Det er nok ikke alle, der vil kaste sig ud i otte dages trekking i Himalaya med to drenge på ni år. Men der er kun lutter begejstring at spore hos John Lau-Jensen og hos drengene Gustav og Niklas, der tager på eventyr i de fantastiske Langtang Himal-bjerge i Nepal.
Bjergkørsel i Nepal er ikke for sarte sjæle, men vi når helskindet, omend godt gennemrystede, frem til vores hotel i Syabrubensi. Niclas og Gustav får hurtigt farve i kinderne igen, og de stivnede smil tør hurtigt op. Nysgerrigheden overtager usikkerheden, og inden længe har vi krydset Bhote Koshi-floden for at gå på opdagelse i Syabrubensis gamle bydel. Vi inviteres hurtigt indenfor på kager og te af imødekommende og smilende lokale. De to lyshårede drenge er mindst lige så interessante for dem, som de gamle traditionelle huse og det gamle kloster er for os, og inden længe kigger flere af landsbyens indbyggere forbi.
Blandt honningjægere og trolde
Med depoterne fyldt op med pandekager, havregrød og hårdkogte æg tager vi hul på selve trekking-delen. Humøret er højt, da vi bevæger os op langs Langtang-flodens brusende vand, og det bliver ikke mindre spændende, da drengene flere steder kan følge store grupper af langur-aber lege i trækronerne. Mere alvorligt går det for sig på den modsatte side af dalen, hvor primitive rebstiger hænger og blafrer frit i luften. Honningjægerne benytter disse for at komme ind til de store honningfyldte bistader, der befinder sig under de markante overhæng på den lodrette klippeside. Et farefuldt erhverv, hvor risiciene ikke helt står mål med det økonomiske udbytte. Smagen af den friske honning på brødet om morgenen eller i en kop te er dog fantastisk.
Dalen er indledningsvis meget smal. Den nordlige side er næsten lodret, bar og dækket med sol det meste af dagen. Den sydlige side, derimod, ligger mere skyggefuld, dækket af tæt og varieret skov. De mange rododendroner gør Langtang til et af de smukkeste områder i Nepal, når de i foråret forkæler vandrefolket med en varieret farvesymfoni i lilla, røde, gule og hvide nuancer. Desværre er vi lidt for sent på den, men skoven er fortsat fascinerende, og minder om en kulisse taget ud af Tolkiens eventyr om Hobitten. Lav hænger ned fra grenene, mos dækker vilde rødder og sten, så fantasien får frit spil og pludselig ser drengene trolde og elverfolk alle vegne.
Hyggelige tehuse og afslapning
Langs med stien ligger små interimistiske butikker og hyggelige tehuse, hvor man kan få slukket tørsten, nyde en lille snack eller et billigt måltid mad og naturligvis overnatte. I de senere år er der kommet flere overnatningssteder til Langtangområdet, og kvaliteten er blevet markant bedre, men der er fortsat et stykke vej til de hotellignende forhold i Annapurna og Khumbu, hvilket er rart. De familiedrevne tehuse har formået at bevare deres charme, og værterne har ofte god tid til at sludre om stort og småt.
Dette er også tilfældet i Langmoche, som er målet for den første dags lette vandring. Drengene bygger dæmninger ved floden, spiller mikado med de lokale, går på opdagelse i skoven omkring tehuset og slapper af i solen. Trætheden melder sig tidligt, godt hjulpet på vej af dagens fysiske aktivitet og et solidt måltid mad.
Næste morgen krydser vi en vippende hængebro over Langtang-floden ved et af flodens stejleste fald. Der er trafik på hængebroen, hvilket får det hele til at gynge ekstra meget til stor jubel for Niclas og Gustav. Den indledningsvise usikkerhed overfor disse flodkrydsninger er erstattet af begejstring.
