Manden bag ’Den yderste grænse’

Ramt af en bacille

På Karakoram Highway blev jeg ramt af en bacille. Det var lidt ligesom at stå nede i second-hand-butikken, og finde den der plade, som ingen af dine venner nogensinde har hørt om. Ingen har fortalt dig, at du skal lytte til, men du finder den, og det bliver vildt. Jeg vidste godt, at andre havde cyklet Karakoram Highway, men det føltes som at opfinde verden selv. Efter turen tænkte jeg ikke på andet end at cykle ud i verden igen. Tegnede episke ruter ind på papirkort – fra Bajkalsøen til Teheran og den slags. Cyklen kunne alt det, som jeg savnede, da jeg nogle år forinden backpackede i Sydøstasien og Sydamerika med min kæreste. Det var fantastisk at være ude i verden, men jeg fandt ud af, at vi havde for travlt; vi ville jo se hele Sydamerika på tre måneder. Det var en smuk oplevelse at besøge Foz do Iguaçu, men jeg har sgu ikke tænkt meget på det vandfald siden. De største oplevelser var dem, vi ikke havde planlagt. De spontane møder med tilfældige mennesker. Når bussen gik i stå, og vi havnede i en lille flække. På cyklen oplevede jeg, hvordan jeg selv var herre over, hvad der skete. Jeg skabte selv rejsen. Gemte mig ikke bag bilruden.

Året efter turen på Karakoram Highway cyklede jeg alene rundt i Usbekistan og Kirgisistan; så med en kammerat i Syrien og Libanon, men det var nok først i 2007, da jeg cyklede fra København til Teheran for at skrive den bog, som blev til ’Igors Æblehave’, at jeg tænkte over, hvilke historier, der betyder mest for mig; de menneskelige fortællinger.

Mari og Bjørn på den mongolske steppe. Lettede over endelig at have sluppet af med en stor flok bidske hunde, som vi havde kastet sten efter længe.

Igor, Dimitri og de to æblehaver

Jeg sidder længe på torvet i russiske Staraja Russa. Drikker kaffe. Har ikke et sted at sove. Hotellet må ikke have udlændinge boende, og en fremmeds plan om at jeg skal sove på det lokale børnehjem går i vasken. 

Så kommer Igor kørende i en hvid Lada. Han har bar overkrop og en guldkæde med et kors om halsen. Øjnene er drilske.

”Du kan sove hos mig. Vi skal holde fest i aften,” fortæller han, og jeg ved endnu ikke, at det gør de vist hver aften – med billig vodka og bragende popmusik.

Jeg cykler efter Igor ud ad nogle smadrede veje til et hus, han har arvet fra sin bedstemor, og får et værelse, med væg til væg-tæpper, sengetøj og gardiner i det samme mørkerøde, blomstrede mønster. Venner kommer forbi i løbet af dagen. Vi griller. Hygger os. Drikker vodka. Men jeg er træt efter lange dage i sadlen og falder tidligt i søvn. Midt om natten vågner jeg ved, at Igor sidder og masserer mine fødder. Han er godt bedugget:

”Vi har snakket om… har du ikke lyst til at blive her i morgen, så tænder vi op i saunaen?”

”Ja, ja, det gør vi da, Igor!” svarer jeg og lægger mig til at sove igen.

Næste morgen sidder Igor i køkkenet. Drikker te og ryger smøger. Han lider af et ’60-smøger-om-dagen-forbrug’: ”Alt er noget lort. Det her er Rusland. Landet er rigt, men jeg er flad. Men mine venner er en million dollars værd!” siger han og fortæller, at dagens program er lagt – drik vodka og gå i sauna.

Venner kigger forbi. Vi ryger i saunaen i haven, og jeg får – ligesom alle de andre – tæsk med tørrede birkekviste, som man nu engang gør i Rusland. Det føles rensende. Vi løber nøgne ned gennem haven, der er fyldt med æbler, og hopper i en kold bæk. Om aftenen er der fest igen-igen.

Igor og hans æblehave lagde navn til min bog, og seks-syv år senere var jeg igen på tur og kørte en gigantisk omvej for at finde ham. Det lykkedes desværre ikke.

