, for hytten ligger i vejløst terræn. Inden længe går hyggesnakken om skiture, naturreservater og fjeldhytter.
”Hvor langt har I gået i dag?” spørger en.
”20 kilometer, men det føles som 40,” svarer jeg.
Efter aftensmaden hiver jeg min overraskelse til gruppen frem fra pulktasken: en ordentlig stak pandekager, som bliver lunet og serveret med syltetøj indenfor i hytten i stearinlysets skær.

Trofæ på pulken
Da vi lægger ud fra hytten næste morgen er det med blå himmel og høj sol. Vi bevæger os gennem et landskab med spredte, lave træer og har hele tiden udsigten mod de højere fjelde. Terrænet er meget kuperet, og vi har nogle ordentlige nedkørsler, hvor pulken som en løbsk hest er ved at løbe fra os på vej ned ad bakke. Det resulterer i nogle ordentlige styrt, når pulken formår at overhale mig og pludselig er drejet ind direkte foran mine skispidser, så jeg i fuld fart må lægge mig på maven hen over pulken, der stadig kører, men nu på tværs af bakken.

I pauserne finder vi nemt læ bag bakkerne og kan slå os ned i solen, hvor vi sidder på vores Liggeunderlag med pulken som ryglæn og drikker varm blåbærsaft med solskin direkte i ansigtet. Så bliver vinterfjeld altså ikke bedre, og vi holder nogle gevaldigt lange pauser siddende i det snedækkede eventyrlandskab.

Op til en af pauserne er Rasmus, min kæreste, sakket lidt bagud, og jeg er ved at lave kaffe til os, da han kommer gående langs vores skispor med et elggevir i den ene hånd og begge skistave i den anden. En af takkerne fra geviret stak op gennem sneen, og han har fået gravet geviret fri af den frosne jord. Det er et flot fem-takket gevir, og det bliver straks spændt oven på pulken som et trofæ.

Naturen passer sig selv
Sidst på eftermiddagen falder vi over en perfekt lejrplads i udkanten af en birkeskov med lave, spredte træer og udsigt over milevid skov. Bag ved ligger fjelde, hvor man kan se den tydelige trægrænse trukket som en vandret streg et stykke oppe af fjeldsiden, der er halveret med en grøn nedre halvdel af graner og fyrretræer og en øvre hvid, snedækket halvdel. Vores fire telte bliver slået op i nærheden af hinanden mellem træerne, og snart lyder den hvæsende lyd af brænderne, for nu venter et par timers arbejde med at smelte sne til drikkevand. I teltene drikker vi te og sidder under soveposerne i alt vores tøj, mens vi spiser frysetørret aftensmad. Efter aftensmaden samles vi alle fem i vores Telt, hvor en af vores turkammerater finder endnu en overraskelse frem til gruppen; nemlig en lille flaske rom til hver af os.

Næste morgen er der klart frostvejr og vindstille, så vi drikker morgenkaffe i teltet, hvor vi lyner den øverste halvdel af teltdøren op som et vindue, så vi kan nyde udsigten over fjeldene, siddende i vores lune soveposer. Da vi atter klikker skistøvlerne i skibindingerne, bevæger vi os gennem et smukt landskab af fjeldnær skov, hvor de udgåede fyrretræer bliver stående i fuld højde, mens små, levende fyrretræer slynger sig omkring dem. Alle er de pudret af et hvidt lag sne. Det er tydeligt, at her i naturreservatet har naturen fået lov at passe sig selv i mange, mange år.

Da vi træder ud ad teltet efter aftensmaden, skinner et svagt grønligt Nordlys bag granernes høje toppe.

Som en oase i ørkenen
Vi går over frosne søer og høje fjeldplateauer, hvor sneen er blæst væk, så brune totter med græstuer stikker op gennem det tynde lag sne, der er tilbage. Da vi kommer til en elv, ser vi isfri områder med brusende vand, men heldigvis er her en hængebro over elven. Vi spænder skiene af og trækker de tunge pulke over den gyngende bro. Nu nærmer vi os Lunndörren; en lang, smal dal, der er indrammet af stejle, dramatiske fjeldsider til begge sider på en strækning over cirka 10 kilometer. Sidste år var Rasmus og jeg på vej op mod Lunndörrspasset, men en hylende storm, der nærmest fik barken til at blæse af birketræerne, tvang os til at vende om og søge ly i en hytte. Vi håber, at det vil lykkes os at se Lunndörren denne gang.