Fremadrettet bevæger vi os kun på Langtang-flodens nordlige bred, og turens første, og stort set eneste, stigning op mod tehusene ved Rimche sætter gang i vejrtrækningerne. Til tider er stien smal og underlaget løst, så det kræver koncentration at holde sig fra kanten, hvilket et par gange indskærpes overfor drengene. Adskillige skarpe hårnålesving og et par stejle stentrapper senere når vi toppen. For en stund befinder vi os i morgensolens varmende stråler, så vi holder pause, nyder udsigten, en kold sodavand og en kop sort te, inden det igen går gennem varieret skov. Ved flere lejligheder har jeg set røde pandaer og flokke af bjerggeder på denne del af ruten, men denne gang var fokus mest på de farvestrålende fugle, blandt andet de let genkendelige, skræppende, grønne parakitter.
Ved Chhunama ligger et enligt tehus i en herlig lille lund, og selvom vi sagtens kunne fortsætte, valgte drengene, at vi skulle blive og overnatte. Vi byggede dæmninger og broer over en lille bæk. Spillede kort og nød et par timer foran kakkelovnen med den fantastiske overlevering om, hvorledes Langtang-dalen nærmest ved et uheld blev opdaget af en intetanende tibetansk yak-hyrde på udkig efter sin vigtigste yak-tyr. Der findes mange fine fortællinger og eventyr om Himalaya, og flere af dem egner sig perfekt som godnathistorier, når man har børn med på vandretur. De elsker at få en historie om flyvende munke, talende dyr og ikke mindst yetien, den afskyelige snemand, mens de ligger i deres varme soveposer.
Langtang, hvor tiden næsten står stille
Vi bevæger os det sidste stykke gennem skoven til checkposten ved Ghore Tabela, hvor repræsentanter fra nationalparken og hæren gerne vil tjekke vores tilladelser. Alt foregår stille og roligt, og de spørger nysgerrigt til drengene, der er så opslugte af at skrive deres navne i ’gæstebogen’ og få styr på formaliteterne, at de knapt bemærker lyset og forandringerne i omgivelserne. Som ved et trylleslag er den tætte, mørke skov erstattet af åbne græsningsarealer og opdyrkede jordlodder. Den smalle, næsten klaustrofobiske, dal åbner sig op og afslører et eventyrligt alpint landskab med frygtløse vandfald, der kaster sig ned ad af de omgivende bjergsider og en række af Himalayas mindre kendte, om end ganske imponerende, tinder. Ikke mindst det hellige bjerg, Langtang Lirung, der med sine 7234 højdemeter og snedækkede top overvåger dalen med en nærmest stoisk ro.
Langtang er den første rigtige landsby, vi møder på turen, og vi vælger helt bevidst at finde et tehus i den charmerende gamle bydel, hvor husene er opført i traditionel stil med skiffertag og stenmure isoleret med mudder, halm og kokasser. Værtsfamilien er meget taknemmelige for, at vi har valgt netop deres ydmyge hus, for som de siger: ”De fleste trekkere når aldrig så langt, inden de har valgt et af de nye og mere moderne tehuse i den nyopførte bydel.”
Efter en kop varm te går vi på opdagelse i og omkring Langtang, hvor man nemt får fornemmelsen af at befinde sig i et helt andet århundrede. Flere af byens ældre går stadigvæk rundt i deres traditionelle tibetanske klædedragter. Kvinderne i en form for kjoler og hat, mændene i kraftige bukser og veste spundet af yak-uld.
Tilbage i middelalderen?
Der er stor aktivitet på markerne, hvor de lokale går rundt med hakker i hånden og yakokser spændt for ploven for at klargøre jorden til såningen og sætningen. I disse højder høstes der kun én gang om året, og der er kun mulighed for at dyrke et begrænset antal afgrøder såsom byg, boghvede, lidt grøntsager samt kartofler, så dagens lyse timer bliver brugt særdeles effektivt. Drengene er ret overraskede over at se markarbejdet udført som i middelalderen, men også ret fascinerede af brugen af redskaber og husdyr i tæt samarbejde. De studser ligeledes over den gamle kone, der går og samler husdyrenes efterladenskaber op og smider det i sin dokho, den traditionelle kurv. Samme aften forstår de dog sammenhængen, da de får deres første kop te kogt på ild fra tørret yak-lort. Det bliver der grint meget af.
