Fra Nordkap til Cape Town i jeep

Michael Huus fortæller om sin jeeptur

Michael Huus vandt Årets Eventyr 2012 i den professionelle kategori med sin 35.500 kilometer lange jeeptur fra Nordkap til Cape Town. Opdag Verden har taget en snak med ham om bekymringer og bureaukrati, vilde dyr og våben, op- og nedture undervejs.

DSC_0576_p.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Michael Huus
Opdateret den 22. dec 2021

Michael Huus vandt Årets Eventyr 2012 i den professionelle kategori med sin 35.500 kilometer lange jeeptur fra Nordkap til Cape Town. Opdag Verden har taget en snak med ham om bekymringer og bureaukrati, vilde dyr og våben, op- og nedture undervejs.

Hvordan blev idéen til turen født?

I 2005 kørte jeg Australien tyndt alene i en firhjulstrækker. Det var en fed måde at rejse på med masser af frihed. Man er ikke afhængig af busser og hoteller, men har alt, hvad man skal bruge af habengut, mad og et sted at sove i bilen.

Og så kan man komme off the beaten track. Da jeg kom hjem, begyndte jeg at se på verden. USA ville være nemt, den lidt mere farefulde var Sydamerika, men Afrika var mest tiltalende.

Det bliver med hastige skridt mere vestligt, og jeg ville nå at opleve det. Først skulle jeg dog have taget noget uddannelse, skrabet penge sammen, og så begyndte jeg ellers at kigge på kort for omtrent 3½ år siden.

Det var ikke nemt at finde en, der kunne hive et halvt år ud af kalenderen og havde 150.000 kroner til turen, men en kammerat fra HTX, Klaus, ville gerne med. Jeg ordnede bil og planlagde turen, som han var med på ind til Nairobi, hvor han rejste hjem på grund af maveproblemer. De sidste 12.000 kilometer kørte jeg alene.

 

DSC 1320 pHvad var din største bekymring, inden du tog af sted?

Iran og Sudan var de største bekymringer. De var begge flaskehalslande, som vi skulle gennem. I Iran havde der været polemik omkring Muhammedtegningerne, men da vi endelig kørte ind i den nordøstlige del af landet, mødte vi ikke nogen, der vidste, hvor Danmark ligger, eller hvad vi står for.

Iran viste sig til gengæld at have den mest gæstfrie befolkning, jeg nogensinde har mødt. I Sudan kom vi rimeligt godt uden om Darfur og var kun gennem Nordsudan, hvor der var meget sikkerhed i form af halvvoksne børn med store geværer. Vi kom dog helskindede gennem, selvom der på et tidspunkt blev stukket et gevær ind gennem vinduet.

Det værste var, at der var militærkontroller med ti til femten kilometers mellemrum: ”Who are you? Why are you here? Where’s your wife?” Det var de samme spørgsmål, de stillede hver gang.

De havde ingen indsigt i, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, og hvorfor vi ville videre til Etiopien, som de syntes var et værre land. Vi var ikke bange eller nervøse, men måtte smile og være høflige, selvom det var frustrerende.

DSC 2943 pHvad var det for en bil, I kørte i?

Det var en Land Rover Defender, der ligner noget fra 1940’erne, men faktisk var fra 1996 og en rigtig fed bil. Vi købte den i Tyskland til 45.000 kroner, betalte 14.000 kroner for at få den indregistreret i Danmark og brugte 50-60.000 kroner på at bygge den om og på ekstra udstyr – en 240 liter tank, et telt på taget, spil foran, ekstra batterier, spotlys hele vejen rundt, en 100 liter vandtank.

Min far er mekaniker og hjalp, og så er det en dejlig nem bil at skrue på. Den klarede det som forventet. Ikke bedre, ikke værre. Klaus var sikker på, at den ikke ville klare det gennem Sverige, men det gjorde den. Der var småting, der gik galt i Afrika, men dernede er det ikke nemt at få ordnet. Det tager tid.

Hvordan var det at sætte af sted på turens første dag?

Det var helt fantastisk. Det havde været rigtig stressende i ugen op til. Jeg skulle tømme lejlighed, havde masser af arbejde hen over sommeren og var bagud med mange ting. Men vi ville af sted på en bestemt dato, da vi skulle være i Rusland og Iran på bestemte datoer på grund af vores visa.

DSC 3286 p

Er der ét specielt land, der står tilbage som den stærkeste oplevelse?

Det etiopiske højland var et højdepunkt. Det var første gang, vi mødte det Afrika, man har inde i hovedet. Vi havde været gennem Sahara og været i sand i Iran, Dubai, Egypten og Sudan, hvorfra det gik stejlt op gennem støv og sand til de frodige bjerge i Etiopien.

