50.000 kilometer på cykel

Hos gæstfrie fremmede

Nu stod jeg hos Akhtar og den langskæggede imam i landsbyen og havde netop fremstammet mit fødeland. Som jeg husker det, lettede den lille imam nærmest fra jorden, hans øjne lyste, og han udbrød:

”Spændende! Jeg har så mange spørgsmål!”

I den næste halvanden time svarede jeg på spørgsmål:

”Hvordan fejrer I et bryllup?”

”Hvordan begraver I jeres døde?”

”Hvordan navngiver I jeres nyfødte?”

”Hvilke højtider fejrer I?”

Nysgerrigheden var enorm, der blev serveret mad, og da natten faldt på, rullede jeg underlaget ud på et tæppe og sov som en sten, til der blev kaldt til bøn tidligt næste morgen. Jeg var den første udlænding, der nogensinde havde været på besøg i landsbyen, og de havde taget imod mig med åbne arme – selvom området var et af den slags steder, vi ofte anser som farlige herhjemme.  

Næste morgen trampede jeg 30 kilometer gennem frodige, grønne bjerge. Heden var voldsom, luftfugtigheden kvælende, og min stakkels mave var fuldstændig smadret. Jeg kæmpede mig til Abbottabad, hvor jeg i en uge lå syg som en gadekøter på et usselt hummer med rå betonvægge og en miserabel rebseng (jeg forsøgte senere at glemme alt om det lille møghul, men det dukkede op i alverdens nyheder 10 år senere – det var her, Osama Bin Laden blev fundet). Jeg trampede videre nordpå og faldt i svime over den frodige Hunza-dal med abrikosplantagerne og de 7.500 meter høje tinder. Blev mødt med vink og smil. Forcerede hårnålesvingene op over Khunjerab-passet i små 4.700 meters højde, og med ét var jeg i Kina.

”Velkommen til Iran. Jeg har betalt jeres regning.”

De forrevne tinder og dybe dale blev erstattet af enorme græsenge, der trissede kameler rundt i vejkanten, og bjergene var rundere og dækket af gletsjere. Jeg så mægtige Muztagh Atas tinde spejle sig i søen Karakuls isblå vand og havde dårligt nået at slå teltet op, før et par små nomadebørn kom rendende ud af ingenting og gjorde fagter til, at jeg skulle følge med. Snart sad jeg på vævede tæpper i varme røde nuancer i et rundt nomadetelt og mæskede mig i nybagt brød og hjemmelavet yoghurt.

Aftenen forinden var det kinesiske soldater, der havde inviteret på mad i deres barakker: kødstrimler og chili, der fik tårerne til at trille ned ad mine kinder og snottet til at drive ud ad min næse, ind til soldaterne forbarmede sig og serverede mig nogle nudler – med sukker. Langsomt indså jeg, at hvor end jeg kom frem, lå gæstfriheden på lur.

Vejen hjem

Jeg endte med at cykle hele vejen hjem til Danmark på den tur. Jeg sneg mig gennem Tibet med en belgier, Filip, som – efter vi havde vandret med tibetanske pilgrimme rundt om hellige Mt. Kailash og var blevet tilbageholdt af det kinesiske sikkerhedspoliti i et par dage – købte sig en cykel, og vi fortsatte sammen til Nepal. Tog afstikkere til fods til Everest Base Camp og Annapurna Base Camp, cyklede gennem det fugtige lavland og det rablende kaos på Indiens overbefolkede sletter og tilbage til Pakistan, hvor jeg var startet otte måneder forinden.

Vi susede gennem de lovløse stammeområder i ørkenerne langs den afghanske grænse, og jeg var nu vant til at blive inviteret ind hos fremmede folk. Kendte rutinen med at trille ind i en landsby, blive omringet af nysgerrige, drikke te, smile, spørge, svare, ryste næver, lave fagter og nogle gange længes efter lidt fred og ro. Det ventede der dog meget lidt af, da vi krydsede ind i Iran.