I Langtang bliver der også tid til at besøge den lokale skole, noget drengene har set meget frem til. Hjemmefra har de i klassen indsamlet mere end 2000 blyanter, kuglepenne og tusser, og en stor del af disse, har de ønsket at donere til de skoler, som vi besøger undervejs. Vi mødes med skolelederen og engelsklæren, der stolte viser os rundt på den lille skole og fortæller om skolens historie, undervisningen, skoleforløbet, antallet af elever og så videre. Da vejret er godt, foregår dele af undervisningen udenfor, noget drengene sagtens kunne se kopieret til Danmark! Mødet med jævnaldrende nepalesiske skoleelever, der, på trods af de spartanske rammer, møder op i nystrøgede skoleuniformer, gør et stort indtryk på dem.
Kyangjin, bjerggudernes amfiteater
Næste morgen følges vi med de lokale på stien ud af Langtang. De er på vej ud til deres marker med plove og hakker over skuldrene, og vi er på vej til Kyangjin. De første hundrede meter går vi langs med en af Nepals mest imponerende mani-vægge. Hundredvis af manisten med buddhistiske bønner mejslet ind i det fine skiffer, står nøjsomt stablet ovenpå hinanden, og danner en religiøs indgang til Langtang-dalens fantastiske klimaks. I takt med at vi nærmer os Kyangjin, omsluttes vi af en række imponerende og historiske bjerge, såsom Langtang Lirung, Kimshung, Kangchenpo og Urkeinmang. Alle bjerge mellem 6150 og 7234 meter, og alle unikke i deres fremtoning. Nogle kalder Kyangjin for bjerggudernes amfiteater, og drejer man sig 360 grader, er det indlysende at se hvorfor.
Nærmest for at understrege stedets religiøse stemning, er der tilfældigvis en buddhistisk ceremoni i gang, da vi ankommer. Med indbydende smil anvises vi en plads foran lamaen, der sidder og messer, og tre munke, der over de næste timer spiller på et udvalg af instrumenter. Horn, trommer, konkylier og bækkener benyttes flittigt. Niclas og Gustav sidder med store øjne og følger det farverige optrin, og de takker da også ja til at smage tsampa kager og saltet smør-te. Deres ansigtsudtryk afslører dog tydeligt, at smør-teen ikke er så populær.
Hvad skal vi vælge?
Kyangjin er det ultimative udgangspunkt for en række spændende dagsture til de omkringliggende toppe, gletsjere og kharkaer. De fleste vælger toppen Tsergo Ri (4984 m), hvorfra der er mulighed for at kigge ind over grænsen til Tibet og få et glimt af verdens 14. højeste bjerg, Shishapangma (8013 m). Efter ceremonien vælger drengene dog at blive tilbage og hygge sig med vores bærer, Tupendra, der efterhånden har fået status af legeonkel. De bygger varder og kigger på vanddrevne bedemøller, mens jeg tager turen til toppen af Kangjin Peak 4350 meter over havet. Herfra er der en perfekt udsigt tilbage gennem Langtang-dalen, hvor vi de seneste dage har vandret, og til Kanchengpos vilde nordside, der er en af de mest dramatiske i Himalaya.
Vi har en ekstra dag i ved Kyangjin, som vi bruger på en tur til Tserpochi Kharka. I mine øjne en noget nær perfekt afslutning på turen, da man kommer virkelig tæt på Langtang Lirungs frygtindgydende sydøst-flanke, Lirung gletsjeren og det dramatiske Kyimoshung isfald. Hvis man følger stien langs morænen til sommergræsningsstederne og hyrdernes forfaldne stenhytter, har man et godt udsigtspunkt i sikker afstand fra nedfaldne klipper og is. Samtidig er det en af de smukkeste picnicspots i Langtang og et herligt sted at fejre turens foreløbige højdepunkt.