Vi mødte savanne, sletter og vilde dyr som krokodiller, flodheste og zebraer. Det var helt fantastisk. Befolkingen er også speciel på den gode måde. De er meget kristne, og der var en stor forandring efter alle de muslimske lande, vi havde været gennem.

Det var en stor kulturel omvæltning. Alle bar våben, om det så var en stok eller en kalashnikov. De mente ikke noget noget ondt med det. Det er bare et statussymbol. Kvinderme laver det meste arbejde, mens manden tager de vigtige beslutninger og tygger khat. Vi så kvinder, der bar store bundter brænde, mens mændene gik ved siden af og drak vand. Der var jo rigtig varmt.

DSC 1387 pHvilken strækning på turen var den smukkeste?

Det var vejen The Trans-Kalahari Corridor i Namibia. Her er sandet dybt orange, og specielt ved daggry og skumringstid var det så smukt. Etiopien og Kenya var også blandt de smukkeste steder.

I Etiopien var det variationen mellem højlandet og sletterne og så de der små afrikanske hytter. I Kenya gik meget af tiden med at liste sig ind på dyrene – hyæner, giraffer, elefanter og så videre – med kameraet. Da jeg nåede til Zambia gad jeg ikke engang kigge på zebraerne, og elefanterne stod bare i vejen.

DSC 0421 pHvilke forholdsregler tog I med hensyn til de vilde dyr?

Jeg var faktisk ikke bekymret for de vilde dyr, og vi havde ingen skydevåben eller noget. Prøv at komme gennem 20 lande med en riffel. Det holder ikke. Vi havde en kniv og en peberspray strategisk placeret i teltet.

Vi havde valgt et tagtelt, da jeg havde erfaring med kryb fra Australien. I teltet kan der ligge en madras og to soveposer samt andre småting. Det tager to minutter at slå op, og så er man væk fra myrer og alt det andet kryb, der kan være en pestilens.

En løve kan komme op på taget af bilen, men det er ikke det første, de gør. Jeg har faktisk ikke fået et eneste godt billede af en løve, da de altid flygtede, når vi kom kørende. Vi fik plyndret bilen af aber, der også røvede majskolber fra grillen, og vi kunne ikke have frugt i bilen, for elefanterne smadrer vinduerne, tager frugten og går så fredeligt videre.

Afrikas farligste dyr er jo flodhesten, så kom ikke mellem den og vandet. I Zambia talte jeg med en ranger, der sagde, at der blev dræbt 120 mennesker årligt i det område, han arbejdede i. 80 af dem blev dræbt af flodheste, når de for eksempel vaskede tøj ved floden og kom mellem flodhesten og vandet.

Elefanter dræbte de fleste andre, når folk prøvede at jage dem ud af deres marker. Løver tog kun et par stykker, når de prøvede at jage dem væk fra deres dyreflokke. Jeg bliver ofte spurgt, om de vilde dyr ikke var et problem, men det handler bare om at tænke sig om, så er det ikke værre end at køre ned gennem Centraleuropa.

DSC 8017 pHvad var den største udfordring på turen?

Bureaukratiet. Det har været en kamp i for eksempel Rusland, og vi måtte opgive at komme gennem Saudi-Arabien efter at have ventet på et visum fra ambassaden i Dubai i en uge. Det betød, at vi var låst fast på halvøen, og det endte med at koste os en måned og 25.000 kroner, da Dubai ikke er billigt, og vi skulle have sejlet bilen til Egypten og selv flyve dertil.

Hvad var det bedste ved at være af sted?

De daglige, nye indtryk. Og friheden. At komme fra en studietilværelse og pludselig ikke skulle bekymre sig om at tjekke mail tre gange om dagen. Jeg havde dog en halv time om aftenen, hvor jeg tændte satelittelefonen, så min familie kunne komme i kontakt med mig.

Og hvad med det hårdeste ved at være af sted?

Det var at være væk fra familien. Det er et savn.

DSC 0339 p

Tvivlede du nogensinde på, om du ville nå til vejs ende?

Nej. Helt ærligt ikke. Jeg tvivlede på, hvornår det ville blive. Og det blev også skubbet to måneder, selvom jeg indhentede to uger i det sydlige Afrika. Der var tider, der var meget frustrerende. I Egypten brugte vi 14 dage på at få bilen udleveret i tolden. Saudi-Arabien var et stort slag, vi var bagude økonomisk, Klaus var syg, men jeg skulle nok nå frem. Jeg vidste bare ikke hvornår.

