Over Atlasbjergene og ud i Sahara

På cykel gennem Marokko

Sammen med min far drager jeg til Marokko for at cykle over Atlasbjergene – fra Marrakesh til Sahara. En tur gennem vilde landskaber med øde bjergpas, orange sandstorme og sære ørkenoversvømmelser i et land med traditionsrig kultur, ældgamle karavaneruter og eventyrlige landsbyer.

Cykel-Marokko-9.jpg
Skrevet af: Tore Grønne - Foto: Poul Grønne og Tore Grønne
Opdateret den 04. apr 2023
Læst af: 3145

Sammen med min far drager jeg til Marokko for at cykle over Atlasbjergene – fra Marrakesh til Sahara. En tur gennem vilde landskaber med øde bjergpas, orange sandstorme og sære ørkenoversvømmelser i et land med traditionsrig kultur, ældgamle karavaneruter og eventyrlige landsbyer.

Sidst vi krydsede bjerge sammen på cykler, var det Himalayas iltfattige pas, der var udfordringen. Den her gang er det heden. Der er 37 grader i skyggen, men der ikke er megen skygge at finde her på landevejen nogle kilometer syd for Marrakesh. Solen bager nådesløst, som den ildkugle den nu engang er, og foran os rejser Atlasbjergene sig i den sitrende hededis. Det bliver sveddryppende på de snoede veje deroppe, men pyt. Vi er på landevejen. På tur. Det hele skal nok gå.

Jeg er i Marokko med min far, Poul. Vi har spændt letpakkede tasker på et par lejede mountainbikes i Marrakesh og har en simpel plan: Vi vil krydse Atlasbjergene – Nordafrikas højeste bjergkæde – tage et par afstikkere på ensomme jordveje over øde plateauer, fare gennem ørkener og knaldrøde klippekløfter, og så ellers følge hovedvej N9 til den ender blindt i Sahara tæt på grænsen til Algeriet.

Cykel Marokko 19

Det er anden gang, vi er på tur sammen. Første gang er et lille årti siden. Dengang cyklede vi gennem Kinnaur og Spiti i Indiens Himalaya – en formidabel tur med iltfattige bjergpas i mere end 4.500 meters højde, fortryllende buddhistiske klostre, smukke hindutempler, blafrende bedeflag i tibetanske landsbyer og lokale blomsterfestivaler med dans og sang.

Jeg havde inden den tur cyklet utallige langture – fra Kina til Danmark, på tværs af Mellem- og Sydamerika, rundt i Mellemøsten, Nordamerika og Centralasien og brugt år i Himalaya og de andre gigantiske bjergkæder i Centralasien.

Det var min fars første cykeltur, men viste sig at blive den første af mange, for mens jeg fik børn, flyttede til USA, og de lange cykelture blev færre, gik han på pension og drog ud på flere og flere af slagsen. Nu står stjernerne endelig, som de skal, og vi er sammen på landevejen igen.

Cykel Marokko 11

Ind i Atlasbjergene

Det tager kun øjeblikke at finde ind i den velkendte rytme. Tramp i pedalerne, og verden åbner sig. Vi skal blot suge oplevelserne til os. Tale. Have lidt mad i maverne af og til. Finde steder at tilbringe natten. Snart krøller vejen sig op gennem brede dale. Atlasbjergene adskiller Middelhavet fra Sahara og strækker sig 2.500 kilometer gennem Marokko, Algeriet og Tunesien. Ikke langt forude skimter vi bjergkædens højeste punkt, Toubkal på 4.167 meter. På alle mine tidligere ture har jeg cyklet med en fuldt læsset cykel – med Telt, sovepose, underlag, kogegrej, værktøj, reservedele osv. – men den her tur er anderledes.

Vi skal ikke sove i Telt, så jeg har kun pakket det vigtigste: Lidt tøj og værktøj, kamera og bog, pas og penge. Det er det. Selvom der ligger øde bjerge og ørkener forude, har vi nemlig lagt ruten, så vi hver dag kommer frem til en bjergflække, større by eller ørkenoase, og det er en lækker let cykel, jeg tygger mig gennem det ene sving efter det andet på.

