Du er her:

Pilgrim på den franske rute

Friheden ligger i gruset

Det er som at træde hundrede år tilbage i tiden. Jeg kan nærmest høre lyden af skobeslået hove mod de ujævne brosten, da jeg går gennem byporten til middelalderbyen St. Jean Pied de Port i Frankrig. Om få skridt begynder et eventyr, jeg slet ikke, med min ellers ret så veludviklede fantasi, kan forestille mig.

Skrevet af: Anne Lis Toft
Opdateret den 06. dec 2016

Det er som at træde hundrede år tilbage i tiden. Jeg kan nærmest høre lyden af skobeslået hove mod de ujævne brosten, da jeg går gennem byporten til middelalderbyen St. Jean Pied de Port i Frankrig. Om få skridt begynder et eventyr, jeg slet ikke, med min ellers ret så veludviklede fantasi, kan forestille mig.

Jeg møder ofte folk, som bliver helt vildt begejstrede over at høre, at jeg har gået hele Camino France, tværs henover Pyrenæerne til Spanien, krydset den nordlige del af landet, overlevet bidske hunde, vilde heste, fredelige køer, styrtregn, bagende sol, stejle nedstigninger, sengelus, uspiselig restaurantmad, vabler, ømme knogler og bratte stigninger for at få syndsforladelse i en kirke, hvis religion jeg ikke tilhører og et stykke papir på min bedrift, der er skrevet på et sprog, jeg ikke kan læse, tale eller forstå.

Men en pilgrimsvandring er så meget mere end dét – det er som at have længtes efter noget hele livet og så pludselig få det, helt gratis. Som at være skrupsulten og sætte tænderne i et stykke svampet rugbrød med varm leverpostej og sprød knasende agurk og for hver bid lukke øjnene og smage på noget ellers velkendt, som var det første gang.

Dét der med at skide i naturen, lave klatvask og sove på sovesale med fremmede mennesker; dét er bare slet ikke mig. Eller det troede jeg ikke, det var.

Forberedelserne
Jeg gik min første pilgrimsvandring i april 2010. Modsat mange andre mennesker havde jeg lavet tæt på nul research omkring turen.

Jeg havde ikke trænet eller øvet mig i at gå langt, ja faktisk havde jeg ikke haft en rygsæk på ryggen, siden jeg forlod folkeskolen næsten 20 år tidligere. Dét der med at skide i naturen, lave klatvask og sove på sovesale med fremmede mennesker; dét er bare slet ikke mig.

Eller det troede jeg ikke, det var, inden jeg i april 2010 begav mig af sted på Camino France. En fyring på grund af nedskæringer og en grim udlejningssag gjorde, at min ellers så praktisk tænkende hjerne kortsluttede og på en mandag formiddag skiftede jeg min elskede Mulberrytaske ud med en grim grå vandretaske fra Gregory, mens en kyndig, og dygtig, salgsekspedient i Spejdersport fyldte tasken med alt, hvad jeg skulle bruge til en vandretur.

Lørdag eftermiddag stod jeg, efter flere timers togtur, foran byporten til St. Jean Pied de Port i Frankrig. Uden at tale ét ord fransk og med et meget begrænset skolespansk fortrængt i baghoved.

Læs denne artikel gratis

Få et Basismedlemskab og
læs alle artikler og
få E-posten helt gratis.

BASIS Medlemskab

Indtast dine oplysninger herunder for at tilmelde dig BASIS Medlemskab.

Log ind, hvis du allerede har eller har haft et medlemskab


Opret ny profil

Ved oprettelse af dette medlemskab, accepterer du vores privatlivspolitik, og at opdagverden.dk gemmer dine informationer.

Allerede eller tidligere medlem?

Skilte CaminoTårerne presser sig på
En tidlig morgen cirka ni dage efter min start i Frankrig, går jeg ind i endnu en middelalderby. Jeg er så sulten, at mine tarme nærmest vrider sig, knæene værker, og fødderne er ømme. Og klokken er end ikke 10.

Jeg kigger rundt, som jeg vandrer gennem byen, og gaderne giver genlyd af mine vandrestave mod brostenene, ’klik klak klik klak’. Jeg kan mærke , at tårerne presser sig på bag øjnene. Det her er en lortetur.

Jeg er træt og sulten, jeg fryser og har ondt alle steder og føler mig frygtelig ensom. Alt i min krop skriger på, at jeg skal finde et sted, hvor jeg kan køre mit visa kort igennem og komme hurtigt og mageligt hjem til mit elskede København.

Det lykkes mig at finde en varm cafe og et hjørne, hvor solen bager ind gennem ruden. Med min rygsæk inden for rækkevidde, spiser jeg noget af det bedste mad på hele turen, givetvis fordi jeg var så utrolig sulten. De næste fem timer, mens solen varmer mit sind, bruger jeg på at sove, græde og tænke min situation igennem.

’Buen Camino!’
At tage hjem til Danmark er selvfølgelig en mulighed, og ingen ville nogensinde sige, at jeg ikke gjorde det ’godt nok’. Alle tankerne om at være en taber er mine egne, men efter en grundig gennemgang af, hvor ondt mine ben egentlig gør, og hvor hård turen egentlig er, kommer jeg frem til, at det meste af smerten ligger i hovedet.