Hvordan var det at fortsætte alene efter Klaus fløj hjem fra Nairobi?

Det var meget anderledes. Jeg har det godt med at være alene, men det var ikke så fedt, når bilen sad fast i en halv meter mudder. På den anden side var det nemt for eksempel ikke at skulle vente på hinanden om morgenen.

Hvordan var det at køre ind i Cape Town?

Det var en meget blandet følelse. Jeg nåede til Afrikas sydligste punkt, og så de to have, der mødtes. Det havde ikke strejfet mig, at nu var jeg ved at være i mål. Men shit, nu var jeg der. Det var lidt trist. Det havde fyldt meget i mit liv i tre-fire år, og pludselig var det slut. Men det var også en kæmpe triumf, at det lykkedes.

Hvad kræver det for at tage af sted på sådan en tur, som du har været på?

Vilje og masser af tålmodighed. Det kræver også planlægning og penge. Har du ikke viljen og tålmodigheden til alt bureaukratiet, så vælg USA eller Australien, hvor du ikke skal have visa og over så mange grænser.

Har du ikke tålmodigheden til at planlægge, så bliver det ikke en god tur. Man skal have god tid til Afrika og et sind, der siger, at når vi ikke over grænsen i dag, så gør vi det i morgen. Har man ikke tiden, bliver det en skodtur.

DSC 2306 pEr der noget, du ønsker, du havde gjort anderledes på turen?

Ja, jeg ville gerne have brugt mere tid i nogle lande. For eksempel i Finland, som jeg aldrig havde været i før. Vi havde kun tre dage der, for vi skulle nå til Rusland. Ellers er det mere rent lavpraktiske ting, jeg ville gøre om. Jeg ville gerne have haft plads til mere diesel. Flere gange kørte vi på dampe, for eksempel i Sahara, og vi vidste ikke, om der var diesel på den næste tank.

Hvad er et rigtigt eventyr for dig?

Det er at komme væk fra hverdagen og blive udfordret og få oplevelser. Udfordringerne er vigtige. Et eventyr er ikke at blive guidet rundt på Kreta. Det er at komme i situationer, hvor man måske ikke er helt tryg, men hvor man kommer igennem. Og kommer ændret og stærkere ud på den anden side.


DSC 6301 pTurens værste måltid

Det værste måltid på turen var på en fancy sportsklub i Kenya. De kunne ikke forklare, hvad vi spiste, men sidenhen fandt vi ud af, det var strubehoveder fra høns, der var blevet marineret og grillet. Strubehovederne er seje, så man gumler, til den smule kød, der er på dem, er væk. Så synker man resten. Det måltid var ikke os. Af høflighedsmæssige årsager kom vi dog gennem strubehovederne. 


Mere om turen 

Du kan læse mere om turen og se flere billeder på www.travel-story.dk/cape2cape.


DSC 2667 pMichael Huus om sig selv

Jeg er 26 år og bor i Odense. Til daglig arbejder jeg som eventmanager inden for outdoor branchen. Ud over turen til Cape Town, har jeg også kørt Australien tyndt, været på toppen af Mont Blanc og dykket i alverdens have.

DSC 1320 pHvad var din største bekymring, inden du tog af sted?

Iran og Sudan var de største bekymringer. De var begge flaskehalslande, som vi skulle gennem. I Iran havde der været polemik omkring Muhammedtegningerne, men da vi endelig kørte ind i den nordøstlige del af landet, mødte vi ikke nogen, der vidste, hvor Danmark ligger, eller hvad vi står for.

Iran viste sig til gengæld at have den mest gæstfrie befolkning, jeg nogensinde har mødt. I Sudan kom vi rimeligt godt uden om Darfur og var kun gennem Nordsudan, hvor der var meget sikkerhed i form af halvvoksne børn med store geværer. Vi kom dog helskindede gennem, selvom der på et tidspunkt blev stukket et gevær ind gennem vinduet.

Det værste var, at der var militærkontroller med ti til femten kilometers mellemrum: ”Who are you? Why are you here? Where’s your wife?” Det var de samme spørgsmål, de stillede hver gang.

De havde ingen indsigt i, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde, og hvorfor vi ville videre til Etiopien, som de syntes var et værre land. Vi var ikke bange eller nervøse, men måtte smile og være høflige, selvom det var frustrerende.

DSC 2943 pHvad var det for en bil, I kørte i?

Det var en Land Rover Defender, der ligner noget fra 1940’erne, men faktisk var fra 1996 og en rigtig fed bil. Vi købte den i Tyskland til 45.000 kroner, betalte 14.000 kroner for at få den indregistreret i Danmark og brugte 50-60.000 kroner på at bygge den om og på ekstra udstyr – en 240 liter tank, et telt på taget, spil foran, ekstra batterier, spotlys hele vejen rundt, en 100 liter vandtank.

