111 dage alene på The Appalachian Trail

Friheden i 35 liter

P9162242Bevæbnet med en rygsæk på blot 35 liter drog jeg ud for at tilbagelægge en 3.525 kilometer lang vandre-sti. Et eventyr med ét mål: at koge min tilværelse ned til så lidt som muligt for at finde ind til mig selv.

Jeg vågner ved lyden af endnu en gren, der hamrer mod taget. Med søvnige øjne kigger jeg på den vand-pøl, der næsten har fyldt halvdelen af shelteret. Den er resultatet af de kraftige vindstød, der hele natten har hevet og slidt i mit lille skjul. Min geniale ide om at lægge mig allerbagerst i shelteret sammen med musene har givet pote. Jeg befinder mig langt fra den nærmeste vej, mutters alene. Denne nat har jeg valgt at søge tilflugt i et opstillet shelter omtrent en kilometer fra vandresporet. 

Jeg står op og pakker mine ting i den lille taske på 35 liter, der i 85 dage har været mit hjem. Mine sko, der stadig er gennemblødte efter gårsdagens 40 kilometer, glider på som sokker. Derefter spiser jeg fire dis-count-hindbærsnitter og begiver mig ud i regnen, kun iført shorts og min trofaste regnjakke.

På min ryg har jeg mit hjem, mit køkken, min mad og alle andre nødvendigheder. Mine vandrestave klikker mod stenene, mens jeg baner mig vej gennem Virginias skove. Orkanen Irma, en af de kraftigste i USA’s historie, raser omkring mig, og den skov, jeg har kaldt mit hjem, er pludselig blevet forvandlet til en farlig for-hindringsbane af flyvende grene og væltede træer. Det bliver en lang og våd dag på The Appalachian Trail. 

P9011710

Friheden i uvisheden
Jeg er 20 år gammel og er i gang med at vandre 3.525 kilometer. Alene. Vandresporet The Appalachian Trail går gennem bjergkæden Appalacherne i det østlige USA. Det er en af verdens længste vandreruter, og jeg har sat mig for at vandre den i den sværeste retning, sydgående, som den første registrerede dan-sker nogensinde.

Mange mennesker, inklusiv mig selv, har ofte spurgt, hvorfor jeg kaster mig ud i netop det projekt. Hvorfor jeg ikke tog på backpacking i Asien som alle mine venner? At nyde en billig øl i var-men er vel til hver en tid bedre end at slide og slæbe og sulte dag ud og dag ind midt i en nordamerikansk skov?

Jeg kan ikke rigtig give et svar. Men jeg har altid elsket at være i naturen. Den frihed, der følger med at kunne være med sig selv og alene med sine tanker, har altid tiltrukket mig. I mit første sabbatår vandrede jeg Kungsleden med en god ven. En eftermiddag, mens vi spiste frokost på fjeldet, sagde han til mig: 

”Lige nu, Jeppe, er vi de eneste to, der ved, hvor vi er.”

De ord gav genlyd i mit hoved, og der fulgte en enorm frihed med dem. Da jeg kom hjem fra den tur, fandt jeg en artikel om verdens 10 længste vandrespor. Allerede inden, jeg gik i seng den aften, havde jeg besluttet mig for at vandre et af dem.

Jeg skulle lave noget stort. Noget vildt. Et eventyr, der både ville ændre mig, men på samme tid give mig muligheden for at mærke denne frihed. Og vandringen på The Appalachian Trail havde det hele. 

P6210079

Mit nye hjem
Jeg brugte over 100 dage alene i naturen på min tur. 111 dage for at være specifik. Det er der meget få mennesker på 20 år, der kan sige, at de har gjort. Og når man bruger så lang tid i den verden, ændrer man sig. Man bliver en del af den. 

Jeg havde fået tilnavnet ”Nature Boy” efter at have fejret international nø-genvandringsdag, en tradition på solhvervstidspunktet. En ældre herre var blevet imponeret over mit mod i det myggebefængte Maine og havde givet mig det navn. Nature Boy. Ingen kendte mit rigtige navn på The Appalachian Trail, og efter kort tid blev jeg til denne persona.

