Du er her:
  • ARTIKLER
  • Skønheden & fødselsdagsbjørnen

Skønheden & fødselsdagsbjørnen

Boguddrag: Mød verden med dine børn

Jeg kan huske, at solen skinnede skarpt. Luft så frisk, som den kun kan være på en forårsmorgen, strømmede gennem bilens åbne vinduer. Jeg kunne se sneen ligge tykt på bjergtoppene i Rocky Mountains, der rejste sig bag prærien uden for byen, og jeg kunne se folk, der var på vej til arbejde.

Moed-verden-med-dine-boern-6.jpg
Skrevet af: Tore Grønne
Opdateret den 23. jun 2022

Jeg kan huske, at solen skinnede skarpt. Luft så frisk, som den kun kan være på en forårsmorgen, strømmede gennem bilens åbne vinduer. Jeg kunne se sneen ligge tykt på bjergtoppene i Rocky Mountains, der rejste sig bag prærien uden for byen, og jeg kunne se folk, der var på vej til arbejde.

Jeg kan huske, at det var en ganske almindelig marts-morgen i Denver, men at intet var normalt. Silas var blevet født to dage forinden, og jeg var på vej hjem til vores lille lejlighed på Columbine Street for at hente lidt ting til Cassie, som stadig lå på hospitalet med ham.

Verden var præcis den samme som i forgårs, men alt var nyt. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Jeg skal vise Silas, hvor smuk verden er.”

Moed verden med dine boern 10Alt vel på landevejen et sted i Utah.Vi havde kun boet i Denver i nogle måneder. I de 13 år, der lå bag mig, havde jeg levet som nomade. Jeg var cyklet ud i verden som 20-årig; alene på småveje ned gennem Sydamerikas Andesbjerge. Året efter cyklede jeg fra Kina til Viborg, og derefter på langs af Mellem- og Sydamerika. Vendte snuden mod øst, jagtede i månedsvis de højeste bjergpas i Himalaya – og mødte Cassie ved foden af et 1000 år gammelt buddhistisk kloster; jeg kom cyklende, hun kom gående. Der gik tre år, før vi så hinanden igen.

Jeg læste til journalist i Århus, cyklede mere i Himalaya, fik en praktikplads som kriminalreporter i Bombay, dernæst på magasinet Adventure World i København og drog til Pakistans Karakorambjerge for at skrive historier. Jeg læste færdig i Århus, cyklede rundt i Canada og ned langs den amerikanske Stillehavskyst sammen med Cassie; det var den sommer, vi forelskede os. Jeg læste på universitetet i San Francisco og boede hos en helt vidunderlig knallertbande. Tog tilbage til Himalaya og slog mig ned i det tibetanske eksilsamfund i et par måneder for at skrive. Jeg cyklede med Cassie gennem Pamirbjergene, rundt i Sydamerika igen, fløj frem og tilbage mellem mit liv i København og Cassie i Minneapolis, inden vi sammen drog tilbage til Himalaya for at cykle og vandre i 7 måneder. Så kørte vi på tværs af USA, boede i San Francisco, drønede på tværs af USA igen, flyttede ud på en ranch langt ude i Sonora-ørkenen og – endelig – landede vi i Denver.

Det var fire måneder siden, vi var rullet ind over Rocky Mountains i en lille, grøn Subaru med vores ting i bagagerummet og havde fundet en lille lejlighed med udsigt ind over byens skyskrabere og Rocky Mountains.

Og nu havde vi en søn.

Verden var vendt på hovedet. Jeg var ikke længere på hjemmebane på alverdens bagveje.

Det var totalt nyt territorie.

Moed verden med dine boern 9Tore Grønne med 6 måneder gamle Silas på cykeltur i Utahs nationalparker.

Vores første rigtige tur med Silas var en komplet fiasko.
Planen var at starte i omtrent 3.000 meters højde i Leadville dybt inde i Rocky Mountains. Her dufter stadig en smule af dueller på hovedgaden og whiskysjatter bag saloondøre; som dengang Doc Holliday flyttede til byen i håbet om at den tynde, klare bjergluft ville mildne hans tuberkulose. Derfra ville vi cykle op over Independence Pass i 3.700 meters højde, følge nogle små grusveje gennem bjergene og være tilbage i Leadville fem-seks dage senere. Simpelt. Silas sad i en autostol, som jeg havde spændt fast i en cykeltrailer. Han pludrede og smilede – lige indtil vi begyndte at trille. Vejen var ikke så jævn som stien rundt i Denvers City Park, hvor jeg kort havde afprøvet konceptet. Så snart vi ramte det første lille bump, spjættede hans arme og ben mod alle fire verdenshjørner. Panikken stod ud af hans blå øjne. Og så kom skriget. Skingert og dybfølt.

Vi nåede end ikke en halv kilometer ud ad landevejen, før jeg indså, at det var en gal mands værk, jeg havde gang i. Jeg havde insisteret på, at eventyret ikke var slut, blot fordi vi havde fået Silas. Og det var det heller ikke. Men der var nogle småting som skulle … justeres.

To måneder senere spændte vi en ny cykeltrailer med affjedring bag cyklen og trampede ud på småvejene i det sydlige Utah. Den her gang havde vi slået teltet op i en frodig dal ved bredden af den grumsede Colorado-flod, der skærer sig gennem en dal med lodrette, røde klippevægge uden for Moab.