Niclas og Gustav har vænnet sig til højden og er kommet i god form, så turen tilbage gennem Langtang-dalen til den ventende jeep i Syabru Bensi gøres nemt på to dage med god tid til leg og badning i floden.
Elefanter i Chitwan og afslapning i Kathmandu
Efter trekket i Langtang går turen sydpå til Chitwan, hvor det er tid til nogle dages safari. På elefantryg, i jeep og med kano udforskes området, og vi ser både næsehorn, læbebjørne, krokodiller, aber, hjorte og fugle, foruden et par legesyge elefanttvillinger. Afslutningsvis slapper vi af ved poolen på hotellet i Kathmandu, besøger et børnehjem, et plejehjem, nepalesiske venner og nogle af byens spændende templer med messende munke og yogadyrkende hellige mænd samt drømmer om den næste tur til Nepals uendelige bjerge.
Tips til når du rejser med børn:
- Vælg transport med jeep fra Kathmandu i stedet for en overfyldt lokalbus. Det er mere sikkert og væsentligt mere bekvemt med mulighed for ekstra stop undervejs.
- Tag noget underholdning med; en god bog, evt. med nepalesiske sagn og fortællinger eller Klavs Becker-Larsens børnebøger om Everest og Den afskyelige snemand, kortspil, yatzy etc.
- Arranger en lokalkendt bærer, så der er mere bevægelsesfrihed, og du kan koncentrere dig fuldt ud om børnene. Det er hyggeligt med en bærer, der hurtigt træder ind som legeonkel og giver børnene en række gode oplevelse med en nepaleser.
- Sørg for at børnenes udstyr er i orden. Det gælder ikke mindst vandrestøvler/sko, soveposen og overtrækstøjet.
- Lad evt. børnene arrangere en indsamling i deres respektive institution/skole. Det giver ekstra engagement at have noget med til eks. skolerne i de fjerne bjergegne eller børnehjemmet i Kathmandu.
- Husk at der skal være tid til leg og eventyr efter børnenes ønsker.
Bjergkørsel i Nepal er ikke for sarte sjæle, men vi når helskindet, omend godt gennemrystede, frem til vores hotel i Syabrubensi. Niclas og Gustav får hurtigt farve i kinderne igen, og de stivnede smil tør hurtigt op. Nysgerrigheden overtager usikkerheden, og inden længe har vi krydset Bhote Koshi-floden for at gå på opdagelse i Syabrubensis gamle bydel. Vi inviteres hurtigt indenfor på kager og te af imødekommende og smilende lokale. De to lyshårede drenge er mindst lige så interessante for dem, som de gamle traditionelle huse og det gamle kloster er for os, og inden længe kigger flere af landsbyens indbyggere forbi.
Blandt honningjægere og trolde
Med depoterne fyldt op med pandekager, havregrød og hårdkogte æg tager vi hul på selve trekking-delen. Humøret er højt, da vi bevæger os op langs Langtang-flodens brusende vand, og det bliver ikke mindre spændende, da drengene flere steder kan følge store grupper af langur-aber lege i trækronerne. Mere alvorligt går det for sig på den modsatte side af dalen, hvor primitive rebstiger hænger og blafrer frit i luften. Honningjægerne benytter disse for at komme ind til de store honningfyldte bistader, der befinder sig under de markante overhæng på den lodrette klippeside. Et farefuldt erhverv, hvor risiciene ikke helt står mål med det økonomiske udbytte. Smagen af den friske honning på brødet om morgenen eller i en kop te er dog fantastisk.