At jeg er kronisk sulten, skyldes, at jeg er utrolig kræsen. Trætheden skyldtes de store sovesale.

Jeg går yderlig et par kilometer den dag og tjekker derefter ind på et privat Albergue og får turens første 6-personers værelse og gennemgående søvn. Næste dag forsætter jeg min pilgrimsvandring med største iver og beslutsomhed.

Jeg begynder at hilse på alle, jeg møder med et ’Buen Camino’ og traver lystigt af sted. Jeg deltager i fællesmiddage, drikker øl med dem jeg møder, og sætter mig resten af turen midt imellem alle de andre pilgrimme i stedet for at sætte mig i et hjørne og være en tavs iagttager til de andres latter.

At bestige Mount Everest eller at vandre på Sydpolen, dét er forbeholdt de få rå med et dødsønske. En pilgrimsvandring er for alle.

crossroadsFriheden
Jeg går turen på 24 dage og vælger at stoppe i Santiago de Compostela den 10. Maj 2010. Min plan var at nå helt til ”Verdens Ende” ved Finisterre og Muxia, hvor pilgrimme i mere end 800 år er hoppet i bølgerne uanset årstiden og dyppet hele kroppen under vand, brændt deres gamle tøj på stranden og taget noget helt nyt på.

På den måde får de synsforladelse og bliver vasket rene af fortidens synder, men en askesky truer med at lukke luftrummet over Europa, og min krop er træt og fyldt op med oplevelser. Tanken om Danmark en sommerdag i maj gør ikke beslutningen svære at tage.

Men efter blot to dage hjemme i min egen seng, renvasket, mæt og udhvilet beslutter jeg, at jeg vil af sted næste igen. Det er svært at forklare, hvad det nøjagtig er, der gør en pilgrimsrejse til et livslangt minde. Hvor mange har ikke været på ferier, de kun husker på grund af det utydelige stempel i et for længst udgået pas?

En pilgrimsvandring kan aldrig blive en sådan tur, for uanset hvor langt du går, og hvor du starter, så er du stemplet for livet, ikke kun som pilgrim men også som en sej survivor. Du har bevist noget, gjort noget, klaret den – på lige fod med alle andre.

At bestige Mount Everest eller at vandre på Sydpolen, dét er forbeholdt de få rå med et dødsønske. En pilgrimsvandring er for alle. Uanset alder, fysisk udholdenhed, erhverv, sprog eller religion. En af mine facebookvenner fra camisolen er danske Julius på 84 år.

Han gik sin 11. Camino. Den yngste, jeg mødte, var Gisa på 15 år fra Tyskland, der bare trængte til en anderledes ferie. Alle kan klare en pilgrimsvandring.

HesteAf sted igen igen
Jeg holder mit løfte til mig selv og tager af sted igen i sommeren 2011. Det er dog alt for varmt, og jeg må vende om efter en uge, men længslen efter lyden af det rødlige grus, der knaser under mine vandresko, er stadig helt enorm.

Friheden til at sove, spise og gå, når jeg har lyst, presser på, så nu tager jeg af sted igen. Foråret er den bedste tid at gå på, og mit mål er som sidst at nå til ’Verdens Ende’. Nu ved jeg, hvad jeg går ind til. Jeg ved, at ikke to pilgrimsrejser er ens, og at friheden, for mig, ligger i lyden af gruset, der knaser under mine sko, mens jeg nyder friheden i de simple valg.


SaintPort shutterstock 6249

5 uundværlige ting til Caminoen

  • En krads myggespray til at sprøjte på madrassen, så sengelus og utøj flygter over til naboen.
  • Klipklapper i letvægtsmateriale, fx de grimme Crocs til at tage på i bad, så du ikke står i fremmede menneskers vabelhud og krøllede hår.
  • En dagbog, enten i form af en iPad, minicomputer eller notesbog – din hjerne vil vrimle med tanker, der skal ud.
  • En solhat. Uanset årstiden så vil dit hoved, ører, næse og kinder blive grillet, når du vandrer af sted, hver dag, i alt slags vejr.
  • Vandrestave. Ja, dét ser grinagtigt ud, og du ligner en fra den lokale stavgangsklub på afveje, men hver stav tager 15 kilo af vægten fra dine ben. Turen er på over 800 kilometer; alle kan bruge en hjælpende stav. Trust me!

Find din næste tur her


Ruteforslag
Nationalparker i Pyrenæerne

Nationalparker i Pyrenæerne

Priser fra 11.298,-
Ture på egen hånd
Rundt om Mont Blanc

Rundt om Mont Blanc

Kipling Travel
Ture på egen hånd
Korsika fra nord til syd - GR20

Korsika fra nord til syd - GR20

Andre spændende artikler


Vandretur gennem duftende maki og Korsikas rå bjerge

Vandretur gennem duftende maki og Korsikas rå bjerge

Via Columbani

Via Columbani

Familievandring i Alperne

Familievandring i Alperne

Log ind