Jeg er vild med Utah. Her ligger en stribe af mine yndlingsnationalparker, hvor dybe kløfter danner enorme labyrinter, klippespir troner over tør, knaldrød ørken, og bag det hele ligger de snedækkede toppe i La Sal-bjergene. Det er et vaskeægte amerikansk vildnis; det sidste sted i USA, der blev kortlagt, og den dag i dag kan man stadig begive sig ud, hvor man ikke ser mennesker i dagevis. Det havde jeg tidligere gjort på cyklen i enorme Grand Staircase-Escalante National Monument, men drømmene om flere af den slags ture skød jeg dog bort. For nu.

I stedet cyklede vi dagsture ind i Arches National Park med de enorme, naturlige klippebuer. Vi cyklede højt op på de kolossale mesaer, klippebjerge med lodrette sider og flade toppe. Vi skuede ned i kløfternes labyrintiske virvar. Vi kom ikke langt, for vi tog det stille og roligt. Stoppede, så Silas kunne komme ud og kravle lidt rundt. Få noget at spise. Kigge på en bille eller to, der kom kravlende.

Der var noget forunderligt ved at sætte farten helt ned. Tvinge sig ned i tempo. Det var ikke noget, jeg havde været særlig god til på tur. Nu var jeg nødt til det, og det var okay. Ørkener kan se livløse ud, næsten triste, på afstand, men stopper man op og kigger efter, er der så meget at se.

”Hop ikke ind i din bil næste juni for at skynde dig ud og se kløfterne i håbet om at finde noget af det, jeg forsøger at fremkalde på siderne her. For det første, så kan du ingenting se fra bilen; du er nødt til at træde ud af den forbandede maskine og gå, eller endnu bedre kravle på hænder og knæ, over sandsten og gennem tornebuske og kaktus,” skrev Edward Abbey, en af USA’s helt store ørkenræve, i sin klassiker Desert Solitaire om livet i netop det her område.

Moed verden med dine boern 3Bastian på Trans-Catalina Trail. Catalina Island ligger i Stillehavet ud for Californiens kyst. Her er meget få mennesker. Til gengæld er der vilde bøfler.

Ganske rigtig så vi mere, når vi satte tempoet ned, og Silas lærte mig, igen og igen, at sætte tempoet ned, for selvom han blev større, og kunne klare flere og flere ting selv, så havde han aldrig travlt. Hvorfor skynde sig videre, hvis der sker noget spændende lige her? Hvis der er rislende vand, man kan vade ud i. Istapper, man kan smage på. Sten, man kan undersøge, putte i lommen og tage med hjem?

Inden Silas blev født, var jeg ofte på vej videre; ud på et nyt eventyr, længere ud i vildmarken, højere op i bjergene, længere og længere og længere væk. Jeg planlagde den næste tur, mens jeg var på den første. Nu brugte vi mere tid på at stoppe op. Fordybe os, lige hvor vi var. Som andre børn levede han i øjeblikket, og for mig, der hele mit voksenliv havde været på vej videre, var det godt at opleve. 

Silas voksede, og vi vandrede på snesko gennem Colorados fortryllende vinterlandskaber. Begav os ind under bjergenes formidable tinder, buldrende vandfald og gyldne aspentræer. Sov i telt med bål om aftenen og rådyr på den anden side af teltdugen i den kølige morgen, når mosekonen bryggede på engene i Rocky Mountain National Park.

Da Silas var to år, var mine forældre på besøg fra Danmark, og vi tog sammen i bjergene. Jeg gik bag min far og min søn, som gik med hinanden i hånden på en flad sti omgivet af bjergene, da Silas kiggede op på sin farfar og sagde:

”Jeg kan slet ikke forstå, hvor smukke de bjerge er!”

Min far smilede og gav ham ret. Han elsker også bjergene. Naturen. Eventyret. Han gav sin begejstring for bjergene, de store landskaber og verdens mangfoldighed videre til mig, da jeg var barn. Han havde fået den af sin far, da han selv var dreng.

Nu var jeg i gang med at give den videre til min søn.

Moed ver7en med dine boern 2Balancegang på et væltet redwood-træ.

Bastian blev født tre år efter Silas. Vi var efter nogle år i Colorado draget mod vest og boede nu i Californiens Napa Valley omgivet af uendelige rækker af vinranker, bløde bakkedrag og ranke palmer.

”Jeg bliver nødt til at komme uden for! Lad os tage til Yosemite,” udbrød Cassie 10 dage efter, Bastian var blevet født.

Hun var ved at blive vanvittig af at sidde indendørs, og det vestlige USA er et slaraffenland af smuk natur. Så vi kørte af sted. Vi havde en autostol til Bastian, hvor han kunne ligge helt ned og sove, så han slumrede, mens vi kørte gennem Californiens drønhede Central Valley, ind i Sierra Nevada-bjergene til bunden af Yosemite Valley. Dalen er ikke særlig bred, men omgivet af mastodontiske granitvægge, der rejser sig en lodret kilometer over engene. Et par steder buldrer vandfald ned, og vandet falder så dybt, at det bliver til støvregn, inden det når jorden. Vi slog teltet op tæt inde under klippevæggen Half Dome; lige ved den klare, kølige Merced River. Der blev vi i fire dage. Silas plaskede rundt i vandet. Legede med pinde. Klatrede. Bastian sov på Cassies bryst. Lå og kiggede op i trækronerne. Tidligt om morgenen, mens de andre stadig sov i teltet, stak jeg ud på små, hurtige ture op ad stejle stier mod udsigtspunkter og flere vandfald. Fik lidt afløb for rastløsheden, som boede i mig (og nok altid kommer til at bo der), men var tilbage i lejren, når de andre så småt vågnede. Klar til at sætte tempoet ned. Slå smut i floden. Bade. Gå på opdagelse i det nære. Fortælle historier om bålet om aftenen, når alt er ved at falde til ro. Silas lappede historierne i sig, og der er ikke noget bedre sted at fortælle historier end uden for et telt. 

