Det er som at træde hundrede år tilbage i tiden. Jeg kan nærmest høre lyden af skobeslået hove mod de ujævne brosten, da jeg går gennem byporten til middelalderbyen St. Jean Pied de Port i Frankrig. Om få skridt begynder et eventyr, jeg slet ikke, med min ellers ret så veludviklede fantasi, kan forestille mig.
Jeg møder ofte folk, som bliver helt vildt begejstrede over at høre, at jeg har gået hele Camino France, tværs henover Pyrenæerne til Spanien, krydset den nordlige del af landet, overlevet bidske hunde, vilde heste, fredelige køer, styrtregn, bagende sol, stejle nedstigninger, sengelus, uspiselig restaurantmad, vabler, ømme knogler og bratte stigninger for at få syndsforladelse i en kirke, hvis religion jeg ikke tilhører og et stykke papir på min bedrift, der er skrevet på et sprog, jeg ikke kan læse, tale eller forstå.
Men en pilgrimsvandring er så meget mere end dét – det er som at have længtes efter noget hele livet og så pludselig få det, helt gratis. Som at være skrupsulten og sætte tænderne i et stykke svampet rugbrød med varm leverpostej og sprød knasende agurk og for hver bid lukke øjnene og smage på noget ellers velkendt, som var det første gang.
Dét der med at skide i naturen, lave klatvask og sove på sovesale med fremmede mennesker; dét er bare slet ikke mig. Eller det troede jeg ikke, det var.
Forberedelserne
Jeg gik min første pilgrimsvandring i april 2010. Modsat mange andre mennesker havde jeg lavet tæt på nul research omkring turen.
Jeg havde ikke trænet eller øvet mig i at gå langt, ja faktisk havde jeg ikke haft en rygsæk på ryggen, siden jeg forlod folkeskolen næsten 20 år tidligere. Dét der med at skide i naturen, lave klatvask og sove på sovesale med fremmede mennesker; dét er bare slet ikke mig.
Eller det troede jeg ikke, det var, inden jeg i april 2010 begav mig af sted på Camino France. En fyring på grund af nedskæringer og en grim udlejningssag gjorde, at min ellers så praktisk tænkende hjerne kortsluttede og på en mandag formiddag skiftede jeg min elskede Mulberrytaske ud med en grim grå vandretaske fra gregory, mens en kyndig, og dygtig, salgsekspedient i Spejdersport fyldte tasken med alt, hvad jeg skulle bruge til en vandretur.
Lørdag eftermiddag stod jeg, efter flere timers togtur, foran byporten til St. Jean Pied de Port i Frankrig. Uden at tale ét ord fransk og med et meget begrænset skolespansk fortrængt i baghoved.
How to resolve AdBlock issue? 