Igors æblehave fik dog senere en helt anden betydning. Den historie starter med, at jeg cykler ind i russiske Smolensk, hvor jeg møder Dimitri og hans venner Nikita og Sergej. Vi hænger ud et par dage. Det er enormt hyggeligt, og der er masser af mennesker, jeg skal møde – Dimitris kone, hans venner, hans mor, en lokal motorcykelklub. Vi er også ude i den store Katyn-skov, hvor 22.000 polske officerer blev henrettet af Sovjetunionen i 1940. Efter krigen mener man, at op imod 150.000 politiske modstandere blev likvideret derude. Hele skoven er lukket af, men der er en mindelund med en træbro hen over græsset, for som Dimitri siger, så skal ingen gå på den jord, hvor så mange menneskers blod har flydt. Der er ikke en sjæl derude. Nikita er også med. Han er stille. Hans bedstefar blev slået ihjel herude, men Nikita har aldrig haft lyst til at tage herud – men han finder sin bedstefars mindesten.

Jeg besøgte Nikita igen i Georgien sidste sommer, 15 år senere. Dimitri og jeg holder også kontakten. Da vi mødte hinanden, var vi nogle unge gutter, der oplevede stærke ting sammen. For ham var det rabiat bare at cykle af sted, som jeg gjorde. Mange år efter cykelrejsen talte vi i telefon ved juletid. Det gør vi hvert år. Han ville bede om min tilladelse til noget. Han og hans venner var i gang med at lave et kulturhus, for der skete ikke en skid i Smolensk. De måtte selv skabe noget kultur – dukketeater til børn, æbletærte i baren, gamle sovjetiske film på skærmen, rock'n'roll og klassisk musik på scenen. Et sted, hvor man kunne møde fremmede venner og få en pause for livet udenfor.  Øl, og ikke vodka for det bliver russerne skøre af, mente Dimitri. Han spurgte, om de måtte kalde stedet Æblehaven, opkaldt efter min bog. Nu har jeg været der ovre to gange. Deres logo er et dansk ’Æ’. Det er vildt, hvordan tingene kan udvikle sig.

Til fods på tværs af Kaukasus

Året efter min cykelrejse til Teheran, cyklede Mari, min kæreste, og jeg fire måneder i Sydkorea, Kina og Mongoliet. Vi cyklede også et par måneder på Balkan, og min bror og jeg cyklede til Minsk, hvor Dimitri og alle vennerne besøgte os. Og på den rejse fik jeg ideen til at rejse langsommere. Nogle gange gik det lidt for hurtigt på cyklen til at fortælle historien om et sted. I 2012 gik jeg så gennem Kaukasus, fra Sortehavet til Det Kaspiske Hav. Det var vigtigt for mig selv at tegne stregerne på kortet. Jeg ville ikke gå på nogen vandrerute. Jeg ville være helt fri. Jeg mødte hele tiden mennesker, og det at gå var en fantastisk samtalestarter:

”Går du? Er du vanvittig? Du kan få et lift af mig! Du skal ikke gå den vej, du skal gå den vej!”

Jeg var nærmest som en stafet, der blev givet fra menneske til menneske. I alle de små, russiske byer sidder der jo gamle mænd og ryger smøger, drikker kaffe og røvkeder sig. Så kommer jeg, en fremmed, vandrende og løfter på hatten. I Baksan sidder en gammel mand foran sin port. Han kalder mig over, og senere siger han: ”Jeg kunne se, at du ikke var russer, for du smilede til mig.” Mange tror, at jeg er russer. Det er befriende at ligne en lokal. Jeg vandrer i et par gamle, røde shorts, en t-shirt og en kasket, hvor der står Chyornoye More, Sortehavet. Jeg har af princip ikke telefon med – jeg er ikke far endnu, og telefonen er alligevel en voksensut, som man tager frem, hver gang man keder sig. Den skulle ikke med på tur.

Manden, Mohammed, er bekymret for, hvor jeg skal sove. Det er på bagkant af Tjetjenien-krigen, og der har for nyligt været to store terrorattentater i Baksan. Sikkerhedssituationen er superskidt, og på tre måneder møder jeg ikke en eneste anden rejsende. Mohammed insisterer på, at jeg overnatter hos ham. Der er das i haven, hvor du tørrer dig med gamle aviser, men de har wi-fi og et nyt fladskærms-tv i stuen. Jeg tager bad ude i haven, hvor der gror kål og løg og kartofler. Mohammed fortæller mig om en pige, han engang var forelsket i. Han fik hendes navn tatoveret på hånden, men de gik fra hinanden, og Mohammed blev gift, så han begravede den gamle kærestes navn under en Elbrus-tatovering; bjerget, han kan se fra sin have. Næste morgen tager han sit pæneste tøj på og følger mig ud af byen til broen over floden. Han bliver stående, og jeg går videre. Jeg bliver ved med at vende mig om, kigge mig tilbage.

