Ski-ekspedition til Sydpolen

Vi var nået næsten halvvejs på vores 1200 km lange ekspedition til Sydpolen, og det var hviledag. På grund af dårlige satellitforhold havde vi i ni døgn ikke kunne sende beskeder hjem til vores pressetalsmand i Ålborg. “De må da være ved at gå ud af deres gode skind derhjemme, når de ikke hører noget fra os ”. Nu ville vi blandt andet bruge hviledagen til at få “skudt” sendingerne ind efter satellitten, inden den sidst på dagen ville hænge for lavt til at kunne modtage. I de forløbne ni dage var der ikke kommet andre beskeder fra os end kortfattede statusoplysninger via satellit, som vi hver dag sendte hjem ved hjælp af to medbragte Argos-sendere. Disse fortæller om dato, klokkeslæt, position, temperatur og en af 16 forudbestemte koder, altså vigtige informationer til omverdenen. Men ingen detaljer.

40-035.jpg
Skrevet af: Poul Nordhagen, Gregers Gjersøe og Kristian Joos
Opdateret den 28. dec 2016

Vi var nået næsten halvvejs på vores 1200 km lange ekspedition til Sydpolen, og det var hviledag. På grund af dårlige satellitforhold havde vi i ni døgn ikke kunne sende beskeder hjem til vores pressetalsmand i Ålborg. “De må da være ved at gå ud af deres gode skind derhjemme, når de ikke hører noget fra os ”. Nu ville vi blandt andet bruge hviledagen til at få “skudt” sendingerne ind efter satellitten, inden den sidst på dagen ville hænge for lavt til at kunne modtage. I de forløbne ni dage var der ikke kommet andre beskeder fra os end kortfattede statusoplysninger via satellit, som vi hver dag sendte hjem ved hjælp af to medbragte Argos-sendere. Disse fortæller om dato, klokkeslæt, position, temperatur og en af 16 forudbestemte koder, altså vigtige informationer til omverdenen. Men ingen detaljer.

18. december 2000:
“Vi er blevet tyndere, og huden på fingrene flækker i blodige sår. Ingen alvorlige frostskader og ingen kolde tæer. Mod slutningen af dagen er vi totalt udmattede og gennemkolde, indtil vi har fået varmen inde i teltet. Her lugter af sure sokker og gamle underbukser. Vores hår er fedtet, skægget langt og neglene sorte. Men vi er i gang med at realisere vores drøm om at gå på ski til Sydpolen, og det er en fantastisk følelse!”


En tiltrængt hviledag

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

37-016Forud for denne dag havde vi gået 15 dage i træk siden sidste hviledag. Det lange, seje træk med omkring 23 km. hver dag krævede en pause. Den brugte vi til at tælle vores madrationer, regne på brændstofbeholdningen, reparere ski, pulke og fødder. Vi monterede også en antenne på Kristians pulk, så vores satellitsender og
-modtager nu kunne ligge i pulken og sende og modtage hele dagen. Normalt tændte vi den ellers først, når vi kom ind i teltet om aftenen, men på det tidspunkt stod satellitten ofte for lavt. De tre medbragte GPS’er viste på hviledagen position 85.002 S. Vi havde med andre ord tilbagelagt omkring 600 km. Nu manglede vi ”kun” de sidste ca. 600 km, før vi stod på det sydligste punkt på jorden.
Der var seks dage til den 24. december, og der var garanti for en hvid jul. Udenfor teltet skinnede den antarktiske sommers skarpe midnatssol over det dybfrosne landskab. Kun den evindelige blæst skabte lidt bevægelse ved at flytte på den løse nysne, og sende den fra drive til drive på evig vandring i denne fantastiske isørken. Så langt øjet rakte var der næsten ikke andet at se end sneskavler. Kun toppene af de omkring 2800 meter høje Thiel Mountains var til at få øje på i horisonten. Karakteristikken “Sidste stoppested før Månen” passede godt til sceneriet, og vi nød landskabet i fulde drag.