Dalen er indledningsvis meget smal. Den nordlige side er næsten lodret, bar og dækket med sol det meste af dagen. Den sydlige side, derimod, ligger mere skyggefuld, dækket af tæt og varieret skov. De mange rododendroner gør Langtang til et af de smukkeste områder i Nepal, når de i foråret forkæler vandrefolket med en varieret farvesymfoni i lilla, røde, gule og hvide nuancer. Desværre er vi lidt for sent på den, men skoven er fortsat fascinerende, og minder om en kulisse taget ud af Tolkiens eventyr om Hobitten. Lav hænger ned fra grenene, mos dækker vilde rødder og sten, så fantasien får frit spil og pludselig ser drengene trolde og elverfolk alle vegne.
Hyggelige tehuse og afslapning
Langs med stien ligger små interimistiske butikker og hyggelige tehuse, hvor man kan få slukket tørsten, nyde en lille snack eller et billigt måltid mad og naturligvis overnatte. I de senere år er der kommet flere overnatningssteder til Langtangområdet, og kvaliteten er blevet markant bedre, men der er fortsat et stykke vej til de hotellignende forhold i Annapurna og Khumbu, hvilket er rart. De familiedrevne tehuse har formået at bevare deres charme, og værterne har ofte god tid til at sludre om stort og småt.
Dette er også tilfældet i Langmoche, som er målet for den første dags lette vandring. Drengene bygger dæmninger ved floden, spiller mikado med de lokale, går på opdagelse i skoven omkring tehuset og slapper af i solen. Trætheden melder sig tidligt, godt hjulpet på vej af dagens fysiske aktivitet og et solidt måltid mad.
Næste morgen krydser vi en vippende hængebro over Langtang-floden ved et af flodens stejleste fald. Der er trafik på hængebroen, hvilket får det hele til at gynge ekstra meget til stor jubel for Niclas og Gustav. Den indledningsvise usikkerhed overfor disse flodkrydsninger er erstattet af begejstring.
Fremadrettet bevæger vi os kun på Langtang-flodens nordlige bred, og turens første, og stort set eneste, stigning op mod tehusene ved Rimche sætter gang i vejrtrækningerne. Til tider er stien smal og underlaget løst, så det kræver koncentration at holde sig fra kanten, hvilket et par gange indskærpes overfor drengene. Adskillige skarpe hårnålesving og et par stejle stentrapper senere når vi toppen. For en stund befinder vi os i morgensolens varmende stråler, så vi holder pause, nyder udsigten, en kold sodavand og en kop sort te, inden det igen går gennem varieret skov. Ved flere lejligheder har jeg set røde pandaer og flokke af bjerggeder på denne del af ruten, men denne gang var fokus mest på de farvestrålende fugle, blandt andet de let genkendelige, skræppende, grønne parakitter.
Ved Chhunama ligger et enligt tehus i en herlig lille lund, og selvom vi sagtens kunne fortsætte, valgte drengene, at vi skulle blive og overnatte. Vi byggede dæmninger og broer over en lille bæk. Spillede kort og nød et par timer foran kakkelovnen med den fantastiske overlevering om, hvorledes Langtang-dalen nærmest ved et uheld blev opdaget af en intetanende tibetansk yak-hyrde på udkig efter sin vigtigste yak-tyr. Der findes mange fine fortællinger og eventyr om Himalaya, og flere af dem egner sig perfekt som godnathistorier, når man har børn med på vandretur. De elsker at få en historie om flyvende munke, talende dyr og ikke mindst yetien, den afskyelige snemand, mens de ligger i deres varme soveposer.
Langtang, hvor tiden næsten står stille
Vi bevæger os det sidste stykke gennem skoven til checkposten ved Ghore Tabela, hvor repræsentanter fra nationalparken og hæren gerne vil tjekke vores tilladelser. Alt foregår stille og roligt, og de spørger nysgerrigt til drengene, der er så opslugte af at skrive deres navne i ’gæstebogen’ og få styr på formaliteterne, at de knapt bemærker lyset og forandringerne i omgivelserne. Som ved et trylleslag er den tætte, mørke skov erstattet af åbne græsningsarealer og opdyrkede jordlodder. Den smalle, næsten klaustrofobiske, dal åbner sig op og afslører et eventyrligt alpint landskab med frygtløse vandfald, der kaster sig ned ad af de omgivende bjergsider og en række af Himalayas mindre kendte, om end ganske imponerende, tinder. Ikke mindst det hellige bjerg, Langtang Lirung, der med sine 7234 højdemeter og snedækkede top overvåger dalen med en nærmest stoisk ro.