Jeg fortalte om, hvordan John Sutter i 1848 fandt to guldklumper ved sin savmølle omtrent 160 kilometer nordvest for vores lille teltplads. Det blev starten på det californiske gold rush, der ikke blot ændrede Californien, men også hele den amerikanske drøm. Inden guldfundet boede der blot 157.000 mennesker i hele Californien; 95% af dem oprindelige folk. Guldfeberen bragte i løbet af de næste fem år 300.000 lykkejægere til Californien, og hvor den amerikanske drøm ind til da havde handlet om, at man med årevis hårdt arbejde, flid og gåpåmod langsomt kunne tjene nok til et godt liv, så ændrede den sig nu: En mand kunne ved dristighed, mod og en smule held blive rig ved et spadestik.

Det eneste spadestik, vi foretog i Yosemite, var til det lille hul, vi gravede ved siden af et træ i lejren. Her begravede vi Bastians navlestump, som altså faldt af på han første telttur.

Moed verden med dine boern 2Bastian tanker vand på en vandretur ind i Yosemite National Park.

Det næste år tilbragte vi på landevejen. Silas var tre år, og Bastian var en måned gammel, da vi lagde Napa bag os og drog på eventyr i en gammel Land Rover. Barsel er ikke noget, man får meget af i USA, men Cassie skulle have en ordentlig barsel, så vi kvittede hverdagen og satte af sted. Jeg kunne passe mit arbejde som redaktør for magasinet Opdag Verden, så længe jeg havde en internetforbindelse.

Vi kørte rundt til nationalparker i det sydvestlige USA, besøgte venner i Colorado og Arizona. Trillede mod syd ned gennem Mexico. Ud i bjergene i Chiapas. Ind i junglerne på Yucatan, hvor vi udforskede gamle maya-ruiner og vandrede til vilde vandfald. Vi tog til Cuba, og Silas løb rundt på caribiske strande og på sit løbehjul midt i Havana; der var ingen biler på gaden i den gamle bydel, men fyldt med mennesker. Han var vant til at opsøge det ukendte og bragede fremad.

Vi lejede huse på Airbnb en uge, to eller fire ad gangen, og det blev hverdag at være på landevejen, komme til nye steder, udforske nye områder, spise ny mad, gå på nye markeder og møde nye mennesker. Børn er så gode til den slags, og det er nemt, når de er så små. Silas gjorde straks nye steder til sine egne. Han taler stadig, om dengang vi tog på eventyret, der varede et år, og selvom hans klareste minde er en chokoladekage formet som en mus, som han spiste i San Cristobal de las Casas, så er jeg sikker på, at oplevelserne og indtrykkene har været med til at forme ham. Og styrke vores lille familie.

Jeg tror, at man kan vente alt ihjel. Vente på det rigtige tidspunkt, som alligevel aldrig kommer.

Folk spørger nogle gange, om det ikke ville være bedre at vente med så stor en tur, til drengene var større, så de ville kunne huske det. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at man kan vente alt ihjel. Vente på det rigtige tidspunkt, som alligevel aldrig kommer. Vente, til det bliver for sent. Og man kan vel altid tage af sted igen. Det var billigere for os at leve et år som nomader end at bo hjemme i Californien, så det handlede heller ikke om penge. Det handlede ganske enkelt om lysten til at drage på eventyr.

Da Bastian fyldte et år, flyttede vi til San Clemente – en lille surferby ved Stillehavet midt mellem Los Angeles og San Diego. Da han fyldte to år, var hans ønske, at vi skulle stå på en bjergtop og råbe tillykke med fødselsdagen. Det gjorde vi i det østlige Sierra Nevada; bjergkæden, der skærer sig ned gennem Californien, og som vi gang på gang drog ind i. Californien har så enormt meget at byde på. Om sommeren er der Sierra Nevada-bjergene; om vinteren ørkenerne ned mod den mexicanske grænse; året rundt Stillehavet med bølgerne, tidevandshullerne med alle søanemonerne og smådyrene.

Moed verden med dine boern 4Silas udforsker bæverdæmninger ved skumringstid.

Inden vi fik set os om, var drengene store nok til at tage en lille rygsæk på og vandre lidt længere.
Det var ikke længere kun Cassie og jeg, der fortalte dem, at nu vi skulle på tur – de spurgte, om vi ikke nok snart skulle på tur igen. Som drengene voksede, voksede deres drømme om større eventyr også. De ville på tur i vildmarken; med rygsække, telt, soveposer, underlag, kogegrej, mad – hele molevitten, så vi kunne lægge alt bag os og overnatte i vildnisset.

En solrig sommermorgen parkerede vi bilen for enden af en grusvej, der stopper blindt på kanten af Sierra Nevada-bjergene. Snart traskede vi af sted på en smal sti. Kom til et sted i skoven, hvor vandet fra den lille, rislende flod bredte sig ud mellem træstammer i en lille oversvømmelse. Der var tandmærker på træstumperne ved vandkanten – vi havde fundet en bæverdæmning. Drengene balancerede på stammer i det spejlblanke vand, satte sig på hug og spejdede efter de små gnavere. Men uden held. I stedet fandt de pinde, som vi snittede til vandrestave, og så var vi på vej videre. Gennem nåleskoven. Højere op i bjergene. Længere væk fra det hele og dybere ind i vildmarken. Vi holdt pauser på granitklipper, hvor Cassie og jeg slappede af, mens drengene klatrede rundt. Fyldte drikkedunkene med klart vand fra små vandløb, og kom frem til en bjergsø, hvor vi fandt en plads til teltet mellem høje, slanke graner. Gik på opdagelse langs søbredden og spiste aftensmad i tusmørket.