Min far er mekaniker og hjalp, og så er det en dejlig nem bil at skrue på. Den klarede det som forventet. Ikke bedre, ikke værre. Klaus var sikker på, at den ikke ville klare det gennem Sverige, men det gjorde den. Der var småting, der gik galt i Afrika, men dernede er det ikke nemt at få ordnet. Det tager tid.

Hvordan var det at sætte af sted på turens første dag?

Det var helt fantastisk. Det havde været rigtig stressende i ugen op til. Jeg skulle tømme lejlighed, havde masser af arbejde hen over sommeren og var bagud med mange ting. Men vi ville af sted på en bestemt dato, da vi skulle være i Rusland og Iran på bestemte datoer på grund af vores visa.

DSC 3286 p

Er der ét specielt land, der står tilbage som den stærkeste oplevelse?

Det etiopiske højland var et højdepunkt. Det var første gang, vi mødte det Afrika, man har inde i hovedet. Vi havde været gennem Sahara og været i sand i Iran, Dubai, Egypten og Sudan, hvorfra det gik stejlt op gennem støv og sand til de frodige bjerge i Etiopien.

Vi mødte savanne, sletter og vilde dyr som krokodiller, flodheste og zebraer. Det var helt fantastisk. Befolkingen er også speciel på den gode måde. De er meget kristne, og der var en stor forandring efter alle de muslimske lande, vi havde været gennem.

Det var en stor kulturel omvæltning. Alle bar våben, om det så var en stok eller en kalashnikov. De mente ikke noget noget ondt med det. Det er bare et statussymbol. Kvinderme laver det meste arbejde, mens manden tager de vigtige beslutninger og tygger khat. Vi så kvinder, der bar store bundter brænde, mens mændene gik ved siden af og drak vand. Der var jo rigtig varmt.

DSC 1387 pHvilken strækning på turen var den smukkeste?

Det var vejen The Trans-Kalahari Corridor i Namibia. Her er sandet dybt orange, og specielt ved daggry og skumringstid var det så smukt. Etiopien og Kenya var også blandt de smukkeste steder.

I Etiopien var det variationen mellem højlandet og sletterne og så de der små afrikanske hytter. I Kenya gik meget af tiden med at liste sig ind på dyrene – hyæner, giraffer, elefanter og så videre – med kameraet. Da jeg nåede til Zambia gad jeg ikke engang kigge på zebraerne, og elefanterne stod bare i vejen.

DSC 0421 pHvilke forholdsregler tog I med hensyn til de vilde dyr?

Jeg var faktisk ikke bekymret for de vilde dyr, og vi havde ingen skydevåben eller noget. Prøv at komme gennem 20 lande med en riffel. Det holder ikke. Vi havde en kniv og en peberspray strategisk placeret i teltet.

Vi havde valgt et tagtelt, da jeg havde erfaring med kryb fra Australien. I teltet kan der ligge en madras og to soveposer samt andre småting. Det tager to minutter at slå op, og så er man væk fra myrer og alt det andet kryb, der kan være en pestilens.

En løve kan komme op på taget af bilen, men det er ikke det første, de gør. Jeg har faktisk ikke fået et eneste godt billede af en løve, da de altid flygtede, når vi kom kørende. Vi fik plyndret bilen af aber, der også røvede majskolber fra grillen, og vi kunne ikke have frugt i bilen, for elefanterne smadrer vinduerne, tager frugten og går så fredeligt videre.

Afrikas farligste dyr er jo flodhesten, så kom ikke mellem den og vandet. I Zambia talte jeg med en ranger, der sagde, at der blev dræbt 120 mennesker årligt i det område, han arbejdede i. 80 af dem blev dræbt af flodheste, når de for eksempel vaskede tøj ved floden og kom mellem flodhesten og vandet.

Elefanter dræbte de fleste andre, når folk prøvede at jage dem ud af deres marker. Løver tog kun et par stykker, når de prøvede at jage dem væk fra deres dyreflokke. Jeg bliver ofte spurgt, om de vilde dyr ikke var et problem, men det handler bare om at tænke sig om, så er det ikke værre end at køre ned gennem Centraleuropa.

DSC 8017 pHvad var den største udfordring på turen?

Bureaukratiet. Det har været en kamp i for eksempel Rusland, og vi måtte opgive at komme gennem Saudi-Arabien efter at have ventet på et visum fra ambassaden i Dubai i en uge. Det betød, at vi var låst fast på halvøen, og det endte med at koste os en måned og 25.000 kroner, da Dubai ikke er billigt, og vi skulle have sejlet bilen til Egypten og selv flyve dertil.