Her gik det amok – på den skønnest tænkelige måde. Iran var landet, hvor jeg fik en simpel, men vigtig, erkendelse: dukker du op på en cykel – svedig, træt, sårbar, i øjenhøjde og med et smil – så åbner verdens døre sig. Allerede den første aften i Iran prikkede en mand på en restaurant mig på skulderen:
”Velkommen til Iran. Jeg har betalt jeres regning,” sagde han afdæmpet og listede videre, mens jeg forbløffet råbte tak efter ham.

Et sted, hvor jeg spurgte en cykelsmed, om han kendte et sted at komme på internettet (det var dagene før smartphones og evig internetadgang), nikkede han bekræftende. Han lukkede og låste sin butik, satte mig ud i sin bil, kørte mig hjem til sin onkel, der havde en computer, og mens de lavede mad til os alle tre, skrev jeg hjem til Danmark.

En bankdirektør lukkede sit kontor, da jeg skulle betale for en visumforlængelse. Jeg var havnet i den forkerte bank, så han kørte mig til den rigtige, sørgede for at alt forløb glat, tog med på visumkontoret, talte varmt for, at jeg fik en lang visumforlængelse (”Han rejser rundt på cykel for at se vores land og møde vores landsmænd!”) og kørte mig tilbage til sin bank og min cykel. Vinkede farvel. Sådan uden videre.

Familier kom op at skændes om, hvem der skulle invitere os ind for natten. Vi sad på tæpper på gulvet og spiste lækre lokale retter fra fællesfade, da engelsklæreren fra en by en time borte dukkede op. Så kunne samtalen flyde friere. Næste morgen dukkede politiet op for at byde os velkommen til landet, og eftersom de havde ringet til de tre næste småbyer, stod der politifolk klar med te, kager og klapsalver, når vi kom trillende. Da jeg efter 50 dage gennem Iran krydsede ind i det østlige Tyrkiet, hev grænsevagten mig til side. Han stirrede på de fire sider med visumforlængelser i mit pas. Hviskede mig i øret:

”Jeg kan se, at du har været i Iran i lang tid. Vil du ikke fortælle folk i dit land, at vi iranere ikke er, som vi bliver fremstillet i medierne?”

Det lovede jeg ham. Og så cyklede jeg hjem til Danmark.

Fuldt eksponeret

Jeg vidste det ikke dengang, men cykelturen hjem fra Asien udstak på mange måder kursen for mit liv. Cyklen blev min nøgle til at åbne verden. Jeg kunne komme helt tæt på mennesker og kulturer – komme ind bag de lukkede døre, hvad end det var i Tyskland eller Tadsjikistan, Costa Rica eller Californien. Måske det har noget at gøre med ydmygheden, når man kommer på cykel? Man sidder ikke gemt bag en bilrude og farer forbi folk i vejkanten i en støvsky. Man kommer langsomt. Ser folk i øjnene. Der er intet filter mellem dem og én. Man er tværtimod fuld eksponeret. Sårbar.

Måske folk instinktivt fornemmer det? Der er intet faretruende over en ensom, småtræt, halvbeskidt cykelrejsende, der bruger tid og kræfter på at opleve et land langt væk hjemmefra og høfligt spørger om hjælp fra en fremmed – til at finde mad, vand, husly og vej. Faktisk ender den slags forespørgsler ofte med, at folk undrer sig over, hvad man vil med et sted at slå teltet op, når de nu har en ekstra seng, hvor man sagtens kan sove. Det har jeg oplevet på tværs af lande og kontinenter, kulturer og religioner.

Alt det er selvfølgelig blot en del af at rejse på cykel. En anden ting er den enorme frihed til at dreje til højre her og til venstre der. Rejse i sneglefart eller sætte tempoet op. Holde sig til hovedvejene eller lægge den slagne vej bag sig og drage derud, hvor de færreste kommer. Efter turen hjem fra Asien, cyklede jeg fra Mexico til Argentina, gennem Nordamerika og vendte igen og igen tilbage til de højeste bjergkæder i Asien – Himalaya, Hindu Kush, Karakoram, Kun Lun og Pamir. Jeg brugte årevis på alverdens bagveje.