Vi gik på opdagelse med pandelamperne i den mørke aften, og drengene hjalp med at finde et sted til vores bjørnebeholder. Der er vilde bjørne i Sierra Nevada, og man skal pakke sin mad i en bjørnesikret beholder og gemme den væk fra lejren om natten, så man ikke får uventet besøg i natten.

”Har I hørt historien om dengang, jeres mor og jeg vandrede ind i de sneklædte bjerge her med snesko under fødderne?” spurgte jeg drengene.

Jeg tror måske, de havde hørt historien før, men de ville gerne høre den igen.

”Dengang skulle vi også have en bjørnebeholder med til vores mad. Det var forår, men der var faldet helt vildt meget sne det år. I slutningen af april var landskabet stadig dækket af flere meter sne. Bjørnene var dog så småt ved at vågne fra deres dvale. De var sultne,” fortalte jeg i skæret fra pandelamperne.

Over os susede vinden en smule i trætoppene, og man kunne se silhuetterne af de høje bjerge mod nattehimlen. Der kom flere og flere stjerner frem for hvert øjeblik. Drengene var ganske stille; jeg kunne se deres øjne skinne.

”Vi spurgte en park ranger, hvad vi skulle gøre, hvis vi nu stødte på en bjørn,” fortsatte jeg.

Han sagde, at stødte vi på en sortbjørn, som er de bjørne, der lever i Californiens bjerge, skulle vi bare tage det helt roligt. Grizzlybjørnene er godt nok på Californiens statsflag, men de lever ikke længere i staten. Inden europæerne kom til Californien, levede der omtrent 10.000 grizzlybjørne i staten, men 75 år efter guldfeberen bragte hundredtusindvis af folk til Californien, blev den sidste af dem set i Sequoia National Park ikke langt fra, hvor vi nu sad. Resten af bjørnene var blevet jagtet ned og skudt.

”Rangeren fortalte, at så vi en bjørn, så skulle vi bare råbe lidt ad ham. Vi kunne også altid kaste en kvist eller noget efter den. Så ville den luske bort. Bjørnene er ikke farlige, men det er ikke sjovt at blive revet ud af søvnen af en nysgerrig bjørnesnude. Rangeren fortalte om en vandrer, der havde lagt sig til at sove med læbepomade på. Sådan én med sød smag. Vandreren var vågnet ved, at en bjørn stod og slikkede ham i hovedet,” fortalte jeg drengene.

De grinede. Jeg mindede dem om, at vi skulle huske at tjekke, at vi ikke havde noget mad eller andre ting, der duftede godt i teltet, inden vi lagde os til at sove. Bjørne kan lugte den slags. Og de har ingen manerer.

Det skræmte ikke ungerne. De var vante til at være i naturen. Silas havde to gange været ved at træde på klapperslanger; en gang i Joshua Tree Nationalpark, hvor vi også var stødt på enorme, lodne fugleedderkopper, og en anden gang få kilometer fra vores hus hjemme i San Clemente. Der var også dengang, vilde præriehunde hylede uden for vores telt i ørkenen i Anza Borrego. Og dengang vi på Catalina Island stak hovederne ud af teltet, og der vandrede en vild bisonokse rundt tre meter fra teltet. Det glemmer de aldrig.

Det eneste, der kom ud af bjørnehistorierne var, at Bastians håb om at se en bjørn blev endnu mere inderligt. Han elsker dyr – og bjørne er hans favoritter.

Moed verden med dine boern 5Anza-Borrego Desert State Park i det sydlige Californien kommer til live om vinteren, hvor temperaturerne er til at holde ud.

Vi så ingen bjørne på den tur i Sierra Nevada, men et år senere fik Bastian sit ønske opfyldt. Det var ovenikøbet på hans 6-års fødselsdag. Vi var i Sequoia National Park og vandrede på en lille sti omgivet af nåletræer, enge og høje granitklipper. Jeg har i løbet af årene vandret adskillige hundrede kilometer langt fra civilisationen og andre mennesker i Sierra Nevada, men aldrig set en vild bjørn ude på stierne. Nu holdt jeg ekstra øje. Og pludselig var den der! En flot, vamset bjørn, der slentrede rundt 20 meter fra stien med snuden i jorden, på jagt efter mad.

Drengene stoppede med et sæt. Med store øjne kiggede de på den vilde bjørn. Musestille. Jeg på Bastian. Han så lykkelig ud. Og det var jeg også, fordi han var det. Efter en håndfuld minutter luskede bjørnen bort ind mellem træstammerne. Vi kiggede alle fire på hinanden. Og brød ud i jubel.

Vi nåede kun at vandre ti minutter videre ind i bjergene, inden vi fik øje på endnu en bjørn. Denne gang på den anden side af stien. Den gik med snuden i jorden ved en lille flod. Så gik den gennem floden. Op ad en skråning. Ind og ud mellem træerne. I 20 minutter beundrede vi bjørnen, og når Bastian tænker tilbage på sin 6-års fødselsdag, er jeg sikker på, at det ikke er gaverne, han pakkede op uden for teltet om morgenen, han kommer til at huske. Han kommer til at huske fødselsdagsbjørnen.