Han står bare der og kigger efter mig. Jeg tror, at jeg minder Mohammed lidt om ham selv, da han var ung. Eller måske bare om hans egen ungdom. Jeg møder mange ældre mænd, der siger, at de har gjort noget, ligesom jeg gør, og Mohammed har som ung rejst i store dele af Sovjetunionen. Sidste gang, jeg kigger mig over skulderen, tager han sine briller af og tørrer sig under øjnene. Jeg bliver også rørt. Føler, at jeg er begyndt at ligne de mennesker, jeg rejser i blandt. Der er noget ved Kaukasus, der kryber under huden på mig. Jeg er blevet lige så hårdfør – men også lige så sentimental. Når man spørger folk i Kaukasus, hvad de er mest stolte af, så er det de høje bjerge og det rene kildevand. Måske fordi det er det eneste, du kan stole på et sted, hvor der ofte er krig og konflikt.

De her historier giver mening for mig, fordi jeg skriver om dem i mine bøger. Det gør, at jeg er nødt til at tænke over, hvorfor mødet med Mohammed var så interessant. Når historien skal fortælles, skal den tænkes igennem. Mange gange. Nye perspektiver dukker op. Oplevelsen, mødet med alle de her folk bliver pludselig stærkere. Den kommer til at betyde mere, end det egentlig gjorde i mødet. Den får flere perspektiver og kan – for dem der lytter og læser – måske opleves som et eventyr, fordi den gør dem klogere og rykker ved et eller andet hos dem.

Stol på mig

Mari, jeg og vores børn, Bille og Vibe, rejste i 15 måneder under Corona-pandemien. Det var mulighedernes kunst. Vi brugte et par måneder på langsomt at cykle til Finland. Fandt en campervan i Sverige og kørte rundt i Europa i fem måneder. Brugte hele vinteren i en hytte i Sverige. Cyklede tre måneder gennem Portugal og Spanien. På cykelturen gennem Sverige og Finland var meget lidt planlagt. Vi satte ud om morgenen, og sidst på dagen begyndte vi at lede efter et sted at slå teltet op. Eller sov ved venner og familie undervejs. Turen var endnu mindre planlagt i Portugal og Spanien. Vi fandt ud af tingene undervejs. Når vi havde været på landevejen i måske en uge, tog vi en pause i en håndfuld dage – fandt en lille lejlighed ved vandet eller et værelse på en bondegård. Det fungerede virkelig fint.

Der er en dag, hvor vi er trætte. Beskidte. Der er kommet en fyr ned for at lave en lille film om os, og måske er vi lidt pressede over, at han skal følge os. Jeg siger til mig selv, at tilfældigheden skal råde. Vælger en vej på kortet, men alle sideveje er lukket af med pigtråd. Vi ser et hus, som jeg tror er forladt, hvor jeg tænker, at vi kan slå teltet op. Jeg åbner lågen og går ind. Tre bidske hunde spæner mod mig. Jeg når at kaste et par sten for at holde dem på afstand. Børnene råber:

”Kom ud, far!!”

Vi cykler videre, og jeg kan se, at Mari ikke synes, at det er så fedt. Hun tænker nok: ”Bjørn, for helvede…”

Vibe spørger: ”Far, tror du, at vi finder et sted at sove?”

”Jeg ved, at vi finder et sted! Bare rolig!” svarer jeg.

Det er ren ideologi. Vi er ved at være pressede, men det løser sig. Og man kan altid sove i vejkanten. Vi ser et lille, hyggeligt hus med en fin køkkenhave, og Vibe siger:

”Skal vi ikke gå derind, far?”

Det er Vladimir fra Moldova, der bor der med sin familie. Jeg fortæller ham, at jeg har været i Moldova, og han siger: ”Jeg ved præcis, hvorfor I er her – følg med mig!”

Så får vi verdens dejligste spot under korktræerne. Floden risler forbi. Han er vinbonde, så han dukker op med en flaske vin til Mari og mig og slik til børnene. Han har en t-shirt på, hvor der står: TRUST ME. Det er så god en oplevelse – også for børnene. De fik at se, at vi var lidt pressede. Og at tingene løste sig, som de altid gør.

”Tusind tak! Vi har slet ikke fortjent din hjælp,” siger Mari til Vladimir, og han svarer:

”Stop, stop, stop! God karma kommer altid tilbage!”

Historien om ’Den yderste grænse’

Jeg var formand for Eventyrernes Klub fra 2018 til 2020, og i forbindelse med klubbens 80-års jubilæum arbejdede vi sammen med Nationalmuseet om at lave Kulturnatten på museet. Hele den efterfølgende uge var der foredrag. Hjalte Tin kom med en mongolsk jurt. Jacob Urth kravlede på facaden og satte et Everest-telt op. Nikolaj Kirk grillede kaniner. Der var ekspeditionskanoer og slæder fra Siriuspatruljen. De ringede til mig fra museet året efter og spurgte, om jeg ville være vært på den her podcast. Jeg sagde: ”Fint! Det ville da være fantastisk. Men hvorfor mig?”