Cykel Marokko 8

Orange frugter vokser på dybgrønne kaktusser i vejkanten, og landsbyer ligger camoufleret på de brunlige og rustrøde bjergsider – husene er nemlig bygget i de samme jordfarver. Langs gaderne i byerne ligger små spisesteder side om side, og lynhurtigt bliver vi præsenteret for en frokost så genial, at man skulle tro, at den var designet specifikt til cykelfolk med gigantiske huller i maverne.

Den marokkanske specialitet tajine er opkaldt efter den jordfarvede lergryde, maden bliver tilberedt i. Den kræmmerhusformede lertop står over et lerfad, hvor retten langsomt simrer over glødende kul, og den byder på sande lækkerier: kartofler, gulerødder og kylling tilberedt med spidskommen, koriander, kanel, hvidløg, gurkemeje og måske lidt abrikoser, rosiner og mandler. Retten koster kun en slik, og tjenerne når dårligt at stille mynteteen på bordet, før maden er serveret. Det bliver et dagligt ritual med en tajine ved frokosttid. Og hver dag glæder jeg mig til det.

Cykel Marokko 2

En afstikker til 1001 nats eventyr

På andendagen er temperaturen heldigvis faldet, og der falder endda også et par regndråber over bjergene. Vi knokler langsommeligt op ad en lang, zigzaggende vej med flere og flere hårnålesving, da vi skal over et af Atlasbjergenes højeste vejpas; Tizi n'Tichka i 2.260 meters højde. Vejen blev anlagt af det franske militær i 1936 – 20 år før det franske protektorat ophørte, og Marokko blev selvstændigt – og følger en gammel karavanerute mod syd.

Den kommer vi tilbage til senere på rejsen, men først skal vi på afveje. Det er så sjældent, at den korteste vej er den mest interessante, og i stedet for at lægge en rute, hvor vi død og pine skal langt hver dag for at nå frem, har vi lagt en rute med plads til afstikkere. Med tid til at stoppe undervejs.  På den sydlige side af det golde bjergpas forlader vi hovedvejen, og snart bumler vi af sted på grus gennem en fredelig, okkerrød dal.

Cykel Marokko 13

Grønne nåletræer rejser sig mod en dramatisk, sort tordenhimmel, og dagen efter bliver landskabet decideret eventyrligt. De orangerøde farver kammer over. Landskabet åbner sig. Vi drøner ned gennem slugter til brede, dramatiske dale, hvor landsbyer ligger omgivet af grønne træer som små oaser i en fortryllende klippeørken. Ved frokosttid når vi Ait-Ben-Haddou, hvor 1001 nats-referencerne får frit løb. Den gamle fæstning ligger på en ørkensukkertop over en bred dal, og bag de høje palmer ligger rødklinede lerhuse under den skaldede top. Det er et sted, der i al sin eventyrlighed virker nærmest velkendt.

Det er det på sin vis også, for en lang række storfilm er delvist blevet optaget her; Gladiator, Babel, Alexander, Jagten på Nilens juvel, Mumien, Kundun og The Last Temptation of Christ for blot at nævne et par stykker. Vi spiser frokost uden for bymuren og bliver mindet om, at der er andre turister i Marokko. Vi har ikke rigtig set nogen, siden vi cyklede ud af Marrakesh for et par dage siden, men nu er der turbusser, guider med farvede paraplyer og souvenirs spredt ud på foldeborde. Ait-Ben-Haddou er utrolig fin, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det rigtige eventyr findes på landevejen.

Cykel Marokko 6

På afveje i Atlasbjergene

Et par dage senere har vi krydset den flade ørken nord for Ouarzazate – en herlig mennesketom strækning med enorme vidder, enlige palmer og flygtige skyer på en dybblå himmel. Vi har cyklet i stilhed, talt om dagene der venter forude og husket de gamle dage, da jeg var dreng, og min far stadig var min far, og vi var på familieture rundt i Europa. Det er fantastisk at have tid sammen. Masser af tid. Og der er få ting som at cykle gennem en ørken, der giver tanker og minder vinger.