Der er nu gået 10 år siden den klare morgen i marts, jeg kørte gennem Denver med solen i øjnene, den friske luft i lungerne og et ønske om at vise min nyfødte søn, hvor smuk verden er. Skønheden, der omgiver os. Det ønske har ikke ændret sig. Den slags kommer man aldrig i mål med, og der ligger altid flere eventyr og venter på horisonten. Jeg tror dog, at vi vandrer den rigtige vej.


Moed-verden-med-dine-boern-bog.jpg

Mød verden med dine børn

– 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub. 242 sider. 299,95 kr.

www.muusmann-forlag.dk

 

Moed verden med dine boern 10Alt vel på landevejen et sted i Utah.Vi havde kun boet i Denver i nogle måneder. I de 13 år, der lå bag mig, havde jeg levet som nomade. Jeg var cyklet ud i verden som 20-årig; alene på småveje ned gennem Sydamerikas Andesbjerge. Året efter cyklede jeg fra Kina til Viborg, og derefter på langs af Mellem- og Sydamerika. Vendte snuden mod øst, jagtede i månedsvis de højeste bjergpas i Himalaya – og mødte Cassie ved foden af et 1000 år gammelt buddhistisk kloster; jeg kom cyklende, hun kom gående. Der gik tre år, før vi så hinanden igen.

Jeg læste til journalist i Århus, cyklede mere i Himalaya, fik en praktikplads som kriminalreporter i Bombay, dernæst på magasinet Adventure World i København og drog til Pakistans Karakorambjerge for at skrive historier. Jeg læste færdig i Århus, cyklede rundt i Canada og ned langs den amerikanske Stillehavskyst sammen med Cassie; det var den sommer, vi forelskede os. Jeg læste på universitetet i San Francisco og boede hos en helt vidunderlig knallertbande. Tog tilbage til Himalaya og slog mig ned i det tibetanske eksilsamfund i et par måneder for at skrive. Jeg cyklede med Cassie gennem Pamirbjergene, rundt i Sydamerika igen, fløj frem og tilbage mellem mit liv i København og Cassie i Minneapolis, inden vi sammen drog tilbage til Himalaya for at cykle og vandre i 7 måneder. Så kørte vi på tværs af USA, boede i San Francisco, drønede på tværs af USA igen, flyttede ud på en ranch langt ude i Sonora-ørkenen og – endelig – landede vi i Denver.

Det var fire måneder siden, vi var rullet ind over Rocky Mountains i en lille, grøn Subaru med vores ting i bagagerummet og havde fundet en lille lejlighed med udsigt ind over byens skyskrabere og Rocky Mountains.

Og nu havde vi en søn.

Verden var vendt på hovedet. Jeg var ikke længere på hjemmebane på alverdens bagveje.

Det var totalt nyt territorie.

Moed verden med dine boern 9Tore Grønne med 6 måneder gamle Silas på cykeltur i Utahs nationalparker.

Vores første rigtige tur med Silas var en komplet fiasko.
Planen var at starte i omtrent 3.000 meters højde i Leadville dybt inde i Rocky Mountains. Her dufter stadig en smule af dueller på hovedgaden og whiskysjatter bag saloondøre; som dengang Doc Holliday flyttede til byen i håbet om at den tynde, klare bjergluft ville mildne hans tuberkulose. Derfra ville vi cykle op over Independence Pass i 3.700 meters højde, følge nogle små grusveje gennem bjergene og være tilbage i Leadville fem-seks dage senere. Simpelt. Silas sad i en autostol, som jeg havde spændt fast i en cykeltrailer. Han pludrede og smilede – lige indtil vi begyndte at trille. Vejen var ikke så jævn som stien rundt i Denvers City Park, hvor jeg kort havde afprøvet konceptet. Så snart vi ramte det første lille bump, spjættede hans arme og ben mod alle fire verdenshjørner. Panikken stod ud af hans blå øjne. Og så kom skriget. Skingert og dybfølt.

Vi nåede end ikke en halv kilometer ud ad landevejen, før jeg indså, at det var en gal mands værk, jeg havde gang i. Jeg havde insisteret på, at eventyret ikke var slut, blot fordi vi havde fået Silas. Og det var det heller ikke. Men der var nogle småting som skulle … justeres.

To måneder senere spændte vi en ny cykeltrailer med affjedring bag cyklen og trampede ud på småvejene i det sydlige Utah. Den her gang havde vi slået teltet op i en frodig dal ved bredden af den grumsede Colorado-flod, der skærer sig gennem en dal med lodrette, røde klippevægge uden for Moab.

Jeg er vild med Utah. Her ligger en stribe af mine yndlingsnationalparker, hvor dybe kløfter danner enorme labyrinter, klippespir troner over tør, knaldrød ørken, og bag det hele ligger de snedækkede toppe i La Sal-bjergene. Det er et vaskeægte amerikansk vildnis; det sidste sted i USA, der blev kortlagt, og den dag i dag kan man stadig begive sig ud, hvor man ikke ser mennesker i dagevis. Det havde jeg tidligere gjort på cyklen i enorme Grand Staircase-Escalante National Monument, men drømmene om flere af den slags ture skød jeg dog bort. For nu.

I stedet cyklede vi dagsture ind i Arches National Park med de enorme, naturlige klippebuer. Vi cyklede højt op på de kolossale mesaer, klippebjerge med lodrette sider og flade toppe. Vi skuede ned i kløfternes labyrintiske virvar. Vi kom ikke langt, for vi tog det stille og roligt. Stoppede, så Silas kunne komme ud og kravle lidt rundt. Få noget at spise. Kigge på en bille eller to, der kom kravlende.

Der var noget forunderligt ved at sætte farten helt ned. Tvinge sig ned i tempo. Det var ikke noget, jeg havde været særlig god til på tur. Nu var jeg nødt til det, og det var okay. Ørkener kan se livløse ud, næsten triste, på afstand, men stopper man op og kigger efter, er der så meget at se.

