Klumme: Hvornår inviterede du sidst en fremmed ind?

Da jeg første gang kom hjem efter en længere rejse – fire måneder alene på cykel på langs af Andesbjergene – kan jeg huske, at det var med en række oplevelser, jeg ikke havde set komme.

For udover minderne om vindblæste dage langs Titicaca-søen i Peru, øde grusveje i Bolivias vilde sydvest og ensomme nætter i forladte minebyer i Chiles Atacama-ørken havde jeg, når jeg endelig trampede ind i byer undervejs, mødt rejsende fra en lang række lande verden over.

De berettede om deres hjemlande, om hverdagen, hvor de kom fra, og det var et ekstra aspekt på rejsen, et yderligere blik ind i, hvordan folk lever rundt om i verden.

I de 12 år, der er gået siden da, og som kilometerne støt har hobet sig op under cykeldækkene, er jeg blevet inviteret ind af utallige mennesker i så forskellige lande som USA og Iran, Tadsjikistan og Panama, Tyskland og Pakistan, Ecuador og Indien.

Jeg er blevet stoppet på gaden, og folk har spurgt, om jeg manglede et sted at sove, for så ville de gerne stille et værelse til rådighed. Fremmede har givet mig en seng for natten. Og ofte er jeg blevet inviteret til at spise med, og jeg tænker ofte, at jeg ville ønske, der var en måde at ’betale tilbage’ på.

Og selvfølgelig er der det. Man kan ’betale tilbage’ samtidig med, at den del af oplevelserne fra rejserne, hvor man møder mennesker, bliver bragt ind i ens egen stue.
For hvorfor ikke invitere rejsende indenfor her hjemme i Danmark?