Jeg nåede hurtigt et punkt, hvor jeg faktisk havde sværere ved at forestille mig at sove hjemme i min egen seng eller slappe af på en sofa, end jeg havde at spise frokost på jorden og sove udenfor. Jeg havde en følelse af ikke at høre til, når jeg var i byer for at købe mad. Men jeg følte mig hjemme i mit lille telt midt i skoven. Min ydmyge lille bolig med plads til mig selv og min taske. Jeg blev søvnig, når solen gik ned, og jeg vågnede, når solen stod op. Og når jeg pakkede sammen og tog min rygsæk på, så havde jeg ikke en eneste grund til at vende tilbage til det sted, jeg forlod.

Jeg skulle kun bekymre mig om mig selv og de 35 liter, jeg havde på ryggen. Alt mit vand kom fra vandkilder, jeg fandt. Alle de folk, jeg mødte, om det så bare var for ti minutter, blev mine bedste venner. Al min tid blev brugt i skoven. Nogle gange blev jeg nødt til at kigge op, se mig omkring og sige til mig selv, at jeg normalt ville have givet min højre arm for at spise frokost på dette klippefremspring eller ved dette vandløb.

Nu gjorde jeg disse ting uden at tænke over dem.

Jeg blev våd, når det regnede, og jeg svedte, når solen skinnede. For at se en smuk udsigt skulle jeg bestige et bjerg. For at få mad måt-te jeg gå til den næste vej. Livet på sporet var hårdt, beskidt og aldrig særlig komfortabelt.

P9051822

Med åbne arme
I Amerika mødte jeg kun imødekommende mennesker. Når man vandrer et af de langdistancespor, USA har at tilbyde, går man ikke bare en tur. Man bliver en del af et fællesskab. Og netop dét mærkede jeg rigtig meget.

Alle de mennesker, jeg mødte, delte den samme passion og det samme drive for det eventyr, jeg selv var på. Alle oplevede den frihed, der kom ved at leve i naturen, hvilket gjorde en simpel fro-kost med bjergudsigt nok til, at man kendte hinanden bedre end nogen af sine allerbedste venner hjemmefra. Alle delte. Alle smilede. 

Den største velkommenhed oplevede jeg igennem det koncept, der hedder Trail Magic. Det er frivillige folk, der tager ud til steder, hvor sporet krydser en vej og serverer mad, stiller en køleboks med sodavand eller giver et lift ind til den nærmeste by.

På vej ind i min tredje stat, Vermont, mødte jeg en ældre herre, der gik tur med sin kone. Vi faldt i snak, og han fortalte, at han boede længere sydpå i Virginia, tæt på sporet. Så han gav mig sit telefonnummer. To måneder senere nåede jeg ned til, hvor han boede. Jeg skrev til ham. Han kørte ud og mødte mig sammen med nogle andre vandrere og betalte for alles frokost på den nærmeste restaurant. 

P9051832

Det skøre fællesskab
Der var også en kvinde i staten Pennsylvania, jeg kort havde snakket med en morgen. Da hun sagde, at hun boede tæt på der, hvor sporet sluttede, havde jeg fået hendes nummer. På min næstsidste dag på The Appalachian Trail fandt jeg ud af, at det hostel, der skulle stå for at køre mig til lufthavnen, var blevet solgt, så jeg stod ude i en skov på bar bund. Jeg skrev til kvinden i desperation, og kort efter svarer hun med et stort ”JA”. Hun hentede mig dagen efter og tog mig med hjem, gav mig mad, en kæmpe seng og et dyp i husets hot tub. 

Det var mennesker, jeg kun havde mødt kort, som ikke engang kendte mit rigtige navn. De hjalp mig, selv efter vi ikke havde snakket sammen i over to måneder. To tilfældige fremmede. For mig var det helt vildt. At man kan være så åben og imødekommende over for komplet fremmede mennesker. Men sådan var folk, jeg mødte derude. Sådan var det enorme og skøre fællesskab, jeg blev en del af på The Appalachian Trail.

P9101981

Et eventyr for livet
Den 8. oktober 2017 trådte jeg de sidste skridt op på en sten, der havde en monteret bronzeplade med ordene: Appalachian Trail - Southern Terminous. Orkanen Nate havde ramt mig om morgenen, så uvejret buldrede rundt om mine ører. Jeg ænsede det ikke. Smed trøjen og jublede, så højt jeg kunne. To dags-vandrere kom farende ud fra skoven med førstehjælpsudstyr, fordi de troede, at jeg var kommet galt af sted i stormvejret. Men jeg forklarede dem blot, at jeg lige havde afsluttet en vandretur, der havde taget mig omkring fire måneder at gå.