”Hop ikke ind i din bil næste juni for at skynde dig ud og se kløfterne i håbet om at finde noget af det, jeg forsøger at fremkalde på siderne her. For det første, så kan du ingenting se fra bilen; du er nødt til at træde ud af den forbandede maskine og gå, eller endnu bedre kravle på hænder og knæ, over sandsten og gennem tornebuske og kaktus,” skrev Edward Abbey, en af USA’s helt store ørkenræve, i sin klassiker Desert Solitaire om livet i netop det her område.

Moed verden med dine boern 3Bastian på Trans-Catalina Trail. Catalina Island ligger i Stillehavet ud for Californiens kyst. Her er meget få mennesker. Til gengæld er der vilde bøfler.

Ganske rigtig så vi mere, når vi satte tempoet ned, og Silas lærte mig, igen og igen, at sætte tempoet ned, for selvom han blev større, og kunne klare flere og flere ting selv, så havde han aldrig travlt. Hvorfor skynde sig videre, hvis der sker noget spændende lige her? Hvis der er rislende vand, man kan vade ud i. Istapper, man kan smage på. Sten, man kan undersøge, putte i lommen og tage med hjem?

Inden Silas blev født, var jeg ofte på vej videre; ud på et nyt eventyr, længere ud i vildmarken, højere op i bjergene, længere og længere og længere væk. Jeg planlagde den næste tur, mens jeg var på den første. Nu brugte vi mere tid på at stoppe op. Fordybe os, lige hvor vi var. Som andre børn levede han i øjeblikket, og for mig, der hele mit voksenliv havde været på vej videre, var det godt at opleve. 

Silas voksede, og vi vandrede på snesko gennem Colorados fortryllende vinterlandskaber. Begav os ind under bjergenes formidable tinder, buldrende vandfald og gyldne aspentræer. Sov i telt med bål om aftenen og rådyr på den anden side af teltdugen i den kølige morgen, når mosekonen bryggede på engene i Rocky Mountain National Park.

Da Silas var to år, var mine forældre på besøg fra Danmark, og vi tog sammen i bjergene. Jeg gik bag min far og min søn, som gik med hinanden i hånden på en flad sti omgivet af bjergene, da Silas kiggede op på sin farfar og sagde:

”Jeg kan slet ikke forstå, hvor smukke de bjerge er!”

Min far smilede og gav ham ret. Han elsker også bjergene. Naturen. Eventyret. Han gav sin begejstring for bjergene, de store landskaber og verdens mangfoldighed videre til mig, da jeg var barn. Han havde fået den af sin far, da han selv var dreng.

Nu var jeg i gang med at give den videre til min søn.

Moed ver7en med dine boern 2Balancegang på et væltet redwood-træ.

Bastian blev født tre år efter Silas. Vi var efter nogle år i Colorado draget mod vest og boede nu i Californiens Napa Valley omgivet af uendelige rækker af vinranker, bløde bakkedrag og ranke palmer.

”Jeg bliver nødt til at komme uden for! Lad os tage til Yosemite,” udbrød Cassie 10 dage efter, Bastian var blevet født.

Hun var ved at blive vanvittig af at sidde indendørs, og det vestlige USA er et slaraffenland af smuk natur. Så vi kørte af sted. Vi havde en autostol til Bastian, hvor han kunne ligge helt ned og sove, så han slumrede, mens vi kørte gennem Californiens drønhede Central Valley, ind i Sierra Nevada-bjergene til bunden af Yosemite Valley. Dalen er ikke særlig bred, men omgivet af mastodontiske granitvægge, der rejser sig en lodret kilometer over engene. Et par steder buldrer vandfald ned, og vandet falder så dybt, at det bliver til støvregn, inden det når jorden. Vi slog teltet op tæt inde under klippevæggen Half Dome; lige ved den klare, kølige Merced River. Der blev vi i fire dage. Silas plaskede rundt i vandet. Legede med pinde. Klatrede. Bastian sov på Cassies bryst. Lå og kiggede op i trækronerne. Tidligt om morgenen, mens de andre stadig sov i teltet, stak jeg ud på små, hurtige ture op ad stejle stier mod udsigtspunkter og flere vandfald. Fik lidt afløb for rastløsheden, som boede i mig (og nok altid kommer til at bo der), men var tilbage i lejren, når de andre så småt vågnede. Klar til at sætte tempoet ned. Slå smut i floden. Bade. Gå på opdagelse i det nære. Fortælle historier om bålet om aftenen, når alt er ved at falde til ro. Silas lappede historierne i sig, og der er ikke noget bedre sted at fortælle historier end uden for et telt. 

Jeg fortalte om, hvordan John Sutter i 1848 fandt to guldklumper ved sin savmølle omtrent 160 kilometer nordvest for vores lille teltplads. Det blev starten på det californiske gold rush, der ikke blot ændrede Californien, men også hele den amerikanske drøm. Inden guldfundet boede der blot 157.000 mennesker i hele Californien; 95% af dem oprindelige folk. Guldfeberen bragte i løbet af de næste fem år 300.000 lykkejægere til Californien, og hvor den amerikanske drøm ind til da havde handlet om, at man med årevis hårdt arbejde, flid og gåpåmod langsomt kunne tjene nok til et godt liv, så ændrede den sig nu: En mand kunne ved dristighed, mod og en smule held blive rig ved et spadestik.