Gregers nakke smertede til gengæld på grund af de mange ryk, det giver i nakken at trække en 120 kilos pulk igennem sneskavler og et stærkt stigende terræn. Kristian havde ondt i foden, der hvor han brækkede den for kun ni måneder siden. Vi krydsede fingrene for at både nakke og fod ville holde resten af ekspeditionen.
Vi havde været af sted i 31 dage, og vi var ved at toppe formmæssigt. Herfra ville vi begynde at nedbryde kroppen, fordi den ikke fik nok hvile. Nu ville vi for alvor begynde at mærke, at vi tabte os. Vi kunne ikke slæbe al den mad som krævedes for at kunne erstatte vores vægttab. Vi brugte over 8000 kalorier dagligt på at trække pulkene efter os, og vores mad tilførte os kun ca. 6000 kalorier. Det vil sige et underskud på mindst 2000 kalorier. Inden ekspeditionen var Kristian gået ca. 20 kg op i vægt og Gregers ca. 12 kg, så vi havde noget at tære på, men nu kunne vi se, bildækkene om maven skrumpe ind dag for dag.
Efter at være blevet færdige med dagens reparationer krøb vi ned i vores soveposer. Vi havde ikke brændstof nok til opvarmning inde i teltet, så vi prøvede at hvile lidt, inden det blev tid til aftensmad.

22-027En gammel drøm
Da Ernest Shackleton i 1913 efterlyste deltagere til sin Endurance-ekspedition på tværs af Antarktis, satte han en annonce i avisen: “Mandskab søges til farlig rejse næste år. Lav løn, streng kulde, mange måneders mørke, konstant fare, sikker hjemrejse tvivlsom. Ære og anerkendelse i tilfælde af succes.” På trods af den pessimistiske ordlyd og det foruroligende faktum, at englænderen Robert Scott blot to år forinden var omkommet med sine mænd i forsøget på at blive de første på Sydpolen, fik han 5.000 ansøgere. Scott blev som bekendt slået af nordmanden Roald Amundsen, der høstede ære og anerkendelse for sin bedrift.
Vi havde historiens vingesus og drama i vores litterære bagage samt Shackletons ord i tankerne, da vi besluttede os for at prøve kræfter med de polare egne. Efter mange års udfordringer på ski i blandt andet Norge og på Svalbard blev afgørelsen truffet efter et møde med en nulevende norsk legende, Sjur Mørdre. Hvis man læser moderne polarlitteratur, så kommer man ikke uden om Sjur. Han har krydset Antarktis i 1990-91 og gået over Grønlands indlandsis syv gange. Han har desuden været en meget vigtig medspiller på ekspeditioner til både Nord- og Sydpolen.
Vi mødtes i 1998 med Sjur over en øl på en café i Købehavn, og her blev vi i første omgang overbevist om, at det kunne lade sig gøre at gå over Grønland. Sammen med vores ven Kalle Kronholm krydsede vi i 1999 indlandsisen på ski fra Kangerlugssuaq i vest til Isortoq i øst. Det blev en fantastisk tur på over 650 km, hvilket tog os 42 dage. Kalle skulle læse videre i Schweiz, og i efteråret 1999 traf vi andre beslutningen om at forsøge at blive de første danskere på ski til Sydpolen. Vi holdt et pressemøde på Dansk Polarcenter i oktober 1999, hvor vi fortalte om vores drøm om at gå til Sydpolen året efter. Herefter startede vi det store arbejde med at skaffe sponsorer. Til vores store glæde meldte Sjur Mørdre firma Beaver Sportsnet sig straks som den første sponsor af Dansk Sydpols Ekspedition 2000, og vi fik en god start.

