Der er næppe noget mere hyggeligt, befriende og til tider livsvigtigt end ly for natten på ture med overnatning i naturen. Med vejret i Danmark er det sjældent, at man bare kan rulle underlaget ud på den bare jord og sove under åben himmel, og vi har brug for beskyttelse mod regn, vind og kulde. Vi kigger her på fordele og ulemper ved teltet, tarpen og hængekøjen.
Der er næppe noget mere hyggeligt, befriende og til tider livsvigtigt end ly for natten på ture med overnatning i naturen. Med vejret i Danmark er det sjældent, at man bare kan rulle underlaget ud på den bare jord og sove under åben himmel, og vi har brug for beskyttelse mod regn, vind og kulde. Vi kigger her på fordele og ulemper ved teltet, tarpen og hængekøjen.
Telte kommer i mange udformninger; fra de traditionelle tipier og lavvutelte med en stand i midten til moderne telttyper som tunneltelte, kuppeltelte osv. Fælles for telte er, at der er ét eller to lag stof, som hele vejen rundt (ikke nødvendigvis – men typisk også bunden) dækker den sovende fra alle sider. Én eller flere stænger holder konstruktionen oppe, og der er altså ikke brug for træer eller lignende for at få teltet til at stå.
Brug: Afhængig af type, kvalitet og design kan telte bruges fra den varmeste sommer til de hårdeste, koldeste klimaer på jorden. Telte kan bruges i alle typer miljøer; fra strand, skov og åbent land til høje bjerge.
Fordele: Fordelen ved Telt er, at man ikke har brug for træer eller andre ting til at sætte det op, og man kan i princippet stille det op, hvor man vil. Man har typisk også noget mere privatliv og en følelse af at være ”inde” (men stadig ude) end under en Tarp eller i en hængekøje, hvor man til gengæld har et mere frit udsyn og kan mærke vinden og vejret. Specielt til hårdt vejr og bjerge er teltet desuden meget mere modstandsdygtigt.
Ulemper: Telte koster typisk en del mere en f.eks. tarpen, men også hængekøjen, og man mister lidt følelsen af at være helt i kontakt med naturen. Specielt i skovområder kan det desuden være noget sværere at finde plads til et telt end både tarpen og hængekøjen.
En Tarp er et typisk et stykke vandtæt materiale, som man spænder ud mellem træer, op med Vandrestave, mellem sten eller lignende for at skabe ly over hovedet. Typisk supplerer man med et stykke vandtæt materiale, som man ruller underlaget ud på. En Tarp kommer i mange forskellige størrelser og udformninger, og man kan også købe specielle tarps til at spænde op over Hængekøjer.
Mange teltproducenter laver også tarps, man kan bruge i sammenhæng med teltet for at skabe et tørt udeareal. Man bruger typisk snor eller elastiske ”blæksprutter” til at spænde tarpen op med, og det kan gøres i mange forskellige versioner afhængig af den specifikke tarp, vejret, og det sted du slår den op.
Brug: Ud over at skabe ly for natten er en tarp også god til at holde pause under i vådt vejr og til at lave et hyggeligt udeareal, når det regner, og f.eks. lave bål under. Tarpen er lettest at sætte op i skov og egne med træer, men med Vandrestave kan du i princippet sætte den op stort set alle steder. Har du nok erfaring med at bruge tarp, kan du bruge den under stort set alle forhold, hvis du kombinerer den med en bivipose, som dybest set er en vandtæt “pose”, man trækker over sin sovepose.
Fordele: En tarp er meget let og kan veje helt ned til 100 gram. Typisk er den også en del billigere end et telt eller et helt hængekøje-setup, og den er supernem at bruge, når du får noget erfaring med den. Den er også rigtig smart til pauser og bålhygge. En af de største fordele ved tarpen er, at den giver en meget nær og stor oplevelse af at være i naturen. Man har ly, men man kan se ud, høre og føle omgivelserne.