Det eneste spadestik, vi foretog i Yosemite, var til det lille hul, vi gravede ved siden af et træ i lejren. Her begravede vi Bastians navlestump, som altså faldt af på han første telttur.

Moed verden med dine boern 2Bastian tanker vand på en vandretur ind i Yosemite National Park.

Det næste år tilbragte vi på landevejen. Silas var tre år, og Bastian var en måned gammel, da vi lagde Napa bag os og drog på eventyr i en gammel Land Rover. Barsel er ikke noget, man får meget af i USA, men Cassie skulle have en ordentlig barsel, så vi kvittede hverdagen og satte af sted. Jeg kunne passe mit arbejde som redaktør for magasinet Opdag Verden, så længe jeg havde en internetforbindelse.

Vi kørte rundt til nationalparker i det sydvestlige USA, besøgte venner i Colorado og Arizona. Trillede mod syd ned gennem Mexico. Ud i bjergene i Chiapas. Ind i junglerne på Yucatan, hvor vi udforskede gamle maya-ruiner og vandrede til vilde vandfald. Vi tog til Cuba, og Silas løb rundt på caribiske strande og på sit løbehjul midt i Havana; der var ingen biler på gaden i den gamle bydel, men fyldt med mennesker. Han var vant til at opsøge det ukendte og bragede fremad.

Vi lejede huse på Airbnb en uge, to eller fire ad gangen, og det blev hverdag at være på landevejen, komme til nye steder, udforske nye områder, spise ny mad, gå på nye markeder og møde nye mennesker. Børn er så gode til den slags, og det er nemt, når de er så små. Silas gjorde straks nye steder til sine egne. Han taler stadig, om dengang vi tog på eventyret, der varede et år, og selvom hans klareste minde er en chokoladekage formet som en mus, som han spiste i San Cristobal de las Casas, så er jeg sikker på, at oplevelserne og indtrykkene har været med til at forme ham. Og styrke vores lille familie.

Jeg tror, at man kan vente alt ihjel. Vente på det rigtige tidspunkt, som alligevel aldrig kommer.

Folk spørger nogle gange, om det ikke ville være bedre at vente med så stor en tur, til drengene var større, så de ville kunne huske det. Det tror jeg ikke. Jeg tror, at man kan vente alt ihjel. Vente på det rigtige tidspunkt, som alligevel aldrig kommer. Vente, til det bliver for sent. Og man kan vel altid tage af sted igen. Det var billigere for os at leve et år som nomader end at bo hjemme i Californien, så det handlede heller ikke om penge. Det handlede ganske enkelt om lysten til at drage på eventyr.

Da Bastian fyldte et år, flyttede vi til San Clemente – en lille surferby ved Stillehavet midt mellem Los Angeles og San Diego. Da han fyldte to år, var hans ønske, at vi skulle stå på en bjergtop og råbe tillykke med fødselsdagen. Det gjorde vi i det østlige Sierra Nevada; bjergkæden, der skærer sig ned gennem Californien, og som vi gang på gang drog ind i. Californien har så enormt meget at byde på. Om sommeren er der Sierra Nevada-bjergene; om vinteren ørkenerne ned mod den mexicanske grænse; året rundt Stillehavet med bølgerne, tidevandshullerne med alle søanemonerne og smådyrene.

Moed verden med dine boern 4Silas udforsker bæverdæmninger ved skumringstid.

Inden vi fik set os om, var drengene store nok til at tage en lille rygsæk på og vandre lidt længere.
Det var ikke længere kun Cassie og jeg, der fortalte dem, at nu vi skulle på tur – de spurgte, om vi ikke nok snart skulle på tur igen. Som drengene voksede, voksede deres drømme om større eventyr også. De ville på tur i vildmarken; med rygsække, telt, soveposer, underlag, kogegrej, mad – hele molevitten, så vi kunne lægge alt bag os og overnatte i vildnisset.

En solrig sommermorgen parkerede vi bilen for enden af en grusvej, der stopper blindt på kanten af Sierra Nevada-bjergene. Snart traskede vi af sted på en smal sti. Kom til et sted i skoven, hvor vandet fra den lille, rislende flod bredte sig ud mellem træstammer i en lille oversvømmelse. Der var tandmærker på træstumperne ved vandkanten – vi havde fundet en bæverdæmning. Drengene balancerede på stammer i det spejlblanke vand, satte sig på hug og spejdede efter de små gnavere. Men uden held. I stedet fandt de pinde, som vi snittede til vandrestave, og så var vi på vej videre. Gennem nåleskoven. Højere op i bjergene. Længere væk fra det hele og dybere ind i vildmarken. Vi holdt pauser på granitklipper, hvor Cassie og jeg slappede af, mens drengene klatrede rundt. Fyldte drikkedunkene med klart vand fra små vandløb, og kom frem til en bjergsø, hvor vi fandt en plads til teltet mellem høje, slanke graner. Gik på opdagelse langs søbredden og spiste aftensmad i tusmørket.

Vi gik på opdagelse med pandelamperne i den mørke aften, og drengene hjalp med at finde et sted til vores bjørnebeholder. Der er vilde bjørne i Sierra Nevada, og man skal pakke sin mad i en bjørnesikret beholder og gemme den væk fra lejren om natten, så man ikke får uventet besøg i natten.

”Har I hørt historien om dengang, jeres mor og jeg vandrede ind i de sneklædte bjerge her med snesko under fødderne?” spurgte jeg drengene.

Jeg tror måske, de havde hørt historien før, men de ville gerne høre den igen.

”Dengang skulle vi også have en bjørnebeholder med til vores mad. Det var forår, men der var faldet helt vildt meget sne det år. I slutningen af april var landskabet stadig dækket af flere meter sne. Bjørnene var dog så småt ved at vågne fra deres dvale. De var sultne,” fortalte jeg i skæret fra pandelamperne.