Minutiøse forberedelser
Roald Amundsen hævdede efter erobringen af Sydpolen, at den, som forbereder sig ned til mindste detalje og sejrer, blot betegnes som værende heldig. Og med klar henvisning til Scotts fatale ekspedition tilføjede Amundsen, at den, som ikke forbereder sig godt nok og derfor lider nederlag, betegnes som uheldig.
Vi var fra begyndelsen indstillet på, at “heldet” skulle være vores følgesvend på skituren til Sydpolen, og derfor blev ekspeditionen planlagt ned til mindste detalje.
Erfaringerne fra Grønlandsekspeditionen var særdeles gode at bygge videre på, men udstyret måtte være lidt anderledes og planlægningen af madrationerne mere nøjagtig. Vi skulle nemlig gå næsten dobbelt så langt, ligesom turen måtte formodes at ville blive hårdere, også med hensyn til lavere temperaturer, mere vind og generelt dårligere vejr.
Og ikke mindst ville den blive meget dyrere… Budgettet for en ekspedition til Sydpolen løb op på omkring to mio. kr. Heraf rejste vi selv ca. 300.000 kr. Resten måtte findes hos sponsorer, hvilket lykkedes efter næsten et års ihærdig søgen.

41-010Festdage undervejs
Det er vigtigt at have gode milepæle på en lang ekspedition. Vi holdt en lille fest juleaften, nytårsaften og for hver breddegrad, vi krydsede. Tolv små fester blev det til. Ingen fest uden festmad, og derfor havde vi fået kokken hos turoperatøren, Adventure Network International, til at bage os nogle små fedtholdige kager. Dem spiste vi under stor nydelse juleaften og nytårsaften, og for hver breddegrad lavede vi en sandwich bestående af to Mariekiks og et stykke Toblerone.
Nytårsaften var det 13 dage, siden vi sidst holdt hviledag, og vi tillod os at fejre indgangen til det nye år med endnu en hviledag. Igennem de sidste dage var det blevet væsentligt koldere og sneen mere træg. Roald Amundsen omtalte i 1911 sneen på Antarktis som fiskelim, og vi kan kun give ham ret. Der var overhovedet ingen glid i pulkene. Selvom vi nu havde været afsted i 45 dage, og vores pulke derved var blevet væsentlig lettere, så var det stadig et stort slid at trække dem igennem sneskavlerne.
Hver aften, når vi kom ind i teltet efter at have trukket pulkene i 10-12 timer, tændte vi vores GPS spændte på at se dagens distance. Vi vekslede mellem “Satans også - ikke længere!” eller “Sådan mand, godt gået!”, men under alle omstændigheder - kort som langt - gav vi hinanden et kram og håndslag. Dagen efter nytårsaften skulle vi tage hul på de sidste 10-14 dage inden polpunktet, og vi begyndte som de gamle polfarere at forberede “fremstødet mod polen”. Vi vidste, at det nu ville blive væsentligt koldere, som vi bevægede os op over de 2000 meter. Der var ikke den store plads til fejltagelser, da vores mad og brændstofreserver var meget små.

Dunjakken der forsvandt i stormen
Vi vågnede op til en meget kold morgen efter at være kommet sent i seng nytårsaften. Ikke fordi vi havde hold fest i teltet, men fordi vi havde repareret udstyr og forberedt os på de kommende dage til sent ud på natten. Det stormede, sigten var dårlig, og det var en kamp at få varmen i fødderne og hænderne. Efter at have slået teltet sammen og pakket pulkene, ræsede vi nu af sted for at få varmen. Normalt gik vi 200 skridt på skiene og holdt ca. 20 sekunders pause, inden vi gik de næste 200 skridt. Nu stoppede vi kun lige et par sekunder, inden vi drønede af sted igen.

02-021Det var svært at se kontrasterne i sneen på grund af den dårlige sigt og ind imellem snublede vi, når vi gik lige ind i en høj sneskavl. Som sædvanligt holdt vi 15 minutters pause efter at have gået halvanden time og sad og rystede på vores pulke, mens vi prøvede at spise og drikke lidt. Efter pausen slog vi kuskeslag og prøvede at tage os sammen til at afklæde os den dunjakke, som vi havde på, når vi holdt pause. Uden den var det som at stå i kun skjorteærmer, selvom vi havde en Gore-Tex jakke og to lag undertøj på indenunder. Vi rystede af kulde og havde travlt med at komme afsted igen, så vi kunne få varmen tilbage i kroppen.