Ulemper: Det kræver mere erfaring at lave lejr med tarpen, end det gør at slå et telt op, og man er meget mere udsat for vind og vejr – man kan dog lukke en tarp til, så man har godt læ. For nogen vil det være en ulempe, at man har mindre privatliv end i teltet, at man er mere ude i naturen, og man ikke føler sig helt så beskyttet.
Hængekøjen har sine meget store tilhængere. Mange har tidligere set det lidt som en ”ferieting”, men med moderne teknikker og materialer er Hængekøjer både blevet lette, nemmere at sætte op og varmere at sove i.
Hængekøjer til friluftsliv består af et stykke stof, enten helt tæt eller lavet af f.eks. reb i mønstre, med et fastspændingssystem i hver ende, der gør, at man kan spænde det ud mellem to ting; typisk træer. Man sover så nedsænket i hængekøjen; typisk på ryggen. Rigtig mange bruger en quilt i stedet for en sovepose i hængekøjen, og mange bruger ikke Liggeunderlag til at isolere mod kulde nedefra, men benytter i stedet en ’under quilt, som er et slags tæppe med enten dun- eller fiberfyld, der omslutter hængekøjen nedefra.
For at kunne benytte hængekøjen som sovesystem på tur, skal man typisk have: selve hængekøjen, opspændingsremme, quilt/sovepose, tarp til at skabe ly over hængekøjen, underlag eller ’under quilt’.
Brug: Er man rygsover og overnatter i skov, så giver det for manges vedkommende bedre komfort at sove i hængekøje end at sove på Liggeunderlag på jorden. Man kan sagtens bruge hængekøjen på længere ture, og i Danmark er den et rigtig godt valg til f.eks. weekendturen i skoven.
Fordele: I skove kan man sætte hængekøje op mange flere steder, end man kan slå et telt op, da man ikke behøver at undgå rødder, ujævnheder og alt muligt andet på jorden. Hængekøjen giver desuden en fornemmelse af at være tættere på naturen, end man får under en tarp eller i et telt, og så byder den på god liggekomfort.
Ulemper: Sover man på maven, er det ret svært, hvis ikke umuligt, at sove i hængekøje. Når
det kommer til det samlede setup med hængekøje, tarp osv. bliver vægten typisk den samme, eller måske endda tungere, end et telt, og overnatter du ikke i skov, kan det være ret svært at finde et sted at sætte hængekøjen op.
Sover du i shelter, behøver du selvfølgelig hverken telt, tarp eller hængekøje. Og så alligevel. Er shelteret booket eller fyldt, når du kommer frem, er det en god ide at have et alternativt ly med.
TELT | TARP | HÆNGEKØJE | |
BRUG | Kan bruges til alt; fra skov over strand til høje bjerge. | Kan bruges til det meste: rigtig god i skov, med erfaring også i åbent land. | Primært skov, hele året rundt, rigtig god til ”hyggeture”. |
FORDELE | Beskytter mod vind og regn, let at slå op, giver en beskyttet følelse. | Let, fleksibel, sjov at lege med, billigere, giver en følelse af nærhed til naturen. | God liggekomfort, åben for naturen, relativt billig. |
ULEMPER | Kan være svært at slå op i skov, koster mere, giver ikke samme nærhed til naturen, tungere end tarp. | Mangel på privatliv, sværere at mestre end telt, åben overfor elementerne. | Kan ikke slås op alle steder, afhænger af din soveposition, kan blive tungere end telt. |
TIL DIG DER... | … vil have noget nemt, som kan bruges til det hele og giver fuld beskyttelse samt tryghed. | … vil være tæt på naturen, vil pakke let, kan lide fleksibiliteten, vil bruge tid på at lære at sætte den ordentlig op. | … sover bedre i hængekøje (eller dårligt på madras og vil prøve noget andet) og primært sover i skov. |
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS