Pilgrimsruten til Santiago

Historien er interessant
En af dem er Annette Raunsbjerg, der den 17. august sidste år befandt sig i den lille by St. Jean Pied de Port i Pyrenæerne, for at sætte kursen mod katedralen i Santiago de Compostela. I St. Jean Pied de Port har Carmino Frances – Den Franske Vej – sin begyndelse. Det er den mest populære af de mange forskellige pilgrimsruter, der fører til Santiago de Compostela.
”Pilgrimsruten er interessant, fordi den har en historie. Den har en fortælling. Jeg har gået en rute, som er en del af en historie, der har strukket sig over 1000 år. Jeg har været på de samme steder, hvor pilgrimmene i middelalderen stoppede for at få vasket fødder, få en bid brød og et glas vin. Det synes jeg er interessant, fordi man lærer noget om verdenen undervejs, når man har det historiske aspekt med,” fortæller Annette Raunsbjerg, der altid har været aktiv i naturen, men gik pilgrimsruten som sin første rigtige vandretur.

Den rette træning
Selv om pilgrimsruten appellerer til vandrere af forskellig slags, så er det fælles for alle, at ruten faktisk er ganske krævende.
”Den er hård de fleste steder, men særligt den allerførste dag er skrap. Hvis du starter i St. Jean Pied de Port, så skal du gå 28 kilometer, hvis ikke du vil overnatte under åben himmel. Det er 24 kilometer støt op ad og fire kilometer stejlt ned, som også er hårdt for ben og knæ. Og det kan mærkes,” fortæller Annette Raunsbjerg, der ellers havde forberedt sig til turen så godt som muligt.
To måneder inden starten gik hun i gang. Når hun skulle besøge veninder rundt omkring i København, så gik hun de nye vandrestøvler til og rygsæk med det rigtige antal kilo bagage på ryggen. Hun gik fra sin lejlighed på Amager til sin mor i Ballerup. Hun tjekkede nettet for information om den rigtige træning, og anskaffede sig det nødvendige pilgrimspas igennem pilgrimsforeningen i Danmark.
Et pilgrimspas er en nødvendighed på turen, fordi det giver adgang til de refugier, man sover på undervejs. Op til 100 mennesker sover sammen i en sal, og er der ikke plads, så får man anvist en plads på gulvet, hvor man kan rulle sit Liggeunderlag ud. Eller man kan vælge at sove under åben himmel. Under alle omstændigheder skal pilgrimspasset stemples hver dag, enten af det lokale refugium eller den lokale kirke.

Selvvalgt isolation
Pilgrimsruten kan ofte være godt booket op, og derfor var det en nødvendighed for Annette Raunsbjerg at prioritere selvvalgt isolation, når hun gik dagens rute.
”Jeg fandt ud af, at jeg helst ville gå alene, fordi det er vigtigt at kunne gå i dit eget tempo, i din egen rytme. Du oplever desuden meget mere, når du går alene. Du er mere opmærksom på, hvad der sker omkring dig og i dig selv. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg skulle være mig selv på min vandretur og så være social om aftenen,” siger Annette Raunsbjerg, der oplevede, at hun med et åbent sind over for omgivelserne fik et eventyr, hun ikke havde regnet med:
”Jeg fandt ud af, at jeg faktisk kunne gå 20 til 40 kilometer hver dag. Jeg overskred min egne grænser. Pressede mig selv. Men vigtigst af alt så er det en lang tur, en lang proces, hvor du får en masse indtryk både synsmæssigt, men også følelsesmæssigt,” siger hun og fortsætter:

Hypnotiserende ensformighed
”For mig handlede det om at åbne sig på sådan en tur. Du møder mange mennesker og mange kulturforandringer. Alene i Spanien går du igennem fire forskellige regioner, Navarre, La Rioja, Castille & Leon og Galicien, som hver har deres eget kulturpræg. Landskaberne er så forskellige fra region til region, at du bare suger det til dig. Du skal være en hård nød, hvis ikke du bliver påvirket af, at gå den tur.”
Annette Raunsbjerg gik også på ugelange stykker udelukkende bestående af grusveje og kornmarker, hvor hver eneste dag var en gentagelse af den forrige.
”Det var meget ensformigt, men også meget hypnotiserende, netop fordi det er så ensformigt. Jeg oplevede, at jeg lukkede af for alt omkring mig og fik tænkt mange ting igennem. Der var ikke nogen forstyrrende elementer,” siger hun.

Antiklimaks i målet
De 800 kilometer til Santiago de Compostela var ikke kun en lang mental og naturmæssig lise. Det var også hårdt, hårdt arbejde. På den 44 kilometer lange vandring til Leon i brændende sol havde hun så ondt i benene, at hun kunne tude. Hun havde haft meget store vabler fra dag 1, som hun forsøgte at ordne med compeed og sportstape. ”Hvordan går det med dine vabler?” var derfor også et spørgsmål hun selv og alle andre stillede uafbrudt.
Da hun endelig nåede mål i Santiago de Compostela den 14. september, 28 dage efter starten, var det med meget blandede følelser
”Jeg var lettet over at have nået målet, men også meget ked af det, fordi oplevelserne og menneskerne jeg havde mødt, nu var et overstået kapitel. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Et eller andet sted havde jeg ikke lyst til at gå til katedralen og få det hele afsluttet,” siger Annette Raunsbjerg, der har tænkt sig at gå pilgrimsruten en gang til, men også snarligt at kaste sig over Tyrkiets længste vandrerute The Lycian Way.
”Pilgrimsruten er i hvert fald ikke den sidste vandretur jeg har været på,” siger den nu syndsforladte danske vandrer.