Terrænet var meget ujævnt, og vores pulke var tæt på at vælte hele tiden. Vi vendte os konstant om for at se, hvordan pulkene klarede sneskavlerne. Efter at have passeret et meget ujævnt område vendte Gregers sig om. Himmel og jord stod i et på grund af den ophvirvlede sne. Forskrækket så han, at pløkposen til teltet hang ud af pulken. Han skyndte sig tilbage og så, at pløkposen havde revet sig løs og var røget ud af pulken. Heldigvis var den fastgjort til teltet, der lå forsvarligt bundet øverst på pulken. Desværre havde posen lavet en åbning mellem de to stykker stof, der dækker udstyret i pulken. Der var dermed åbnet til udstyret, og blæsten havde gjort resten af arbejdet. Gregers dunjakke, en termoflaske, en satellitnavigator, et par solbriller og en frokostration var blevet hevet ud af pulken. Sigten var ikke mere end 5-10 meter, og stormen havde allerede ført udstyret langt bort.
Det er sådan noget, der ikke må ske på en ekspedition - men som altså skete alligevel. Sandsynligvis var den forreste rem på pulken ikke spændt godt nok, og det blev nogle dyre lærepenge for Gregers. Termoflasken kunne erstattes af en tisseflaske, som efter en grundig vask(!) og omsyning af et neopren-knæbind som isolation, fungerede fint. Vi havde to satellitnavigatorer i reserve, og solbrillerne kunne erstattes af skibriller. Dunjakken derimod kunne kun erstattes af to neopren albuebeskyttere og en tynd dunvest, vi ellers kun benyttede om aftenen i teltet. På resten af ekspeditionen blev det nogle meget kolde pauser for Gregers, og han mistede på grund af det større varmetab meget vægt på den sidste del af ekspeditionen.

34-009-2En krævende ekspedition
Dansk Sydpols Ekspedition 2000 blev fra begyndelsen planlagt som unsupported. Der blev således hverken udlagt depoter eller udkastet forsyninger fra luften på den 1200 km lange strækning. Alt til turen skulle kunne være i pulkene. Indtil sidste øjeblik før starten drøftede vi, hvorvidt det nu var nødvendigt at tage det ene eller det andet med. Vi gik så langt ned i detaljerne, at al den frysetørrede mad i folieposer blev pakket om i plastposer. Det var lettere end originalpakningen. Reserveteltstangen blev foldet sammen og anvendt som skæfte til snespaden, og de små vaskeanvisninger blev møjsommeligt klippet ud af alt tøj.
Det skulle være mærkeligt om en så krævende ekspedition med to så ganske forskellige personligheder skulle forløbe uden gnidninger. Det gjorde den heller ikke. Da vi begyndte ekspeditionen viste det sig, at Kristians skiteknik, siden vi krydsede Grønland, var blevet væsentligt forbedret. Derudover var Kristian bedre fysisk forberedt, hvilket gjorde, at han gik væsentligt hurtigere end Gregers. Denne forskel i hastighed gav anledning til en del frustration, da Kristian enten måtte stå og vente, når han gik foran, eller kom til at gå op i Gregers pulk, når han gik bagerst. Desuden havde Gregers mange skader på turen, bl.a. ondt i nakken, betændelse i foden og hævelser i ansigtet. Disse skader påvirkede hans fart, hvilket gav anledning til løbende diskussioner. Der blev talt med store bogstaver og bandet en del, men vi kunne dog give hinanden et efterfølgende knus. Totalt var vi sammen i fire måneder, hvor vi i en stor del af tiden arbejdede i 30 graders kulde 10-12 timer om dagen. Vi sov, spiste og gik på toilettet fem cm fra hinanden. Tre skænderier under de forhold synes vi er acceptabelt.