Cyklede ud, hvor der ikke fandtes veje på papirkortene. Over iltfattige bjergpas og enorme plateauer. Jo mindre asfalt under dækkene og jo færre biler der var, jo større var naturoplevelserne. Jeg higede efter iltfattige bjergpas. Længtes efter at komme længere og længere væk.

Frihed og klarhed

Jeg cyklede gennem det sydvestlige Bolivia, hvor jeg på den sidste del af turen havde mad til 10 dage i cykeltaskerne. Der var ingen veje, kun hjulspor gennem tilsandede bjergørkener højt i Andesbjergene. I over en uge var jeg ikke under 4.500 meters højde. Mine drikkedunke frøs til is i teltet om natten, og vindene susede så kraftigt om dagen, at det var svært overhovedet at komme frem. Jeg havde cyklet tusindvis af kilometer, men forbandede stadig vejes vaskebrætsoverflader og vejrguders luner, når de var mod mig. Og det var de på den tur. Faktisk var turen så hård, at der skete noget besynderligt. Jeg blev ligeglad med sneglefarten.

Så længe jeg bevægede mig fremad, var alt godt – også når jeg trak, skubbede og flåede cyklen gennem løst sand i hylende modvind. For omgivelserne var øde og surrealistisk smukke. Der stod rygende vulkaner på horisonten. Flamingoer spankulerede rundt i rustrøde søer. Damp sted til vejrs fra boblende mudderpøle. Enorme klipper lå som dumpet ned fra himlen i ørkensand. Det var aldeles fortryllende, og jo hårdere jeg knoklede, jo mere ro faldt der over mit sind.

Jeg var lykkelig. Da jeg endelig nåede grænsen til Chile, ventede en glasurglat asfaltvej med en nedkørsel på flere tusinde højdemeter ned til Atacamaørkenen. På en time kunne jeg trille, hvad der bag mig havde taget mig to dage, men da jeg kiggede mig over skulderen, havde jeg bare lyst til at vende om. Cykle tilbage ud i det rå vildnis. Det er så uhyre banalt, men det, jeg følte, var selvfølgelig, at det ikke handler om at nå frem. Det handler om at være derude.

Et helt andet billede

Havde jeg ikke været derude på cyklen, havde mit liv set helt anderledes ud i dag. Jeg blev journalist, for der var så mange historier ude i verden, der giver et helt andet billede af verden, end det man ser i nyhederne. Der er så mange gode folk derude. Så meget håb og gæstfrihed. De tilfældige folk, man møder på landevejen, fortæller en samlet historie, der er markant anderledes end den fra nyhederne på tv’et. De giver en troen på det gode i mennesket. Den historie er værd at dele igen og igen.

Jeg mødte min hustru, mens jeg cyklede. Cassie er fra USA og trekkede rundt i Himalaya i et halvt års tid, da vi første gang så hinanden i skyggen af et 1.000 år gammelt buddhistisk kloster dybt inde i Indisk Himalaya. Der gik tre år, inden vi så hinanden igen, og da cyklede vi ned langs den amerikanske Stillehavskyst. I dag har vi to drenge på 7 og 10 år, og selvfølgelig har jeg ikke kunnet cykle ture på halve og hele år i nogle af verdens mest ufremkommelige områder, efter drengene kom til verden.

Jeg er blevet weekendkriger, der finder lykken i de helt små eventyr. Jeg prøver at komprimere de lange eventyr til ture på et par uger, om det så er i USA, Marokko eller Libanon. Cyklen kan stadig det samme. Den åbner dørene ude i verden. Bringer mig tæt på naturen. Giver mig håb og ro i sindet.