Hvad var det bedste ved at være af sted?

De daglige, nye indtryk. Og friheden. At komme fra en studietilværelse og pludselig ikke skulle bekymre sig om at tjekke mail tre gange om dagen. Jeg havde dog en halv time om aftenen, hvor jeg tændte satelittelefonen, så min familie kunne komme i kontakt med mig.

Og hvad med det hårdeste ved at være af sted?

Det var at være væk fra familien. Det er et savn.

DSC 0339 p

Tvivlede du nogensinde på, om du ville nå til vejs ende?

Nej. Helt ærligt ikke. Jeg tvivlede på, hvornår det ville blive. Og det blev også skubbet to måneder, selvom jeg indhentede to uger i det sydlige Afrika. Der var tider, der var meget frustrerende. I Egypten brugte vi 14 dage på at få bilen udleveret i tolden. Saudi-Arabien var et stort slag, vi var bagude økonomisk, Klaus var syg, men jeg skulle nok nå frem. Jeg vidste bare ikke hvornår.

Hvordan var det at fortsætte alene efter Klaus fløj hjem fra Nairobi?

Det var meget anderledes. Jeg har det godt med at være alene, men det var ikke så fedt, når bilen sad fast i en halv meter mudder. På den anden side var det nemt for eksempel ikke at skulle vente på hinanden om morgenen.

Hvordan var det at køre ind i Cape Town?

Det var en meget blandet følelse. Jeg nåede til Afrikas sydligste punkt, og så de to have, der mødtes. Det havde ikke strejfet mig, at nu var jeg ved at være i mål. Men shit, nu var jeg der. Det var lidt trist. Det havde fyldt meget i mit liv i tre-fire år, og pludselig var det slut. Men det var også en kæmpe triumf, at det lykkedes.

Hvad kræver det for at tage af sted på sådan en tur, som du har været på?

Vilje og masser af tålmodighed. Det kræver også planlægning og penge. Har du ikke viljen og tålmodigheden til alt bureaukratiet, så vælg USA eller Australien, hvor du ikke skal have visa og over så mange grænser.

Har du ikke tålmodigheden til at planlægge, så bliver det ikke en god tur. Man skal have god tid til Afrika og et sind, der siger, at når vi ikke over grænsen i dag, så gør vi det i morgen. Har man ikke tiden, bliver det en skodtur.

DSC 2306 pEr der noget, du ønsker, du havde gjort anderledes på turen?

Ja, jeg ville gerne have brugt mere tid i nogle lande. For eksempel i Finland, som jeg aldrig havde været i før. Vi havde kun tre dage der, for vi skulle nå til Rusland. Ellers er det mere rent lavpraktiske ting, jeg ville gøre om. Jeg ville gerne have haft plads til mere diesel. Flere gange kørte vi på dampe, for eksempel i Sahara, og vi vidste ikke, om der var diesel på den næste tank.

Hvad er et rigtigt eventyr for dig?

Det er at komme væk fra hverdagen og blive udfordret og få oplevelser. Udfordringerne er vigtige. Et eventyr er ikke at blive guidet rundt på Kreta. Det er at komme i situationer, hvor man måske ikke er helt tryg, men hvor man kommer igennem. Og kommer ændret og stærkere ud på den anden side.


DSC 6301 pTurens værste måltid

Det værste måltid på turen var på en fancy sportsklub i Kenya. De kunne ikke forklare, hvad vi spiste, men sidenhen fandt vi ud af, det var strubehoveder fra høns, der var blevet marineret og grillet. Strubehovederne er seje, så man gumler, til den smule kød, der er på dem, er væk. Så synker man resten. Det måltid var ikke os. Af høflighedsmæssige årsager kom vi dog gennem strubehovederne. 


Mere om turen 

Du kan læse mere om turen og se flere billeder på www.travel-story.dk/cape2cape.


DSC 2667 pMichael Huus om sig selv

Jeg er 26 år og bor i Odense. Til daglig arbejder jeg som eventmanager inden for outdoor branchen. Ud over turen til Cape Town, har jeg også kørt Australien tyndt, været på toppen af Mont Blanc og dykket i alverdens have.

Andre spændende artikler


Verdens aber truet af udryddelse

Verdens aber truet af udryddelse

På opdagelse i Afrikas største floddelta

På opdagelse i Afrikas største floddelta

Safari i Sydafrika: Kruger National Park

Safari i Sydafrika: Kruger National Park

Log ind