Du er her:
  • ARTIKLER
  • Hjælp til valget af din nye brænder

Hjælp til valget af din nye brænder

 

IMG_0058.jpg
Skrevet af: Redaktionen
Opdateret den 03. dec 2021

 

Ilden har altid været en af menneskets tro følgesvende. Lige fra tiden, da vi først tæmmede den, og frem til i dag har lejrbålet været samlingspunktet. I dag bruger vi måske ikke flintesten, men en lighter, og træet er skiftet ud med gas. Rigtig mange tager en brænder med på rejsen, og med den rivende udvikling, der er sket, er der god grund til at undersøge markedet. Adventure World guider dig til, hvilken type brænder der passer til din rejse, og vi ser på fem gode bud på din næste brænder.

Med det meget store udvalg af brændere er det bestemt ikke ligegyldigt, hvilke overvejelser du gør dig, inden du går på indkøb. Som med alt andet udstyr handler det om, hvad du skal bruge det til. Tænk over, hvad din rejse byder på, og overvej derefter, hvad dine ønsker og krav er.

Det er ikke den samme brænder, der er det oplagte valg, hvis din familie skal på camping i Sydeuropa, som det er, hvis du er en garvet vandrer, der skal sikre dig en kop varm kaffe, når dagen er omme. Det overordnede spørgsmål er, om du skal have en multi-, gas- eller spritbrænder. Du skal undersøge brænderens egenvægt, også inklusive brændstof, i den ønskede mængde. Dertil er det vigtigt, om dit brændstof er tilgængeligt under rejsen, eller om du skal slæbe alt med fra start til slut. Kig på, hvor stort brændstofforbrug den har, og undersøg dens betjeningsvenlighed.

IMG_9997.jpg
Multifuel og hvad så?
En splinterny multifuel-brænder tiltrækker sig tit et nysgerrigt blik eller to. Der er meget at indstille, og den skal nærmest kickstartes. Helt overordnet er en multifuel-brænder meget fleksibel og meget besværlig.
En multifuel-brænder er karakteriseret ved, at den bruger mange forskellige typer brændstof.

At brænderen kan opvarme din mad både over benzin, diesel, sprit, petroleum og sågar flybrændstof gør den yderst fleksibel. Hvis du er på eventyr ude i den store verden og skal kunne tanke op hvor som helst, så er det langt mere realistisk at kunne købe en halv liter benzin fra en lokal motorcyklist end at skulle finde den nærmeste gasforhandler. Derudover har benzin en høj brændstofværdi, så du kan opvarme utrolig meget vand på en halv liter benzin.

Det gør også brænderen meget billig i drift, så selvom en multibrænder er dyr i indkøb, vil du kunne tjene den ind over tid, hvis du bruger den meget. Der er dog også mange argumenter mod multifuel-brændere. De er meget mere komplekse end for eksempel en gasbrænder. Der er masser af smådele, der alle skal fungere korrekt, og som skal justeres ustandseligt.

Specielt i de ældre modeller stopper dyserne til og skal renses på mere eller mindre opfindsomme måder. Selvom flere ser det som en sjov ekstra bonus, er det i længden mest til besvær, at en multifuel-brænder skal kickstartes - eller rettere, den skal forvarmes. Det betyder også, at der let kommer mere ild ude omkring den, end hvad godt er. Da selve beholderen er forbundet med en slange til brænderen, er der også en mulighed for utætheder, som kan skabe ubehagelige eller endog farlige situationer.

onklusionen er, at skal du på eventyr ude i den store verden uden mulighed for at komme forbi civilisationens glæder, så er en multifuelbrænder det rette valg for dig.

IMG_0022.jpg
Hvornår er gas godt?
En gasbrænder kræver ingen ekspertise, og når den virker, så virker den bare. Den er såre simpel og det rette valg på de fleste kortere ture, eller hvor du ellers kommer forbi nye gasdepoter. Gas i sig selv har en høj brændstofværdi, og en dåse gas giver dig mange liter varmt vand.