Vi tager en overliggerdag på et fint, traditionelt familiedrevet hotel ved Gorges du Dadès. Jeg læser den stærkt anbefalelsesværdige The Caliph’s House – A year in Casablanca, der giver et smukt, morsomt, kærligt og yderst underholdende indblik i Marokko, marokkanerne, kulturen og historierne, der binder landet sammen. Vi gør også turens sidste honnør til de knaldorange kløfter, der er dukket op med jævne mellemrum, og cykler en lille hyggetur dybere ind i kløfterne, til et bragende tordenvejr og himmelsluser på vid gab driver os tilbage til vores auberge.

Cykel Marokko 5

Foran os ligger nu den mest eventyrlige del af turen. Vi har fundet en af den slags firhjulstrækkergenveje med hårnålesving og et stenet bjergpas, som man ikke helt ved, om er åbent og muligt at passere. Men vejen findes på Google Maps (når man virkelig zoomer ind) og det skal prøves; dels for at skyde genvej, dels fordi små veje, hvor man ikke helt ved, hvad der venter, altid er værd at tage. Vi forlader hovedvejen øst for Boumalne, og de næste mange timer cykler vi op og op og op. Højere og højere. Længere og længere væk. Det er dog vejen ned på den anden side af passet Tizi n’Tazazert, der er helt spektakulær. Voldsomme regnskyl har fuldstændig smadret den stejle bjergvej, så sten ligger hulter til bulter.

Himlen er sort og hidsig, under os er landskaberne dybe og dramatiske. Jordens tektoniske plader har revet og flået i klipper og dannet dybe sprækker i et voldsomt landskab, som vi har fuldstændig for os selv. Det tager tid at navigere ned ad den smadrede vej, men pludselig er vi nede, og snart summer dækkene mod en asfaltvej. Der er ikke en bil på vejen, solen skinner, mens himlen stadig mest er sort, og det er en drøm at drøne mod Nkob. Vi har blot én sidste forhindring: De heftige regnskyl har fået floden inden byen til at løbe over sine breder. Vejen er forsvundet under grumsede, brune vandmasser, og der er kun ét at gøre: trække cyklerne gennem floden til Nkob, hvor røde husmure ligger omgivet af grønne palmer. Vi overnatter på en smuk kasbah, der engang for 100 år siden tilhørte en stammeleder. En perfekt afslutning på en super dag.

Cykel Marokko 1

På karavanerute mod Timbuktu

Vi har nu krydset Atlasbjergene og tager hul på turens sidste kapitel: Sahara. Ørkenen er rå og øde, og en ensom hyrde svøbt i hvidt fra top til tå vandrer over stenene med sin gedeflok. Der er noget tidløst over scenen. Vi cykler nu på en rute, der trækker tråde langt tilbage i tiden, til dengang kamelkaravanerne gyngede gennem Sahara. Vi har nået Draa-dalen og den gamle handelsrute, der forbandt Marokko med Timbuktu, der ligger 1.500 kilometer mod syd, som gribbene flyver, på den anden side af ørkenens uendelige sanddynger. Vi triller gennem landsbyer omgivet af enorme daddelplantager, grønne palmeoaser langs floden Draa, og vi ser gamle malerier på husmure, hvor beduiner og kameler er malet under overskriften ’Timbouctou 51 jours’ – Timbuktu 51 dage. Så langt skal vi desværre ikke, men det er fascinerende at tænke på dengang, handlende vuggede gennem dalen på ørkenens skibe.

Det er samtidig vildt, som alt har ændret sig på blot et par dages cykling. Atlasbjergene med berbernes kashba’er føles uendeligt langt bag os, og vi ruller gennem flækker med bastante lerhuse, der sender tankerne mod den tørre vind længere mod syd til det Afrika, der ligger syd for Sahara. Turen har taget endnu en drejning, og det er som at sætte ud på et helt nyt eventyr i et ganske andet land. Dalen er kendt som Marokkos dadelkurv, og her har levet mennesker i tusindvis af år. Det virker naturligt, at dalen igen og igen har været hjemsted for revolution og opstandelse – det er som om, de barske landskaber inviterer til utæmmelighed. I 1600-tallet blev her bygget ksarer, befæstede byer, og der er stadig en vildskab over området. Bor man her, skal man nok kunne klare lidt af hvert, for selvom oaserne er frodige og flotte, så er ørkenen barsk. 

