Du kender ham måske som værten på podcasten ’Den yderste grænse’, hvor han dykker ned i vilde ekspeditionshistorier og store eventyreres oplevelser – eller måske som forfatteren til flere bøger om rejser til fods og på cykel. Her fortæller Bjørn Harvig om sine egne eventyrlige rejser, hvor det er de fremmede folk, der er i fokus.
Cykelrejser blev en besættelse for mig, efter jeg i 2004 cyklede Karakoram Highway gennem det vestlige Kina og Pakistan. Jeg havde læst svenske Göran Kropps bog, ’8.000+’, hvor han cykler fra Sverige til Nepal og bestiger Mt. Everest uden at bruge ilt på flaske – og så cykler hjem igen. Min kammerat, Tobias, og jeg tænkte: Vi kan også cykle ud i verden! Vi ringede til Søren Sattrup fra Eventyrernes Klub, som jeg ikke kendte, men som havde cyklet ruten. Vi havde alle mulige spørgsmål:
”Hvor finder du vand? Hvor sover du? Hvad med dit, og hvad med dat?”
Han sagde: ”Drenge, lad være med at tænke så meget over det. Det løser sig. Bare tag afsted!”
Det var så befriende. Ikke noget om at vi skulle være bange for Taliban, som man hørte meget om dengang – og som man jo stadig hører om. Bare tag af sted. Så det gjorde vi. Senere er Søren blevet en god ven, og i dag siger jeg jo det samme til folk, der spørger mig, hvordan de kommer af sted: ”Tag din cykel. Begynd at cykle.” Det lyder så arrogant, men det er jo fandme let. Og man finder alligevel ud af, at man ikke ved noget som helst, når man cykler ud. Skal jeg binde en sløjfe til ekspeditionshistorierne i Den yderste grænse, så er det jo sådan, at jo mere man dykker ned i dem, jo mere finder man ud af, hvor meget man ikke vidste. Jeg har ydmyghed over for min egen uvidenhed. Det er det samme, når man rejser ud i verden. Når man cykler rundt i Vestkina og Pakistan, så finder man ud af, at I know nothing. Hver en bjergdal gemmer på noget nyt – og man kan drage ind i dem. Man bør drage ind i dem.
Landskaberne på Karakoram Highway var sindssygt smukke. Der var strabadserne, som vi sammen kom gennem – heden og de høje bjergpas. Der var kammeratskabet, og der var alle menneskerne, vi mødte. De lokale fyre, vi camperede med på et plateau under en gletsjer. Vi spiste sammen og drak te med dem hele aftenen. Jeg wrestlede med en af dem. Vi havde det pissesjovt. Jeg fandt ud af, hvordan cyklen skaber møder.