Langtang er den første rigtige landsby, vi møder på turen, og vi vælger helt bevidst at finde et tehus i den charmerende gamle bydel, hvor husene er opført i traditionel stil med skiffertag og stenmure isoleret med mudder, halm og kokasser. Værtsfamilien er meget taknemmelige for, at vi har valgt netop deres ydmyge hus, for som de siger: ”De fleste trekkere når aldrig så langt, inden de har valgt et af de nye og mere moderne tehuse i den nyopførte bydel.”
Efter en kop varm te går vi på opdagelse i og omkring Langtang, hvor man nemt får fornemmelsen af at befinde sig i et helt andet århundrede. Flere af byens ældre går stadigvæk rundt i deres traditionelle tibetanske klædedragter. Kvinderne i en form for kjoler og hat, mændene i kraftige bukser og veste spundet af yak-uld.
Tilbage i middelalderen?
Der er stor aktivitet på markerne, hvor de lokale går rundt med hakker i hånden og yakokser spændt for ploven for at klargøre jorden til såningen og sætningen. I disse højder høstes der kun én gang om året, og der er kun mulighed for at dyrke et begrænset antal afgrøder såsom byg, boghvede, lidt grøntsager samt kartofler, så dagens lyse timer bliver brugt særdeles effektivt. Drengene er ret overraskede over at se markarbejdet udført som i middelalderen, men også ret fascinerede af brugen af redskaber og husdyr i tæt samarbejde. De studser ligeledes over den gamle kone, der går og samler husdyrenes efterladenskaber op og smider det i sin dokho, den traditionelle kurv. Samme aften forstår de dog sammenhængen, da de får deres første kop te kogt på ild fra tørret yak-lort. Det bliver der grint meget af.
I Langtang bliver der også tid til at besøge den lokale skole, noget drengene har set meget frem til. Hjemmefra har de i klassen indsamlet mere end 2000 blyanter, kuglepenne og tusser, og en stor del af disse, har de ønsket at donere til de skoler, som vi besøger undervejs. Vi mødes med skolelederen og engelsklæren, der stolte viser os rundt på den lille skole og fortæller om skolens historie, undervisningen, skoleforløbet, antallet af elever og så videre. Da vejret er godt, foregår dele af undervisningen udenfor, noget drengene sagtens kunne se kopieret til Danmark! Mødet med jævnaldrende nepalesiske skoleelever, der, på trods af de spartanske rammer, møder op i nystrøgede skoleuniformer, gør et stort indtryk på dem.
Kyangjin, bjerggudernes amfiteater
Næste morgen følges vi med de lokale på stien ud af Langtang. De er på vej ud til deres marker med plove og hakker over skuldrene, og vi er på vej til Kyangjin. De første hundrede meter går vi langs med en af Nepals mest imponerende mani-vægge. Hundredvis af manisten med buddhistiske bønner mejslet ind i det fine skiffer, står nøjsomt stablet ovenpå hinanden, og danner en religiøs indgang til Langtang-dalens fantastiske klimaks. I takt med at vi nærmer os Kyangjin, omsluttes vi af en række imponerende og historiske bjerge, såsom Langtang Lirung, Kimshung, Kangchenpo og Urkeinmang. Alle bjerge mellem 6150 og 7234 meter, og alle unikke i deres fremtoning. Nogle kalder Kyangjin for bjerggudernes amfiteater, og drejer man sig 360 grader, er det indlysende at se hvorfor.