Og så var jeg færdig. Eventyret var ovre. Den aften lå jeg i en seng og lyttede til regnen, der hamrede mod ruden. Jeg havde boet fire måneder i naturen og skulle nu genintroduceres til det civiliserede liv med håndvaske, toiletter, mad, der ikke var lavet af pulver, og rigtige madrasser. Det var en enorm om-væltning, og jeg har flere gange haft lyst til bare at gribe min taske og mit telt og rende ud, hvor kragerne vender. Men nu sidder jeg trygt og godt i min sofa og drømmer mig tilbage til min tid som Nature Boy.

PA082914

Magien ved vandring
Jeg har levet mit liv efter tre ting: ly, mad og vand. Jeg har haft tid til at finde mig selv og rense mit hoved. Jeg har grinet. Grædt. Været sur. Lykkelig. Jeg har vandret igennem orkaner og over bjerge. Stået ansigt til ansigt med en elg og fanget en fugl med mine egne hænder. Der er sket så mange ting på turen, at halvdelen af det allerede er glemt.

Men det fedeste ved det hele er, at jeg selv har gjort det.

Og det er en af de allermest fantastiske ting ved vandring, hvis du spørger mig. Uanset hvor langt du går, eller hvor du går, så er det dig selv, der skal gøre det. Du kan ikke trille ned af bakkerne eller glide hen langs vandet. Der er ikke nogen, der bærer dig. Du skal selv gå skridtene. Og i og med man gør det, så opdager man lige pludselig, at man kan meget mere, end man lige tror. Det er det, jeg har lært af at vandre The Appalachian Trail.  


P8081146Jeppe Gabriel Spence

Jeppe er 20 år gammel og bor i Århus. Han er i gang med sit andet sabbatår. Før turen har han arbejdet som sælger for outdoorbutikken Eventyrsport og er nu turleder hos Opdag Verden. I sin fritid har han bloggen A.M. Vandring på Facebook og holder foredraget ”Friheden i 35 liter” om sin tur for efterskoler og andre uddannelsesinstitutioner.


5 facts om The Appalachian Trail

  1. Vandresporet går igennem 14 amerikanske stater; fra Maine i nord til Georgia i syd.

  2. Sporet tager i gennemsnit 5½ måned at gennemføre, og kun én ud af fem, der starter, når i mål.

  3. Ud af de 1500, der gennemfører, er kun 100 af dem sydgående vandrere.

  4. Det er muligt at købe mad med tre til fire dages mellemrum. Sporet krydser grusstier, som man kan følge til landeveje. 

  5. På sporet kan du møde sortbjørne, klapperslanger, elge, hjorte, ørne, skildpadder og mange an-dre dyrearter.

P7090506Grej til en taske på 35 liter

I min taske havde jeg omkring 10 kilo bagage uden mad og vand. Det var resultatet af en masse research og nedskæring i nødvendigheder. Alt i min taske havde en funktion og blev brugt næsten dagligt. Jeg havde f.eks. kun ét sæt tøj med til alle 111 dage.

Her er lidt udvalgt udstyr:

  • Rygsæk: Lowe Alpine Airzone Pro 35:45
  • Sovepose: Nordisk Oscar -2
  • Telt: Nordisk Telemark 2 LW
  • Liggeunderlag: Exped Synmat Hyperlite M
  • Vandfilter: Sawyer squeeze + 2 literposer til filtrering
  • Køkkengrej: Terra Nova Pot 0,6L + Etekcity Stove 
  • Regntøj: Haglöfs L.I.M III jakke
  • Tøj: Haglöfs Zip-off Pant, 66°North T-shirt i merinould, Nike Pro Combat Tights, Icebreaker-sokker

 Læs også

11 af verdens længste vandreruter
Pacific Crest Trail - 4300 km med rygsæk
Te Araroa Trail: 4 måneder gennem New Zealand
Til fods fra Danmark til Tanzania

Skrevet af: Jeppe Gabriel Spence , Skrevet torsdag, 26 juli 2018, opdateret 30 august 2018, læsninger: 2616

Log ind

Cron Job Starts