Over os susede vinden en smule i trætoppene, og man kunne se silhuetterne af de høje bjerge mod nattehimlen. Der kom flere og flere stjerner frem for hvert øjeblik. Drengene var ganske stille; jeg kunne se deres øjne skinne.

”Vi spurgte en park ranger, hvad vi skulle gøre, hvis vi nu stødte på en bjørn,” fortsatte jeg.

Han sagde, at stødte vi på en sortbjørn, som er de bjørne, der lever i Californiens bjerge, skulle vi bare tage det helt roligt. Grizzlybjørnene er godt nok på Californiens statsflag, men de lever ikke længere i staten. Inden europæerne kom til Californien, levede der omtrent 10.000 grizzlybjørne i staten, men 75 år efter guldfeberen bragte hundredtusindvis af folk til Californien, blev den sidste af dem set i Sequoia National Park ikke langt fra, hvor vi nu sad. Resten af bjørnene var blevet jagtet ned og skudt.

”Rangeren fortalte, at så vi en bjørn, så skulle vi bare råbe lidt ad ham. Vi kunne også altid kaste en kvist eller noget efter den. Så ville den luske bort. Bjørnene er ikke farlige, men det er ikke sjovt at blive revet ud af søvnen af en nysgerrig bjørnesnude. Rangeren fortalte om en vandrer, der havde lagt sig til at sove med læbepomade på. Sådan én med sød smag. Vandreren var vågnet ved, at en bjørn stod og slikkede ham i hovedet,” fortalte jeg drengene.

De grinede. Jeg mindede dem om, at vi skulle huske at tjekke, at vi ikke havde noget mad eller andre ting, der duftede godt i teltet, inden vi lagde os til at sove. Bjørne kan lugte den slags. Og de har ingen manerer.

Det skræmte ikke ungerne. De var vante til at være i naturen. Silas havde to gange været ved at træde på klapperslanger; en gang i Joshua Tree Nationalpark, hvor vi også var stødt på enorme, lodne fugleedderkopper, og en anden gang få kilometer fra vores hus hjemme i San Clemente. Der var også dengang, vilde præriehunde hylede uden for vores telt i ørkenen i Anza Borrego. Og dengang vi på Catalina Island stak hovederne ud af teltet, og der vandrede en vild bisonokse rundt tre meter fra teltet. Det glemmer de aldrig.

Det eneste, der kom ud af bjørnehistorierne var, at Bastians håb om at se en bjørn blev endnu mere inderligt. Han elsker dyr – og bjørne er hans favoritter.

Moed verden med dine boern 5Anza-Borrego Desert State Park i det sydlige Californien kommer til live om vinteren, hvor temperaturerne er til at holde ud.

Vi så ingen bjørne på den tur i Sierra Nevada, men et år senere fik Bastian sit ønske opfyldt. Det var ovenikøbet på hans 6-års fødselsdag. Vi var i Sequoia National Park og vandrede på en lille sti omgivet af nåletræer, enge og høje granitklipper. Jeg har i løbet af årene vandret adskillige hundrede kilometer langt fra civilisationen og andre mennesker i Sierra Nevada, men aldrig set en vild bjørn ude på stierne. Nu holdt jeg ekstra øje. Og pludselig var den der! En flot, vamset bjørn, der slentrede rundt 20 meter fra stien med snuden i jorden, på jagt efter mad.

Drengene stoppede med et sæt. Med store øjne kiggede de på den vilde bjørn. Musestille. Jeg på Bastian. Han så lykkelig ud. Og det var jeg også, fordi han var det. Efter en håndfuld minutter luskede bjørnen bort ind mellem træstammerne. Vi kiggede alle fire på hinanden. Og brød ud i jubel.

Vi nåede kun at vandre ti minutter videre ind i bjergene, inden vi fik øje på endnu en bjørn. Denne gang på den anden side af stien. Den gik med snuden i jorden ved en lille flod. Så gik den gennem floden. Op ad en skråning. Ind og ud mellem træerne. I 20 minutter beundrede vi bjørnen, og når Bastian tænker tilbage på sin 6-års fødselsdag, er jeg sikker på, at det ikke er gaverne, han pakkede op uden for teltet om morgenen, han kommer til at huske. Han kommer til at huske fødselsdagsbjørnen.

Der er nu gået 10 år siden den klare morgen i marts, jeg kørte gennem Denver med solen i øjnene, den friske luft i lungerne og et ønske om at vise min nyfødte søn, hvor smuk verden er. Skønheden, der omgiver os. Det ønske har ikke ændret sig. Den slags kommer man aldrig i mål med, og der ligger altid flere eventyr og venter på horisonten. Jeg tror dog, at vi vandrer den rigtige vej.


Moed-verden-med-dine-boern-bog.jpg

Mød verden med dine børn

– 20 fortællinger fra Eventyrernes Klub. 242 sider. 299,95 kr.

www.muusmann-forlag.dk

 

Om forfatteren


Tore GrønneTore Grønne

Tore Grønne

En cykel og en flybillet er alt, hvad eventyreren og redaktøren på Opdag Verden, Tore Grønne behøver for at tage på opdagelse i verden. Han har cyklet fra Kina til Danmark og fra Mexico til Argentina.

Andre spændende artikler


Få mere natur ind i hverdagen

Få mere natur ind i hverdagen

Interview med nordmanden Lars Monsen

Interview med nordmanden Lars Monsen

Sneleoparden

Sneleoparden

Log ind