Jeg er hverken journalist eller vant til at interviewe folk; jeg elsker bare gode historier og har et godt netværk. Jeg har altid været dybt fascineret af historier, og allerede da jeg var dreng, stødte jeg altid på historier og elskede at fortælle historier. Mine venner drillede mig nærmest med det: ”Ja, ja, Bjørn, skriv du en bog om det!”

Podcast-aftalen var, at vi prøvede at lave 10 afsnit. Nu har vi lavet omkring 150 afsnit af ’Den yderste grænse’, som er et samarbejde mellem Nationalmuseet og 24syv. På et tidspunkt tænkte jeg, om vi begyndte at vride karkluden – men listen over nye historier bliver kun længere og længere. Det er jo ligesom at rejse ud i verden; den bliver kun større og større, jo mere man ser af den.

Gode episoder er dem, hvor lytterne lærer noget, men i de bedste historier lærer den, der rejste ud, også noget. Det er ligesom i eventyrerne, vi læste som børn. Der er en ide. Et mål. En, der ønsker at rejse ud og skal overkomme udfordringer og problemer og måske kommer man ud af alle mulige omveje – og kommer måske et andet sted hen, end man havde troet. Og forhåbentligt kommer man hjem til sidst.

Den Yderste Grænse ligger på diverse podcaststreamingstjenester, bl.a. iTunes, Apple og Spotify.

3 anbefalinger: Til fods, på cykel, med ski

Når det kommer til at rejse på cykel og til fods, så synes jeg, at jo mere uplanlagt, jo mere hovedet under armen, jo mere ja-hat og jo mere tilfældighederne kan råde, jo bedre er det. Lad være med at tænke for meget over det. Det er godt at have en eller to ting at cykle efter, så man ikke cykler i ring, og det er rart at have et sted, man gerne vil hen, men ha’ få ambitioner undervejs. Tag det stille og roligt. Sluk telefonen. Nyd, hvor du er. Vær åben over for det, der sker. Det er opskriften. Og her er tre anbefalinger til ture.

Balkan til fods

På Balkan er både kulturen og naturen så varieret. Der er Middelhavet, kæmpe bjerge og store floder. God mad. En meget hjertevarm og utroligt gæstfri befolkning. Landsbyer, hvor tempoet er langsomt, og folk er nysgerrige, for der kommer ikke så mange rejsende. Jeg ville starte i det nordlige Albanien, krydse ind det vestlige Kosovo, der er meget, meget smuk, gå over i det østlige Montenegro og videre til det sydlige Serbien. Selv tegne ruterne på kortet og evt. følge lidt af den etablerede rute Peaks of the Balkans.

Tyrkiet på cykel

Jeg har i mange år drømt om at krydse Tyrkiet på cykel; ind gennem den centrale del af landet, ikke ude langs kysterne. Jeg har været i Tyrkiet en del gange, og jeg elsker Istanbul. Den er fantastisk. Der er meget få byer i verden, hvor man tænker: Jeg er i verdens centrum. Jeg kender efterhånden mange, der har cyklet i Tyrkiet, og alle snakker så godt om det. Jeg tænker, at Tyrkiet forbinder verdener – der er Bulgarien og Europa til den ene side, Iran, Syrien på den anden, Kaukasus på den tredje.

Sarek på ski

Jeg har en gammel drøm om en stor ekspedition i Nordskandinavien med fortællinger om området og de mennesker, der har levet der. En hyldest til samerne. I april tager jeg et blødt aftræk i form af en tur på fjeldski med pulk og lavvu. Jeg har gået meget på ski fra hytte til hytte, men er ikke så rutineret på fjeldski. Derfor er jeg nødt til at have mere styr på fjeldsikkerhed, grej og mad, end når jeg vandrer og cykler. April er et godt tidspunkt – i februar var der kulderekord med -46,5 grader. En flok svenske kammerater og jeg har 8-10 dage på ski. De er alle sammen ekstremt rutinerede. Bygger deres egne ski. Én er uddannet fjeldguide. Der er ikke nogen ruter i Sarek, men planen er at gå fra Ritsem og ind gennem et fjeldmassiv. Vi ved ikke, hvor vi skal overnatte i lavvuen, men vi ved, hvor vi skal ende. Og så skal vi hygge os og skrabe nogle erfaringer til os.