Den hvide verden er så uendeligt smuk. Sneen glitrer, og fjeldene rejser sig stejlt på begge sider af os, mens vi bevæger os op mod Lunndörrs-passet, gennem en lang smal fjelddal, som langsomt stiger i højde, mens den leder os op mod passet.

På afstand ligner Lunndörrspasset en port, hvor fjeldene rejser sig højt på begge sider af den smalle dalgang. Det er blæst godt op, og vi går med skibrillerne på, da vi får øje på en lille A-formet pausehytte øverst oppe i passet. Pludselig har hytten en tiltrækningskraft på os, som var det en oase i ørkenen, og inden længe sidder vi inde i hytten og spiser chokolade og drikker varm kaffe. Vores teltlejr denne aften ligger et par kilometer syd for passet, og vi kan kigge tilbage på de høje fjelde med den portlignende åbning i passet, mens vi sidder i teltene og forbereder aftensmaden.

Skumfiduser og Nordlys
Næste dag har vi forladt de markerede ruter og går i gåsegang i den dybe sne for at spare på kræfterne ved at gå i hinandens spor. Vi bevæger os langsomt på den måde, da vi selv må finde den nemmeste rute gennem skoven, men til gengæld er her ingen spor efter andre mennesker – de eneste spor, vi ser, er efter en større flok rener, som må have passeret i løbet af de seneste dage.

Da det bliver aften, slår vi teltene op i en snedækket skovlysning, og da vi træder ud ad teltet efter aftensmaden, skinner et svagt grønligt Nordlys bag granernes høje toppe. Det bevæger sig over himlen med lange, blafrende arme i grønne nuancer, og frosten er så hård, at det knaser under fødderne ved hvert skridt, vi tager. Samtidig er stjernerne kommet frem i en helt perfekt, frostklar polarnat. Trods kulden er her så skønt, at vi ikke nænner at sætte os ind i teltene. Her er næsten vindstille, og vi får gravet et stort hul i sneen til et bål. Vores Liggeunderlag breder vi ud langs kanten af hullet, så vi sidder på snekanten med fødderne i nærheden af de lunende flammer.

En overraskelse bliver fundet frem fra en af vores turkammeraters Telt; varm kakao med skumfiduser.

Vi har endnu et par dage tilbage af vores vinterfjeldstur, men på denne aften med en frostklar stjernehimmel, den snedækkede skov, nordlyset, bålet med sine lunende flammer og hyggesnakken med kammeraterne omkring bålet, ville jeg ønske, at turen lige var begyndt, og vi stadig havde en hel uge på fjeldet foran os.

10 råd: Den første vinterfjeldstur

Her er en samling gode råd, som vil give dig en mere sikker fjeldtur, hvad enten du er ny eller mere rutineret på vinterfjeldet.

1. Tag flere af sted sammen.
2. Fortæl andre, hvor I tager hen.
3. Vælg en markeret rute, hvor I regner med at møde andre.
4. Vælg tur efter evne.
5. Check vejrudsigten.
6. Hav altid tøj, mad og udstyr med til at klare et pludseligt omslag i vejret.
7. Hav altid kort, kompas og kommunikationsudstyr med. Og husk, at der ikke er mobildækning alle steder på fjeldet.
8. Hvis I vil sove i Telt, så slå Telt op i nærheden af hytter, indtil I er blevet mere rutinerede.
9. Vær forsigtig ved passage over vand. Søer kan for eksempel have tynd is, hvis de er reguleret af dæmninger, eller hvor der er udløb fra åer, og elve fryser ofte ikke rigtigt til på grund af strømmen.
10. Undersøg lavinerisikoen i området. Lavinerisikoen i et område kan variere meget hen over en sæson afhængigt af snefald og temperatur. Spørg lokale til råds.