Annette Raunbjergs pakkeliste:

1 par lange busker (med zipoff legs)
1 par shorts
2 til 3 T-shirts
1 langærmet T-shirt
3 par vandresokker
3 par trusser
1 sports BH
1 regnjakke
1 par regnbukser
1 hat eller kasket
1 lille håndklæde – let og hurtigt tørrende
1 letvægtssovepose, plus evt. Liggeunderlag
1 lommelygte
Diverse toiletsager
Store sikkerhedsnåle til at tørre tøj på rygsækken undervejs
1 Camelbag, 2 liters vanddunk med drikkeslange
1 tyndt mavebælte til pas, sygesikringsbevis og penge.
Kamera

Vejen til syndsforladelsen

I middelalderens pilgrimstid fra år 900 til 1300-tallet var Santiago de Compostela nummer tre på listen over de hellige byer i den kristne og katolske verden, men den mest populære blandt tidens pilgrimsvandrere. Kun turene til Rom og Jerusalem overgik Santiago de Compostela i hellighed.
Det var en pilgrimstur, man kun gjorde en gang i livet. For selv om mange pilgrimsruter fulgte etablerede handelsveje, der med en halv million pilgrimme om året tiltrak hoteller, handelsfolk og souvenirbutikker, så var turen alligevel så vanskelig, lang og farlig, at det blev ved en tur for de fleste pilgrimme.
Guleroden for enden af den lange vej var den syndsforladelse, man kunne opnå ved at gennemgå de pinsler og lidelser, der var en del af pilgrimsfærden, inden man nåede Sankt Jakobs grav i katedralen i Santiago de Compostela.
Legenden om Sankt Jakob fortæller, at Jesus-disciplen Jakob blev myrdet i Jerusalem i år 44 og derefter på mystisk vis kom sejlende til Galicien, hvor han blev begravet. Mange år senere viste et hav af stjerner sig over hans grav, hvilket man tolkede som et mirakel, og det blev besluttet at bygge en kirke på gravstedet. En kirke, der den dag i dag er katedralen i Santiago de Compostela.
I dag går 70 procent af pilgrimsvandrerne ruten af religiøse årsager, og ruten er blevet mere og mere populær i løbet af de sidste 20 år. I 1986 var der 2491, der gik turen. I 2002 var tallet på 68.952. Tallene eksploderer yderligere, når der er tale om et såkaldt ’helligt år’, det vil sige når Sankt Jakobs fødselsdag den 25. juli falder på en søndag. Som den for eksempel gør i år.
Godt og ved omkring 70 procent af pilgrimmene på Santiago ruten er mænd, 30 procent er kvinder. 70 procent gør rejsen til fods, 30 procent på cykel. De fleste pilgrimsvandrere kommer fra Spanien med tyskere og franskmænd i hælene.

Læs mere om pilgrimsruten

Der findes naturligvis masser af litteratur om pilgrimsruten til Santiago. Blandt andet har forfatteren Flemming Holm-Larsen udgivet bogen Pilgrimsvejene til Santiago de Compostela. En bog, der handler om rejsen i middelalderpilgrimmenes fodspor og den kulturhistoriske baggrund, der er en del af ruten, lige meget hvor man sætter sine vandrestøvler undervejs.

Pilgrimsvejene til Santiago de Compostela er ikke nogen rejseguide, men snarere en kulturguide til at blive klogere på historierne bag pilgrimsvandringerne, og dels en bog, der informerer om de mange oplevelsesmuligheder, der findes undervejs til Santiago de Compostela.
En anden introduktion til pilgrimsruten er Jørgen Johansens 14 år gamle Til Santiago – et spor gennem Europa, der på trods af sine år på bagen stadig er en spændende rejseguide med vægt på det kulturhistoriske. Den tager fat på en række af de temaer, der binder sig til pilgrimsruten. Blandt andet med fokus på den mest berømte danske pilgrimsrutevandrer, Peder Kæller.

Når du skal forberede sig på pilgrimsvandringen kan du hente mange gode informationer på www.mundicamino.com og www.santiagopilgrimme.dk, hvor du blandt andet kan købe det nødvendige pilgrimspas. Det koster cirka 25 kroner.

Det er i øvrigt en god ide at erhverve sig en guide, der fortæller om refugierne osv. The Camino Francés, Holy Year 2004 koster cirka 70 kroner og kan bestilles på www.csj.org.uk.

Viden

Kanten af verden
I middelalderen var Cabo Finisterre på kanten til Atlanterhavet også kanten af verden. Her sluttede den kendte verden, og det er stedet, hvor pilgrimmene dengang som nu kaster sin vandrestav i havet og brænder sit tøj af på stranden.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr 59