Som tommelfingerregel skal du regne med, at 100 gram gas giver en times tændt brænder ved moderat niveau og rolige vindforhold. En gasbrænder er også meget sikker, da der ikke er samme muligheder for udsivning som ved multibrænderen. Der er ingen slanger og ingen væsker, så risikoen for gasudsivning er forholdsvis lille.

Brænderens vægt er generelt meget lav, og hvis du undersøger vægten for både brænder og din beholdning af gas, vil den samlede vægt stadig være lav til kortere ture. Minusserne ved gasbrændere er helt overordnet, at du skal slæbe alt brændstoffet med fra begyndelsen af rejsen. Der findes desværre ingen standard for gevind på gasbeholderne, og du skal derfor være opmærksom på, om du får samme type gasdåser som din brænder.

Enkelte af de nyere brændere kan dog bruge flere forskellige typer gevind. Brændstoffets tilgængelighed er kun et problem, hvis du skal være væk i lang tid, eller hvis du er langt væk fra steder, hvor du kan købe nye gasdåser. Prisen på gas er derimod et problem for alle, og det gør gasbrændere forholdsvis dyre i drift.

verordnet er gasbrænderen det rette valg, hvis du er til outdoor i nærområdet, for eksempel kortere ture i Skandinavien, eller hvis du skal rundt i mere civiliserede lande og for det meste skal bo på en campingplads.

IMG_0086.jpg
Hvem skal vælge sprit?
Markedet for spritbrændere er ikke så varieret, da Trangia har sat sig hårdt på det. Det betyder dog på ingen måde, at det ikke er værd at overveje en spritbrænder. Det er en prisfornuftig løsning, da en flaske sprit næsten ingenting koster. Simpelheden er også en stor fordel, for alle kan hælde lidt sprit i en beholder og sætte ild til det.

Den lille spritbeholder kan heller ikke gå i stykker, og i det hele taget har du en brænder, der kan følge dig resten af livet. Det gør spritbrænderen meget pålidelig, og hvis du prioriterer sikkerheden for, at intet kan gå i stykker, højt, så er spritbrænderen den rigtige. Trangia har været på markedet i lang tid og bliver der højest sandsynligt i lang tid endnu, så selv hvis du ødelægger en lille del eller mister grydetangen, så kan du altid skaffe en erstatning. Det er lækkert, at Trangia har lavet forskellige pakker, der henvender sig til forskellige typer rejsende.

I pakken får du gryder, pander og/eller en lille tekande, så du bare skal vælge en færdig pakke og derefter er klar til rejsen. Det samme er dog også et af minusserne, for Trangiaen bliver let en meget stor klump i bagagen. Det største minus er dog den tid, det tager at varme en liter vand over sprit. Det tager omtrent dobbelt så lang tid som for de to andre typer.

Du skal derfor skærme grundigt af, for at vinden ikke tager sprittens mere begrænsede varme. En spritbrænder er heller ikke nogen letvægter, og sammen med dens store fylde er den ikke det bedste valg, hvis din rejse involverer meget vandring. Endnu en ulempe er tilgængeligheden af sprit, som det uden for Skandinavien er mere vanskeligt at skaffe.

Alt i alt er spritbrænderen det rette valg for dig, der skal rejse meget rundt i for eksempel Europa, men ikke har det helt store budget til det. 

IMG_0016.jpg
Hvad med en klassisk overlever?
Der er ikke mange, der ikke kender den: Klassikeren, der ikke består af andet end sammennittet metal. Du folder den ud, lægger en sprittablet i midten og wupti. Der er intet, der kan gå i stykker, og selv hvis du ødelægger den, stiller du bare en sten, hvor det brækkede 'ben' skulle være. Prisen er uovertruffen billig, så efter hver tur køber du bare en ny. Til gengæld er den heller aldrig helt i orden.

Den er altid skæv, og gryderne er ved at falde af. Det er en sand overlever, der enten er god som en nødbrænder, hvis den anden svigter, eller hvis du satser på at skulle bruge din brænder forholdsvis sjældent.

Andre spændende artikler


GRØNT GREJ TIL TURKØKKENET

GRØNT GREJ TIL TURKØKKENET

En guide til brug af GPS

En guide til brug af GPS

NATUREVENTYR MED FAMILIEN

NATUREVENTYR MED FAMILIEN

Log ind