En arktisk rose med torne
Afrejsen fra Danmark skete den 16. oktober, og flyturen gik blandt andet via Santiago i Chile til Punta Arenas ved Magellan-strædet. Fra Punta Arenas var der kun fire timers flyvning til den antarktiske sommerlejr, hvorfra de fleste ekspeditioner til Sydpolen udgår. Vores turoperatør i området hed Adventure Network International og er en af flere arrangører af ture til Antarktis. En anden rejsearrangør er det norske firma Hvitserk, som Sjur Mørdre er engageret i. Trods den relativt korte distance til sommerlejren ved bjergene Patriot Hills på Vestantarktis, skulle denne distance vise sig at blive turens om ikke vanskeligste så i hvert fald mest frustrerende.
Efter små 14 dage på Hotel Condor del Plata i Punta Arenas var det meningen, at vi skulle flyves til Patriot Hills mellem den 1. og den 3. november. Men vi og flere andre udenlandske ekspeditioner så den ene dag efter den anden gå, uden at der skete noget. “- Antarktis er som en rose omkranset af torne”, lød det trøstende fra direktør Anne Kershaw fra ANI, der dermed satte ord på det faktum, at selv i den antarktiske sommer bestemmer vejret over mennesket og dets udstyr. Som det gjorde i 1911, da Amundsen og Scott kæmpede om at komme først til Sydpolen.
Efter 10-12 dage med alt for kraftig vind over Patriot Hills væltede sneen pludselig ned over området. Med for meget sne på “landingsbanen”, som reelt er blåis, kunne flyene ikke lande. Alle måtte nu vente på, at det holdt op med at sne, og at den lette nysne ville blæse væk igen. Der gik over to uger, før det den 17. november lykkedes at komme til Patriot Hills. Vi fløj med et russisk fly af typen Illusjin-76. Det havde vinduer under næsen på flyet, så piloterne kunne se direkte ned på landingsbanen og konstatere, om det var ok at lande. Den 18. november blev vi fløjet videre med et Twin Otter fly fra Patriot Hills til Hercules Inlet på kysten, hvorfra den 1200 kilometer lange opstigning til Sydpolen i 2835 meters højde endelig kunne begynde.

27-011Dannebrog er plantet
56 dage senere og sammenlagt 35 kilo lettere ankom vi endelig meget trætte, men utrolig glade til Den geografiske Sydpol.


12. januar 2001:
- “Vi kan ikke komme længere mod syd. Dannebrog er plantet. Sydpolen er nået!”


Kristian havde tabt 20 kilo og Gregers 15 i forhold til startvægten, og strabadserne havde sat sig tydelige fysiske spor. For at sikre at alt var ok, fik vi begge et check på stedet af den lokale læge. Skulle nogen komme forbi Sydpolen og få brug for en læge, så hedder han Ronald Kemenski.

Lige så øde som 99,9 pct. af det antarktiske kontinent er, lige så befolket er selve Sydpolen, hvor American Science Foundation har en forskningsstation. Den er meget passende opkaldt efter Amundsen og Scott. Her arbejder i perioder op til flere hundrede forskere, men generelt er Amundsen Scott South Pole Station ikke åben for publikum. Efter fem dage i teltet lykkedes det helt ekstraordinært at få lov til at udføre forskellige arbejdsopgaver for stationen. Dermed fik vi også lov til at bevæge os indendørs og ikke mindst nyde godt af maden i amerikanernes kantine. På få dage nåede vi at knytte flere gode venskaber, og således endte “verdens mest ugæstfrie sted” med at udvikle sig til det modsatte.

Efter hjemkomsten har Dansk Sydpols Ekspedition fortsat travlt. Kristian er vendt tilbage til jobbet som marketing manager hos Microsoft i Norden, og Gregers flyver igen som luftkaptajn hos SAS. Men sydpolsekspeditionen er ikke forbi endnu. DR-Derude producerede i marts en halv times udsendelse om ekspeditionen. Samtidig begyndte en længere foredragsrække, og endelig arbejdes der i øjeblikket på en bogudgivelse. Dato og tidspunkt for Kristians og Gregers foredrag kan ses i kalenderen i dette blad, og du kan tilmelde dig samt læse mere om ekspeditionen på www.sydpolen.dk.

Denne artikel er blevet bragt i Adventure World/Opdag Verden nr. 35 i 2001

Andre spændende artikler


Ski i British Columbia & Alberta, Canada

Ski i British Columbia & Alberta, Canada

Stædige skiløbere i Venezuela

Stædige skiløbere i Venezuela

Langrend, snesko og fjeldski i Skeikampen

Langrend, snesko og fjeldski i Skeikampen

Log ind