Cykel Marokko 8

Hvor vejen slutter

På turens næstsidste dag overnatter vi i en simpel hytte omgivet af ranke palmer i udkanten af en ørkenflække med en bred, forblæst hovedgade. Et par lokale fyre i lange, løse kutter og tørklæder viklet om hovederne triller af sted på cykler, og vi slår os ned på en lille cafe. Der er spansk fodbold i fjernsynet, og vi drikker myntete med de lokale. Poul sætter sig udenfor og læser, men kommer pludselig stormende ind.

En rustenrød sandstorm er uden varsel blæst ind fra ørkenen, og solen er på sekunder forsvundet fra himlen. Vi kan dårligt nok se den anden side af hovedgaden, men lige så hurtigt, som stormen kom væltende, lige så hurtigt blæser den videre. Tænk sig, at de små sandkorn her fra Sahara nogle gange flyver hele vejen til Danmark

Cykel Marokko 18

Den sidste dag på tur er altid speciel. Ørkenen er smukkere end noget andet sted på turen med lange stræk gennem vaskeægte sandørken. Vejen er ofte snorlige og fortaber sig på horisonten, og der er stort set ingen biler. Blot vi to på vej dybere ind i Sahara. Vi har ikke så langt at cykle, har ikke spor travlt, og der er lidt paradekørsel over det. Tid til at reflektere. Suge de sidste indtryk til sig. Gøre status og drømme om nye ture.

Marokko har overrasket. Det føles som om, vi har været på tre ture. Der var slangetæmmerne, de snørklede basarer og store markedspladser i Marrakesh. Berbernes eventyrlige kasbah’er højt i Atlasbjergene. Og nu Sahara. Derudover er der noget specielt over at slutte turen, hvor vejen ender. Det gør den i en rundkørsel i den gudsforladte udørk Mhamid. Der er absolut intet storslået over stedet, men alligevel føles det stort. Vi er nået i mål for denne gang. Turen har været en kæmpe succes. Et superhyggeligt eventyr. Endnu en uvurderlig mængde minder til samlingen. 

Cykel Marokko 20

 


Den komplette pakkeliste

Jeg havde pakket let, da vi ikke skulle campere. Det var en fornøjelse at køre med så lidt vægt, og jeg manglede ingenting – faktisk fik jeg ikke brug for tingene i mit lille værktøjssæt, men det er altid godt at have med. Her er, hvad jeg pakkede til turen, og hvordan det var fordelt på billedet her.

På kroppen: Sko, strømper, cykelshorts, shorts, tynd merinotrøje, skaljakke, cykelhjelm.

I den lille styrtaske: Pas, penge, dankort, powerbank, telefon  oplader, kamera + oplader og ekstra batteri samt Solbriller.

I 12-liter Ortlieb-tasken på bagagebæreren: Et par ekstra strømper, et par boxershort, en T-shirt, et par Bukser, en fleece, en kasket, toiletsager (tandbørste, tandpasta, solcreme og læbepomade), en roman og værktøj (cykelpumpe, lappegrej, unbrakonøgler, ekstra bremse- og gearkabler, cykelolie).


 

Tore Grønne

Tore Grønne

Tore Grønne er chefredaktør på Opdag Verden. Han har skrevet flere bøger om sine cykeleventyr og er medlem af Eventyrernes Klub. Tore har cyklet 50.000 kilometer rundt i verden, vandret lange ture...

Find din næste tur her


Ruteforslag
På cykel fra Marrakesh til Sahara

På cykel fra Marrakesh til Sahara

Andre spændende artikler


Cykeltur på Friendship Highway

Cykeltur på Friendship Highway

Ny 6.400 km cykelsti på tværs af USA

Ny 6.400 km cykelsti på tværs af USA

Verdens bedste film om outdoor & eventyr

Verdens bedste film om outdoor & eventyr

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this