Nærmest for at understrege stedets religiøse stemning, er der tilfældigvis en buddhistisk ceremoni i gang, da vi ankommer. Med indbydende smil anvises vi en plads foran lamaen, der sidder og messer, og tre munke, der over de næste timer spiller på et udvalg af instrumenter. Horn, trommer, konkylier og bækkener benyttes flittigt. Niclas og Gustav sidder med store øjne og følger det farverige optrin, og de takker da også ja til at smage tsampa kager og saltet smør-te. Deres ansigtsudtryk afslører dog tydeligt, at smør-teen ikke er så populær.
Hvad skal vi vælge?
Kyangjin er det ultimative udgangspunkt for en række spændende dagsture til de omkringliggende toppe, gletsjere og kharkaer. De fleste vælger toppen Tsergo Ri (4984 m), hvorfra der er mulighed for at kigge ind over grænsen til Tibet og få et glimt af verdens 14. højeste bjerg, Shishapangma (8013 m). Efter ceremonien vælger drengene dog at blive tilbage og hygge sig med vores bærer, Tupendra, der efterhånden har fået status af legeonkel. De bygger varder og kigger på vanddrevne bedemøller, mens jeg tager turen til toppen af Kangjin Peak 4350 meter over havet. Herfra er der en perfekt udsigt tilbage gennem Langtang-dalen, hvor vi de seneste dage har vandret, og til Kanchengpos vilde nordside, der er en af de mest dramatiske i Himalaya.
Vi har en ekstra dag i ved Kyangjin, som vi bruger på en tur til Tserpochi Kharka. I mine øjne en noget nær perfekt afslutning på turen, da man kommer virkelig tæt på Langtang Lirungs frygtindgydende sydøst-flanke, Lirung gletsjeren og det dramatiske Kyimoshung isfald. Hvis man følger stien langs morænen til sommergræsningsstederne og hyrdernes forfaldne stenhytter, har man et godt udsigtspunkt i sikker afstand fra nedfaldne klipper og is. Samtidig er det en af de smukkeste picnicspots i Langtang og et herligt sted at fejre turens foreløbige højdepunkt.
Niclas og Gustav har vænnet sig til højden og er kommet i god form, så turen tilbage gennem Langtang-dalen til den ventende jeep i Syabru Bensi gøres nemt på to dage med god tid til leg og badning i floden.
Elefanter i Chitwan og afslapning i Kathmandu
Efter trekket i Langtang går turen sydpå til Chitwan, hvor det er tid til nogle dages safari. På elefantryg, i jeep og med kano udforskes området, og vi ser både næsehorn, læbebjørne, krokodiller, aber, hjorte og fugle, foruden et par legesyge elefanttvillinger. Afslutningsvis slapper vi af ved poolen på hotellet i Kathmandu, besøger et børnehjem, et plejehjem, nepalesiske venner og nogle af byens spændende templer med messende munke og yogadyrkende hellige mænd samt drømmer om den næste tur til Nepals uendelige bjerge.
Tips til når du rejser med børn:
- Vælg transport med jeep fra Kathmandu i stedet for en overfyldt lokalbus. Det er mere sikkert og væsentligt mere bekvemt med mulighed for ekstra stop undervejs.
- Tag noget underholdning med; en god bog, evt. med nepalesiske sagn og fortællinger eller Klavs Becker-Larsens børnebøger om Everest og Den afskyelige snemand, kortspil, yatzy etc.
- Arranger en lokalkendt bærer, så der er mere bevægelsesfrihed, og du kan koncentrere dig fuldt ud om børnene. Det er hyggeligt med en bærer, der hurtigt træder ind som legeonkel og giver børnene en række gode oplevelse med en nepaleser.
- Sørg for at børnenes udstyr er i orden. Det gælder ikke mindst vandrestøvler/sko, soveposen og overtrækstøjet.
- Lad evt. børnene arrangere en indsamling i deres respektive institution/skole. Det giver ekstra engagement at have noget med til eks. skolerne i de fjerne bjergegne eller børnehjemmet i Kathmandu.
- Husk at der skal være tid til leg og eventyr efter børnenes ønsker.
© 2020 Opdag Verden ApS
